Ugens Københavnersnude er madskribent, foodstylist, blogger og nyligt havedame, Mira Arkin. Mira flyttede til Frederiksberg i 2006 og boede der i 11 år på dejlige Forhåbningsholms Allé. For to år siden flyttede hun til Holte, men fordi hun stadig arbejder i byen, føler hun sig i den grad stadig som en ægte københavner. Vi er glade for, at hun vil dele sit København med os.
Foto: Chris Tonnesen
LC: Hvad har du gang i for tiden?
MA: Foråret har været travlt som altid, og jeg har ikke mærket så meget til Coronaen, heldigvis. Lige nu sidder jeg og udvikler opskrifter til julen. Så sidder jeg på min terrasse midt mellem alle tomatplanterne og nyder det gode vejr, mens jeg skriver om konfekt og and. Det er altid lidt underligt, men sådan er det med trykke-deadlines. Senere skal jeg mødes med en fotograf og tage nogle billeder til en madsag til Gastro, som jeg er fast huskok for. Som altid op til sommerferien gør jeg klar til at kunne holde fri henover sommeren. Der er altid en masse, der kommer ind i sidste øjeblik, fra kunder som lige skal have det sidste med, inden det meste lukker ned i juli. Jeg prøver at holde hele juli fri, men som blogger kan jeg nok ikke holde nallerne fra tastaturet og insta, mens jeg holder ferie. Folk SKAL jo vide, hvad jeg spiser – haha!
LC: Hvor bor du?
MA: Jeg flyttede til Holte nord for København for to år siden, hvor jeg bor med min mand og vores to drenge. Vi ville gerne have mere plads og have, men det skulle være et sted med s-togstation, og hvor det var til at betale en taxa hjem, for jeg spiser stadig meget ude i København og arbejder i byen flere dage om ugen.
LC: Hvor går du tur?
MA: I byen elsker jeg at gå i Landbohøjskolens have. Her har jeg fundet meget haveinspiration, fordi haven er en mini-botanisk have, hvor man kan se, hvad alle træer, stauder og buske hedder. Ellers går jeg mange ture i de skovene heroppe omkring Holte.
LC: Hvor drikker du kaffe?
MA: Det bliver for det meste hos Coffee Collective i Torvehallerne – jeg tager næsten altid et kaffestop der, når jeg handler. Hvilket jeg gør ofte.
LC: Hvor spiser du?
MA: Mange steder! Jeg har dog et par steder, som jeg har det med at vende tilbage til. Jeg elsker at spise pasta hos Omegn & Venner i Torvehallerne. Eller bare noget brød, smør og skinke. Famo Metro er en favorit – min yndlingsmad i hele verden er antipasti og pasta. Og så elsker jeg også BarVin, for enkeltheden og de altid fremragende råvarer. Sidst jeg spiste ude var på nye Møntergade, hvor jeg fik fremragende smørrebrød.
LC: Hvor fester du?
MA: Jeg kan godt lide at peake tidligt, da jeg har to unger, der vækker mig kl. 6. Så jeg forsøger altid at starte med pre-dinner drinks på en af byens mange gode cocktailbarer, fx Curfew eller Duck & Cover. På en sen sommeraften er det dejligt at hænge ud i Kødbyen og bare stå udenfor et sted med et glas bobler i hånden.
LC: Hvor inspireres du?
MA: På byens mange restauranter – både bistroer og gourmetsteder kan inspirere en masse. Og jeg har altid brug for idéer til de mange opskrifter, jeg sprøjter ud. Jeg finder også altid inspiration, når jeg madshopper i Torvehallerne eller Lygten Bazar, som jeg bruger til mere eksotiske ingredienser. Og så kan jeg godt lide at stene over især udenlandske madmagasiner og kogebøger, som Kunst & Køkkentøj har et godt udvalg af. Til min have finder jeg inspiration fra andre haver, fx staudebedene i Kongens Have eller rosenhaven i KVL’s have. Og dengang man rejste (suk!), fandt jeg altid masser af inspiration til mit arbejde ved at shoppe mad og spise i udlandet.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
MA: Jeg elsker Værnedamsvej – det er den hyggeligste lille gade i byen, og jeg føler mig sådan hjemme, når jeg slentrer frem og tilbage. Der er super god people-watching og masser af hyggelige steder at hænge ud. Og man møder altid nogen, man kender.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MA: Første aften, jeg var ude, efter restauranterne var genåbnet efter Corona-lockdown. Jeg skulle mødes med en veninde på Bar La Una og tog metroen til Enghave Plads. Da jeg kom op af undergrunden var der den vildeste summen af sommer-hygge på pladsen. Folk sad over alt og drak øl og røg smøger, og alle havde det ligesom mig – jublende glade over, at man igen kunne komme ud og være sammen i byen.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
MA: De mange sjove byture, jeg har været på. Jeg husker det, som om det altid er sommer, og jeg cykler rundt med bare ben, men det er nok ikke helt korrekt. En gang til Pride havde jeg en magisk aften, hvor jeg sad med min mand og en flok venner og drak den ene flaske champagne efter den anden til en champagnebar midt på Rådhuspladsen. Der var så meget kærlighed i luften, og det føltes så luksuriøst at sidde på strandstole midt i vores smukke by og bælle champagne med en masse glade mennesker.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MA: Lej en lille båd og fis rundt i kanalerne og havnen med en picnickurv og en flaske vin. Byen er (også) så smuk fra vandsiden.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? MA: Flere roof-top-terrace barer til de lune sommeraftener. Gerne med en varmelampe eller to…
LC: Dit soundtrack til byen?
MA: Jeg elsker dovenheden ved C. W. Jørgensens sommersang Bellevue. I det hele taget hører jeg mest gammel musik. Lige for tiden bliver jeg konstant i godt humør af at høre The King of Rock ’n’ Roll med Prefab Sprout.
Tusind tak, Mira, fordi du ville dele dit København med os – hav en fantastisk sommer!
Du, kære læser, kan følge Miras mange mad-eventyr her.¨
GOD SØNDAG!