Rå og urban – Tribeca NV

0
394

Selvom jeg er ved at være mættet med Dining Week-konceptet, har dette års madfestival alligevel ført nogle gode oplevelser med sig. Èn af dem var på Tribeca NV.

Tribeca NV

I 2012 havde jeg en anden holdning til Dining Week, end jeg har i dag, og det kan du læse om her (prøv at se, om du kan undgå at se på de grimme billeder, hold da op, en vammel oplevelse). I dag har jeg faktisk lidt på fornemmelsen, at jeg ikke får den helt samme oplevelse under Dining Week, som jeg normalt vil få på de forskellige restauranter. Det har faktisk mest at gøre med det tempo, som ofte er lidt for højt i restauranterne i denne uge – ikke så meget, at de kun kører med én menu, for det burde da være muligt, med de talentfulde kokke, som trods alt også er på arbejde under Dining Week, at få noget lækkert ud af én menu til rigtig mange mennesker. Hmmm…

I onsdags cyklede jeg en rask tur fra Vesterbro og ud til Nordvest – en bydel, jeg normalt ikke færdes så forfærdeligt meget i. Det er også for meget, når jeg efterhånden har fået så mange anbefalinger til fede steder derude. Faktisk er det eneste, som engang imellem kan få mig på cyklen derud, Elgiganten (som jeg virkelig ikke bryder mig om, men nogle gange er jeg kommet til at shoppe i deres online butik, og når produkterne så ikke fungerer, er jeg nødsaget til at tage derud), og så deres store bland-selv-slik-slikbutikker, som Nam Nam, som jeg er sikker på overholder alle regler og betaler deres skat!

Tribeca NVs navn er selvfølgelig inspireret af bydelen i NYC, TriBeCa, der er kendt for sine rå murstensbygninger, hippe stemning og urbane restauranter (det er blandt andet i denne bydel, at Robert de Niro i 1994 åbnede sin restaurant, Nobu, som var med til at gøre denne bydel trendy). Ejeren af Tribeca NV så mange lighedstegn mellem TriBeCa og Nordvest – and the rest is history.

Indretningen i restauranten er også i ‘klassisk’ newyorkerstil – et stort åbent rum med gulv-til-loft-vinduer, et åbent køkken og stole og borde, hvor ikke to er ens. Om sommeren kan man sidde udenfor på deres store terrasse, under parasoler i ly for solens stråler, eller om aftenen i ved pejsen eller de mange varmelamper.

Maden er mest af alt italiensk, uden nogen særlige opdateringer, men hvorfor også lave om på noget, der fungerer? Til Dining Week var det dog ikke klassisk italiensk mad, vi fik serveret:

Forret
Rå laks – grillet brød – fennikel crudité

Tribeca NV forret

Hovedret
Svinebryst – øl – rosmarin – vintersalat – rodfrugter

Tribeca NV hovedret

Dessert
Hvid chokolademousse – karamel – æbler

Tribeca NV dessert

Forret og dessert var skønt og upåklageligt udført og serveret, hvor hovedretten var en anelse for fed til min smag (og jeg plejer ikke at være sart hvad angår fedtkanter på svinekød, men halvdelen af mit stykke kød var fedt).

Tribeca NV kaffe

Der, hvor Tribeca NV vinder, er ved den venlige og opmærksomme betjening og den varme atmosfære. Hvis du ikke har været der før, tror jeg, at det er bedst at besøge restauranten om sommeren – men på den anden side, det skal ikke ligge stedet til last, at vi i Danmark har så få solskinsmåneder, og jeg synes også, at det er på tide, at NV får den opmærksomhed, som bydelen fortjener. Det er altid spændende, når nye dele af København vokser og tiltrækker kreative kræfter, og det kan NV i øjeblikket – skabe unikke oplevelser, som man ikke forventer på disse kanter.

Sidst men ikke mindst skal der lyde et højt hurra for deres toiletter, som indebærer at full-body-spejl, hvilket er noget, mange af os er glade for – på en glad aften er det altid rart at tjekke, at tøjet, håret, makeuppen og smilet sidder, som det skal. Og især smilet sidder perfekt efter en middag i NV.

/Louise

Tribeca NV