Markus Elberg og hans venner gik rundt og følte, at København manglede en hiphop-, urban- og trap-bar. Og det er lige præcis, hvad de har givet byen!
Vi har været så heldige at få lov til at interviewe iværksætteren bag det nye sted i Indre By, der deler navn med den amerikanske hiphop-storby, Atlanta. Læs med når ugens Københavnersnude, Markus Elberg, giver os sit take på København og bl.a. løfter sløret for hans personlige soundtrack til byen.
CM: Hvad har du gang i for tiden?
ME: Jeg er i gang med et hav af projekter. I samarbejde med mine gode venner og kollegaer har jeg lige åbnet en hiphop-, urban- og trap-bar på Gothersgade, der hedder Atlanta. Og i næste uge flytter jeg til Aalborg for at være PR-chef for 15 forretninger primært i Jomfru Ane Gade.
CM: Hvor bor du?
ME: Jeg bor på Nørrebros Runddel i kvisten over Café Runddelen.
CM: Hvor går du tur?
ME: Når min kusine får hevet mig med går vi en tur på Assistens Kirkegården.
CM: Hvor drikker du kaffe?
ME: Hos Son på Den Lille Gule. Den ligger på Mikkel Bryggers Gade.
CM: Hvor spiser du?
ME: På kontoret, Madklubben, OLIOLI, Madglad, SKAAL – eller det der er nærmest.
CM: Hvor fester du?
ME: Atlanta. Men jeg er også kæmpe fan af alt fra A-Bar til Den Glade Gris og LA Bar eller generelt bare gode steder i Indre By, der har kolde fadøl, eller som er steder, der er lavet for folk, der bare ikke er kommet for at gå hjem!
CM: Hvor inspireres du?
ME: Jeg tror ikke det er ikke et spørgsmål om hvor, men af hvad og af hvem. Jeg inspireres af mine venner og kollegaer.
CM: Hvad er dit yndlingssted i København?
ME: Dér hvor jeg voksede op i Valby – eller Vestergade en lørdag nat.
CM: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
ME: I går. En veninde og jeg kom forbi en lille restaurant, der lå inde i en slags passage tæt på Gothersgade, som vi aldrig havde set før. Det var tilfældigt vi gik derind. København har bare altid mere at byde på!
CM: Hvad er dit bedste minde om København?
ME: Alt der har med Distortion at gøre.
CM: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
ME: Som sagt så elsker jeg Distortion. Men det er kun én gang om året. Hvis man rigtig skal forkæle sig selv, så skal man spise på Høst, få en øl på SKAAL og så tage ind og danse på Atlanta.
CM: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
ME: Jeg synes jo, at det var en hiphop-, urban- og trap-bar, der manglede. Men så befandt jeg mig heldigvis i en situation, hvor jeg kunne tilføje dét for et par uger siden. Så det mangler vi ikke mere. Hvis man går og synes, at ens by mangler noget, så må man sgu da gøre noget ved det, i stedet for at ærgre sig over, at det mangler.
CM: Dit soundtrack til byen?
ME: Plain Jane – A$AP Ferg (eller Sympathy For The Devil – The Rolling Stones)
Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Markus! A$AP Ferg er føjet til min playliste, og jeg glæder mig til at opleve dit nye sted, Atlanta.