Andreas Wadskjær | Københavnersnuden #499

0
216

Ugens Københavnersnude er forfatter og forlægger, Andreas Wadskjær. Han er uddannet arkæolog ved Københavns Universitet, og har i den forbindelse været på udgravninger i Rusland, Jordan, Egypten og Peru. I 2019 startede han Wadskjær Forlag, som oprindeligt havde fokus på arkæologisk faglitteratur, men i dag udgiver alt fra mainstream litteratur, nichebøger og debutantforfattere.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Andreas Wadskjær: Jeg har ærligt talt gang i alt for meget på samme tid hele tiden. Udover den daglige drift og redigeringer af et utal af manuskripter, så er jeg pt i gang med at oversætte en rigtig juleklassiker, som skal udkomme op til jul. ’The Night After Christmas’, husker de fleste som var børn i 90’erne, nok for den søde tegnefilm: ”Når enden er god er alting godt” med den rosenkåls-hadende Teddy, som var kylet ud med skraldet natten efter juleaften, fordi børnene havde fået nyt skinnende legetøj med batterier til.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Andreas Wadskjær: Jeg og min kone er i år flyttet fra Vanløse til Frederiksberg tæt ved Lindevang metro.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Andreas Wadskjær: Jeg elsker Frederiksbergs grønne områder. Vi plejede at gå rigtig meget tur i Frederiksberg Have, men efter vi flyttede hertil, har vi fået øjnene op for en masse andre dejlige grønne områder, som Grøndalsparken – Frederiksberg-siden er så meget mere hyggelig end Vanløse-siden.

 

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Andreas Wadskjær: Da jeg er en travl herre, drikker jeg min kaffe i nærheden af, hvor jeg opholder mig og har møder. Det kunne f.eks. være Holms Bageri i Frederiksberg Centret, hvor jeg holder kaffemøder, eller Kedelhallen Cafeen. Men hvis jeg skal flytte mig aktivt for en kop kaffe, så er Bastard Café ved Vandkunsten mit bedste bud, det er dog ikke så meget for kaffen, men mere for brætspillene 🙂

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Andreas:Pomodoro & Mozzarella’ på Godthåbsvej ligger lidt for tæt på os til at vi kan holde os derfra. Ægte italiensk pizza og pasta og de bedste bruschettas! Derudover har min kone en afhængighed for dumplings, så Great China på Istedgade kommer vi også lidt for ofte forbi.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Andreas: Jeg er ekstremt introvert, bortset fra når jeg er på messer, og kan påtage mig en rolle som den hyperaktive sælger type, så jeg går ikke så meget i byen for at feste. Jeg nyder meget mere en aften med Netflix eller Crunchy Roll. Men et par gode bogreceptioner bliver det da til, og de kunne f.eks. afholdes hos LitteraturHaus på Nørrebro eller Thiemers Magasin på Vesterbro.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Andreas: I virkeligheden kommer inspirationen til mig fra de mærkeligste afkroge, men museer generelt er en stor kilde til inspiration, formidlingsmæssigt men også at kigge på vores historie og forhistorie. For nyligt blev jeg ret inspireret af Storm P Museets censurudstilling, som bl.a. resulterede i at jeg tog beslutningen om netop ikke at censurere en kommende børnebog med titlen ’Det er bare min tissetrold’, for at gøre den nemmere at dele på Facebook, Amazon m.m.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Andreas: Jeg elsker Frederiksberg Have og synes det er helt magisk hvordan man kan gå et par skridt derind, og så er al storbyræset nærmest helt væk.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Andreas: Når foråret kommer til Frederiksberg og alt er gult og lyserødt, er fantastisk. Jeg røres normalt ikke så meget af vintermørket og kulden, men dette forår når jeg har gået en tur med min kone i vores nye omgivelser, har jeg virkelig følt energien strømme til mig, med alle de sanseindtryk det giver, især visuelt, men også duftmæssigt.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Andreas: Hvert år da jeg var barn tog min mormor og morfar min lillebror og mig til Tivoli med turpas til os og muligvis også morfar. Vi gav den virkelig gas og flere af turene resulterede i at vi måtte holde ind til siden på vej hjem fordi (nok mest) jeg skulle kaste op. Det var især den gamle rutchebane og piratskibene, som vi kørte på repeat.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Andreas: Udover mange af de ting, jeg allerede har nævnt, så kan en gratis kajaktur rundt i kanalerne for at samle skrald stærkt anbefales, det er både en sjov og smuk oplevelse og gør samtidig godt for byen og miljøet.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Andreas: Mere tilgængelig international streetfood, som er mere som i udlandet på den måde at det er en nem, hurtig og ikke mindst billig spise, i stedet for som jeg oplever det, mange steder at streetfood her nærmest skal være en gourmetoplevelse, som koster det samme som at gå på restaurant og er så fancy at man dårligt kan spise den stående. Så ryger ideen med streetfood, synes jeg.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Andreas: Jeg synes det er sjovt at smide noget episk i ørerne når man skal gå en tur, så man kan gøre sin trivielle dagligdag som et eventyr. Til det kunne Silas Phillipsons nye track ’bølgerne’ være et godt bud, fra albummet ’bølgerne i himlen’, som kan høres på Spotify m.m.

Se mere om Wadskjær Forlag, på Youtube, Facebook og Instagram.

 

Tak fordi du ville dele dit København med os, Andreas!