Sigurd Hartkorn Plaetner | Københavnersnuden #196

0
534
Ugens Københavnersnude er Sigurd Hartkorn Plaetner, en mand, der næsten giver os sved på panden, når han nævner, hvad han allerede har nået i sit stadig unge liv: han har udgivet to bøger, senest romanen ‘Noget om Vitus’ på Gyldendal, været pressechef for Distortion, lavet podcasten ‘Noget om Emma’, der er spillet over 65.000 gange, lavet DR3-dokumentaren ‘Min vens vilde forvandling’ om vennen Oscar, der konverterede til islam og flyttede til Uganga – og nu er han talsperson og pressechef for Haven, i gang med en ny podcast og en ny roman. Og samtidig er han et spændende menneske med mange historier på hjerte. Mød Sigurds København her.

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket? 
– Jeg er i gang med HAVEN Festival, som jeg er talsmand og pressechef for. Derudover rejser jeg rundt og optager udsendelser til en ny podcast-serie ved navn ’Det ekstraordinære’, som jeg er ved at lave i samarbejde med Prxjects by Mercedes-Benz. Og på sidelinjen prøver jeg at få tid til at skrive lidt på en ny bog, men jeg kommer hele tiden til at involvere mig i flere projekter, end jeg har tid til, og da skrivningen kræver mest fordybelse, er det desværre også den, jeg nedprioriterer først, da jeg simpelthen ikke kan finde roen til at skrive ordentligt.

LC: Hvor bor du?
– Jeg bor lige i starten af Istedgade, hvor jeg nu har boet i et år. Jeg plejer at bo omkring Blågårdsgade, og det er helt klart der, jeg føler mig hjemme. Der er utrolig meget armod i den hårde ende af Istedgade, og jeg kan slet ikke følge de folk, der ser det som romantisk. Jeg synes det er sørgmodigt, og stort set hver gang jeg forlader min hoveddør, er det med sætningen “Jeg er virkelig ked af, hvordan livet er gået dig – jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe” printet i mine tanker. Du ved, de mennesker, der ikke har andet tilbage end de stoffer, der i første omgang stjal deres liv. Det svarer jo lidt til at være forelsket i sin egen bøddel. Ej nu bliver det også for langhåret, men kort historie kortere, så synes jeg det er hårdt og nedslående konstant at blive konfronteret med liv, der er kørt af sporet uden at kunne gøre så meget for dem.

LC: Hvor går du tur?
– Jeg går i gennemsnit 15 kilometer om dagen, så det er ret mange steder. Jeg tænker klart, får ideer, føler mig rolig og bliver glad af at gå. Jeg kan slet ikke forstå mennesker, der kan fungere uden at gå mindst 10 kilometer om dagen. Men det er en anden snak. Nogle af mine foretrukne steder at gå tur – i København ­– er Assistens Kirkegården om natten, rundt om søerne, langs Kløvermarken, på Refshaleøen, langt ude på Nordhavn og i det hele taget i nye kvarterer. Her den anden dag vandrede jeg rundt uden retning og endte pludselig et sted, der hed Garderhøjfortet ude ved Jægersborg Station. Bag det lå et helt fantastisk landskab med små stier, vandhuller, skove og skrænter. Der endte jeg med at gå rundt en hel dag. Hvis vi taler udenfor Danmark, er jeg vild med at gå ture i Beiruts særdeles fragmenterede bybillede, i den ældgamle Medina i den marokkanske kystby Essaouira, i de citrontræsbeklædte bjergskråninger på Amalfikysten og den bugtede gåtur fra havnepromenaden til den botaniske have i Geneve.

LC: Hvor drikker du kaffe?
– Depanneur, Irma (de har en god gå-kaffe), Navnløs, Harbo, Baby Baby og ja… hvor end der nu er søde mennesker og god stemning.

LC: Hvor spiser du?
– Min kæreste er en vidunderlig kok, så faktisk meget derhjemme, hvor jeg stiller mig til rådighed som asssistent. Ellers; Ban Gaw, Osteria 16, Musling, Mirabelle, Plads’n (da det blev kørt af plantedrengene), La Banchina og hos min ven Oliver (han laver byens bedste kylling-citron-tagine og Spaghetti alle Vongole).

Sigurd Hartkorn Plaetner
Foto: Gyldendal Forlag


LC: Hvor fester du?
– Det slår mig lige i dette øjeblik, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst var i byen-byen. Det ender sgu som regel i en lejlighed, på en havnemole eller til en af de klassiske køkkenfester. Ja. Det er nok sandheden.

LC: Hvor inspireres du?
– I udlandet. Altid i udlandet. Du ved, i København bliver man magelig. Man kender så godt som hvert et gadehjørne, man kender menneskene, kulturen, duftene, priserne på hvidløg hos den lokale grønthandler, og man kan som regel også forudse de samtaler, man får med dem, man løber ind i. Det er ikke en dårlig ting, slet ikke, men det er trygt. Og det er ikke i trygheden, komfortzonen og automatpiloten, at jeg finder inspiration. Det gør jeg, når jeg står i et land, hvor jeg hverken kender de kulturelle normer, kan læse vejskiltene, forstår sproget eller kan afkode duftene. For der tvinges jeg til at blive sanselig og opmærksom for at kunne gebærde mig – og i dén sanselighed og åbenhed over for mine omgivelser opstår der som regel en masse spændende erkendelser, indsigter, ideer og alt muligt andet. Nogle mennesker finder inspiration i trygheden, i det hjemlige – det gør jeg ikke.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
– Blågårdsgadeområdet. Der føler jeg mig hjemme.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
– Da jeg, for et par uger siden, viste byen til en udenlandsk gæst, jeg havde boende i et par dage. Jeg bliver altid total revet med, når jeg mærker udefrakommendes begejstring for København.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
– Åh, den er svær. Jeg kan ikke komme på et konkret minde. Men alle de gange, hvor man har tumlet rundt imellem parker, gader, koncerter, barer og fester hånd i hånd med en, man var forelsket i, mens man havde dybe samtaler, grinede af tåbelige ting og følte sig forbundet med byen og hinanden. Du ved…

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
– Den bedste anbefaling, jeg har til København er faktisk at forlade byen i tre måneder – helst til fordel for et land, hvor intet fungerer, hvor alt går langsomt, og hvor ikke er noget leben. Den følelse, man får, når man kommer tilbage – fra første sekund, når man træder på mahognigulvet i Kastrup… Følelsen af total værdsættelse, taknemmelighed og indfriet afsavn. Wow! Jeg elsker at komme hjem til København, og det er den ubetinget bedste oplevelse.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
– Ro på. Både helt lavpraktisk og mere mere abstrakt.

LC: Dit soundtrack til byen?
– Fairuz, Gabriel Fauré, Vera, Kamasi Washington, Jacob Bellens, Ibrahim Maalouf, Chet Baker og Chet Faker.