Katinka kan det, der er så sjældent i dag: hun kan få folk til at holde mund og lytte. Man kan simpelthen ikke lade være. Det viser hun med sin nye EP, Lufthuller – og selvom hun kun lige er startet, har hun allerede sin helt egen katinkaske lyd. Vi har lyttet og kommer med vores dom her:
Da jeg lyttede til EP’en for første gang, stod jeg og vaskede op. Men jeg måtte sætte mig og lytte, mens jeg kiggede ud af vinduet og lod mig flyve helt ind i Katinkas univers. Senere hørte jeg den, mens jeg lå og faldt i søvn. Så lyttede jeg til den på en cykeltur rundt på Vesterbro og Nørrebro. Og til sidst i aftensolen på min altan.
Da jeg hørte Katinka optræde for første gang, havde jeg netop introduceret hende for LoveCopenhagens første event-publikum. Jeg var nervøs, glad og forelsket. Og da Katinka trådte ind på scenen med sin ukulele og sin guitarist ved sin side – og alle i publikum gav de to musikere deres udelte opmærksomhed, gik alt op i en højere enhed.
Som du nok kan forstå, har jeg meget høje forvetninger til Katinka. Men det er kun fordi, at oplevelser, hvor man bliver oprigtigt rørt, de er bare sjældne i dag, hvor alting går så stærkt og det hele er pakket ind i cellofan og sukker.
DET ER NOGET DU HAR BESTEMT
EP’en åbner med en noget overraskende synthesizer-produktion – og jeg tænker med det samme på Marie Keys første soloplade. Og selvom det er nærliggende at sammenligne Katinka med Marie Key (begge sangerinde, der synger på dansk, og som har fokus på tekstuniverset), så håber jeg ikke, at det fortsætter alt for skarpt i den retning.
Heldigvis er der generelt og også i dette nummer stadig fokus på Katinkas smukke og insisterende vokal, og igen giver hun mig med sine tekster kuldegysninger og tårer i øjnene. Hvordan hun formår at beskrive situationer, som de fleste af os kender, på en både smuk og smertelig måde, er forbilledligt. Her om en uligevægtig relation, hvor kæresten/vennen/veninden dikterer vej, mål, grad af intimitet og engagement.
IDIOTER
Helt klart mit yndlingsnummer på EP’en, både fordi musikken igen er lidt mere Katinkask – lidt mere eksperimenterende og kantet. Men også fordi teksten er så frygtelig rammende. Katinka har skrevet på sin Facebookside, at nummeret handler om tiden i folkeskolen og om alt det, som de voksne ikke så. Når du lytter til nummeret og teksten, kan du undgå at blive ramt. Og hvis du nogensinde har følt dig ensom eller forkert, kan du risikere at få et lille stik i hjertet af dette nummer. Jeg har ikke selv børn, men jeg elsker at være sammen med min niece på 5 år, som jo er så fuld af gåpåmod og nysgerrighed – og stadig beskyttet. Det skærer jo i hjertet, at hun på et tidspunkt uundgåeligt kommer ud for ubehagelige oplevelser, som sætter spor i hendes sjæl for resten af livet. Bevares, vi har dem jo alle sammen, de ubehagelige minder, og de bliver en del af os. Men der er noget ved den slags oplevelser fra folkeskolen, som bliver vækket af et nummer som dette, og pludselig er man tilbage i barndommen.
JEG BEKLAGER
“Jeg beklager nu for alt det kaos, jeg fik skabt – alle mine forventningsskabeloner” Her kommer en sang om ulykkelig kærlighed, som er skåret helt ind til benet, så teksten om det frustrerende, forvirrende og følelsesmæssige rod det er, når kærligheden forsvinder, står klart og tydeligt med Katinkas sårbare vokal. Jeg kunne godt have tænkt mig, at nummeret fortsatte med at være nærmest nøgent, selvom det også er dejligt, at Katinka tør at lege med musikken i stedet for netop at holde sig til det rendyrkede singersongwriter-folk-musik. Men når man nu sidder med tårerne trillende ned ad kinderne, kan det virke bare lidt påtrængende med et storladent c-stykke. Nummeret kan nemlig noget af det samme som Turboweekends ‘I Forgot’ – det er fint og rent midt i melankolien, hvilket jeg er en sucker for. Nummeret vinder ved nærmere bekendtskab.
DU REJSER
Den mest typiske Katinka-sang, hvis man kan sige sådan noget om en ganske ny kunstner. Men det er præcis sådan, jeg husker hende fra koncerterne: uden filter, ærlig, nærværende, stærk og sårbar. Jeg hører en lille smule Juncker i hende – en af de få kunstnere i dag, der formår at skrive musik og tekster, der både varmer og rykker lytteren. Jeg elsker, at Katinka virker sindssygt sårbar – og dermed sindssygt stærk – når hun ærligt synger om sin ulykkelige kærlighed, sin vrede og sin skrøbelighed. Katinka med sin ukulele er helt bestemt et godt bud på en sangerinde, der kommer til at holde fast i os lyttere i lang tid.
USYNLIGE SÅR
EP’en stopper, hvor den startede: musikalsk med en Marie Keysk poppet og elektronisk kant – men stadig med Katinka umiskendelige lyd og stemme. “Jeg holder ved men aldrig fast på noget” vil jeg rigtig gerne bruge som en mulig kommentar til den tilstand rigtig mange i vores generation befinder sig i: alt for mange valgmuligheder har gjort os immune overfor at træffe et valg. Man tør ikke at blive i noget, men man tør heller ikke at gå. Om det er hensigten og budskabet i nummeret, tror jeg ikke – jeg fornemmer snarere, at Katinka mener, at vi i vores verden bruger måske lidt for mange ressourcer på at få os alle sammen til at blive ens, til at rette ind, så de skæve eksistenser til sidst er blevet nogen, der ikke rigtigt er plads til. Jeg elsker i hvert fald tanken om, at Katinka ikke holder igen med sine holdninger. Hun virker nemlig som en aldeles klog ung dame.
Og jeg glæder mig allerede til at høre mere fra hendes hånd og stemme.
/Louise