Journalist Mikkel Frey Damgaard har skrevet en bog om sin fars selvmord. Om sin søgen efter svar på, hvad der drev faren til at begå selvmord – i en familie, som gemte på talrige hemmeligheder og en dyster fortid.
Af Louise Taarnhøj
Bogen er modtaget af forlaget for at lave anmeldelse og interview.
I pressematerialet, som altid kommer med anmeldereksemplarer, står der, at Sørgekåben i første omgang var tænkt som en bog om tabu, selvmord og sorgproces. Men Mikkel Frey Damgaards arbejde med bogen skulle medføre en hel del opdagelser om familien, som han hidtil ikke kendte til.
Bare det at skrive en bog om selvmord må være virkelig tungt og kræve en masse mod. Men at skrive en bog om sin egen families allerstørste tragedie og ikke mindst de mange løgne, der dukker op, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i.
Hvis man har fulgt Mikkel Frey Damgaards arbejde, ved man, at hans far tog livet af sig, da Mikkel var 8 år gammel. Mikkel Frey Damgaard har lavet både radio- og tv-programmer, hvor han har undersøgt, om man kan arve et selvmord. Er man mere disponeret for selv at begå selvmord, når ens far eller mor har gjort det?
I de meget rørende programmer finder han ud af, at nej, man kan ikke arve et selvmord. Men man kan måske arve en depressiv tendens, et karaktertræk, der kan føre til et selvmord. Vi arver dele af vores forældres personlighed, og så lærer vi en del af dem i løbet af vores opvækst.
En dramatisk familiehistorie
Bogen bygger til dels over de ovenstående programmer. Men hvis man tror, at man skal læse en bog kun om en fars selvmord, og hvad det har gjort ved familien, tager man fejl.
Som Mikkel Frey Damgaard kommer længere i sin research om, hvem hans far egentlig var, og hvad der førte til selvmordet, dukker der mange overraskelser op om familien. Eksempelvis finder han en række skræmmende oplysninger om sin oldefar og farfar; den historie om dem, som er blevet fortalt til familien gennem generationer, viser sig slet ikke at være sand.
Og man lærer, at rigtig meget er blevet tiet over for Mikkel og hans lillesøster Mie op gennem deres opvækst og voksne liv.
Fortællingen om farens liv, hans politiske aktivisme, hans kærester, hans opvækst i det småborgerlige hjem – de historier er spændende og rørende. Ikke mindst fordi forfatteren jo aldrig har haft mulighed for at få disse historier fortalt af faren. Bogen tegner et billede af et menneske med meget på hjerte, men som har haft svært ved at finde ro og finde sig selv. Måske fordi, der blev lukket ned for så mange ting i familien. Rent psykologisk er det spændende at læse om, hvordan faren udviklede sig op gennem sin ungdom, og til han bliver voksen og får børn og fast arbejde som læge på Rigshospitalet.
Og rigtig spændende bliver det, når Mikkel Frey Damgaard tager fat i oldefarens og farfarens historie, som indeholder en række uhyggelige sandheder, som det må være have været overordentlig svært for forfatteren at forstå. Det viser sig, at den historie, familien har fortalt om oldefaren og farfaren slet ikke holder stik; de har været nogle helt andre personer i virkeligheden. Det må virkelig forvirre og ruske op i én at finde ud af det om sin egen familie.
Bogen hedder Sørgekåben, fordi Mikkel Frey Damgaards far var meget interesseret i sommerfugle – og sørgekåben er en til tider meget sjælden art i Danmark. Og titlen er så fin, for jeg føler, at forfatteren måske også har gået med et slør af sorg over sig hele sit liv på grund af farens selvmord.
Selvmord og de efterladte
Det mest rørende ved bogen er tanken om, at en lille 8-årig dreng mister sin far på denne måde. Det er så forfærdeligt, og selvfølgelig er det ikke noget, man kan klandre faren for, for når man er kommet så langt ud, at man ikke ser andre udveje end at tage livet af sig, så er der ikke mere tilbage. Men tanken om, at en lille dreng har følt, at han måske har været skyld i farens selvmord, er så hjerteskærende. At de små børn skulle igennem det, og at de på den måde har været nødsaget til at bære den byrde hele vejen gennem deres liv.
På de sidste sider i bogen, epilog, beskriver Mikkel Frey Damgaard de sidste timer i farens liv. Som et brev til sin far, beskriver han, hvordan faren gør sig klar, tager tøj på, skriver breve til familien og politiet, stiller pilleglas frem, gå turen ned til postkassen og tilbage igen, tager piller… Det er umådeligt trist og umuligt at holde tårerne tilbage, mens selvmordet beskrives ned til mindste detalje.
Man kan ikke bebrejde folk, at de kommer så langt ud, at de ikke kan se nogen anden udvej end at tage livet af sig. For der var netop ingen anden udvej i deres sind. Det er frygteligt tragisk, men man kan ikke bebrejde dem det. Men det mærke, som efterlades for altid hos de pårørende, er en tung byrde, som de må bære resten af livet.
Jeg kan huske, da jeg første gang hørte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortælle om sin datters selvmord. Hun tog sit eget liv, da hun var 24 år.
Det skete, da han i slutningen af august 1993 var taget til det nordlige Grønland for at besøge den daværende landsstyreformand, Lars-Emil Johansen. Det var godt et halvt år efter, at han havde overtaget Statsministeriet, og den grønlandske regeringsleder var i gang med at vise statsministeren sin families gravested: “Pludselig, da jeg står og kigger ud over den blå fjord med de smukke, smukke isbjerge, sker der noget. Pludselig er det som om, at noget i mit indre siger til mig, at der er sket en katastrofe. Om det er en lyd eller tanke, ved jeg ikke. Men det var noget, der satte sig i mit sind,” fortæller han til DR. “Med det samme, da jeg kom ned på skibet igen, begynder jeg at spørge, om jeg kan få en telefonsamtale med min datter, Signe, som var syg. Jeg var meget bekymret for hende. Men et godt stykke tid efter får jeg så meldingen om, at Signe har taget sit eget liv.”
Et arveligt selvmord?
Jeg har aldrig selv haft selvmord tæt ind på livet. Jeg kender ingen, der har set selvmordet som deres eneste udvej, og jeg kender ingen, der har tætte pårørende, som har begået selvmord. Til gengæld er der flere tilfælde af depression i min familie, og vi har ofte talt om det arvelige element, der må være i den forbindelse. Om, at man er mere eksponeret for at udvikle en depression, hvis forældrene eller bedsteforældrene har haft en depression. Det tror jeg på. Jeg minder utroligt meget om min far, og vi har begge en rigtig god portion humor, som vi møder livet med – men vi er også meget følsomme og sårbare. Jeg har helt klart den side fra ham. Mens min søster har sin selvstændighed fra vores mor – hun kan klare alt, og hun beder meget sjældent om hjælp.
Med de tanker om personlighed, man arver, læste jeg Sørgekåben. Jeg blev ved med at tænke, at man sikkert godt kunne arve et selvmord i overført betydning – men ikke som Mikkel Frey Damgaard beskriver det – som en form for impulsiv handling, der pludselig får magten over én.
Jeg tror, at ens familiehistorie og fortællingerne heromkring er meget vigtigt for ens selvopfattelse. Ens rødder og ophav betyder langt mere, end vi måske bilder os selv ind. Familier har et helt særligt bånd, som ikke kan brydes – og det er både godt og skidt. Men det vigtigste må være at søge at finde ud af, hvorfor man eventuelt er, som man er – og så lære at acceptere eller endda holde af de sider af ens personlighed, som man arver fra familien.
9 ud af 10
Hvert år forsøger 600 personer at tage livet af sig selv. Det er ca. to om dagen. Men langt flere forsøger og mislykkes. Og her er det værd at nævne, at 9 ud 10 af dem, der mislykkes, ikke kommer til at dø ved egen hånd. De bliver hjulpet. Og hjælp virker.
Hvis du har selvmordstanker eller noget, der minder om det, så tag fat på Livslinjen på 70 201 201. Dem kan du også tage kontakt til, hvis du er pårørende eller har mistanke om en kær, der har det dårligt. Hjælp virker.
/Louise T.
Sørgekåben
Mikkel Frey Damgaard
Sider 239
Pris: 299,95 kr.
Fås blandt andet hos Saxo.dk 
[…] yoga på stuegulvet – der findes rigtig mange fine undervisninger på youtube, læs en bog (fx denne her) – eller tag på skraldejagt på Assistens […]
Comments are closed.