Åbenbaring til Body-SDS

Dette bliver mit mest ærlige indlæg til dato. Jeg har nemlig oplevet noget, som tvinger mig til at være ærlig, hvis jeg altså skal beskrive min oplevelse. Og det skal jeg, for den foregik her i København, og den er en anbefaling værdig.

Således advaret. Jeg har altid interesseret mig for den alternative og spirituelle verden; meditation, naturlægemedicin, yoga, massage, medianbaner, hvordan sindet hænger sammen, osv. osv. Jeg har en kraftig overbevisning om, at sind og krop hænger sammen, og at man kan helbrede sig selv for mange lidelser ved at kigge indad eller blot gennemgå sin livsstil og eventuelle negative handlingsmønstre. Ikke alle deler disse overbevisninger, bevares, men jeg fastholder min ret til at tro og håbe på, at jeg selv styrer rigtig meget i mit liv.

Alt har en årsag
Det er langt fra altid, at livet gør, som jeg vil have det til at gøre. Langt fra. Derfor har jeg som alle andre daglige kampe med livets små uretfærdigheder, som jeg efterhånden har lært at tage med ro. Men når det kommer til de større tanker om fremtiden, og om hvad meningen med det hele er, bliver det naturligvis ofte for stort. Og her faldt jeg en frustreret og søgende aften over en beskrivelse af en Body-SDS-behandling. En form for fysisk og mental massage. Det lød spændende, så jeg slog til, da jeg fandt en deal på et tilbudssite. Det er måske lidt risikabelt at afprøve en behandling via en deal – det kan vel næppe være de allerbedste, som har behov for at sælge deres ydelser til halv pris, tænkte jeg. Men jeg lod tvivlen komme behandleren til gode.

Ubeskrivelig smerte
Pludselig var det mandag den 22. september, og jeg skulle have min behandling. Jeg cyklede gennem byen ud til ydre Frederiksberg tidligt om morgenen og indfandt mig hurtigt på en stol i et hyggeligt, læge-agtigt lokale med kun et bord, en reol, en briks og en stol. Og nogle fyrfadslys. Jeg fik et glas vand, og behandleren Pia spurgte ind til, hvad mine erfaringer med Body-SDS var, samt hvad min historie var. Hvem er jeg? Det er svært at vide præcis, hvad man skal sige her. Skal jeg slå på det ene eller det andet? Jeg valgte at gå med alder, beskæftigelse og civilstand. Det var fint. Hun spurgte lidt ind til mig, fortalte lidt om sig selv og bad mig herefter om at tage mit tøj af og lægge mig under tæppet på briksen. Indtil videre havde stemningen været rar og rolig. Og sådan følte jeg mig også selv; rar og rolig. Det skulle snart ændre sig.

Pia begyndte at massere mig. Hårdt, syntes jeg. Det gjorde ondt, men jeg sagde ikke noget. Hun bad mig trække vejret dybt, helt ned i maven og ud gennem munden, mens hun pressede mig på brystet. Hårdt, igen, føltes det. Jeg blev lidt ængstelig og havde lyst til at bede hende om at stoppe. Tænkte, at det da ikke kan være meningen, at det skal gøre så ondt. Er jeg sart? Jeg holdt min mund, måske har jeg en for lav smertetærskel?

Hun gik videre ned til benene, og jeg advarede hende med det samme om, at mine ben og lårmuskler altså ikke måtte få en alt for hård omgang, for jeg løber meget, og det gør ondt at få hård massage på dem. Da hun begyndte at massere, overvejede jeg, om hun mon havde hørt mig, for det gjorde sindssygt ondt. Jeg udstøtte et lavt ”aaavv…”, men hun gik videre. Hun ramte læggene, og pludselig kunne jeg ikke holde til det mere. Jeg brølede af mine fulde lungers kraft (og jeg kan virkelig råbe højt): ”Av, det gør fucking ondt!” og kiggede på hende med lynende øjne som et såret dyr. Hun kom op til mig, prikkede mig let på skulderen og sagde: ”Louise, jeg rører ved dig sådan her.” Det troede jeg ikke på. Jeg kunne jo mærke, at hun nærmeste svingede pisken ned over min krop. Følte mig nærmest mishandlet. Hun stoppede med at massere og fortalte mig i stedet, hvad det var, min krop mærkede. ”Du er i ekstremt meget kontrol, ved du godt det? Hvor meget kontrol har du over dit liv? Du skal lære at give slip.” Hun havde ret.

Kontrol og tillid
Body-SDS løsner op i musklerne, så du også kan løsne op i de traumer, som kroppen eventuelt går og gemmer på. Der er ganske rigtigt noget med mig og tillid og kontrol. Der er sikkert mange af os, der har det sådan. Hvor ofte stoler vi på folk? Hvor ofte tør vi slippe kontrollen? For mit eget vedkommende er det sjældent. Jeg bryder mig ikke rigtigt om det. På den anden side elsker jeg den form for kontroltab en god brandert medfører, hvis den vel at mærke foregår i et forum af folk, jeg har tillid til. Ellers tør jeg ikke at være til stede. I lørdags oplevede jeg (igen) mig selv løbe fra en mand, som jeg egentlig ser meget op til, og som jeg er meget inspireret af. Jeg turde ikke at tale med ham der midt på gaden. I stedet hilste jeg kort og smuttede så hurtigt, jeg kunne slippe af sted med det. Intet at tabe (og intet at vinde). Det med tillid er et privat spørgsmål, men mon ikke de fleste af os ind imellem kan blive i tvivl, om vi kan stole på folk? Det er meget sundt og helt naturligt. Men ikke hvis det drejer sig om folk tæt på os.

Åbenbaring
Da behandlingen var færdig, spurgte Pia mig, hvordan jeg havde det. Jeg var lettet over, at hun var færdig med at røre ved mig, sagde jeg, og smilede. Men jeg var også lettet på en anden måde. Klar i hovedet og let i kroppen. Jeg fik fem minutter alene, og her kom en meget klar tanke til mig, en form for åbenbaring. Følelser og tanker, som jeg har bakset med i flere måneder, syntes nu at stå helt klart. Jeg ved nu, hvad jeg skal gøre. Jeg har tillid til, at jeg ved det. To minutter senere var klarheden ikke helt så ren længere, men jeg kunne stadig huske min ’åbenbaring’. Inden jeg gik, sagde Pia, at jeg endelig måtte kontakte hende, hvis jeg fik en reaktion senere på dagen. ”Det gør de fleste, og hvis du har spørgsmål til, hvad der sker, må du endelig kontakte mig,” sagde hun.

Stærk efterfølgende reaktion
Dagen forløb fint, jeg følte mig let og på en måde stadig afklaret. Men så blev det aften. Og jeg blev så overvældet, at jeg nærmest ikke kunne rumme det. Jeg tudede i flere timer, vel vidende at det ikke ville blive ved. Som om, min afklaring var en afslutning. Som om, jeg sagde farvel til en del af mig selv. Måske er det også det, jeg gjorde. En form for falsk tryghed, som jeg har haft i min overdrevne kontrol, og som jeg håber, at jeg har mistet lidt nu. Det kan også være, at tårerne har noget med min åbenbaring af gøre. Jeg er jo mere klar over, hvad jeg skal nu, end jeg har været længe, og det er på sin vis skræmmende. For kan jeg gøre det, som mit hjerte fortæller mig, at jeg skal?

Jeg skal ikke kunne sige, om Body-SDS er for alle, eller om denne oplevelse vil ske for alle. Men jeg er mere end nogensinde overbevist om, at kroppen gemmer på flere oplevelser, end vi er klar over – og at vi kan komme dem til livs, hvis vi bruger kroppen.

Min anbefaling til Body-SDS er hermed givet videre.

Kærlig hilsen

Louise