Home Blog

Ny café på Nationalmuseet serverer dansk kulturarv – med snobrød, smørrebrød og Egtvedpige-cookie

Du behøver ikke købe billet til Nationalmuseet for at besøge Café Daisy. Det nye spisested i hjertet af København er åbent for alle og inviterer på kaffe, kage og frokost i historiske omgivelser – med en menu, der har hentet inspiration fra museets samlinger og udstillinger.

Af Louise Taarnhøj

De fleste forbinder nok Nationalmuseet med Guldhornene, vikinger, konger og flere tusinde års dansk historie. Men hvad nu, hvis man også kunne smage sig gennem historien?

Det kan man nu.

For få måneder siden åbnede Café Daisy på Nationalmuseet i Ny Vestergade, og ambitionen er klar: Caféen skal være et uformelt og folkeligt spisested, som både københavnere, børnefamilier, turister, studerende og museumsgæster kan bruge.

Og du behøver faktisk ikke have en museumsbillet for at komme ind.

Kulturarv på tallerkenen

Café Daisy er drevet af Madkastellet, som står bag en række restauranter, caféer og madoplevelser rundt omkring i København. Her har de sammen med Nationalmuseet udviklet en menu, der lader sig inspirere af museets samlinger og aktuelle udstillinger.

Det betyder blandt andet, at man kan sætte tænderne i retter som ’Eat Like a Dane’, Sankerens Proviantbræt eller et stykke smørrebrød efter sæsonen.

Og også de yngste er tænkt ind.

På børnekortet finder man blandt andet Harald Blåtands snobrødstwister og Egtvedpigens Cookie – en ret fin måde at gøre historien lidt mere spiselig for børn.

Menuen skifter løbende, og inspirationen kommer blandt andet fra Nationalmuseets aktuelle udstillinger.

I forbindelse med udstillingen Ukendt Land har Café Daisy eksempelvis ladet sig inspirere af den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhrs rejser og arbejdet med retter som Niebuhrs arabiske brødsalat og Aladdins eventyrgryde.

Det er ikke meningen, at maden skal være historisk teater på en tallerken. Tanken er snarere, at maden skal give anledning til at tale videre om det, man lige har set og oplevet på museet.

En café, du kan kigge forbi uden museumsbillet

Noget af det interessante ved Café Daisy er netop, at den ikke kun er tænkt som en café for dem, der har brugt et par timer på at gå gennem museets udstillinger.

Den er åben for alle.

Så hvis du befinder dig i Indre By og trænger til en kaffepause, en frokost eller et stykke kage, kan du gå ind fra gaden og sætte dig i Nationalmuseets historiske rammer – uden først at skulle købe billet til museet.

Caféen ligger få minutters gang fra både Strøget, Christiansborg og Gammel Strand og har udsigt over Nationalmuseets store ankomsthal.

Det gør den også oplagt som et lidt anderledes pitstop på en dag i byen.

Dansk mad i historiske rammer

Indretningen er moderne og imødekommende, mens omgivelserne sørger for den historiske tyngde.

Ambitionen er samtidig, at prisniveauet skal være til at betale. Café Daisy har bronzemærket i økologi og tilbyder både kaffe, bagværk, frokost og børnevenlige retter.

For Nationalmuseet handler caféen nemlig også om at skabe et sted, man har lyst til at vende tilbage til – også selvom man ikke nødvendigvis skal se en ny udstilling hver gang.

Museumsoplevelsen behøver med andre ord ikke slutte, når man forlader udstillingen. Måske kan den fortsætte over en frokost, en kop kaffe eller en snak om det, man lige har set.

Og det er egentlig en meget københavnsk idé: kultur, kaffe og mad samlet under ét tag.

Café Daisy

Hvor: Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, 1471 København K
Adgang: Alle kan besøge caféen – også uden museumsbillet
På menuen: Kaffe, kage, frokost, smørrebrød og børnevenlige retter
Økologi: Bronzemærket
Bonus: 10 % rabat for årskortholdere

Menu, priser og aktuelle åbningstider findes på Café Daisys hjemmeside.

Café Daisy_pressefoto_AKøster
Café Daisy. Foto: PR

O Days 2026: Her er kunstnerne, du ikke må gå glip af

Hvis du drømmer om en festival, hvor musik, gastronomi, design og Københavns kreative miljø smelter sammen, så er O Days et af sommerens absolut bedste bud. Fra i morgen, torsdag til lørdag den 1. august forvandles Refshaleøen endnu en gang til et sanseligt univers med elektroniske toner, kunstinstallationer, god mad og en afslappet festivalstemning.

O Days er ikke den største festival i København – og det er netop en del af charmen. Her er fokus på kvalitet frem for kvantitet, internationale navne side om side med nogle af den danske musikscenes mest spændende kunstnere og et område, der indbyder til at blive hængende længe efter den koncert, man egentlig kom for at se. Festivalen er skabt af det danske mikrobryggeri ÅBEN og har siden starten udviklet sig til en af hovedstadens mest stilfulde musikoplevelser.

Musikken er hovedpersonen

Programmet favner bredt inden for elektronisk musik, indie og eksperimenterende pop, og årets line-up rummer flere kunstnere, der er værd at planlægge dagen efter.

TORSDAG: 

Erika de Casier

Den dansk-portugisiske sangerinde har de seneste år opnået international kultstatus med sit elegante miks af R&B, pop og elektroniske produktioner. Hendes intime univers passer perfekt til O Days’ stemning, og koncerten torsdag er et oplagt højdepunkt.

Yaeji (DJ-set)

Den koreansk-amerikanske kunstner er kendt for at bygge bro mellem house, hiphop og drømmende elektronisk pop. Hendes DJ-set lover både dans og hypnotiske beats.

Chase & Status (DJ-set)

Hvis du er til tung drum’n’bass og høj energi, bliver festivalens sene torsdagssæt næsten umuligt at overgå. Den britiske duo har været med til at definere genren i mere end to årtier og er garanti for en fest.

Joy Orbison

Et af de mest respekterede navne på den britiske elektroniske scene. Joy Orbison bevæger sig ubesværet mellem UK garage, house og techno og leverer typisk nogle af festivalens mest stemningsfulde sæt.

Mall Grab

Australske Mall Grab er kendt for sine energiske house- og technosæt, der får dansegulvet til at koge. Hvis du kun skal opleve én sen aften på O Days, er han et stærkt bud.

FREDAG: 

Sugababes

Ja, de Sugababes. Den britiske poptrio står bag 00’er-hits som Push the Button og Round Round, men har de seneste år fået et regulært comeback med anmelderroste koncerter og en ny generation af fans. Hvis du vil have fællessang og festivalnostalgi, er det et oplagt valg.

The Dare

Den amerikanske musiker og producer er blevet et af de mest omtalte navne på den nye indie- og electroclash-scene. Råt, svedigt og klubbet.

Jayda G

Den canadiske DJ og producer mestrer varme housebeats med masser af soul og disco-vibes. Hendes DJ-sæt plejer at være både dansevenlige og overraskende opløftende.

Joe Armon-Jones (DJ-set)

Keyboardspiller fra den britiske jazzscene omkring Ezra Collective, der elegant blander jazz, dub, afrobeat og elektroniske rytmer. Et godt bud, hvis du vil opleve noget lidt anderledes.

LØRDAG: 

Disclosure (DJ-set)

Festivalens måske største hovednavn. Den britiske duo har i mere end et årti leveret nogle af de mest ikoniske househits med numre som Latch og White Noise. Forvent et dansegulv fyldt til bristepunktet.

Nia Archives

En af de mest spændende kunstnere på den britiske drum’n’bass-scene lige nu. Hun kombinerer jungle, breakbeats og sangskrivning på en måde, der både føles nostalgisk og helt ny.

Bremer/McCoy

Hvis tempoet skal lidt ned, er den danske duo et oplagt valg. Deres minimalistiske blanding af jazz, dub og nordisk melankoli skaber et næsten meditativt pusterum midt i festivalen.

Σtella

Den græske sangskriver leverer elegant, solbeskinnet indiepop med et strejf af 70’er-pop og psykedeliske toner. En perfekt koncert til den sene eftermiddag.

Mere end en musikfestival

Selvom musikken er omdrejningspunktet, handler O Days også om alt det, der sker mellem koncerterne.

Festivalpladsen byder på specialøl, naturvin, lokale madaktører og en række mindre oplevelser som ølsmagninger, vinsmagninger, kreative workshops, yoga, croquis, silent disco og fællesspisninger. Det er netop kombinationen af musik og livsnydelse, der gør O Days til noget særligt – man kan sagtens bruge en hel eftermiddag på området uden nødvendigvis at stå foran en scene hele tiden.

Den lokale scene får også plads

Et af festivalens stærkeste kort er O/FM-scenen, hvor forskellige københavnske musikfællesskaber kuraterer programmet. Her kan du opleve nogle af byens mest interessante DJ’s og kunstnere længe før, de spiller på de største festivaler. Er du nysgerrig på den københavnske undergrundsscene, er det her, du skal bruge tid.

Derfor skal du tage af sted

O Days føles mere som en velkurateret sommerfest end en traditionel festival. Publikum kommer lige så meget for stemningen som for musikken, og Refshaleøens rå industrikulisse og den finde udsigt til havnen danner en smuk kontrast til de grønne opholdsområder, designinstallationerne og de mange små oplevelser.

 

Mad på Roskilde Festival 2026: Nyheder på madscenen

Der sker spændende ting på festivalpladsen i år. I år har nye klimakrav fået gamle kendinge til at opdatere menukortet med grønnere alternativer, mens en lille startup har vippet Carlsberg af pinden. Få det hurtige overblik over årets mad, og hvordan madscenen er skruet sammen på Roskilde Festival 2026.

Af Louise Bro

Vil du have mere ud af maden på Roskilde Festival end et hurtigt måltid i farten? Så er der god grund til at sætte sig ind i årets program, inden du ankommer.

Klassikerne fornyer menukortet på Roskilde Festival

Festivalen har i år sat et øget fokus på det grønne og på at nedbringe madbodernes CO2-aftryk. Det har fået tre af festivalens mest elskede og traditionsrige madboder til at tænke i nye baner og opdatere menukortet med grønnere alternativer – og det er værd at vide, inden du stiller dig i den vante kø.

  • Hos Dixi Burger (KFUM’s Boldklub Roskilde) har den klassiske oksekødsburger fået selskab af et nyt, mindre klimabelastende alternativ: Den nye Dixi Chick Cheese er en saftig, økologisk kyllingeburger med smeltet ost, frisk salat og tomater i en blød bolle.
  • Skiburger (Roskilde Skiklub), som har været med på festivalen siden 1982, lancerer i år nyheden Snowboarder. Den består af kylling, smeltet ost og syltede agurker i en blød burgerbolle med cremet mayo.
  • Hos Time-Out (Roskilde Håndboldklub) har de tilføjet en ny, grøn snack på kortet: Spicy Loaded Fries. Fritter toppet med danske anicia-linser, det plantebaserede produkt MATR Fungi, BBQ-sauce og et spicy krydderimix.

Dansevand: Alkoholfri startup slog Carlsberg

Nyheden på drikkevarefronten finder vi ikke i ølhanerne, men på det alkoholfrie kort. Den danske startup Dansevand har nemlig vundet Roskilde Festivals udbud som officiel elektrolytdrik for de næste to år foran giganter som blandt andet Carlsberg.

Dansevand er en økologisk elektrolytdrik, der ikke forsøger at ligne øl, vin eller cocktails, men vil stå på egne ben som et læskende, alkoholfrit alternativ. Sidste år cyklede de tre stiftere rundt med ladcykler på campingområdet og solgte direkte til festivaldeltagerne. I år er de rykket op i superligaen: De er at finde i de store barer på pladsen og agerer partner på Stadion med festlige pop-up-aktiviteter som stopdans og ballondans.

Sådan er madpladsen skruet sammen

Roskilde Festival er ikke ét stort buffetbord. Det er en hel madby med sine egne kvarterer, og det er værd at kende dem, inden du ankommer. Selve fordelingen på pladsen er den samme som tidligere, men udvalget har skiftet ansigt. Flere faste navne er væk i år, blandt andre Halifax Burgers og veteranen Big As Diner. Selvom du kender ruten, skal du måske finde nye favoritter undervejs.

Det gastronomiske hjerte er Food Court, som du finder indendørs i hallerne ved Gloria-scenen. Her er to haller på henholdsvis cirka 16 og 5 boder. Ellers er alt fra food trucks til de store, foreningsdrevne klassikere fordelt godt rundt på pladsen og ved scenerne. Campingområdet har sine helt egne boder, der holder gang i festen og er åbne alle otte dage – modsat selve festivalpladsen, der slår portene op onsdag den 1. juli.

Målet er som altid, at al mad er 100 % økologisk. Vil du have det absolut laveste klimaaftryk, kan du gå efter mærket One Planet Plate, der viser, at retten har et CO2-aftryk på max 0,5 kg pr. måltid.

Vil du have mere end mad i farten? Food Is Now byder i år på både langbordsmiddage, frokoster og gratis talks med producenter og kokke. Vi har samlet hele det program HER.

Find din mad på Roskilde Festival med appen

Med over 450 retter og 100 mad- og drikkesteder spredt ud over festivalpladsen og campingområdet kan det hurtigt blive uoverskueligt, når sulten melder sig. Roskilde Festivals officielle app er din redning. Her kan du søge på konkrete retter, filtrere på madtyper (f.eks. vegansk eller glutenfri), se allergener samt priser og finde den nærmeste bod. Det er den hurtigste vej til god mad, inden blodsukkeret dykker

Roskilde Festival 2026: Orange Scene er ny, og hun er ikke alene

Fra onsdag den 1. juli skydes musikdagene i gang på Roskilde Festival 2026, og for første gang i 25 år møder du en helt ny Orange Scene. Men det er langt fra den eneste ting, der har ændret sig på scenerne og festivalkortet i år.

Af Louise Bro

Orange Scene er det første, de fleste tænker på, når de hører Roskilde Festival. Den orange teltdug, de høje buer, det store åbne rum. Men det var egentlig bare en tilfældighed, at det endte sådan. I 1978 havde festivalen brug for en større scene. De fandt et telt i England, tidligere brugt af The Rolling Stones og Queen. Det blev valgt af én grund: det var billigt.

Roskilde Festival har aldrig været særlig god til at smide ting ud. Det er en grundholdning, der gennemsyrer festivalen: brug tingene, til de er slidt op. Og når de er det, så byg noget nyt, der passer til det, du har lært. Når musikdagene på Roskilde Festival 2026 skydes i gang, er der mere end et nyt program at orientere sig i. Hele festivalbyen ser anderledes ud.

Større, men stadig orange og ikonisk

Selvom det egentlig var en tilfældighed, så har den allerførste orange scene gennemsyret alt omkring festivalen, fra genkendelse til logo og ikke mindst den “orange feeling”, som vi alle kender og elsker. Den første Orange Scene holdt i 23 år, og havde artister som Bob Marley, U2 og Nirvana på den. I 2001 kom en ny udgave, en tredjedel større, bygget i kølvandet på den tragiske ulykke i 2000. Den har stået siden i 25 år, gennem Eminems rekordkoncert med 100.000 tilskuere i 2018 og utallige andre ikoniske øjeblikke.

Nu er det så blevet tid til en ny scene. Den orange teltdug og de høje buer er der stadig. Men scenen er markant større: loftet er dobbelt så højt, og teltdugen 25 procent højere og bredere. Det giver helt nye muligheder for lys, lyd og de store produktioner, som mange artister og koncerter kræver i dag. Området foran scenen er også ændret, så der er bedre plads i crowden. Det er her Gorillaz, The Cure og Zara Larsson spiller fra onsdag.

Farvel til tre scener — hej til to nye

Roskilde har altid skiftet scener ud, når tiden var til det. Engang fik de alle farvenavne – Grøn, Blå, Rød og Orange. Udover Arena, som engang hed Blå Scene, er scenerne for længst skiftet. Det samme sker i år, bare i en lidt større skala, når vi siger farvel til Apollo, Avalon og Gaia.

Apollo åbnede i 2012 som hjemsted for den elektroniske og kluborienterede musik. Scenen, der var bygget op af containere, blev så populær, at den jævnligt måtte lukke, fordi kapaciteten var nået. Derfor skal den elektroniske spredes mere på tværs af genrer og scener. I år kan du opleve navne som Brutalismus 3000, Kettama, Oklou, Rochelle Jordan, Sammy Virji og DJ ¥ØU$UK€ ¥UK1MAT$U spredt ud over hele programmet.

Avalon har siden 2003 været hjemsted for den mere intime og teateragtige koncertoplevelse. Gaia kom til i 2023 som en åben scene i de grønne omgivelser. Begge har sat deres aftryk, men nu er det tid til noget nyt – og teltet fra Avalon lever videre i en ny udgave, der bliver som sagt altid genbrugt, hvor der kan på Roskilde Festival.

  • Fauna: mellem trækronerne

    I det nordøstlige hjørne af festivalpladsen, tæt på The Garden, er der vokset en ny scene frem. Fauna er en overdækket teltscene omgivet af træer og skygge, skabt af mere end 140 frivillige. Fra trækronerne hænger orange og varm pink, og pyramideformede siddeinstallationer giver dig mulighed for at følge koncerterne under åben himmel. Lysmasterne kan skalere lyset ud over teltdugen, så scenerummet vokser ved store koncerter og samler sig ved de intime.

    Fauna spiller sin allerførste koncert onsdag den 1. juli kl. 17.45, når norske Tuvaband åbner scenen. Herefter venter navne som Dean Johnson, Cat Clyde og Sorry.

  • Lagune: fra nordiske stjerneskud til verden

    Nord for Eos finder du Lagune, der overtager teltet fra Avalon. Inspirationen er hentet fra vandets dybde og bevægelser, og her er der plads til den mere energiske og brede musik. Under First Days (28.-30. juni) er scenen hjemsted for nye nordiske stjerneskud, når danske Ponny sparker det hele i gang søndag kl. 15.00 som de allerførste nogensinde på scenen. Under Final Days udvider Lagune sig og præsenterer kunstnere fra hele verden — med navne som Smerz, Club Live og Eee Gee.

Overblik: alle scenerne i 2026

  • Orange Scene – ny og større
  • Arena – uændret, stor overdækket scene med plads til 17.000
  • Eos – uændret, åben scene, kører alle syv dage
  • Gloria – uændret, den mindste og mest intime scene
  • Fauna – ny, overdækket teltscene i det grønne hvor Avalon før lå
  • Lagune – ny, overtager Avalons telt, men Apollos plads
  • Platform – lille oplevelsesrum

Mens du venter på de final days

Scenerne er ikke det eneste nye i år. First Days er ikke bare opvarmning. Her er koncerter, campingfester og fællesskab, og i år også biografen, der vender tilbage for første gang siden 2013. Cinema byder på 15 film under First Days, Oscar-vinderen Sinners, vampyrfilm ved midnat og dokumentarer som Why Spotify’s CEO Is Worth Billions While Musicians Make Pennies og Christiania. Efter hver visning er der talks og debatter. Et oplagt åndehul, inden det hele går løs onsdag.

Mere om Roskilde Festival 2026? Læs også:
Roskilde Festival er Nordens første svanemærkede festival
Mad på Roskilde Festival 2026
Madoplevelser på Roskilde Festival 2026
Kunst og aktivisme på Roskilde Festival 2026
Onsdag: 11 koncerter du ikke må gå glip af
Torsdag: 13 koncerter du ikke må gå glip af
Fredag: 14 koncerter du ikke må gå glip af
Lørdag: 14 koncerter du bør opleve

Talks, fællesspisning og madoplevelser på Roskilde Festival 2026

Roskilde Festival er ikke kun madboder og køer. Som altid finder du et helt program med spændende og velsmagende aktiviteter – fra langbordsmiddage til gratis talks med kokke og producenter. Her er madoplevelserne, du ikke vil gå glip af på Roskilde Festival 2026.

Af Louise Bro

Vil du have mere ud af maden på Roskilde Festival end et hurtigt måltid i farten? Så er der god grund til at sætte sig ind i årets program, inden du ankommer. En del af oplevelserne kræver billet – og de bedste tider er sandsynligvis allerede ved at blive bookede.

Start morgenen med kaffe og BMO – 85 kr.

Tre morgener i træk inviterer Food Is Now til en rolig start på festivaldagen. Menuen er enkel: friskbrygget kaffe og en klassisk BMO, men det er menneskene bag, der gør det særligt.

    • Coffee Collective, Collective Bakery og Øllingegaard er alle tre med, og fra kl. 11 kan du høre korte talks, hvor producenterne fortæller om arbejdet bag morgenmadsbordet – fra dyrkning af korn og mælk til brygning og bagning. Sammen med en god kop kaffe er det en langt bedre start på festivaldagen end en kold øl fra teltet.Hvor: Food is Now
      Hvornår: Torsdag, fredag og lørdag kl. 10-11.30
      Pris: 85 kr.
      Find billet HER

Frokost: Smørrebrød, fremtid og danske favoritter 

Tre af musikdagene byder på en siddende frokostoplevelse i Food Is Now. Hver dag er der en ny menu og en ny vært og flere tidsrum at vælge imellem.

    • Torsdag: Grøn smørrebrødsmenu med RØRT – 250 kr.
      RØRT nytænker det klassiske smørrebrød og sætter grøntsagerne i centrum. Glem de højtbelagte klassikere, her er det uformelt, rustikt og grønt serveret på ristet rugbrød. På menuen er bl.a. danske ingridærter med bagte løg og løgfond, fermenterede overskudsgrøntsager med svampe i jordskokke-emulsion og nye danske kartofler med urte-emulsion og ristede løg.


      Hvor:
      Food is Now
      Hvornår: Torsdag kl. 12-15
      Pris: 250 kr.
      Find billet HER

    • Fredag: Fremtidens ingredienser med FAR – 250 kr.
      Hvad spiser vi om ti år, og hvem dyrker det? FAR serverer fem retter bygget op om producenter, der allerede arbejder med nye måder at dyrke, fermentere og udvikle råvarer på. Forvent regenerativt grønt, svampefermentering, planteprotein og nye mælkealternativer omsat til konkrete smagsoplevelser.Hvor: Food is Now
      Hvornår: Fredag kl. 12-15
      Pris: 250 kr.
      Find billet HER
    • Lørdag: Danske favoritter med mellemøstlig smag – 250 kr.
      Dansk comfort food er mere end flæskesteg og frikadeller. Kvinder fra Æblehaven og Rønnebærparken i Roskilde er værter for en frokost forankret i irakisk, libanesisk, syrisk, tyrkisk og palæstinensisk madkultur – med friskbagt brød, krydrede simreretter og sprøde salater lavet på råvarer fra økologiske, sjællandske avlere. En fejring af mangfoldighed, kvindernes historier og deres kærlighed til maden.

      Hvor:
      Food is Now
      Hvornår: Lørdag kl. 12-15
      Pris: 250 kr.
      Find billet HER

Middag: Fra hav til fællesbord – 290 kr.

Roskilde Festival har i mange år haft Stage Dining – den store fællesspisning foran Orange Scene. I år er konceptet afløst af noget nyt: en langbordsmiddag for 2.000 gæster i Food Is Now, der løber over alle fire musikdage.

    • Menuen hylder dansk kystkultur og skånsomt fiskeri: krabbebisque, letsyltede sommergrøntsager, confiteret fisk med nye kartofler og løvstikkesmør, danske linemuslinger med persille og hvidløgsbrød og rødgrød med fløde fra Naturmælk og danske jordbær. Alt 100% økologisk.Hvor: Food is Now
      Hvornår: Onsdag, torsdag, fredag og lørdag kl. 16-19.45
      Pris: 290 kr.
      Find billet HER

Gratis talks – ingen billet nødvendig

Food Is Now byder også på et gratis program med oplæg fra producenter og kokke. Du behøver kun din festivaladgang, og lyst til at lytte.

Her er programmet:

    • Torsdag kl. 10.30: Øllingegaard – fra mælk til måltid
      Mejerihåndværkerne fra Øllingegaard fortæller om vejen fra mælk til de færdige produkter og de fascinerende processer, der præger håndværket. Læs mere HER.

    • Torsdag kl. 11.30: Jazzed on Grains x Sæsonmelier – fra korn til glas
      Pastaproducent og vinimportør deler erfaringer med at arbejde som lille aktør i et system designet til de store. Læs mere HER.

    • Torsdag kl. 15.00: Fermentering med Hotel- og Restaurantskolen
      Anton Schmidt Feiring og Erik Lautrup-Nielsen introducerer fermenteringens verden med smagsprøver af miso, svampe og citron. Undervejs kan du røre og dufte dig til viden. Læs mere HER.

    • Fredag kl. 10.30: Collective Bakery – et bæredygtigt bageri
      Head baker Mila Marcinowska taler om lokale ingredienser, økologisk mel og hvad det kræver at drive et ansvarligt bageri i en tid med ultraforarbejdet brød. Læs mere HER.

    • Fredag kl. 11.30: Planetarisk Forsamling – introduktion til planetarisk kost
      Hør om principperne bag planetarisk kost, hvordan den både kan være sund, sanseligt stimulerende og samtidig mætte en voksende verdensbefolkning uden at overskride planetens grænser. Talken foregår på dansk og byder på madlavning og smagsprøver. Læs mere HER.

    • Fredag kl. 15.00: Matt Orlando og Martin Petersen – cirkulær madlavning
      Matt Orlando fra Esse Restaurant og Martin Petersen fra Hotel- og Restaurantskolen om, hvad der sker, når intet smides væk i køkkenet. Læs mere HER.

    • Lørdag kl. 10.30: Coffee Collective
      Smag på kaffen og lær om, hvad der skaber dens smagsnuancer, når medstifter Klaus Thomsen fortæller om kaffens rejse fra bønne til kop – lige fra kaffefarme og ristning til brygmetoder. Læs mere HER.

    • Lørdag kl. 11.30: Kølsters Bryggeri – Fra korn til glas
      Bonde, malter og brygger Per Kølster om den ædle ølbryggerkunst og alt det, der sker, inden de gyldne dråber hældes i glasset. Læs mere HER.

    • Lørdag kl. 15.00: Grønne køkkener og kokkeuddannelser
      Christian Fentz fra Hotel- og Restaurantskolen modererer en samtale med undervisere og elever om, hvordan fremtidens professionelle køkkener ser ud. Læs mere HER.

Roskilde Festival bliver Nordens første festival med Svanemærke

Når den 54. udgave af Roskilde Festival skydes i gang, opnår den noget, ingen musikfestival i Norden har gjort før: Svanemærket. Det officielle nordiske miljømærke stiller 35 obligatoriske krav til energi, biodiversitet, mad og drikke, affald og ressourceforbrug. Fra 2026 lever Roskilde Festival op til dem alle.

Af Louise Bro

Det grønne svanemærke kender de fleste fra hverdagsprodukter som vaskemiddel og shampoo. Men fra 2026 pryder det også Nordens største musikfestival. Det er ikke kommet ud af det blå.

Roskilde Festival har gennem mange år arbejdet målrettet med bæredygtige tiltag, det er en del af selve festivalens DNA. De ser nemlig sig selv som et testlaboratorium for grøn omstilling – en midlertidig by for 130.000 mennesker, der giver en unik mulighed for at afprøve løsninger i stor skala. Deres initiativer virker, og de har også et ambitiøst mål om at blive CO2e-neutrale inden 2028, hvilket de er godt på vej til. Her er historien om de seneste års tiltag.

Økologi – en rejse der startede i 2013

I 2013 satte Roskilde Festival sig det langsigtede mål at blive 100% økologisk. Det lyder enkelt, men det er det ikke. En festival med over 100 madboder stiller enorme krav til leverandører og forsyningskæder. Alle madboder er forpligtede til at købe samtlige råvarer hos festivalens egne godkendte leverandører, og de har et mål om, at alt skal være 100% økologisk.

Det målrettede arbejde har båret frugt, og i 2025 var 97,7% af alle måltider på festivalen økologiske.

Det økologiske aftryk gælder ikke kun maden, men også drikkevarerne. Ølbodernes grønne rejse startede i 2015, da Tuborg RÅ gjorde sit indtog på festivalen. I 2019 tog Carlsberg og Roskilde Festival skridtet videre og bryggede Tuborg Orange eksklusivt til festivalen – og samme år blev alle festivalens egne barer mindst 90% økologiske, inklusiv spiritus, vin, juice, kaffe, te og sodavand. I 2022 gjaldt 100% økologi for alle barer i campingbyen. I dag arbejder Carlsberg og Roskilde Festival aktivt på at reducere klimaaftrykket hele vejen fra produktion til udskænkning.

Klimaaftrykket på menuen – siden 2019

Selvom begge dele er lige vigtige, når vi snakker om bæredygtighed, så er økologi og klimaaftryk er ikke det samme. Mens økologi handler om, hvordan råvarerne er produceret, handler klimaaftrykket om CO2-udledningen fra en ret. På Roskilde Festival arbejder de med begge dele.

Når du køber mad på Roskilde Festival, kan du se klimaaftrykket direkte på menukortet ved siden af prisen. Det har du kunnet siden 2019, da festivalen indgik et samarbejde med virksomheden Carbon Cloud, der beregner CO2-udledningen på hver enkelt ret. Alle boder er forpligtet til at tilbyde mindst én vegetarisk eller vegansk ret – og mindst én ret med et klimaaftryk under 0,5 kg CO2e, markeret med det særlige “One Planet Plate”-mærke. Fra 2026 er det skruet yderligere op: alle retter har nu et loft på maksimalt 2 kg CO2e.

Fra dieselgeneratorer til elnettet

Indtil for ganske få år siden kørte hele Roskilde Festival på dieselgeneratorer. Scener, madboder og infrastruktur – det hele var afhængigt af fossil energi. Det ændrede sig i 2021, da festivalen indgik et energipartnerskab med Andel og Roskilde Kommune om at koble festivalpladsen direkte på elnettet.

I 2022 var alle dieselgeneratorer udfaset og erstattet af transformerstationer, og i 2025 forsvandt gassen også fra samtlige madboder i samarbejde med stadeholdere, hvilket reducerede forbruget af LPG-flaskegas med over 12.000 liter årligt. Samlet er de direkte CO2-udledninger reduceret med intet mindre end 250 ton om året.

Affald: den store udfordring

Affaldet på Roskilde Festival er og bliver stadig den helt store udfordring. Her er der stadig et stykke vej. De samlede affaldsmængder faldt fra 1.950 ton i 2024 til 1.760 ton i 2025. Det er en fremgang men genanvendelsesprocenten ligger fortsat på kun 22%. Målet er 65%.

Festivalen gør selv, hvad de kan for at rykke den udvikling, med affaldssortering og et kæmpe stykke arbejde med madspildsreduktion i samarbejde med bl.a. Rub & Stub, Fødevarebanken og Stop Spild af Mad, der hvert år indsamler tonsvis af overskudsmad fra boderne og fordeler det til socialt udsatte.

Men det er lidt sværere at holde styr på de mange gæster på campingområdet, og netop derfor indføres der i 2026 to nye tiltag: glasemballage er ikke længere tilladt, da glasskår på græsset er farlige og kræver omfattende oprydning. Og de billige engangspavilloner af lav kvalitet er heller ikke velkomne længere. De går typisk i stykker inden ugen er omme og ender som affald.

På campingområdet sorteres affaldet i fire fraktioner ligesom hjemme. Sorteringsposer kan hentes i alle tårne og på sorteringspladserne, og er du i tvivl, kan du spørge en BinFluencer – frivillige i grønne veste, der hjælper med at gøre sorteringen nemmere.

Og så kom svanen….

Alle disse tiltag og mange andre har betydet, at Roskilde Festival som den første musikfestival i Norden opnår Svanemærket.

Svanemærket er ikke bare et logo. Det er en af verdens skrappeste miljøcertificeringer, og det kræver ekstern vurdering af 35 obligatoriske krav inden for energi, biodiversitet, mad, affald og ressourceforbrug. Det sikrer desuden, at hele festivalens netværk af leverandører og samarbejdspartnere arbejder ud fra de samme tydelige kriterier – ikke kun festivalen selv.

Hos LoveCopenhagen har vi fulgt Roskilde Festivals grønne rejse tæt i mange år, og Svanemærket er et fortjent stempel på et arbejde, der startede længe før det blev trendy. Målet om CO2e-neutralitet er sat til 2028, og med det tempo, Roskilde Festival bevæger sig, tror vi på det.

Mere om Roskilde Festival 2026? Læs også:
Mad på Roskilde Festival 2026
Madoplevelser på Roskilde Festival 2026
Kunst og aktivisme på Roskilde Festival 2026
Orange Scene er ny — og hun er ikke alene
Onsdag: 11 koncerter du ikke må gå glip af
Torsdag: 13 koncerter du ikke må gå glip af
Fredag: 14 koncerter du ikke må gå glip af
Lørdag: 14 koncerter du bør opleve

Kunst og aktivisme på Roskilde Festival 2026 – vores udvalgte oplevelser

Kunst og aktivisme fylder igen en markant plads på Roskilde Festival 2026 med performances og projekter, der sætter krop, politik og fællesskab i spil. Vi har udvalgt et par af de kunst- og aktivismeoplevelser, du ikke bør gå glip af. Læs mere her.

Af Nathalie

Roskilde Festivals kunst- og aktivismeprogram er skabt til dig, der vil opleve mere end musik. Vi har udvalgt et par oplevelser, som du kan læse mere om herunder. God festival!

Onsdag: 

Andreas Haglund
En fysisk og intens performance, hvor kroppen bliver et politisk og sanseligt redskab i udforskningen af kontrol, begær og identitet.
Oplev det: Onsdag 1. juli, 18.30, Platform samt lørdag 4. juli, 13.15, Platform.
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/andreas-haglund

Dorotea Saykaly & Emil Dam Seidel
I Dorotea Saykaly og Emil Dam Seidel’ Enter the Flesh opløses grænsen mellem menneske og maskine i et koreografisk sci-fi univers. Et fysisk eksperiment, der inviterer publikum til nærvær, empati og refleksion over, hvad det vil sige at være menneske.
Oplev det: Onsdag 1. juli, 17.00, Platform samt torsdag 2. juli, 17.15, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/dorotea-saykaly-emil-dam-seidel

1GUH WATCH
I 1Guh Watch opstår koreografien i øjeblikket, hvor bevægelse og musik smelter sammen. En sprudlende og smittende oplevelse, der fejrer kreativitet, energi og kollektiv danseglæde.
Oplev det: Onsdag 1. juli, 20.45, Platform samt torsdag 2. juli, 21.00, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/1guh-watch

Torsdag: 

Elle Fierce
I Elle Fierce’ Spiralling flettes krop, musik og udholdenhed sammen i en fysisk og følelsesmæssig cyklus. En oplevelse, der trækker tråde til rave- og technokulturens fællesskaber, hvor nydelse, risiko og forbindelse eksisterer side om side.
Oplev det: Torsdag 2. juli, 23.45, Platform samt fredag 3. juli, 23.15, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/elle-fierce

Joana Oehlschlaeger
I Joana Oehlschlaeger’ Heart To Ride bliver kroppen en del af et kollektivt “cardio-workout”, hvor energi deles og forskydes mellem dansere. En fysisk oplevelse, der insisterer på bevægelse som vej ud af modløshed og ind i fællesskab.
Oplev det: Torsdag 2. juli kl. 15.00, Platform & fredag 3. juli kl. 17.30, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/joana-oehlschlaeger

Mellemfolkeligt Samvirke
Aktivisme i praksis med invitation til samtale, handling og globalt medborgerskab på festivalen.
Oplev det: Torsdag 2. juli, Fællessang for fred, 11.15, Fauna
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/mellemfolkeligt-samvirke

Fredag 

Spellchestra
Platform bliver til et sanseligt rollespil, hvor musik, stemmer og fællesskab kolliderer med magt og ejerskab. I Spellchestra’ Marketplace udfolder et levende musikalsk drama sig midt blandt publikum. En legende og støjende performance, der bruger musik og latter som modstand mod fastlåste værdier og strukturer.
Oplev det: Fredag 3. juli, 11.45, Platform samt lørdag 4. juli, 14.45, Platform

Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/spellchestra

Thicket
En intens og fysisk musikperformance, hvor rytme, krop og energi smelter sammen i et fælles udtryk. Thicket udforsker gennem improvisation og delt trommespil relationen mellem to musikere i konstant bevægelse. En sanselig oplevelse, hvor lyd, tempo og nærvær forhandles i realtid mellem performere og publikum.
Oplev det: Fredag 3. juli, 20.15, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/thicket

Haidar Ansari x Brimheim
En samtalebaseret performance, hvor fællessang, identitet og repræsentation mødes i et personligt og aktuelt format. Digter og debattør Haidar Ansari inviterer Brimheim ind i en særlig liveudgave af Haidars Sangbog. Her åbnes der for refleksioner om musik, generationer og det sårbare rum, hvor kunst både spejler og former os.
Oplev det: Fredag 3. juli, 10.30, Gloria
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/haidar-ansari-x-brimheim

Lørdag

Annika Kahrs
En intim performance, der undersøger kærlighedens mange lag gennem musik, instruktioner og nærvær mellem to performere. I Annika Kahrs’ THIS IS A LOVE SONG opstår der et skrøbeligt møde mellem det iscenesatte og det ægte. En bevægelse fra to solister til en tæt, men kompleks duet om relationer, kommunikation og kærlighed.
Oplev her: Lørdag 4. juli, THIS IS A LOVE SONG, 22.00, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/annika-kahrs

Det Åbne Ensemble
Et åbent, kollektivt orkester med deltagere fra psykiatrien, hvor alle kan være med uanset erfaring, og hvor processen er vigtigere end resultatet. Der skabes et levende improvisationsrum, hvor musik opstår i fællesskab gennem enkle greb og skiftende roller.
Ikke en traditionel koncert, men en sanselig og undersøgende oplevelse af lyd, fællesskab og skabelse i nuet.
Oplev her: Lørdag 4. juli, 11.45, Platform
Læs mere her: https://www.roskilde-festival.dk/program/kunst-aktivisme/det-aabne-ensemble

Fotocredit topbillede: The Long Way Around by Jesse Darling_Photo credit Christoffer Anias Sandager

Mere om Roskilde Festival 2026? Læs også:
Roskilde Festival er Nordens første svanemærkede festival
Mad på Roskilde Festival 2026
Madoplevelser på Roskilde Festival 2026
Orange Scene er ny — og hun er ikke alene
Onsdag: 11 koncerter du ikke må gå glip af
Torsdag: 13 koncerter du ikke må gå glip af
Fredag: 14 koncerter du ikke må gå glip af
Lørdag: 14 koncerter du bør opleve

Roskilde Festival 2026, lørdag: 14 koncerter du bør opleve på festivalens sidste dag

Der er noget særligt over Roskilde-lørdag. Du er træt, støvet og en smule følelsesladet over, at det hele snart er slut. Heldigvis har festivalen gemt masser af musikalske godbidder til finalen. Fra brasilianske stjerneskud og afrobeats til dansk popdrama, rave-kaos og store fællessangsøjeblikke. Her er mit bud på, hvordan du får mest muligt ud af den sidste festivaldag.

Af Louise Taarnhøj

Midori Takada & Jakob Bro – 12.30, Fauna

Hvis din hjerne trænger til en blid genstart efter en uges festival, er dette et godt sted at begynde. Japanske Midori Takada og danske Jakob Bro skaber musik, der føles som en langsom, stille pause. Percussion, guitar og stille klangflader smelter sammen i et nærværende møde mellem to musikalske mestre. Roskildes smukkeste formiddagsstund ligger sandsynligvis her.

Lojay – 14.00, Eos

Det her er, hvad jeg vil kalde afrobeats med seriøs hitfaktor. Lojay har på få år udviklet sig til et af de mest spændende navne på den nigerianske scene, og hans sange balancerer elegant mellem fest og følelser. Perfekt soundtrack til en varm festivaleftermiddag. Det bliver svært ikke at bevæge hofterne.

Eee Gee – 14.00, Lagune

Eee Gee laver den slags sange, hvor jeg pludselig føler mig som hovedpersonen i min egen film. Hendes musik blander indiepop, americana og storslået melodrama med en vokal, der kan få selv den mest hærdede festivalgæst til at stoppe op. Nyt album er på vej, og forventningerne er høje – med god grund.

Nourished By Time – 17.00, Lagune

Alternativ R&B har sjældent lydt så spændende som hos Nourished By Time. Amerikaneren kombinerer varme melodier med skarpe observationer om arbejdsliv, klasse og moderne ensomhed (heldigvis uden at det nogensinde føles som en forelæsning). Musikken har groove, sjæl og masser af personlighed. Tyler, the Creator er fan.

Bruno Berle – 18.30, Gloria

Bruno Berle er et af de navne, der får musiknørder til at nikke anerkendende over deres festivalkaffe. Hans musik bygger bro mellem brasilianske traditioner og moderne popæstetik med imponerende lethed. Resultatet er drømmende, sofistikeret og svært at slippe igen. En lille koncert med stort hjerte.

Liniker – 19.30, Arena

Da Liniker spillede på Roskilde i 2023, var det en af de koncerter, folk blev ved med at tale om bagefter. Hendes stemme er ganske enkelt fantastisk, og hendes band hører til blandt festivalens stærkeste. Musikken blander brasilianske rytmer, soul, jazz og R&B i et udtryk, der emmer af varme. Arena kommer til at gynge.

TV 2

Man kan diskutere meget på Roskilde, også om TV 2 hører hjemme her, men man kan ikke diskutere TV 2’s status som et af Danmarks største livebands. De har leveret soundtracket til flere generationers forelskelser, skilsmisser, byture og søndagstømmermænd. Når Steffen Brandt og co. går på scenen, bliver det med garanti et af festivalens største fællessangsøjeblikke. Der er en god chance for, at du kommer til at synge med på flere sange, end du lige regner med.

Lily Allen – 20.45, Orange Scene

Lily Allen vender tilbage til Roskilde med sit anmelderroste comebackalbum West End Girl. Denne aften spiller hun hele albummet fra start til slut, og hvis du som mig er blæst bagover af netop det album, kan du bare glæde dig. Allen har stadig den samme skarpe humor og evne til at skrive sange om livets kaos, bare med endnu flere ar på sjælen.

Albertslund Terror Korps – 21.00, Fauna

Hvis du føler, at festivalen mangler lidt breakcore, bhangra, gabber og dansktop i samme koncert, så har Albertslund Terror Korps løsningen. Duoen har i to årtier været blandt de mest originale navne på den danske undergrundsscene. Deres shows er lige dele kunstinstallation, rave og feberdrøm. Ikke nødvendigvis for alle, til gengæld er det helt umuligt at glemme.

Zara Larsson – 23.15, Orange Scene

Zara Larsson har efterhånden bevist, at hun er meget mere end en hitmaskine. Hun er også en fremragende liveperformer med en katalogliste, der nærmest er skræddersyet til store festivalscener. Forvent dansevenlige popbangers, stærk vokal og tusindvis af mennesker, der synger med. Hvis du kun skal se én rendyrket popkoncert på årets Roskilde, er det et stærkt bud.

Jane Remover – 22.00, Lagune

Jane Remover laver musik, som om nogen har hældt hyperpop, shoegaze, rap, EDM og internettet ned i den samme blender. Resultatet burde ikke fungere. Det gør det heldigvis. Koncerten bliver sandsynligvis både kaotisk, rørende og komplet uforudsigelig.

Rochelle Jordan – 00.00, Lagune

Når mørket falder på, er Rochelle Jordan klar med en blanding af R&B, house og klubmusik, der føles skabt til de sene festivaltimer. Hendes sange emmer af selvtillid, frihed og dansegulv. Det er sofistikeret uden at blive højtideligt og meget svært at stå stille til.

Zar Paulo – 00.45, Arena

Hvis nogen skal lukke Arena lørdag nat, giver Zar Paulo næsten for meget mening. Bandet har udviklet sig til et af landets stærkeste livenavne med deres skæve tekster, smittende energi og elegante blanding af guitarrock og synths. Publikum elsker dem, anmelderne elsker dem, og Roskilde elsker dem tydeligvis også.

Mere om Roskilde Festival 2026? Læs også:
Roskilde Festival er Nordens første svanemærkede festival
Mad på Roskilde Festival 2026
Madoplevelser på Roskilde Festival 2026
Kunst og aktivisme på Roskilde Festival 2026
Orange Scene er ny — og hun er ikke alene
Onsdag: 11 koncerter du ikke må gå glip af
Torsdag: 13 koncerter du ikke må gå glip af
Fredag: 14 koncerter du ikke må gå glip af

Roskilde Festival 2026, fredag: 14 koncerter du ikke må gå glip af

Fredag på Roskilde Festival 2026 er lidt som festivalens buffetbord: Du kan starte dagen med anatolsk folk, fortsætte med americana og latin-pop, tage en afstikker ind i kunstpop og shoegaze og slutte natten i et kæmpe rave. Jeg har igen undladt de allerstørste navne i guiden, selvom du naturligvis også skal opleve Apacha, Tessa, David Byrne og The Savage Rose. Her er de koncerter, du skal prioritere om fredagen.

Af Louise Taarnhøj

AySay – 12.00, Eos

AySay har efterhånden bevist, at de er et af de mest spændende navne på den danske scene. Kurdiske og anatolske traditioner smelter sammen med elektroniske grooves og nordiske klange i et udtryk, der både kan få dig til at danse og blive lidt vemodig. Luna Ersahin er samtidig en af landets mest karismatiske frontpersoner. En smuk måde at starte festivaldagen på.

Hemlocke Springs – 12.00, Lagune

Hvis du synes, moderne pop godt må være lidt mærkelig på den gode måde, så er Hemlocke Springs et must. Hendes musik føles som at falde ned i et farverigt kaninhul fyldt med synths, skæve idéer og uimodståelige melodier. Hun balancerer mellem quirky charme og rendyrket poptalent. Og så virker hun som typen, der kan få et helt publikum til at forelske sig på en time.

Vanessa Amara – 12.30, Gloria

Her skal du ikke forvente klassiske omkvæd og håndklap. Vanessa Amara skaber musik, der føles som en drøm, du ikke helt kan forklare bagefter. Elektronik, kammermusik og dekonstrueret pop blandes i et fascinerende lydunivers, som både udfordrer og belønner lytteren. Festivalens mest eventyrlystne booking.

Cat Clyde – 13.00, Fauna

Cat Clyde behøver blot en guitar og sin stemme for at fortrylle sit publikum. Den canadiske sangskriver trækker på folk, blues og countrytraditioner, men hendes sange føles levende og nutidige. Hvis du holder af kunstnere som Gillian Welch eller First Aid Kit, bør du lægge vejen forbi.

Chezile – 14.00, Lagune

Chezile laver drømmende indiepop med solvarme guitarer og psykedeliske nuancer. Han slog igennem på sociale medier, men heldigvis viser sangene sig at være langt stærkere end algoritmerne. Musikken er perfekt til en lun eftermiddag på Roskilde med græs under fødderne og en øl i hånden. Hans første danske koncert kan meget vel blive en af festivalens små triumfer.

Young Miko – 15.00, Arena

Reggaeton, trap og latin-pop er blevet en fast del af verdens lydspor, og Young Miko er blandt de mest interessante navne lige nu. Hun kombinerer store hooks med en stærk personlighed og et inkluderende univers, som har skaffet hende fans langt uden for Latinamerika. Arena kommer til at gynge. Sandsynligvis også folk, der ikke aner, hvad de synger med på.

Sierra Ferrell – 17.30, Arena

Da Sierra Ferrell spillede på Roskilde i 2022, gik mange derfra med følelsen af at have oplevet noget særligt. Hendes blanding af country, bluegrass, folk og americana er både elegant, varm og dybt menneskelig. Samtidig er hun en af de kunstnere, der får selv store scener til at føles intime. Gå ikke glip af gensynet.

Smerz – 18.00, Lagune

Norske Smerz har en sjælden evne til at få eksperimenterende musik til at føles overraskende tilgængelig. Deres sange flyder mellem pop, elektronisk minimalisme og kunstmusik uden nogensinde at miste retning. Det hele serveres med en æstetisk sikkerhed, som få kan matche. En koncert for dem, der gerne vil overraskes.

Addison Rae – 19.00, Orange Scene

Ja, hun startede som TikTok-fænomen. Nej, det er ikke længere den mest interessante ting ved Addison Rae. Debutalbummet gjorde hende til en reel popstjerne med sans for både stærke sange og skarpe referencer til pophistorien. Fredag aften får Roskilde mulighed for at finde ud af, om hun også kan erobre Orange Scene. Meget tyder på det.

No Joy – 20.30, Gloria

Når No Joy spiller, føles det lidt som at blive pakket ind i et tæppe af støj, drømme og psykedeliske detaljer. Shoegaze er stadig fundamentet, men projektet bevæger sig frit mellem elektronik, triphop og eksperimenterende lydkunst. Resultatet er både smukt og småmærkeligt. På den bedst tænkelige måde.

Jennie – 22.00, Orange Scene

Jennie skriver Roskilde-historie som den første K-pop-solist på Orange Scene. Men hun er langt mere end en milepæl. Med Blackpink i ryggen og et stærkt soloalbum i bagagen kommer hun med et af festivalens mest spektakulære shows. Forvent koreografier, visuals og pophooks i industriel styrke.

Mark William Lewis – 22.30, Gloria

Mens de største scener eksploderer i lys og konfetti, kan du søge mod Gloria og opleve en af festivalens mest interessante sangskrivere. Mark William Lewis skaber filmiske, mørke sange, som føles som små noveller sat til musik. Stemningen er intens uden at være anstrengende. Perfekt til nattens første eftertænksomme øjeblik.

Yung Lean & Bladee – 00.15, Arena

Svensk hiphop ville se helt anderledes ud uden Yung Lean og Bladee. Sammen har de været med til at forme en generation af rappere og producere, som dyrker melankoli, mærkelige beats og digitale tåger. Deres fælles univers er både dystert og dragende. En koncert, som mange festivalgæster kommer til at tale om resten af sommeren.

Sammy Virji – 02.30, Arena

På et tidspunkt skal du træffe en beslutning: Gå i seng eller gå til Sammy Virji. Hvis historien er din guide, bliver det svært at vælge dynen. Briten er et af de største navne på den moderne UK garage-scene, og hans DJ-sæt har ry for at holde folk dansende langt ud på morgenen. Den slags koncert, hvor man pludselig opdager, at solen er ved at stå op.

Mere om Roskilde Festival 2026? Læs også:
Roskilde Festival er Nordens første svanemærkede festival
Mad på Roskilde Festival 2026
Madoplevelser på Roskilde Festival 2026
Kunst og aktivisme på Roskilde Festival 2026
Orange Scene er ny — og hun er ikke alene
Onsdag: 11 koncerter du ikke må gå glip af
Torsdag: 13 koncerter du ikke må gå glip af
Lørdag: 14 koncerter du bør opleve

Battle vesten: Sådan bærer du Copenhell på ryggen

Hvis du vil vide, hvem en metalfan virkelig er, behøver du ikke spørge. Kig bare på battle vesten! Den fortæller alt: hvilke bands og koncerter de har oplevet, og hvad musikken betyder for dem. For den nogle kan det ligne et kreativt kaos. For dem, der bærer den, er det noget helt andet.

Af Louise Bro

På Copenhell er der et stykke tøj, der er mere personligt end noget andet, du har i klædeskabet. Battle vesten! Den koster timer at lave, år at bygge op, og man vasker dem aldrig. En battle vest er ikke bare tøj. Det er en tidslinje over hvert band, man har set live, hver koncert der har sat sig i kroppen, og en kærlighed til musikken, man bogstaveligt talt bærer uden på tøjet. Og på Copenhell, hvor vesten er næsten lige så fast inventar som Fenris Ulven og de kolde Gyldne Damer, er det en kultur, der er værd at forstå, uanset om du selv går i sort eller ej.

Ingen to veste er ens

Ingen battle vest ligner en anden, og det er hele pointen. Man kan nemlig ikke købe sig til en “rigtig” battle vest. Man bygger den. Og processen afspejler præcis, hvem man er som musikfan. 

Der er ikke nogen officielle regler for, hvad man må og ikke må have på sin vest, men der er masser af uskrevne normer. Den mest udbredte: man sætter kun patches på fra bands, man rent faktisk har set live. Vesten er en koncertdagbog, ikke et moodboard.

Nogle samler sammen gennem mange år og lader vesten forme sig én patch af gangen, mens andre bruger den første vest som en kærkommen undskyldning for at købe stort ind. Selvom jeg har været fast gæst på Copenhell siden 2017, startede jeg først på min vest i 2024. Jeg følte, at jeg på en eller anden måde måtte gøre mig fortjent til den. Det øjeblik kom i 2023, hvor jeg crowdsurfede første gang til Electric Callboy, og for alvor følte, at indoktrineringen var fuldendt.

Merchandise er ikke bare swag – det er støtte

I metal-kulturen køber man merchandise på en anden måde end i de fleste andre musikgenrer. En koncert-t-shirt fra et show i 1994 er ikke bare et stykke tøj – det er et relikvie. Et bevis på, at man var der. Og det er ikke tilfældigt, at de samme fans, der syr patches på deres battle vest fra hvert eneste band de ser, også er dem, der konsekvent køber en t-shirt til koncerten i stedet for på nettet bagefter.

Merchandise en af de vigtigste måder, man støtter sine yndlingsbands på – særligt de mindre. Streaming giver minimalt. Billetindtægter deles med spillestedet. Men en t-shirt eller et patch købt direkte fra bandet eller til et show? Den går i det store og hele direkte i lommen på de mennesker, der har lavet musikken. Det ved metalfans godt – og nogle bands tager det så seriøst, at de i 2025 valgte at sælge deres merchandise uden for festivalpladsen. Og det er en del af grunden til, at kulturen omkring merchandise her er mere bevidst og mere loyal end i mange andre genrer.

R.I.P. Kenneths vest 

Hvis du tror, en battle vest “bare” er tøj, så hør lige historien om Kenneth. Til Metallica-koncerten på Copenhell i 2022 smed han sin vest op mod scenen – en hyldest, en gestus, et øjebliks vanvids impuls i den helt store fælleseufori. 

Han fik den aldrig igen, selvom han prøvede alt. Han måtte starte forfra. Vi håber den gik i arv og lever videre hos en glad roadie!

Har du lyst til at starte din egen vest? Her er det vigtigste at vide:

  • Vælg din base med omhu: Læder eller denim, mørkeblå, stonewashed eller sort. Tilføj studs, nitter, kæder, pins og badges løbende, og find den backpatch der definerer det hele. Dine valg afslører hurtigt om du er til doom, thrash, black og death – eller mere til oldschool heavy metal og classic rock.
  • Køb patches til koncerterne: Mange af de bedste patches køber man på selve showet eller på pladsen til en festival. Det er en del af oplevelsen. Hvis du er rigtig nørdet omkring det, så må du på jagt på ebay, marketplace eller andet, hvor du finder vintage patches.
  • At sy patches på er et rituelt slid i sig selv: Sæt af god tid til at sy, det er ikke en aften-opgave. Det tager tid (og koster blod, sved og nålehuller – dit fingeraftryk vender tilbage igen), men det er en del af ritualet.
  • Beslut dig for en stil løbende – man behøver ikke vide, hvad slags vest man vil have, inden man begynder. Mange af de bedste veste er dem, der bare er vokset organisk over mange år. Og hvis man både er doom og 80er glam, så kan man jo bare have flere veste.
  • Vask den aldrig: En battle vest skal bære præg af alt det, den har været igennem. Moshes, Fernet og ølsjatter. Det er ikke sjusk, det er battle damage, og det er et tegn på, at vesten er ægte og brugt.

INGEN FEST UDEN VEST!

Mangler du lidt ekstra bling til din vest? Så kig forbi Boneyard til Mad Hell Games på årets festival, her finder du en chain stitch-maskine, der kan pynte din vest.

God fornøjelse!