Anmeldelse: Andreas Bo – #SKARP

0
526

Den altid underholdende Andreas Bo er tilbage, og med sin vante satiriske tilgang stiller han skarpt på holdningskulturen i sit nye show af samme navn, SKARP. Showet er en guide til, hvornår man skal have en holdning, hvornår man skal træffe en beslutning, og hvornår man kan tillade sig at være fuldstændigt ligeglad. Og den guide skal give os alle sammen noget ro i en verden, hvor vi skal træffe hundredevis af valg hver dag. Lykkedes Andreas Bo med det? Læs med her:

Af Nathalie

INVITERET

I sidste uge havde Louise Bro og jeg iført os vores mundbind, og vi er klar til at opleve en af de helt store komikere i Danmark, Andreas Bo. Han er særlig kendt for sine parodier, som han eksekverer virkelig underholdende, men han kan også skrive skuespiller og komiker på CV’et, og han er entertainer helt ind til benet.

Han er blevet 53 år, og med sit nye show stiller han skarpt på alle de valg, som vi konsekvent skal tage hver dag. Der er for meget støj, og det fylder i vores hjerner, og der er for lidt stimuli, der rent faktisk giver noget værdi til vores liv. Det er angstprovokerende, stressende og han drager paralleller til fx hans hund, der har 4 mulige valg: Skal jeg æde, jage, knalde eller sove?

Med (lidt for mange) rekvisitter kommer hans pointer igennem på en sjov og anderledes måde, og han har fat i publikums opmærksomhed helt fra starten. Som når han laver sin egen introduktion, hvor han instruerer publikum i at huje, lave bølge og synge “åh åh åh åh åhhhh”, så skaber han en fantastisk stemning, der holder ved hele vejen gennem showet.

Til tider rodede han lidt rundt i hans historier, men om det var premiere-nerver, skal jeg ikke kunne sige. Men som garvet, erfaren og professionel kan han selv få de små fejl til at være sjove og gøre grin med sig selv. Han brillerer især i hans parodier, som selvfølgelig var med i showet, og da han tager til himlen for at få en snak med fx Ole Thestrup, Kim Larsen, Prins Henrik og Yahya Hassan, var der ikke andet end latter og høje grin.

Eller når han går amok i far-jokes, du ved, de der virkelig platte-far-humor nogen, der jo ikke er sjove, men alligevel virkelig sjove. Jeg havde i hvert fald en sidemakker (Louise Bro), der knap nok kunne trække vejret.

Andreas Bo har taget stilling til mange ting i sit liv, og han har mange holdninger. De er sjove, de giver mening men til tider manglede der en rød tråd, og det tog et par afstikkere, men budskabet er klart og utrolig vigtigt. Lad os alle blive inspireret til at stille skarpt i vores liv og smide alt det, som er støj i skraldespanden. Og brænde det. Og lad os fokusere på det, der rent faktisk giver noget værdi i vores liv.

Tak for invitationen og en virkelig sjov aften. Vi var underholdt fra start til slut.

Book billet til Andreas Bo’s onemanshow her.

– Nathalie

Andreas Bo