Det er mere populært end nogensinde at vinterbade. Vinterbadeklubberne har i nogle tilfælde årelange ventelister. Men du behøver heldigvis ikke være medlem af en klub for at vinterbade i København. Københavns Kommune har sørget for flere badezoner – og to nye dyppezoner , der alle har åbent i de kolde vintermåneder.
Af Louise Bro
Gratis vinterbadning for alle
Man kan ikke være i tvivl om, at vi har vikingeblod i årerne, for det er mere populært end nogensinde at vinterbade i de kolde måneder. Det tilslutter vi os også her på LoveCopenhagen – vi er utroligt glade for det kolde gys.
Det er uden tvivl en ekstra bonus, hvis man er medlem af en vinterbadeklub og har adgang til en sauna. Men selv uden det, er det også ligeså skønt at bade i det iskolde vand. Derudover har corona også gjort, at de fleste vinterbadeklubber og sauner er lukket, så alle er lige stillet denne vinter. Det er bare med at spring i.
Tjek altid vandkvaliteten
Der indtil flere muligheder for at vinterbade i København. Godt nok har havnebadene kun åbent i sommermånederne – men der er indtil flere badezoner, to nye dyppezoner, og selvfølgelig også strandene, som du frit kan benytte. Selvom det sikkert er fristende at spring i præcis, hvor du vil i havnen, så er det for det altså ulovligt. Derudover er det ret vigtigt at have en god stige, som du hurtigt kan komme op – det er trods alt iskoldt vand, du springer i.
Vandet er generelt er ganske rent i og omkring København. Men det er vigtigt at vide, at når det har regnet, så bliver der ledt både regn- og kloakvand ud i havnen – og så er der altså rødt flag. Sagt med andre ord, så kan der være colibakterier i vandet. Hvis du vil være sikker på, at det er sikkert at bade, så download app’en “Badevand” eller “KBH Havn” inden badeturen.
BADEZONER
Der er ti officielle badezoner i Københavns havn, som er afgrænset med markeringsbøjer, flydespær, redningsliner og redningsstiger, hvor der bliver skiltet med Badning Tilladt. Selvom det måske frister at hoppe i direkte fra kajen, er det rent faktisk forbudt at bade andre steder i havnen end ved badezonerne. Det kan give en bødestraf. Reglerne er udelukkende lavet for at skabe større sikkerhed i havnen. Det er simpelthen for svært for de sejlende at se badegæsterne i vandet.
Det kan desuden være decideret usundt at vinterbade i visse områder på grund af dårlig vandkvalitet. Hvis du ikke får tjekket badevand.dk inden, så er du ikke være i tvivl her. Ved badezonerne er der nemlig en rød lampe, der blinker, hvis vandet ikke er rent.
Badezone Bølgen – Kalvebod Brygge
Badezonen ved Kalvebod Bølge er som alle andre tydeligt markeret med gule flydespær, så nu kan du være helt tryg ved at springe i vandet. Derudover er der kommet en helt ny dyppezone med bund, som gør det endnu nemmere at komme i og op af det kolde vand. Hvis du derfor ikke er glad for at svømme i det kolde vand, så er dyppezonen ideel. Det lave vand er godt til lige netop et hurtigt dyp. Det lille basin ligger inden for badezonen, og det er et yderst populært sted, hvor mange vinterbader og nyder vejret på trætrapperne langs Bølgen.
HVOR: Bølgen på Kalvebod Brygge, KBH V
Badezone Halfdansgade – Islands Brygge
Et stenkast fra det vinterlukkede havnebad på Islands Brygge er der en badezone. Det er ikke, som mange måske tror på den brede træbrygge ned mod cykelbroen. Det er et tydeligt afmærket område med gule flydespær – perfekt til en iskold dukkert om vinteren.
HVOR: På kajen for enden af Halfsdansgade, KBH S
Badezone Havnevigen – Islands Brygge
Godt gemt væk på Havnevigen ved Viggo Kampmanns Plads i den sydligste del af Islands Brygge finder du en badezone med en kunstigt anlagt strand. Da der er tale om en vig, bliver der konstant recirkuleret vand fra havnebassinet. Vandkvalititen er derfor den samme som i havnebadene, men vandet ser ikke altid helt så klart ud. Sandstranden er ganske vist ikke særlig stor, men det er enormt hyggeligt og nemt at komme til.
HVOR: Viggo Kampmanns Plads, KBH S
Badezone Havnegade – Nyhavn
Denne badezone er en af de nyeste tilføjelser, og endelig er der kommet en badezone i Indre By, nærmere bestemt på Havnegade for enden af Nyhavn. Badezonen består af et fint lille bassin, så hvis du ikke har det godt med at bade i det fri, har dette bassin altså en bund. Et godt sted at starte, hvis du ikke er så bekendt med det kolde gys, og blot vil dyppe dig og så hurtigt op igen.
HVOR: Havnegade 46, KBH K
Badezonen ved Søndre Refshalebassin.
Badezone Søndre Refshalebassin – Refshaleøen
Refshaleøen har også sin egen lille badezone i de rå og industrielle omgivelser. Den er ganske stor, så her kan du ligefrem svømme baner, hvis du er virkelig trænet i vinterbadning. Men ellers er der bare roligt og ikke så travlt, så du har det ofte for dig selv i de kolde måneder.
HVOR: Refshalevej 151, KBH K
Badezone La Banchina – Refshaleøen
Et stenkast fra Refshalebassinet ligger der også en badezone ved den populære café La Banchina. Den lille badebro er ofte omsværmet og populær om sommeren, men det er kun for nyligt, at det også blev tilladt at bade der, og nu er området afmærket som en badezone – både sommer og vinter.
HVOR: Refshalevej 141, KBH K
Badezone Teglholm Brygge – Sydhavn
Endnu en af de nyere tilføjelser til de efterhånden mange badezoner i København er i Sydhavn. Ved Teglholm Brygge finder du en badezone med en hyggelig lille badebro, og et lille anlæg med adgang til vandet, som er afgrænset med flydespærrer. Så hvis du bor i SV eller deromkring, er der ikke længere en undskyldning for ikke at vinterbade.
HVOR: Teglholmsgade 10E, 2450 KBH SV
Badezone Richard Boones Vej – Sydhavn
Et andet sted i Sydhavn ganske tæt på Teglholm Brygge finder du en anden ny badezone ved Richard Boones Vej. Badezonen ligger ligeledes i forlængelse af en lille badebro og vandtrappe, og er afspærret med flydespær.
HVOR: Richard Boones Vej, 2450 KBH SV
Badezone Byskoven – Amager
På Amager bag Kalvebod Fælled finder du en badezone på Selinevej. Badezonen åbnede i juni 2023 og har et bassin på 18×10 meter, hvor der er plads til at kajakker og kanoer kan lægge til på ydersiden. Som en lille bonus er der toilet og badefaciliteter ved badezonen og et lille “Madpakkehus”, hvor man kan nyde medbragt mad.
HVOR: Selinevej 18, 2300 KBH S
Badezone Sandkaj – Nordhavn
På den yderste del af den 400 meter lange Sandkaj Brygge i Nordhavn er der en badezone med hele to bassiner med adgang fra en bred sidetrappe. Badzezonen har fået det andet af de to mobile dyppezoner. Den er en anelse mindre end den ved Bølgen, men er også med bund, så man kan komme nemt op igen. Når man ikke plasker rundt i vandet er der fin mulighed for at nyde den nye arktitektur i Nordhavn.
HVOR: For enden af Sandkaj (ved nr. 27), Nordhavn
STRANDE
Hvis havnen ikke ikke trækker, så er der selvfølgelig også muligheden for at tage på stranden og vinterbade. Du er heldigvis aldrig langt fra en badetur i København takket være to kunstigt anlagte sandstrande.
Amager Strandpark
Københavns største strand, den kunsigt anlagte Amager Strandpark strækker sig over næsten 5 kilometer med en bypark, en lagune og en hvid sandstrand direkte ud til Øresund. Det kræver lidt ekstra mod at gå direkte ud i vandet fra stranden. Men der er stadig to badebroer, som står vinteren over, hvis du har brug for en stige. Helgoland badeanstalt er kun åbent for medlemmer af vinterbadeklubben – men Kastrup Søbad er åbent for alle.
Svanemølle Strand
Svanemølle Strand på ydre Østerbro kan ikke prale af en lige så lang sandstrand som Amager Strandpark. Til gengæld er der en 130 meter lang mole, som fungerer som badebro. Sandstranden er ligesom på Amager kunstigt anlagt med ganske lavt vand længst inde. Hvis du vil hurtigt under, er det derfor bedst at benytte badebroen.
Hvis du ikke kan undvære en sauna, så er der også masser af muligheder nyde både sauna og saunagus i København – uden at være medlem af en vinterbadeklub. Læs mere i vores guide: Sauna og saunagus i København uden medlemskab
God fornøjelse!
/Louise Bro