Anbefalinger til Northside Festival 2018

0
450
Så er Northside 2018 endelig i gang! Catharina og Louise T. står meget snart klar til at hylde musikken, solen, menneskerne, øllene og alt det imellem. Mellemrummene, de små pauser, det stjålne blikke. Men hvad glæder vi os egentlig mest til? Hvad synes vi, du skal huske at se på årets festival? Catharina giver dig en printvenlig liste, og Louise giver et par anekdote.

Louise:

Torsdag – Future Island

Roskilde Festival, 2014: Jeg havde tidligere på året været til jobsamtale hos et pladeselskab, hvor jeg skulle skrive en pressemeddelelse om Future Islands nye plade. Jeg fik ikke jobbet, men jeg lærte Future Islands at kende, og da jeg senere på året mødte en fyr, som langsomt men tålmodigt stjal mit hjerte, begyndte Seasons Change-hittet at vokse mere og mere på mig.
På Roskilde Festival tog han mig i hånden og førte mig helt op foran scenen en halv time før, at Future Islands skulle på. Med en lunken RF-papvin og en sød mand i hånden på forreste række til mit på det tidspunkt yndlingsbands koncert kunne denne aften næsten ikke blive bedre.
Men det gjorde den, for bandet spillede fremragende, og de var lige foran os! Vi blev dog nødt til at gå lidt tilbage, da lyden var elendig på Avalonscenen helt oppe foran, og da koncerten var slut, svingede manden mig rundt og kyssede mig, og jeg følte mig lykkelig.
Det er fire år siden, og jeg glæder mig til at se Future Islands igen i aften.

Green Stage, kl. 20.15

Fredag: Kellermensch

Søndermarken, 2016: Mine veninder og jeg havde besluttet os for at tage forbi en endags-elektronica-festival i Søndermarken lørdag aften, og da vi ankom, stod min tidligere klassekammerat Lars i døren. Jeg endte med at hænge ud med ham og hans venner hele aftenen og faldt i snak med musiker, Mads, som jeg tog videre i byen med. Vi delte nogenlunde samme musiksmag, holdninger og interesser, og hvad jeg ikke vidste dengang var, at denne aften faktisk var den spæde start på et spirerende venskab.
For et år siden tog Mads mig med til en lyttesession på Bremen Teater, hvor Kellermensch præsenterede deres nye album. Jeg havde ikke lyttet meget til det band før, men jeg blev blæst bagover denne aften. Powerfuldt, rørende og melodiøst hårdtslående album, som stadig i dag er ét af mine yndlings-albummer fra nyere tid. Bremen var den aften fyldt med esbjergensere, hvor Mads og Kellermensch også kommer fra, og jeg følte mig naturligvis med det samme hjemme i den afslappede, tilbagelænede stemning.
Da Mads sidste år fortalte, at han skulle på turné med Kellermensch og spille på Arena på Roskilde Festival, blev jeg så stolt og glædede mig til at se koncerten. Og der stod jeg så – inde i pitten og klappede af den bedste Mads i verden. Derfor er der ingen tvivl om, at jeg glæder mig til et gensyn med Kellermensch på Northside i morgen. Og ikke kun fordi, min ven er med. Også fordi Kellermensch er Danmarks bedste liveband.

Red Stage, kl. 21.45

Lørdag: Beck

Kokkedal, 1999: Jeg begyndte at spille guitar som 14-årig, og jeg følte mig dengang åndeligt beslægtet med folk, der var udenfor. Jeg elskede Becks Loser, ligesom jeg også var begejstret for Pulps Misfits. Jeg optrådte senere på gymnasiet i et velourjakkesæt med Nobody’s Wife og Just a Girl. Men Beck var jeg særligt begejstret for. Hans drengede look, hans langsomme bevægelser, hans mere og mere kringlede musik. Jeg havde lyst til at fordybe mig i hans univers, fare vild og blive en del af det – bruge ham som lærermester.
Det skete ikke…, altså det med lærermesteren…  Jeg blev bare ved med at lytte til hans musik og glædede mig hver gang, der kom nyt fra ham, ligesom jeg gør i dag. Jeg har aldrig set ham live, så jeg kan slet ikke forestille mig en mere perfekt slutning på festivalen end sammen med denne mand.

Blue Stage, kl. 21.45

Catharina:

The War On Drugs
Jeg er fan af The War On Drugs og var ret ked af at gå glip af deres koncert, da de gæstede København i slutningen af 2017 (som Louise T til gengæld gik tidligt fra!), så jeg glæder mig til at høre det amerikanske indierockband på Northside! Jeg vil nemlig elske at danse til numre som ’Taking The Farm’ og ’Red Eyes’.

Cigarettes After Sex
Cigarettes After Sex er et must på min liste. Selvom deres første ep ’I’ udkom tilbage i 2012, er jeg først begyndt at lytte til deres musik fornyligt. Og jeg er helt forelsket i deres melankolske og romantiske lyd, som rør et eller andet helt inde i mig – lidt som Bon Iver, der både kan få mig til at føle mig helt trist og forelsket i verden alt efter, hvilket humør jeg er i. Især, synes jeg, deres sang ’Apocalypse’ er ret magisk. 

The Internet
The Internet er også højt på min liste! Jeg glæder mig til at have en fest med den karismatiske sangerinde og rapper Syd Tha Kid. Min kollega er netop kommet hjem fra Primavera Sound i Barcelona, hvor hun hørte dem, og hun sagde, at det var en af de stærkeste koncerter på festivalen. Det kan kun blive godt!

The National
The National hørte jeg sidste år på Haven Festival, hvor de leverede et brag af en koncert lige der midt i regnen med København som kulisse. Jeg glæder mig til at høre sange fra deres nye album ’Sleep Well Beast’ live på Northside, og jeg håber selvfølgelig, at de også spiller klassikere som Blodbuzz Ohio.

Tylor, The Creator
Til sidst vil jeg glæde mig til at have en fest til Tylor, The Creator! Han er kendt for at levere lidt af et show, og jeg kan godt lide hans musik.

Tyler The Creator