ANMELDELSE: KAREN PALLISGAARD – LANGSOM LIVSSTIL

0
455

Tidligere i år udgav forfatter og journalist, Karen Pallisgaard, Langsom Livsstil – kunsten at få ro på. Endnu en selvhjælpsbog om at slappe af. Sådan kan man måske tænke, men i vores travle hverdag, der tilsyneladende kun er noget værd, hvis den kan instagrammes eller snappes, er bogen måske en kærkommen reminder om, at vi ind imellem har godt af at trække vejret dybt og fokusere på at skabe det liv, vi ønsker, inden det er forbi. Er jeg for højtidelig? Så læs ikke videre…

Alt for mange kæmper med stress, søvnløshed og med at finde tid til de væsentligste ting i tilværelsen. Langsom Livsstil er et opgør med travlhedens tyranni og en opfordring til at sænke farten bare en smule. Bogen er spækket med øvelser og enkle, jordnære tips til at få ro på og til at få det bedste – ikke nødvendigvis det meste – ud af livet. Som mange andre danskere har Karen Pallisgaard været ramt af hverdagens stress i en sådan grad, at hun gik helt ned. Og det fik hende til at gå på jagt efter et liv, hvor hun var mere til stede. Hun fandt ud af , at når vi genlærer kunsten at få ro på, påvirker det vores krop, sind, arbejdsliv og familieliv positivt.

Hvorfor er du altid online?

Langsom livsstil er Karen Pallisgaards begreb, der har afsæt i den internationale slow movement, og med bogen sætter hun ord på de tendenser, der peger i retning af mere ro og en ny måde at gøre tingene på. Med nemme og konkrete øvelser opmuntrer hun os til at leve livet lidt langsommere – uden at det skal blive endnu et projekt, der skaber stress. Det handler blandt andet om at sænke farten, trække vejret dybt, mærke sin krop, komme ud i naturen og slukke sin telefon – i hvert fald for en stund.

Baseret på forskning, ekspertinterviews med blandt andre Carl Honoré, Svend Brinckmann, Bobby Zachariae, Simon Krohn og Signe Wenneberg og egen praksis præsenterer bogen 10 essentielle principper for vores trivsel. Med kapitler om ‘Sænk Farten’, ‘Slap af’, ‘Fokuser & fordyb dig’, ‘Styr din skærmtid’ og ‘Kom tilbage til naturen’ kommer Karen Pallisgaard godt rundt omkring mange af livets aspekter og giver gode råd til, hvordan man kan komme mere ned i gear og nyde nuet. Jeg har selv altid fart på og kan genkende mig selv meget i Karens fortælling om sig selv: altid online, altid klar på noget nyt, på at få noget fra hånden, FOMO og hurtige skridt med en bimlende mobil i lommen. Nogle gange har jeg så travlt, at jeg glæder mig til, at en fantastisk dag fyldt med dejlige mennesker, er gået, så jeg igen kan sove. Det holder jo ikke.

langsom livsstil

Hvad eller hvem gør dig glad?

Jeg tror på, at intet i livet er spildt. Sagt på en mere jordnær måde: du kan lære af alt og alle, de møder på din vej. Og selvom vi godt ved, at vi har brug for at slappe af, hvis vi skal fungere optimalt, så er det som om, det irriterer os, når vi bliver udmattede. Øv, så kan vi ikke længere samle tankerne, men må tage hjem fra kontoret og slappe af, inden en ny travl dag begynder i morgen. Hvis bare vi kunne blive ved og ved…

Det er bare sådan, at det er i vores pauser, at vi kommer på de gode ideer, at vi mærker os selv og livet, og at vi får og giver den nærhed og opmærksomhed, som de fleste af os sætter så meget pris på. Man snakker jo om, at lykken findes i de små øjeblikke – så hvorfor skal vi have så travlt? “Bekymringer har jeg haft hele livet. De fleste af dem blev dog ikke til noget”, sagde Mark Twain. Når jeg har allermest travlt, bekymrer jeg mig mest. Kan jeg nå mine deadline? Er jeg god nok til at skrive? Bliver dette min sidste artikel? Opsiger bureauet nu aftalen med mig? Og ligeledes er det med relationer – er jeg stresset, farer tankerne forvirret rundt i hovedet: Han orker mig ikke længere, jeg er for meget/for fjollet/for dum/for grim/for stille/for højtråbende/for fuld/for kedelig/for gammel/for pinlig. Men når jeg får taget mine pauser, slukket mobilen og slappet af, forsvinder bekymringerne. Så er det ikke så slemt alligevel.

Livet er også kedeligt og trist – og sådan skal det være

Noget andet, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser Karens bog er, at vi vist har glemt, at livet gerne må være kedeligt. Hvert øjeblik skal ikke være instagramable. Lyset eksisterer heller ikke uden mørke. Men det har vi glemt i vores iver efter det perfekte liv. Jeg tror, at det perfekte liv indeholder kedsomhed, sure chefer og minus på kontoen. Hvis ikke vi har det, bliver alle de dejlige øjeblikke mindre værd og står ikke ud som små, mindeværdige øjeblikke, der netop giver livet mening.

Jeg får tit at vide, at jeg ser ud til at have et meget spændende liv. Det har jeg også, og jeg har lært at værdsætte det meget mere nu, end jeg gjorde i 20’erne. Men jeg keder mig også ind imellem. Spiser rugbrød til aftensmad, er morgengrim og gider ikke engang smile, så træt jeg er. Nogle gange græder jeg rigtig meget, fordi jeg er ensom og føler, at jeg slæber mig gennem dagene, mens jeg bare bliver ældre. Det passer bare ikke så godt ind i de sociale medier at fortælle om den slags. Men når jeg snakker med folk, har de det præcis på samme måde. Ikke hele tiden, men engang imellem, og så skammer vi os lidt over det og fortæller ikke om det.

Du skal dø

Jeg elsker mine venner og familie og alle dem, jeg har formået at beholde i mit liv. De nære relationer, om de så har varet i 25 år, 2 år eller 2 uger, så værdsætter jeg dem alle. Jeg har ikke nogen i mit liv, som jeg ikke beundrer, så simpelt er det. Men hvis jeg ikke passer på og sætter farten ned, er mig selv sammen med dem og påskønner dem, mister jeg dem. Og som Karen Pallisgaard skriver i sin bog, skal vi alle dø. Det er det eneste, vi ved, og det er sundt at minde sig selv om, uden at blive depressiv. Det skal tvært imod gøre dig i stand til at tage de svære skridt i livet, som du ved, du kan tage – og som får dig tættere på at være dig, og tættere på de smukke øjeblikke i livet.

Vælg dit liv

Når jeg sidder med en bog som denne Langsom Livsstil, tænker jeg, hvor meget information, der mon bliver hængende. Vi kender jo godt det der med at ville ændre nogle vaner, men alligevel hænger vi fast i de samme mønstre. I sidste ende er det op til os selv, hvor besluttede vi er for at leve det liv, vi ønsker. Jeg ønsker at sætte farten ned, være mere taknemmelig, nyde mine succeser, fordybe mig i bøger, film, kunst, mennesker, samtaler, musik, og frem for alt slukke for støjen fra de elektroniske apparater lidt oftere. Langsom Livsstil er en reminder om de ønsker og drømme for mig selv og mit eget liv. Derfor vil jeg anbefale bogen. Måske særligt nu, hvor vi snart bevæger os ind i et nyt år, som for mange er en mulighed for at starte på en frisk. Det er der intet galt i, du bestemmer jo selv, hvor brændende du ønsker dig en forandring.

/Louise

Langsom Livsstil – Kunsten at få ro på af Karen Pallisgaard koster 249 kr. og kan blandt andet købes hos Arnold Busck.