Ugens Københavnersnude er skuespiller Birgitte Prins, der siden 2001 har været tilknyttet Teater FÅR302, som har ligget 30 år i Toldbodgade. Udover arbejdet med den nye forestilling, KÅL, som har premiere den 19. oktober på FÅR302, har hun en række produktioner i pipeline: næste produktion er med Livingstones Kabinet, som skal spille “Kejseren” ude på Teater V i Valby. Og til foråret er det Mussolinis 100 dage på FÅR302 – et stykke, som Mussolini skrev om Napoleons sidste 100 dage, og som bliver omskrevet af Lucas Svenson. Og så skal hun også være med i Wunderwerks produktion af det dadaistiske stykke “Gashjertet”. Byd velkommen til Birgitte Prins og hendes København:
Foto: Bjarne Stæhr
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
BP: Jeg instruerer en monolog, der hedder Kål, som bliver spillet af Anja Nielsen og er skrevet af Tomas Lagermand Lundme. Det er Teater Hvis, der producerer den, og forestillingen spiller nede på Teater FÅR302 fra d. 19. Til d. 28. oktober. Den handler om en yngre kvinde, som holder aftenskole om, hvordan man fermenterer kål. Den handler om livet, forgængeligheden, ensomhed, identitet, og om, hvordan sådan en undervisningssituation lige så stille kan skride fra hinanden.
LC: Hvor bor du?
BP: På Vesterbro
LC: Hvor går du tur?
BP: Ofte til Landbohøjskolens Have eller Haveselskabets Have, hvis jeg skal se noget grønt. Ellers bare rundt i byen, hvor jeg nu bliver ført hen.
LC: Hvor drikker du kaffe?
BP: Senest var ved Væksthuset i Landbohøjskolens Have, med en veninde. Så sad vi i efterårssolen og nød alle blomsterne.
LC: Hvor spiser du?
BP: Mest hjemme. Men hvis det skulle være, kunne det sagen være hos Jah Izakaya på Gasværksvej. Dejlig Japansk spisebar på Gasværksvej.
LC: Hvor fester du?
BP: Det er efterhånden sjældent, jeg går ud i byen og fester. Men jeg var fornylig til en privat dansefest på Søpavillonen. Den har jeg aldrig før oplevet indefra. Skøn fest.
LC: Hvor inspireres du?
BP: Under bruseren. Og når jeg går, i naturen eller gennem byen. Eller når jeg cykler.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
BP: Lige nu er det faktisk min altan. Jeg har boet her et års tid og er stadig høj over at kunne sidde ude på min altan og se på mennesker, der krydser parkeringspladsen overfor, skyerne der driver forbi, mine planter der vokser. Høre jazz nede fra cafeen. Se på, hvor fantastisk dygtige lastbil chaufførerne kan være til at køre deres kæmpe lastbiler baglæns ind gennem en port. Der sker altid et eller andet utroligt, når jeg har siddet der et stykke tid.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København
BP: Jeg var ude og gå en tur her i sommer og kom forbi en bar på Istedgade, Petrol hedder den, hvor fem fyre stod i en lille klump på fortovet og spillede bluegrass. Så sad jeg der og nød synet af folk, der ligesom blev mere sig selv, når de gik forbi musikken.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
BP: Eftersom jeg har boet i byen siden startfirserne, så er der rigtig mange. Da jeg flyttede hertil, kendte jeg ingen. Men jeg cyklede ud i byen hver dag for at opdage den. Jeg så alle museer, var rundt i alle parker og kvarterer. Så meget af mit forhold til byen er grundlagt af de her første møder. Første gang jeg opdagede Helgoland fx. Det var fantastisk. Eller Assistens Kirkegården. Jeg husker den som fuldstændig magisk. Vild og uberørt. Tror der er blevet ryddet meget mere op siden den gang. Det er dog stadig et dejligt sted. Vi var nogle stykker forbi den anden dag, fordi en god ven og kollega nu er begravet der. Ham er der også en masse gode københavnerminder forbundet med.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
BP: Teater teater teater. Man skal se meget. Godt og skidt. Man kan ikke bare se én forestilling, som man ikke bryder sig om og så vedtage, at man er sådan én, der ikke kan lide teater. Byen byder på virkelig mange forskellige genrer af scenekunst.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
BP: Ja, vi mangler stadig en åben scene.
LC: Dit soundtrack til byen?
BP: Ok. Nu er jeg nok røget ind i et nostalgiske hjørne. Men min første tanke var “Duerne flyver” sunget af Cæsar.
Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Birgitte.
KÅL har premiere på fredag på Teater FÅR302.
GOD SØNDAG!