Martin Kongstads nyeste roman er en fornøjelse at læse, hvis man er godt inde i kulturlivet i København – men den har desværre også sine svagheder, som mest kommer til udtryk i, at vi aldrig rigtig får indblik i hovedpersonernes følelser – når der virkelig er noget på spil. Og så har den et væld af irriterende bipersoner. Men det er vist helt bevidst.
Anmeldereksemplar modtaget af forlaget
Magne Oldenberg er hovedperson i romanen om den vilde og voldsomme københavnske restaurantscene. Han er vokset op med en berømte kokke-far, Ivan Oldenberg, der aldrig var hjemme, og som på sine gamle dage er blevet lidt drikfældig og bruger mere tid på at kigge efter unge damer end at få sin gourmetrestaurant, Chez Ivan, op at køre igen efter en nedtursperiode. Magne har potentiale til at nå langt i København, har arbejdet på blandt andet Bocuse, er i bogens begyndelse ansat hos sin far, og her føler han sig bestemt ikke hjemme.
Der går lang tid, før vi får lov at lære Magne lidt bedre at kende – han er nemlig ikke rigtig til stede i starten af romanen, men da han siger op hos faren for at starte sit eget, kommer der skred i tingene. Magne møder Madeleine, den smukke, jyske pige, og arbejder hårdt på at få den Michelinstjerne, han ved, at han fortjener.
Og så kører det ellers derudaf med intriger, pinlige episoder i og udenfor køkkenet, fashionable bipersoner og hysterisk morsomme beskrivelser af gennemskuelige folk og situationer.
Spændende, overfladisk og irriterende
‘Kokken, der holdt op med at rødme’ er bestemt en spændende roman, der sætter tonen an allerede på første side, hvor hovedpersonen fra andre af Kongstads fortællinger, Martin Vallin, skriver om kokken Magne Oldenberg, der på forunderlig vis forsvandt dagen efter, at han havde fået en Michelinstjerne til sin restaurant.
Den er morsom fra de første sider, hvor jeg eksempelvis grinte højlydt, da jeg sad alene på en bar og læste:
“De små børneører havde han til fælles med sin far, de skrå øjne, de lange arme og markante skuldre. Magne var næsten en meter og halvfems, Ivan Oldenberg et par centimeter lavere, men afgørende forskellig var afstanden mellem mund og næse. Magnes overlæbe sad så tæt på næsen, at han kunne nå næsetippen med sin tunge, mens Ivan Oldenberg havde et langt og helt unødvendigt forløb mellem næse og mund, hvor absolut intet skete, det overflødige hudstykke gav ham et underligt forsinket og begærligt udtryk og fik ham til at ligne en, der uafladeligt var bange for at blive snydt!”
Haha, den slags beskrivelser elsker jeg – og romanen er fyldt med dem!
Desværre taber romanen pusten i midten, hvor historien bliver lidt tyndslidt, og der sker ikke rigtig noget – jeg glemte hurtigt, hvad jeg lige havde læst og måtte læse det igen.
Derudover er der virkelig mange direkte irriterende bipersoner: overfladiske mennesker, der giver indtryk af, at restaurantionsbranchen er fyldt med idioter og selvfede wannabes. Og jeg ved godt, at det er den slags Tisvilde-Østerbro-mennesker, som Kongstad ynder at skrive om, men det har altid været med et form for had/kærlighed. Her er det lidt som om, mange af personerne i bogen kun har én side til deres person, og den side er røvirriterende. Det er lidt synd.
Noget, jeg til gengæld hyggede mig lidt med, var de mange name-droppings i løbet af bogen. Man skal virkelig følge godt med i det københavnske kulturliv for at vide hvem August Rosenbaum, Djuna Barnes, Silas Adler og Fiskebarens restaurant-hold med naturvinsskæg er. Men det ved du, kære læser, selvfølgelig – du er jo forelsket i København!
Og så har Martin Kongstad fået hjælp af Rasmus Kofoed fra Geranium og Nicolai Nørregaard fra Kadeau til at beskrive forskellige menuer og retter på meget udførlig vis, og det er gjort uden, at det bliver kedeligt. Tværtimod føler jeg som læser mig virkelig som en del af en verden, jeg i forvejen kun kender udefra. Og jeg skal lige minde mig selv om, at det altså er fiktion – det hele virker så virkeligt! Jeg arbejder til dagligt med PR i restaurantionsbranchen (og kulturlivet), så jeg fandt det også meget interessant, at Madeleine, Magne Oldenbergs kæreste, er PR-chef for Magne og hans restaurant.
Skal jeg komme med stjerner til bogen, lander jeg på 3 ud af 5. Jeg kan anbefale dig at læse den, men det bliver ikke din yndlingsbog.
/Louise T.