Anne Eltard | Københavnersnuden #421

0
570
LoveCopenhagens Københavnersnude Anne Eltard

Ugens Københavnersnude er komponist og musiker, Anne Eltard. Hun er født og opvokset på Nørrebro, og er et barn af stenbroen. Hun spiller violin, guitar, synger og producerer musik, og har udgivet flere solo-albums, og er pt. aktuel med 3 singler og et fuldlængdealbum ”Hjemkomst”, der også er udkommet på vinyl. Derudover laver hun lydkunst og har fået både priser og legater for og til sit arbejde som komponist også indenfor lydkunst. Anne er livsnyder og blander sig i kulturpolitik for at prøve at være med til at skabe bedre forhold for musikere og komponister herhjemme.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Anne Eltard: Jeg er musiker, så jeg knokler røven ud af bukserne for at komme ud med min musik. Jeg har lige udgivet to singler og nummer tre ”Hold mig tæt” er på vej. Den 3. juni udkom mit nye album ”Hjemkomst” digitalt og på vinyl.

Samtidig prøver jeg at booke koncerter og lave alt det arbejde, der følger med, når man er musiker. Om nogle uger skal jeg spille med Nanna Larsen og Anne Eltard Duo. Sammen med Charlotte Halberg skal vi genopsætte ”Under samme himmel” en forestilling for børn, som vi turnerede med sidste efterår. Vi skal bl.a. spille under Jazzfestivalen. Desuden skal jeg selvfølgelig spille med mit skønne hold i Anne Eltard Kvartet, når min nye udgivelse er på gaden.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Anne Eltard: Lige på kanten af Nørrebro og Østerbro, men jeg voksede op i Sorte Firkant, og mine hoods er helt klart Nørrebro og så Christianshavn.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Anne Eltard: Jeg går og cykler mest i lokalområdet. Jeg elsker at drysse ud af Frederiksborgvej fra Nørrebro Station. Det er et område af byen, som endnu ikke er gentrificeret for alvor, og det sprudler af liv fra alverdens lande. Ellers går jeg også tur i Lersøparken, som ligger nedenfor det smukke gamle Bispebjerg Hospital. Jeg er ubetinget elendig til at finde vej, så ofte begynder jeg at gå, dreje om hjørner og se, hvor jeg havner. Der er så mange små fine gader på Nørrebro.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Anne Eltard: Mest hjemme, det er den bedste kaffe. Men ellers så synes jeg, at Dzidra er et super hyggeligt sted.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Anne Eltard: Den gode mad laver vi selv for det meste, men et af mine yndlingssteder er Baka’d Busk. Vegetarisk og vanvittig god mad i en dejlig afslappet atmosfære og lækre vine. Men byen er spækket med fede steder.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Anne Eltard: Jeg er musiker og spiller ude, bl.a. til fester, så jeg fester nok ikke så meget. Men her i huset er vi ret gode til at invitere venner og familie, og hygge med det mad og drikke, folk har med og som regel altid levende musik.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Anne Eltard: I møder med mennesker eller når jeg går og ser byens liv med alle de mange forskellige typer, der befolker byen. Jeg holder meget af bare at sidde og kigge og lade livet glide forbi. Så får tankerne frit løb, og det kommer der ofte noget godt ud af.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Anne Eltard: Der er så mange skønne steder, men Søerne er nok blandt mine favoritter. Jeg stod på skøjter på Peblingesøen, da jeg var barn, og vi badede sågar i søen dengang om sommeren. Jeg elsker at gå og cykle langs søerne og kigge på det liv, der udfolder sig.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Anne Eltard: Når jeg cykler eller går med min mand i hånden, solen skinner og livet flyder afsted uden mål og med, så er jeg lykkelig. Og når jeg kigger på mit barnebarn, så smelter jeg indeni.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Anne Eltard: Uhhh, der er uendelige mængder af fantastiske minder. De tidlige morgener dengang jeg var ung, hvor man bare dalrede hjem fra en lang bytur, og solen stod op over byen.

Eller da jeg var barn, og der var bilfrie søndage. På de magiske søndage legede vi på Nørrebrogade, der normalt var ret trafikeret. Der kørte sporvogne, og vi lagde nogle store femører på skinnerne. Så ventede vi i spænding på, om sporvognen måske ville vælte på grund af vores mønter. Men mønterne blev jo bare helt flade.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Anne Eltard: Lad dig overraske og gå ud og hør musik eller se teater på nogen af de mindre scener. Lad dig overraske og tag dig ikke af, at du ikke ved, hvem det er der optræder, måske bliver du glædeligt overrasket fx på Kroteket, Børneteateret, Alice (der pt ikke har nogen lokaler). Start aftenen med at gå ud og spise på en af de mange forrygende restauranter, der i disse år findes i byen. Min liste er lang, men Baka’d Busk, Gaarden og Gaden, St. Jacques, Casa Madre. Eller lad dig forføre af god vin hos Rosforth og Rosforth.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Anne Eltard: Billige boliger! Hvis ikke byen skal kvæles helt og ende som en ghetto for rige. Byen mangler i den grad også nogle scener – Alice der præsenterer world og eksperimenterende musik er hjemløs, jazzen mangler et dedikeret spillested, der er ingen prøvescene for de små teatre. Politikerne lover og lover, men endnu er heller ikke det kommet.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Anne Eltard: For det meste går jeg bare og tager byens lyd ind, den kan noget, som intet indspillet kan matche. Jeg er så meget omkring musik i mit daglige liv, at jeg – hvis jeg lytter på noget, når jeg går – lytter til podcasts. BBC – DR – radiofortællinger af Torben Brandt – svenske podcasts – Serial Brian Reed er nogen af dem jeg lige kommer i tanke om.

Hvis jeg skal nævne nogle sange, som er BY, så er der absolut: Kim Larsen Langebro – så er jeg tilbage i min ungdom og på Christianshavn, den sang emmer af by. Jeg skrev ”Ungdomshuset bli’r” sangen til Ungdomshuset dengang i 2007, hvor Natasja også er med. Hendes Danmarkssang er forrygende og en hyldest til byen og dens mange forskellige eksistenser.

 

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Anne!

Følg Anne Eltard på @violindk og @anneeltardloopFacebook og hendes hjemmeside.