Formidable formel B

0
418

Vi er så heldige at bo i en by, hvor det mildest talt vrimler med udsøgte spisesteder. Det kan derfor være sin sag, at finde sin favorit. Alligevel er det lykkedes mig – og for nyligt var jeg på et velsmagende genbesøg.

Det er ikke svært at finde gode spisesteder i København – og hurra for det! På LoveCopenhagen elsker vi byens mange lækre restauranter; fra de små og rustikke til en slik til de store med stjerner og verdensrenommé. Jeg er dog stadig ikke et sekund i tvivl om, hvilken restaurant, der har den største stjerne i min bog; nemlig formel B.

Til at græde over

Som jeg før har skrevet, så har jeg engang grædt over et stykke duekød på formel B. Det smagte himmelsk. Det smeltede på tungen. Det gav mig en mad-orgasme, som jeg aldrig siden har fået. Det er flere års siden. Det var dengang, hvor formel B kørte med en fastlagt menu og hvide duge på bordene. I dag, hvor restauranten er relanceret som luksusbistro, holder både Michelinstjerne, den gode mad, vin og betjening ved. Det er simpelthen en sand fornøjelse at besøge det eksklusive men uformelle mad-tempel på Vesterbrogade, hvor kokkene Rune Jochumsen og Kristian Arpe-Møller samt sommelieren Martin Iuel-Brockdorff Bek stadig har stor gastronomisk succes.

Små retter med store fornøjelser

Nu tænker du nok; ”Det lyder jo meget godt alt sammen. Men hvad kan jeg så forvente, at der ligger på min tallerken udover kød, der er til at græde over? Og er det overhovedet til at betale, nu hvor der er kastet en Michelinstjerne efter stedet?” Jamen, det skal jeg sige dig. Menukortet består af ca. 20. retter, der løbende bliver skiftet ud i takt med sæsonens og køkkenets humør. formel B anbefaler selv fire til seks retter – jeg var proppet efter den fjerde. Hver ret koster 130 kr., hvilket er en virkelig fair pris i forhold til den madoplevelse, som du får serveret. Ved mit sidste besøg fik jeg bl.a. østers med peberrodsfløde, grøn stikkelsbærsorbet, agurker og karse – en ret, som jeg sent vil glemme. Ligesom atmosfæren fra restauranten med den stilfulde og hyggelige indretning i mørke og varme nordiske nuancer, stadig sidder dybt i mig. Så jo; formidable formel B står stadig øverst på min liste og jeg kan ikke anbefale den nok. Og så elsker jeg den lille rød og hvid-stribede slikpose med karameller, der følger med, når regningen kommer.

/Ditte