Stor guide: Kulturnatten 13. oktober 2023

0
669

I over 30 år har Kulturnatten været en af Københavns mest besøgte kulturbegivenheder, hvor hele byens kulturliv smelter sammen til én festlig aften den 13. oktober. Læs med her hvor vi har skabt en stor guide til Kulturnatten 2023.

Siden 15. oktober 1993 har Kulturnatten været en årlig begivenhed, hvis formål har været at skabe byens største endagsbegivenhed for kulturen. For 30 år siden var der 45 arrangører, og der blev solgt 4000 kulturpas – i 2022 blev der solgt 69.000 kulturpas, og der var over 250 arrangører!

Se med her hvor vi guider dig til udvalgte begivenheder på Kulturnatten 2023:

Indre by: 

Amalienborgmuseet: Kl. 18.00 – 00.00
Tiden skrues tilbage til 1800-tallet, da Christian 8. boede i Palæet. I den tids ånd tager de guldalderen på ordet med afsæt i Christian 8.’s borddekoration, Det Gyldne Tableau, skabt af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Det Gyldne Tableau består af mytiske figurer, som guldbemalede performere vil vække til live i den guldbelagte gallasal. På museet vil du også kunne høre nogle af datidens smukke viser spillet af Duo Sonante.
Adresse: Amalienborg Slotsplads 5, 1257 København K

BLOX: Kl. 18.00 – 23.00
Her kan børnene opleve DJ Katrine Ring, Klovnen Knud, ansigtsmaling, Ballonkongen, lysinstallationen ‘Så Gernes’ med Tokyo Blue m.m. Der er også opsat telt og børnene kan bl.a. vinde en lille pose slik, hvis de løser opgaver.
Adresse: Bryghuspladsen 10 1473 København K

Cinemateket: Kl. 18.00 – 00.00
Børn og eventyrlige sjæle kan drage afsted med et skattekort i hånden og komme ud i alle husets kroge. Slip din indre Sing Star løs, når de åbner Cinematekets helt egen Karaokebar med et repertoire fyldt med de sprødeste filmklassikere. Derudover byder de på en hyggelig perleplade-workshop i deres bibliotek.
Adresse: Gothersgade 55 1123 København K

By & Havn: Kl. 18.00 – 00.00 
Lær om fisk og planter og tegn på tegneværksted! De første 300 børn får desuden drybag og malebog med motiver fra havnen.
Adresse: Nordre Toldbod 3 1259 København K

Dansk Arkitektur Center: Kl. 18.00 – 00.00
Graffitimaling, LEGO Masters og honningsmagning! På Kulturnatten kan du, som en del af udstillingen, bl.a. lære hvordan du maler graffiti med spraydåser. Du kan også bygge LEGO sammen med de dygtige LEGO Masters fra TV2s program af samme navn. Hvis du længes efter natur i byen, kan du lave flotte tryk med blomster eller lære om og smage på honning fra hele København med Bybi.
Adresse: Bryghuspladsen 10, 1473 København K

Se alle oplevelserne i Indre by på Kulturnatten her

Østerbro og Nørrebro 

Østre landsret: Kl. 18.00 – 23.00 
Dørene åbnes til landsrettens nye bygning i Nordhavn, hvor du kan besøge de splinternye retssale og møde nogle af landsrettens dommere. Der vil desuden være mulighed for at deltage i en quiz med domstolsrelevante spørgsmål. Deres café vil traditionen tro servere Chili con carne.
Adresse: Østre Landsrets Plads 1, 2150 Nordhavn

Rigshospitalet: Kl. 18.00 – 23.00 
Oplev den særlige stemning, når Rigshospitalets medarbejdere byder på sjove, anderledes og lærerige aktiviteter for interesserede i alle aldre. Få lagt en gips, se levende skovflåter, bliv klogere på organdonation, kør en tur med personaletoget i kælderen eller prøv lykken og se, om du kan vinde en tur på helikopterplatformen (deltagere skal være over 18 år).
Adresse: Blegdamsvej 9, 2100 København Ø

Politimuseet: Kl. 18.00 – 00.00
Oplev bl.a. Mini-byvandringer på Nørrebro med pensionerede politifolk, foredrag med museumsleder Frederik Strand og tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen. I tidsrummet kl. 18-21 kan de mindste prøve politiuniformer i børnestørrelser, se nærmere på en patruljevogn, ‘hoppe ind på politiskolen’ og få taget fingeraftryk.
Adresse: Fælledvej 20, 2200 København N

Se alle oplevelserne på Nørrebro og Østerbro på Kulturnatten her

Frederiksberg

Frederiksberg Slot: 18.00 – 00.00 
Hærens Officersskole byder gæster indenfor på det normalt lukkede Frederiksberg Slot, hvor man bl.a. kan se Riddersalen, flagbalkonen og de smukke dagligstuer. Du kan købe mad i deres kantine og noget at drikke i kadetternes værtshus, Kadetkælderen.
Adresse: Roskildevej 28, 2000 Frederiksberg

KU.BE Frederiksberg: Kl. 18.00 – 00.00
Gå fra oplevelse til oplevelse og se deres skæve hus fra nye vinkler: spil lasertag, lav dit eget tryk, kreer en stopmotion-film eller tag silent-høretelefoner på og zon ud med meditativ tegning eller giv den gas til kæphesteræs.
Adresse: Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg

Se alle oplevelserne på Frederiksberg på Kulturnatten her

Islands Brygge/Amagerbro/Ørestad

DR: Kl. 18.00 – 23.00 
Mød folkene bag podcasten ‘Carmen Curlers – en ekstra krølle’, nogle af deltagere fra ‘Den Store Bagedyst’ og se ‘Alle Mod 1’ live.
Aftenen byder også på muligheder for at tage et kig bagom DR – bl.a. hos DR Nyheder.
Adresse: Emil Holms Kanal 20, 999 København C

Allehelgens Kirke: Kl. 18.00 – 00.00 
De starter aftenen med en kort gudstjeneste for børn og voksne kl. 17.00. Efter gudstjenesten serveres der gratis mad til alle. Efter spisning kan du nyde deres lokale børnekor “Heaven’s Angels”, efterfulgt af endnu en koncert i den rytmiske genre. Under begge koncerter vil “Damernes Bar” være åben med et udvalg af søde og salte lækkerier og kølige drikkevarer. Alt salg fra Baren går til Julehjælp i 2023.
Adresse: Ungarnsgade 43, 2300 København S

Vesterbro/Kødbyen:

Dansk Industri: Kl. 18.00 – 23.00 
Tag på rumrejse i Industriens Hus. Oplev deres rumudstilling og bliv klogere på dansk rumindustri, tag med ud i det ydre rum med VR-briller på, kom tæt på satellitter, nedskyd marsmænd og vilde meteorer i deres arkadespilafdeling, byg en selvlysende planet, spis Astronaut-is og meget meget mere.
Adresse: H.C. Andersens Boulevard 18, 1553 København V

Banedanmark: Kl. 18.00 – 23.00
Kom helt tæt på fremtidens jernbane! Grib chancen for at komme helt tæt på fremtidens jernbane, når Banedanmark slår dørene op og inviterer indenfor bag den spektakulære facade i deres Trafiktårn. Trafiktårnet er jernbanens digitale hjerne, hvor dygtige trafikledere styrer togtrafikken i hele landet, så tusindvis af mennesker hver dag kan komme frem til hinanden. En sjov og anderledes oplevelse for børnene.
Adresse: Carsten Niebuhrs Gade 49 0 1755 København V

Carlsberg/Valby/SV:

KBH Film&Fotoskole: Kl. 18.00 – 23.00 
Vi byder indenfor dørene til visning af filmelevernes midtvejsproduktioner og fotoholdenes første udstilling af deres arbejde.
Adresse: Kjeldsgaardsvej 1 Ind ad porten 2500 Valby

Hotel- og restaurantskolen: Kl. 18.00 – 23.00
Smag på en masse små retter, køb skøn mad med svampe i deres street food boder, tag en tur ned memory lane til deres ølsmagning med de glemte klassikere, nyd lækre cocktails og oplev tjenerne flambere. Tilmelding nødvendig.
Adresse: Kjeldsgaardsvej 1 Ind ad porten 2500 Valby

Se alle oplevelserne Carlsberg/Valby/SV på Kulturnatten her

Christianshavn/Holmen:

Det kongelige Teater – Operaen: Kl. 18.00 – 23.00
Kom op på scenen i Operaen og se salen fra sangernes perspektiv. Se Operakoret, kapelmusikere, operasolister og musicalsangere optræde i foyeren, og overvær kostumeteknikkere og skrædderere arbejde på kostumer, og maskører give sangere paryk og teatersminke på.
Adresse: Ekvipagemestervej 10 1438 København K

Sofiebadet: Kl. 18.00 – 23.00
Fodbad café, rundvisninger og live musik. Gå på opdagelse mellem marmor, terrazzo og unik arkitektur og hør historien om den gamle badeanstalt fra 1909, der overlevede takket være en gruppe ildsjæle på Chr.havn. Forkæl de ømme kulturnat fødder med et varmt fodbad og nyd et glas vin eller en tapas anretning i deres smukke højloftede baderum. Der vil være stemningsfuld livemusik fra kl 20-22.
Adresse: Sofiegade 15A-B, 1418 København K

Se alle oplevelserne på Christianshavn og Holmen på Kulturnatten her

 

Skal børnene opleve Kulturnatten 2023?
Se alle oplevelserne for børn på Kulturnatten her

 

Kulturpas:
Få fri adgang til 200 kulturoplevelser samt fri transport med bus, tog og metro hele dagen fra 16.00 til 04.00. Børn under 12 år er gratis. Køb her for kun 110 kr.

Rigtig god fornøjelse!