Aftenstilhed

Dig, der ikke interesserer dig for motion og det at nå sine mål – stop med at læse her! Nu bliver det kedeligt for dig!

Jeg er vist nok i gang med at træne op til Copenhagen Maraton til maj – selvom jeg i 2010 svor, at det skulle jeg aldrig løbe. Jeg har stadig ikke helt overbevist mig selv om, at det er det, jeg skal – nogle dage tror jeg slet ikke på det og kan ikke se meningen med det – og andre dage føler jeg, at træningen giver mig så meget overskud.

Det startede, da jeg sammen med min søster løb halvmaraton i København i september. Jeg havde ikke rigtig målrettet min træning, men følte mig i god form. Vi gennemførte på lidt over to timer, dog med mange smerter på de sidste tre kilometer. Og hvad gør man så, når man har nået et mål? Man sætter et nyt. Sådan er mennesket jo.

Næste mål blev halvmaraton den 31. december – en beslutning jeg tog endeligt den 29. december. Og det gik rigtig godt. Ikke særlig mange smerter, og en tid på 1 time og 56 minutter – 9 minutter hurtigere end ved det første halvmaraton.

Så er det næste naturlige mål vel et maraton? Problemet er, at jeg holder virkelig meget af vin, koncerter og fester. Og en fest-cigaret i ny og næ. Og jeg elsker faktisk mine løbeture på 15 km, mens alt derover virker lidt som tortur for mig.

Dog har jeg en løbemakker, som ikke presser mig synderligt, men som alligevel lader mig vide, at jeg sagtens kan løbe et maraton, og som stikker lidt til mig, når jeg begynder at trække i land eller brokke mig. Eller når jeg bliver hypokondrisk. Som da jeg kunne mærke lette smerter i leggen, og makkeren forklarer, at jeg skal være opmærksom på smerter i leggen, for det kan være en begyndende overbelastning, som er svær at komme af med. Bum, så kunne jeg ikke løbe mere. Mit ben begyndte sjovt nok at gøre VIRKELIG ondt, ja, det nærmest brændte, og jeg kunne i øvrigt også mærke noget helt nede i foden, måske ville jeg aldrig nå hjem igen…? Suk.

Når jeg en sjælden gang må undvære min makker, har jeg de seneste par uger løbet fra Vesterbro og ud til Langelinje. Herude om aftenen på en ganske almindelig tirsdag er der helt stille. Ingen mennesker, jeg har det hele for mig selv. Sammen med den lille havfrue. Turen over jernbanen i måneskin med få skyer på himlen er hele turen værd. Det er her, at jeg bliver allermest forelsket i København. Og det er som om, at når jeg har haft en lille stille stund for mig selv på Langelinje, så er turen på de ca. 6 km. hjem slet ikke så lang. Faktisk er det en ret dejlig måde at se København på. Med løbesko på. Og musik i ørerne. Som eksempelvis dette nummer, der altid får mig til at sætte farten lidt op:

/Louise