torsdag, juli 17, 2025
Home Blog Page 3

Matilde Trobeck | Københavnersnuden #531

Ugens Københavnersnude er forfatter og influent, Matilde Trobeck. Hun er netop udkommet med sin debutbog, Du må godt være irriterende, fuck idealet – en bog, der henvender sig til kvinder i alle aldre, som gerne vil lære at sige nej. Hun bor i Hørsholm med sin mand og deres to børn og har en tredje på vej. Mød hendes København her.

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Matilde Trobeck (MT): Jeg er influent og har levet af det i otte år. Men allerede som 20-årig startede jeg en blog. Nu er jeg mor, har to børn, én på vej og bor i Hørsholm sammen med min mand. Meget af min tid går med at være mor, og så prøver jeg at køre karriere, mens mine børn er i institution. Jeg er også for nyligt sprunget ud som forfatter.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Matilde Trobeck (MT):  I Hørsholm. Før det boede jeg i Vanløse og på Peter Bangs Vej.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
MT: Frederiksberg Have har jeg gået mange ture. Hele området omkring Frederiksberg Have, Smallegade og Gammel Kongevej kan jeg virkelig godt lide – her har jeg cyklet meget, med kærestesorger, i en brandert, på vej til fest, til veninder. Jeg elsker, at der er sådan en fin ro i Frederiksberg Have, og så er den meget hyggeligere end Fælledparken.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
MT: Jeg kan virkelig godt lide Ewalds, som ligger overfor Frederiksberg Have, hvor min mand også mødte mine forældre første gang. Det er et sted, vi besøgte meget under corona, hvor vi hentede takeaway-kaffe, og jeg vender tilbage her til igen og igen.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
MT: Min mand og jeg er faktisk begyndt at gå ud at spise igen. Det er først noget, vi er begyndt at gøre nu, fordi børnene har været for små, men vi har en månedlig dag, hvor vi spiser frokost sammen og får børnene passet.
Aye Aye er en del af Admiral Hotel, en helt ny restaurant, og det er virkelig et hyggeligt sted. Jeg er også rigtig glad for Sokkelund, selvom jeg ikke må have mine børn med. Det blev jeg ret irriteret over, da de meldte det ud engang, men i dag er det jo også meget rart at tage ud at spise, uden at der er børn til stede. Og jeg kan ikke lade være med at komme der, for det er både hyggeligt og lækkert.

Foto: Jess Lycoops

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
MT: På Pluto eller Cantina. Jeg elsker den måde, hvor man spiser mange små retter og langsomt bliver beruset, og så udvikler det sig til en fest – og så er der ikke langt fra andre steder, når man er inde midt i byen, hvis man har lyst til at tage videre.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
MT: Det gør jeg, når jeg sidder i offentlig transport. Det er meget sjældent, at jeg tager bilen ind til byen. Jeg kan godt lide, at man får en pause foræret, hvor jeg kan sidde og glo ud af vinduet, arbejde, lytte til podcast, kigge på folk og den slags. For nyligt sad jeg i metroen og tænkte, at hvis jeg var single nu, ville det være umuligt for mig at flirte i metroen, fordi alle sidder og glor ned i sin telefon. Men jeg elsker faktisk offentlig transport, for her har jeg tid. Tid til at tænke og fordybe mig.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
MT: Jeg er faktisk rigtig glad for Nørreport Station, for her havde min mand og jeg vores anden date. Jeg troede faktisk på det tidspunkt, at vi bare skulle være venner, men så tog han mod til sig og kyssede mig inderligt lige der på stationen. Og så flygtede jeg ned af rulletrapperne, mens jeg bare smilede og grinede. Jeg smiler altid, når jeg går forbi den bænk, hvor vi sad og kyssede for første gang.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MT: Jeg bliver forelsket hvert forår. Det er også på denne årstid, at det er sværest ikke at bo i byen. Alle stimler ud, cykler rundt, der sker så meget. Jeg kan slet ikke lade være med at forelske mig i byen på denne tid, det er bare smukt.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
MT: Lige på hjørnet af Nørreport Station ved Matas stod jeg og ventede på Kristian ved vores første Tinderdate. Jeg drømte så meget om, at han var høj, for det synes jeg er lidt lækkert. Og pludselig kom en flok mennesker gående med ham i midten, og han stak lidt op – og han var så pæn. Jeg blev nærmest helt genert, for man ved jo aldrig helt, hvordan folk ser ud, når man møder en Tinderdate for første gang.

Foto: Jess Lycoops

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MT: Jeg vil anbefale folk at tage forbi Værnedamsvej, for den gade er så fin og så meget indbegrebet af København. Find en cykeltaxa og se byen fra denne side. Jeg har gjort det meget, når jeg har været i udlandet, men jeg har aldrig gjort det i København, og det er egentlig underligt, for det er en meget fin måde at se byen på. Jeg vil også anbefale at tage ind til Kongens Nytorv og drikke kaffe, mens du kigger på mennesker, der går forbi. Og så er det faktisk meget hyggeligt at se byen fra vandet, så tag med kanalrundfarten eller lej en båd og sejl rundt i Københavns Havn.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
MT: Måske noget mere åbenhed over for hinanden. Tænk, at vi bliver overraskede, når et fremmed menneske siger ‘god morgen’ til os. Vi bør være bedre til at anerkende hinanden, når vi går forbi hinanden. Vi er heller ikke gode nok til at gå hen til fremmede, som står med kort i hånden og ikke kan finde vej. Det er måske meget dansk at holde sig for sig selv, men jeg føler også, at det er mere fremtrædende i storbyerne, som København.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
MT: Adele og Sam Smith minder mig om København. Jeg havde nogle hårde år i byen, hvor jeg havde kærestesorger og sad i mit vindue og lyttede til de to kunstnere hele tiden. Og ellers de gode gamle sange af Thomas Helmig, Lis Sørensen. Sidstnævntes sang, Verden er i farver, er så smuk. Den er så fuld af håb, og den passer også rigtig god til denne årstid.

Tusind tak, Matilde, fordi du ville dele dit København med os. 

Du kan følge Matilde på Instagram her. 

GOD SØNDAG!

Kira Skov | Københavnersnuden #530

Ugens Københavnersnude er sanger og sangskriver Kira Skov. Hun har i denne uge udgivet albummet, What ties us together – will keep us apart, der er skabt i forbindelse med DR’s nye serie, Generationer. Kira Skov debuterede i 2001 med rockgruppen Kira and The Kindred Spirits og har siden opbygget en markant solokarriere med 16 udgivelser i eget navn. Med sin intense, sjælfulde vokal og evne til at bevæge sig frit mellem rock, jazz og eksperimenterende udtryk har hun opnået bred anerkendelse. Hun er opvokset i Rødovre og deler her sit København med os.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket? 
Kira Skov (KS): Jeg udsender ny plade 16 maj med titlen “What ties us together will keep us apart”. En del af sangene herfra er også featurede i Anna Emma Haudals nye søndagsserie Generationer, som havde premiere på DR1 11 april.

Jeg har sammen med min partner Silas Tinglef lavet alt scoret til. Det har været en lang og intens process. Og en hel ny verden at sætte musik til film. Meget lærerigt og inspirerende.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Kira Skov (KS): Jeg bor i en gammel haveforening på Amager. Her har jeg boet de sidste 12 år. Jeg flyttede hertil, da jeg blev mor til min søn Morgan, og her er man både 5 minutter fra centrum, mens man bor i en lille landsby. Det er noget særligt.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
KS: Jeg går tur hver dag på Amager Fælled. Jeg har min rute rundt om søen, som indimellem tørrer helt ud. Her går jeg i alt slags vejr. Det er nærmest en form for daglig meditation for mig.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe? 
KS: Mest derhjemme. Jeg synes, jeg laver den bedst selv. Men hvis jeg kommer forbi en Coffee Collective, køber jeg gerne nogle bønner derfra.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
KS: Jeg elsker Pastis. Klassisk fransk bistro. Baka’d’busk er en helt utrolig vegetarisk bistro. Jeg synes virkelig, de revolutionerer det vegetariske køkken. Og der er en dejlig afslappet atmosfære. Derudover vender jeg altid tilbage til Jah Izakaya, som nu også har fået en søster restaurant Posh Jah i Prinsessegården i Indre by. Helt fantastisk lækker mad og saki.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
KS: Mest derhjemme eller hos mine venner. Resten af mit sociale liv er ofte forbundet med mit arbejde, hvor jeg spiller koncerter, så man kan godt blive lidt socialt mættet efter perioder på landevejen.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du? 
KS: Jeg inspireres, når jeg går til andre folks koncerter, eller ser en film, og når jeg læser bøger, men mest i naturen. Min familie har et gammelt sommerhus ved Vejby Strand, hvor jeg tager op og skriver. Jeg elsker alle Københavns gamle haver. Botanisk have, HC Ørstersparken og Frederiksberg Have.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København? 
KS: Jeg elsker at gå på volden på Christiania. Her har jeg så mange minder. Og de fleste dufter af sommer og drømme om noget større og mere farverigt end det, man kan finde de fleste andre steder i Danmark.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
KS: Det er svært at fremhæve et enkelt minde som værende det bedste om din egen hjemby, når 1000 minder hører hjemme her. Jeg er født her, og det husker jeg ikke noget om, men det betyder noget for mit forhold til byen.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
KS: Kom til København under Copenhagen Jazz festival. Det er en unik tid på året, hvor hele byen summer af liv og musik, og alle pludselig elsker jazz.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? 
KS: Byen er måske blevet lidt for pæn med årene. Jeg savner stadig en lige så legendarisk undergrundsvenue, som vi havde i ungdomshuset på Jagtvej 69.

Det sted var uerstatteligt.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
KS: Det ville blive en broget playliste af Billie Holiday, Neil Young, Bob Dylan, Led Zeppelin, Gasolin, CV Jørgensen, Janis Joplin og mange flere…

Tusind tak, Kira, fordi du ville dele dit København med os.

Du kan følge Kira Skov på Instagram – og holde dig opdateret på, hvornår hun spiller live her.

GOD SØNDAG!

“Enter Afterlife” – Ny udstilling på Thorvaldsens Museum åbner 17. maj

Den 17. maj åbner Thorvaldsens Museum udstillingen Enter Afterlife, hvor kunstnergruppen “O Future” bringer græsk mytologi til live gennem digitale projektioner og lydlandskaber. Læs mere her

Af Nathalie

Kunstnerne Jens Bjørnkjær og Katherine Mills Rymer har skabt en verden, hvor antikke fortællinger fra den græske mytologi får et nyt liv. Jens, der har komponeret filmmusik til blandt andet Lars von Trier (Melancholia), og Katherine, der har udviklet sine færdigheder inden for digital kunst, har skabt en installation, der forbinder fortid og fremtid på en unik måde. Meget spændende!

Kunstnerparret bag udstillingen

O Future, der i dag bor i København, består af Jens og Katherine, som har en international baggrund. Jens er opvokset i Aarhus og har tidligere boet i USA, mens Katherine er fra Sydafrika og har boet mange år i LA. Efter at have arbejdet sammen i flere år som musikalsk duo og i filmverdenen, flyttede de for 1,5 år siden tilbage til Danmark. Deres kunst er et resultat af deres tværfaglige erfaringer og deres fælles passion for at skabe grænseoverskridende oplevelser.

Åbning og praktisk info

Udstillingen åbner den 17. maj, og åbningen er åben for alle. Du kan læse mere her.

Det lyder som en spændende oplevelse!

KAIROS – ny udstilling i skjult bunker på Frederiksberg

Den 23. maj åbner kunstneren J.E.A.N. sin første soloudstilling i en skjult bunker på Frederiksberg – og inviterer indenfor til seks tankevækkende videoværker om det, der venter os.

 

Under jorden – på Frederiksberg – åbner en særlig udstilling i et rum, de færreste kender. Med KAIROS: Future Journals I – VI inviterer kunstner og forfatter J.E.A.N. (Jean-Robert Saintil) indenfor til en helt særlig udstilling i et tidligere bunkerrum fra anden verdenskrig.

Den skjulte bunker på Frederiksberg

Her kan du fra den 23. maj til 15. juni opleve seks nye værker, der med udgangspunkt i sci-fi, video og filosofi undersøger temaer som fremmedgørelse, teknologi, postkolonialisme og mulige fremtider – både håbefulde og hjemsøgte.

Udstillingen finder sted i et helt særligt, ikke tidligere vist dobbeltbunker-rum midt på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg, skjult i baggården bag det kreative hackerspace Labitat. Rummets rå og historiske karakter er i sig selv en del af oplevelsen og underbygger de futuristiske og hjemsøgende temaer i udstillingen.

Et blik mod fremtiden – i historiske omgivelser

KAIROS er ikke en typisk fremtidsudstilling med robotter og sci-fi-effekter. Den kredser om det menneskelige i alt det ukendte: Hvordan føles det at leve på kanten af en tid, vi endnu ikke forstår? Og hvad gemmer sig i skyggen af vores samfunds strukturer og historier?

Med visuelle træk fra sci-fi og videodagbøger inviterer J.E.A.N. publikum ind i fortællinger om mulige fremtider, som hverken er utopiske eller dystopiske, men dybt menneskelige.

Om kunstneren

Kunstneren J.E.A.N., (Jean-Robert Saintil) arbejder som forfatter, kunstner og kreativ tænker, og er præget af kulturel kontekstualisering, perspektivisme og humanisme.

KAIROS er hans første soloudstilling og kan opleves fra den 23. maj til 15. juni.

Åbningstider: Lørdag – søndag kl. 12.00–18.00
Adresse: Labitat Bunkers, H.C. Ørstedsvej 5, 1879 Frederiksberg
(Indgang via parkeringspladsen mellem 7A & 7B)

Tivoli Food Festival 2025: Madoplevelser i verdensklasse

Fra den 17. til 25. maj forvandles Tivoli til et smagseventyr for hele familien, når Tivoli Food Festival vender tilbage med fiskeaktion, stjernekokke, blindsmagning – og verdens (måske) bedste bouillabaisse. Se, hvad du kan glæde dig til, når Tivoli inviterer til ni dage med smag, duft og dansk gastronomi i fokus.

Hvad har en nordjysk fiskeauktion, alkoholfri øl, fermenteringsworkshops og Michelin-babymad til fælles?

De er alle en del af årets Tivoli Food Festival, som i ni dage sætter mad og drikke i centrum i hjertet af København. Tivoli fyldes med langbordsmiddage, markedsplads med lokale producenter, livekøkken med kendte kokke, madskattejagter og events for både store og små – og alt sammen er inkluderet i entrébilletten.

Nordjysk auktion og fransk bouillabaisse i verdensklasse

Festivalen skydes i gang lørdag den 17. maj med en ægte fiskeauktion i samarbejde med Hanstholm Fiskeauktion. Her kan gæster byde på friskfangede rødspætter, hummere og pighvar direkte på Plænen.

Søndag følger DM i blindsmagning, mens ugen byder på flere kulinariske højdepunkter. Tirsdag den 20. maj gæster Michelin-restauranten La Calanque Bleue fra Marseille Nimb Brasserie med deres prisbelønnede bouillabaisse. Og som om det ikke var nok, dyster danske bryggerier den 24. maj om titlen som landets bedste alkoholfri øl.

Langbordsmiddage, livekøkken og danske råvarer i centrum

Under hele festivalen kan Tivolis gæster opleve danske råvarer og lokale producenter fra hele landet på festivalens store madmarked på Plænen. Vesterhavet, Limfjorden og Sjælland rykker ind med smagsprøver, fortællinger og langbordsmiddage. Her vil kendte kokke som Dak Wichangoen, Francis Cardenau og Emilie Qvist fortolke regionernes råvarer.

I HTH Livekøkkenet kan man opleve kokke som Thomas Castberg, Anna Guy, Gorm Wisweh og Etienne Lemaitre give prøver på deres kunnen – og på Norges nationaldag er det stjernekokken Håkon Solbakk, der sætter scenen.

Børn i fokus og smag for hele familien

Tivoli Food Festival har også masser at byde på for de små. Rasmus Klumps Legekøkken inviterer børn til legemad og fantasi, mens madskattejagt og sukkerbanko sætter gang i Haven.

For de helt små og deres forældre er der barselshygge med økologisk Michelin-babymad fra LoveMade, smurte boller og kaffe til de voksne. Festivalen afsluttes med “Smag på Tivoli” – en fælles middag med retter fra Tivolis egne restauranter, serveret på Plænen under åben himmel.

Blandt de større events under Food Festivalen er:

  • Stort marked på Plænen med fødevareproducenter fra forskellige danske destinationer
  • Nordvestjysk fiskeauktion på Plænen
  • Langbordsmiddage med store kokke fra forskellige områder af Danmark
  • Store navne i HTH Livekøkkenet som fx Håkon Solbakk, Thomas Castberg Jensen, Anna Guy, Gorm Wisweh, Etienne Lamaitre og Nicholas Vahé
  • Bouillabaisse med La Calanque Bleue på Nimb Brasserie
  • DM i Alkoholfri Øl
  • Sukkerbanko på Plænen
  • Rasmus Klumps Legekøkken for de mindste
  • Udstilling med mad i Tivoli gennem tiderne
  • Smørrebrødsfest på Fru Nimb
  • DM i Blindsmagning
    …og meget meget mere.

Tivoli Food Festival finder steder fra den  17. – 25. maj. Se det fulde program på: www.tivoli.dk/da/kultur-og-program/tivoli-food-festival

GALERIA 18 fejrer 1-års jubilæum den 24. maj

Den 24. maj 2025 markerer GALERIA 18 sit første år på Værnedamsvej – og det fejres med en hel dag dedikeret til kunst, fællesskab og nye perspektiver. Galleriet har på kort tid etableret sig som en platform for sanselige og tilgængelige kunstoplevelser, med fokus på at støtte upcoming kunstnere og skabe rum for dialog og deltagelse.

Kunstneriske oplevelser og fællesværk

Når GALERIA 18 fejrer sit 1-års jubilæum den 24. maj, byder programmet fra morgenstunden på en levende blanding af kunstneriske aktiviteter og lokalt engagement.

Dagen starter med markedsdag i gaden, og fra kl. 10.00 åbner galleriet dørene til en række kunstneriske pop-ups og live painting med portrætmaler Mathilde Olsen, kendt for sin sejr i “Danmarks Bedste Portrætmaler” 2024. Gæster inviteres til at deltage i et fælles kunstværk, hvor de kan sætte deres eget præg og blive en del af galleriets kreative fællesskab.

Fotocredit: GALERIA 18

Ny udstilling: City & Silence

På dagen kan du også være med til at fejre udstillingsåbningen af City & Silence, hvor kunstnerne Anne Mie Bak og Rose P. Bendixen undersøger spændingen mellem natur og by, stilhed og overstimulering gennem tekstile installationer og maleri. Udstillingen åbner kl. 16 og markeres med DJ, kolde øl, pizza og en art talk, hvor kunstnerne deler deres tanker bag værkerne.

Karen Dulong og GALERIA 18

Bag GALERIA 18 står Karen Dulong, der kombinerer sin baggrund som kunstner og kurator med en passion for at skabe rum for nye stemmer i kunstverdenen. Galleriet arbejder på tværs af medier og genrer – med fokus på at gøre samtidskunst sanselig, vedkommende og tilgængelig.

Du kan læse mere om Karen Dulong, da hun vores Københavnersnude i september 2024.

GALERIA 18 fejrer 1-års jubilæum den 24. maj fra kl. 10 – og du er velkommen til at være med til at fejre et år med kunst, fælleskab og kreativitet.

Værnedamsvej 18, 1819 Vesterbro
24. maj 2025, kl. 10.00–20.00

Læs mere på www.galeria18.dk

Veronica Mortensen | Københavnersnuden #529

Ugens Københavnersnude er sanger og komponist Veronica Mortensen. Hun er halvt græsk og tilbragte sine teenageår i Athen, men har haft base i København siden 1996. Hun har været en markant skikkelse på den danske jazzscene i over 20 år, hvor hun har optrådt på jazzfestivaler og klubber både i Danmark og i udlandet. Hun har desuden med jævne mellemrum været solist med orkestre som DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Nu er hun aktuel med sit sjette album, Serenity, der udkom den 9. maj 2025.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Veronica Mortensen: Jeg har netop udgivet mit sjette album Serenity, som er ude på streaming og på vinyl. Albummet består af nye kompositioner, jeg selv har skrevet. Selvom jeg i mellemtiden har udgivet et par albums med jazzstandards og medvirket på andres projekter, er det faktisk 13 år siden, jeg sidst udgav egen musik – så jeg har virkelig glædet mig til at præsentere det.

Vi har netop spillet releasekoncert, og nu ser jeg frem til at komme ud og spille med mit orkester på sommerens jazzfestivaler og klubber rundt omkring i landet.

Fotocredit: Ida Wang

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Veronica Mortensen: Jeg bor på Østerbro, lige over for Østre Gasværk, som jeg kan se fra mit vindue. Det ligger tæt på Fælledparken, hvor man om sommeren svagt kan høre musikken fra koncerterne i Parken – eller jubelen, når der bliver scoret mål til fodboldkampene. Og så har vi vores egen biograf, Park Bio, som jeg er virkelig glad for.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Veronica Mortensen: Hvis det bare er en kort tur, går jeg tit i Fælledparken eller ned til det nye område i Nordhavn, hvor der er havnebad og små caféer. Det er altid rart at kunne gå et sted hvor der ikke er biler.

Hvis jeg har lidt mere tid, kan jeg finde på at gå ved Kastellet, Langelinie eller en tur rundt om Søerne. Men jeg elsker også en gåtur ved volden bag Christiania eller ude på Amager Fælled. Det er fantastisk, at det kan føles som at være langt væk fra byen, selvom man stadig er midt i den.

Fotocredit: Sophia HP

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Veronica: Mine yndlingssteder ligger i nabolaget, og et af dem er Laundromat – en meget hyggelig café med bogreol, hvor bøgerne står i farveorden, og et baglokale med vaskeri. Genialt koncept med kaffe og tøjvask!

Om sommeren er det helt klart Café Bopa på Bopa Plads – et skønt åndehul, der vækker tanker om Sydeuropa, når man cykler forbi og hører det summer af liv og god stemning. Der var massive protester fra alle i lokalmiljøet, da Københavns Kommune i starten af 10’erne opsagde lejemålene og ville rive bygningerne ned, blandt andet for at etablere parkeringspladser. Heldigvis hjalp den store modstand, og planerne blev droppet, så jeg nyder virkelig at være der.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Veronica: Et af mine favoritsteder er Osteria 16 ved Enghave Plads. Hvis man ikke lige ved det, kan det være svært at gætte, at der gemmer sig en superhyggelig restaurant derinde. Den er meget lille, og der er altid fyldt med gæster. Jeg elsker, at de ikke har et menukort, men i stedet serverer en fast 7- retters menu baseret på sæsonens råvarer.

Derudover er jeg ret glad for café-mad, så jeg ender ofte på Bopa Plads eller på det superhyggelige Det Simrer ved Melchiors Plads. Det er en restaurant med fokus på langsomt tilberedt mad og økologiske råvarer. Om sommeren har de livekoncerter under Copenhagen Jazz Festival, hvor jeg indimellem har fornøjelsen af selv at spille – bl.a. ved årets festival.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Veronica: Som regel fester jeg i private omgivelser – enten ved selv at have gæster eller ved at besøge gode venner. Når jeg går i byen, er det oftest for at høre livemusik, så jeg tager gerne på Jazzhus Montmartre eller Paradise Jazz på Huset. Der er også supergod live feststemning på La Fontaine eller Drop Inn. I min verden er der intet, der kan løfte en fest som levende musik!

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Veronica: Jeg inspireres ofte på byens spillesteder, når jeg går til koncerter. Den intensitet og det nærvær, der opstår i nuet, når musikere spiller sammen, er for mig magisk.

Men generelt er København jo et vidunderligt sted at lade sig inspirere. Jeg elsker at kigge på de fine gamle bygninger med tårne, se byens kanaler med kajakker og både, eller bare gå langs Søerne, hvor øjet kan strække sig ud.

Fotocredit: Ole Rasmus Møller

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Veronica: Det er umuligt at vælge ét yndlingssted, for jeg har mange favoritter i København. Hvis man, som jeg, har levet i udlandet i mange år og savnet København – og Danmark generelt – sætter man pris på stort set alt ved byen.

Da jeg var lille, var det Tivoli, fordi min mor ofte spillede i Vise Vers Huset. Lyden af rutsjebanen, duften af brændt sukker, smagen af softice og fyrværkeriet ved lukketid var det bedste, jeg vidste. Selv alle lysene ved Rådhuspladsen om natten var noget ganske særligt!

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Veronica: For nylig gik jeg en lang tur med min mand, Niels, i det smukkeste forårsvejr. Vi tog metroen til Christianshavn, gik gennem Christiania og op på volden, fulgte kanalen hen til Papirøen, hvorfra vi havde tænkt os at tage havnebussen fra Operaen til Nordre Toldbod.

Jeg elsker den havnebus! Den er simpelthen genial og noget helt særligt for byen. Jeg bruger den som regel, når jeg skal ud til Rytmisk Musikkonservatorium på Holmen. Ærgerligt den ikke fandtes dengang jeg selv gik derude på mit afsluttende år og var højgravid, for det var en lang tur fra Østerbro. Desværre er der for få afgange, så vi var en hel flok, der blev efterladt på kajen – tror turisterne har opdaget den!

Heldigvis har vi fået Inderhavnsbroen, som virkelig binder byen bedre sammen for gående og cyklister. Den blev vores vej hjem: over Nyhavn, forbi Amalienborg, Den Lille Havfrue og Kastellet. Det var en af de dage, hvor jeg virkelig kunne mærke, hvor meget jeg holder af København.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Veronica: Mit bedste minde om København stammer fra halvfemserne, hvor jeg medvirkede i forestillingen HAIR på Betty Nansen Teatret. Jeg var netop blevet færdig på Musikkonservatoriet i Aarhus, og det var denne forestilling, der fik mig til at flytte tilbage til København, hvor jeg også havde boet som barn.

Det var en kæmpe oplevelse at stå på scenen i et udsolgt teater aften efter aften, sammen med nogle af tidens dygtigste unge sangere og musikere. Forestillingen var fysisk krævende, og vi endte ofte på Bjørnekælderen lige overfor, hvor vi fik lidt velfortjent natmad og havde det superhyggeligt sammen.

Det var også her, jeg mødte manden i mit liv, som jeg stadig er sammen med i dag. Så måske derfor står denne tid som mit bedste minde om København.

Fotocredit: Yorgi Bunyoz

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Veronica: Jeg synes helt klart, at København bør opleves til fods eller på cykel. Udover de steder, jeg har nævnt hidtil, er det også værd at tage en tur til Kødbyen – og måske lægge vejen forbi Ismejeriet, hvis man er til god is.

Et absolut must er at opleve Copenhagen Jazzfestival og den helt særlige stemning om sommeren! Det er en af Europas mest velrenommerede jazzfestivaler med over 1200 koncerter fordelt på 10 dage, og det er en stor luksus, når store internationale navne bare kommer ”hjem” til os.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Veronica: Jeg synes, vi mangler at kunne tilbyde boliger til vores unge. Jeg er med på, at ikke alle kan bo i centrum af byen, men som det ser ud nu, er det faktisk umuligt at finde bolig her som ung.

Hvis jeg må nævne én ting mere, så har jeg altid været lidt misundelig på svenskerne, som har “lunch”- steder, hvor man kan få en varm frokost til en pris, hvor alle kan være med. Der serveres kun dagens ret, så i stedet for at have en træt madpakke med, er det mest almindeligt at gå derhen i sin frokostpause – lidt som et folkekøkken. Det ville både skabe fællesskab og gøre hverdagen lettere for mange.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Veronica: Det mest oplagte ville være at nævne København af Ulige Numre, som også er blevet indspillet af Tina Dickow. Men lige for tiden er det sangen Her med Sophia HP, der først dukker op i mine tanker. Den er utroligt smuk og indfanger den ro og det nærvær, jeg selv oplever, når jeg går tur i København.

Fredagsrock i Tivoli: Mere musik, flere genrer og festivalstemning i hjertet af København

Sommeren i København er ikke rigtig i gang, før tonerne fra Tivolis Plæne blander sig med latter og summende stemmer fra glade gæster. Og i år bliver der endnu mere at glæde sig til: Fredagsrock kl. 19 vender nemlig tilbage – og det betyder dobbelt op på liveoplevelser, når nye og kendte navne sætter gang i festen allerede før hovednavnet går på scenen kl. 22.

Fra den 6. juni og frem til den 22. august kan du opleve hele 10 ekstra koncerter kl. 19, der fungerer som opvarmning til aftenens hovednavn. Det er blandt andre unge stjerneskud som Mille og Annika, ikoniske navne som Love Shop og Outlandish – og så er det ikke hver dag, at man får Jørgen de Mylius som DJ, inden Bryan Adams indtager scenen.

Tivoli kalder selv tiltaget en minifestival, hvor der er plads til flere genrer og nye koncertkonstellationer. Kulturdirektør Frederik Wiedemann siger:

“De tidlige koncerter giver mulighed for at favne endnu mere af den danske musikscene med både velkendt og nyt. Så i sommermånederne er fredag i Tivoli en hel lille festival midt i København.”

Årets Fredagsrock-program – koncerter kl. 19 og 22

🔹 6. juni: PATINA → Magtens Korridorer
🔹 13. juni: Mille → Jung
🔹 20. juni: Annika → Veronica Maggio (SE)
🔹 27. juni: DJ Lisa Fosmark → Black Eyed Peas (US)
🔹 4. juli: Nicklas Sahl → Aqua
🔹 11. juli: Love Shop → Train (US)
🔹 18. juli: Ida Laurberg → Scarlet Pleasure
🔹 25. juli: Annika Aakjær → APHACA
🔹 1. august: Julie Berthelsen & Rasmus Lyberth → TV-2
🔹 8. august: DJ Jørgen de Mylius → Bryan Adams (CA)
🔹 15. august: Blæst → Emma Sehested Høeg
🔹 22. august: Outlandish → Burhan G

Stemningsfulde aftener og musikalske overraskelser

Særligt i øjenhøjde med LoveCopenhagen-læserne er koncerter som den 4. juli, hvor Nicklas Sahl indleder aftenen før Aqua. Og hvis du har en forkærlighed for poetisk pop, må du ikke misse Love Shop den 11. juli – med Copenhagen Dreaming som del af setlisten er det en kærlighedserklæring til byen i sig selv.

Fredagsrock bliver i år også en platform for de kunstnere, der er på vej mod noget større. Mille, som rammer scenen 13. juni, har allerede fået et loyalt publikum med sange som Drikker med mig selv, og Annika – der varmer op til Veronica Maggio den 20. juni – har vundet både P3 Talentprisen og en Danish Music Award for Årets Nye Navn.

Fredagene med noget ekstra

Foruden koncerterne byder Tivoli også på Fredagscomedy og DJ-opvarmning, særligt i forbindelse med de internationale navne. DJ Lisa Fosmark sørger for dansegulvsstemning inden Black Eyed Peas, mens Jørgen de Mylius fyrer op for nostalgi og 80’er-vibes før Bryan Adams.

Og den 1. august bliver det ekstra særligt, når Grønland i Tivoli kulminerer med en koncert med Julie Berthelsen og Rasmus Lyberth – en sjælden mulighed for at opleve grønlandsk musik og fortælling midt i København.

Praktisk info

Koncerterne er inkluderet i entréen til Tivoli, men vær opmærksom på, at adgang til Plænen kan blive begrænset til de mest populære aftener. Hold derfor øje med opdateringer tættere på de enkelte koncerter.

Søren Lampe | Københavnersnuden #528

Ugens Københavnersnude er jazzsanger og sangskriver, Søren Lampe. Han har udgivet seks anmelderroste plader, og den 25. maj udkommer hans nye album “The Lamp is low”. Søren bor i Helsingør, men er med egne ord født og opvokset et flaskekast fra Nyhavn – mød hans København her.

 

Bio: I hele mit liv har jeg været dybt interesseret i formidling af tanker og følelser via vort fornemste kommunikationsredskab – sproget. Både det talte, skrevne og sungne. Jeg har udgivet 6  anmelderroste plader, spækket med egne tekster og tilbragt et helt arbejdsliv i underholdningsbranchens mediemølle. Redaktør af livsstilsmagasin, bearbejdning af over 200 National Geographic features, 2000 sange plus et absurd antal timers animationsfilm. Forfatter af tre hørespil, forfatter til over 10.000 brætspilsspørgsmål und so weiter.

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Søren Lampe: Jeg hygger mig lidt med promoveringen af mit nye album ”The Lamp is low” og smiler af, at jeg denne gang udgiver 3 virtuelle singler, inden det egentlige album bliver lagt ud. Rent faktisk har det været ret sjovt at lave covers til de tre individuelle udgivelser. Mindre sjovt at lave alskens lister og rapporteringer, som jeg hver gang bliver overrasket over omfanget af. En pudsig meget aktuel ting er, at jeg i mit tekstforfattervirke det sidste halve år har rettet adskillige engelske pressemeddelelser til, som diverse kunstnere havde kørt fra dansk gennem AI. Det er heldigvis stadig kunstig og ikke kunstnerisk intelligens, som den udviser.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Søren Lampe: Jeg har boet i Helsingør i mange år, men er født og opvokset et flaskekast fra Nyhavn og er københavner dybt inde i min sjæl.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Søren Lampe: Måske en anelse morbidt, men jeg elsker Holmens og Garnisons kirkegård og fryder mig hver eneste gang over, hvor mange milliarder boligspekulanterne går glip af på disse sygt attraktive kvadratmeter.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Søren Lampe: Ofte hos Kafferiet på Esplanaden, som udover at servere en fremragende kaffe ligger et herligt chilleren sted vis a vis mit yndlings-springvand Gefion.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Søren Lampe: Lidt for ofte på Restaurant Palægade hvor ”Frokostformanden” Gustav Vilholm (en af Kongerigets skarpeste sommeliers) elsker jaaaaaz!

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Søren: De tider, hvor jeg stod på bordene på Andys Bar med en Blå Thor og skrålede  lieder eller drak Absinth på Kruts er slut, men det var da ret festligt da min pianist og jeg var i operaen og se ”Mestersangerne fra Nürnberg” for nylig. J

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Søren: Som ung sad jeg ofte i glashuset i Botanisk Have og skrev, nu om dage er det mere den nostalgiske streng, der slås an en tidlig søndag morgen omkring Nyboder, Kastellet, Stockholmsgade og søen i Østre Anlæg.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Søren: Trianglen og starten af Nordre Frihavnsgade.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Søren: Da jeg sad på en bænk ved operaen og kiggede mod nord ud af havnebassinet.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Søren: Da min bedste barndomskammerat og jeg som 13-årige havde fået lov at gå til midnatsforestilling i biografen Triangel Teatret (det senere Easy Sound) og gik alene hjem til Gammelholm kl. 4 om morgenen mens solen stod op.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Søren: Tag en cykeltur en søndag morgen fra Svanemøllen ind af Østerbrogade ned af Nordre Frihavnsgade udover Langelinie gennem Toldbodgade over cykelbroen ved Nyhavn ud forbi Kløvermarken og tilbage over Christianshavn.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Søren: Sjæl. Moderniteten, turismen, travlheden og glasfacaderne har slugt den og kun efterladt nogle få, spredte åndehuller.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Søren: Den Kongelige Livgardes Musikkorps. (Oprettet af Frederik III i 1658)

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Søren!

Guide til Carlsberg Byen

Carlsberg Byen er et af Københavns mest spændende og hurtigt voksende områder, og det er blevet et must-visit for både lokale og turister. Med sin blanding af historisk charme og moderne innovation tilbyder Carlsberg Byen noget for enhver smag, hvad enten du er på udkig efter en god morgenmad, en lækker frokost, en middag i særklasse eller måske bare en kaffe eller drink. Læs videre for at få en guide til nogle af de bedste steder i området.

Af Louise Taarnhøj

Morgenmad og kaffe

Start din dag med en fantastisk morgenmad i Carlsberg Byen. Cadence er et moderne spisested med fokus på økologiske råvarer og en sund tilgang til morgenmaden. Deres hjemmelavede granola og friskpresset juice er perfekte til at kickstarte dagen.

Er du på udkig efter noget mere klassisk? Besøg Aamanns Genbo, hvor du kan nyde deres berømte smørrebrød og et udvalg af bagværk, der er både velsmagende og visuelle mesterværker. En af Københavns mest populære kaffebarer, Coffee Collective, finder du også her i Carlsberg Byen – med en terrasse, hvor du kan nyde kaffen i solskinnet.

For en autentisk, lokal bageroplevelse, er Københavns Bageri et must-try, med deres fantastiske brød og kager, der simpelthen smelter i munden. Husk at prøve deres berømte wienerbrøds-kringle, som nok er pricey, men alle pengene værd.

Og hvis du er kaffeglade, så besøg Hart Bageri, hvor du ikke kun kan nyde en god kop kaffe, men også deres bagværk, der er i verdensklasse.

Frokost

Når sulten melder sig igen, er der flere steder i Carlsberg Byen, der tilbyder både hurtig og lækker frokost. Carls Spisehus er det perfekte valg, hvis du er på udkig efter en rustik og hyggelig atmosfære sammen med en lækker frokostmenu. Deres klassiske danske retter serveres med et moderne twist, og deres smørrebrød er nogle af de bedste i byen.

Er du i humør til noget mere afslappet? Gasolin Grill serverer udsøgte burgere, mens Hija de Sanchez tilbyder autentiske mexicanske tacos med friske, lokale råvarer. Hvis du er mere til fisk, så prøv Hooked, der tilbyder en lækker menu med friske fiske-retter.

Middag

Når aftenen falder på, er der masser af muligheder for at nyde en lækker middag i Carlsberg Byen. Tramonto på toppen af Hotel Otilia byder på en uforglemmelig middagsoplevelse med fokus på italienske retter og en imponerende vinliste (husk også at besøge deres tagterrasse). For noget mere eksotisk, prøv Surt, der serverer surdejspizzaer i verdensklasse og læskende naturvine.

Er du i humør til noget italiensk? Caronte tilbyder en innovativ tilgang til klassiske italienske retter, mens Dolores er den perfekte destination, hvis du har lyst til at smage på det bedste fra det mellemamerikanske køkken.

Vin og drinks

Carlsberg Byen er også hjemsted for flere steder, hvor du kan nyde en drink i afslappede omgivelser. Tramonto har en fantastisk vinkort, mens Liquo er den nyeste vinbar i området og tilbyder en unik vinoplevelse. Carls Spisehus er også et oplagt valg, hvis du ønsker at smage forskellige fadøl.

Wellness og afslapning

Efter en lang dag med mad og shopping, hvorfor så ikke forkæle dig selv med en afslappende spaoplevelse? Aire tilbyder en luksuriøs, afslappende atmosfære med antikke bade, der giver dig mulighed for at stresse af og lade op.

Shopping

Carlsberg Byen er også et shoppingmekka for modeelskere. Vibskov Archive Sale er et must-visit, hvis du er på udkig efter designervarer til en god pris. Derudover tilbyder By Adelborg unikke, håndlavede smykker, der er perfekte til at forkæle dig selv eller finde den perfekte gave.

Carlsbergbyen: En destination for alle

Carlsberg Byen er ikke kun et sted for madelskere, men også en destination for dem, der elsker kultur, shopping og afslapning. Uanset, om du er på udkig efter en hurtig snack, en lækker middag eller bare en rolig stund med en god kaffe, vil du finde det hele her.