Turner Prize-belønnede kunster Gillian Wearing har gjort det igen, denne gang med udstillingen Family Stories. På Statens Museum for Kunst kan opleve den britiske kunstners fortolkning af virkeligheden med udgangspunkt i almindelige mennesker. Gennem hele sin karriere har Wearing været optaget af mennesker og relationerne i mellem dem. I Family Stories, en udstilling bestående af en bred skare af kunstneriske midler og medier, udfordrer hun de naturlige grænser for enhver familie og trækker gardinet fra til en front row oplevelse af dem.
Efter at have læst om udstillingen, måtte jeg bare se den for mig selv. Personligt mener jeg at familie-fotoalbums er noget af det mest intime at kigge igennem, og jeg havde sådan glædet mig til at udforske Wearings udstilling. En sen eftermiddag besøgte jeg SMK for at opleve udstillingen, og det efterlod bestemt en masse indtryk. For det første får man en unik indsigt i familier, og man står tilbage med en masse overvejelser af sin identitet på baggrund af ikke blot sin familie, men andre relationer man måtte have.
Denne udstilling er et display af værker, som Wearing har arbejdet på siden 1992 frem til idag. Som nævnt består den af varianter af medier, heraf hovedsageligt foto- og videoværker. Disse varierer ligeledes, da der er de klassiske familieportrætter og hjemmevideoer, men også klip fra tv-udsendelser og snapshots fra fremmede på gaden. Det fremgår ret hudløst og enormt ærligt – særligt fordi Wearing ikke er sky for at bringe sig selv og sin egen familie i spil.
Ved indtrædelse af udstillingen, bliver man mødt af værket nedenfor. Self-portrait ligner umiddelbart et ganske almindeligt portræt, men Wearing har faktisk iført sig silikonemasker og scenesætter
Dét, der klart gjorde mest indtryk på mig var værket titlet , væggen af individer på gaden, med deres umiddelbare følelse og tanke. Wearing har haft til formål at give dem en stemme, og lad mig bare sige, at de bestemt bliver hørt i dette værk.
Især nedenstående gjorde et stærkt indtryk på mig, da det illustrerer hvordan en persons ydre ikke altid stemmer overens med det indre.
Nedenstående værk er titlet My mother’s charms, og er som titlen hentyder til, Wearing’s mors armbånd. På selve den opskalerede kæde er der forskellige ting koblet på. Jeg ser dette værk som en tribute til Wearing’s mor og som et glimt i hendes mors meget personlige virkelighed.
Den debatskabende skulptur En rigtig dansk familie var klart også et af de værker, der efterlod et indtryk. Værket involverer ca. 500 danske familier, men selve skulpturen består af en lille familie bestående af tre; en mor, en far og et barn i favnen på dem. Skulpturen er baseret på et foto af selvsamme familie, med en kaukasisk mand, en brun kvinde og deres multietniske barn. Til fælles har de alle, at de bærer sneakers. Jeg elsker denne skulpturs illustrative budskab om, at en families medlemmer kan være vidt forskellige, men at de i sidste ende deler et identitetselement, hvad end det er fodtøj, påklædning, politisk overbevisning, seksuel orientering, samfundslag, alder, etnisk oprindelse og alle de tusindvis af andre ting, mennesker ubevidst segmenterer hinanden ved hjælp af.
Mange tak til Gillian Wearing for denne fine udstilling. Neden for er Gillian’s selvportræt som 17-årig fra 2003.
Udstillingen vil være på museet til og med d. 7. januar 2018.
Tak for du læste med,
/Hana