onsdag, april 30, 2025
Home Blog Page 3

Rørt åbner smørrebrøds-diner på Frederiksberg Allé

Nu får Frederiksberg snart en ny smørrebrødsperle, når Rørt åbner Danmarks mindste smørrebrøds-diner. Her serveres lækre og moderne håndmadder med hjemmelavet, grøntsagsbaseret pålæg af lokale og økologiske råvarer. Åbningen på Frederiksberg Allé fejres med gratis smørrebrød til de første 100 gæster fredag den 7. marts.

 

Ny smørrebrødsperle på Frederiksberg Allé

Du kender sandsynligvis allerede Rørts farverige univers fra Torvehallerne, Broens Gadekøkken og deres rullende smørrebrødsvogn, som bl.a. langede håndmadder ud på Roskilde Festival sidste år. Nu får Rørt også fast adresse på Frederiksberg Allé fra den 7. marts med en smørrebrøds-diner på blot 12 kvm lige ved metrostationen.

Konceptet er som altid: Friskanrettede moderne ’madder’ på ristet rugbrød med fokus på grøntsagsbaseret pålæg. Råvarerne er lokale og økologiske, og alt er hjemmelavet og i sæson. Med denne nye åbning fortsætter Rørt sin mission om at forny smørrebrødet og gøre det mere tilgængeligt for en bredere skare af madelskere.

Fotocredit: Rørt

Smørrebrød på en ny måde – og med masser af smag

Rørts smørrebrød skiller sig ud fra de traditionelle højtbelagte versioner med en frisk, grøn og moderne tilgang til madderne. Her er ting mayonnaise er erstattet af purerede grøntsager, så du får en lækker og intens smag med råvarer og håndværk i fokus.

“Målet med Rørt er at få håndmadden udbredt til endnu flere, bl.a. i det yngre publikum og hos dem, der ellers går efter take away eller hurtig mad, der ofte er fed eller forarbejdet. Men glem alt om tårnhøje smørrebrødsinstallationer med citronspringer og overflødigt pyntegrønt, som man ikke kan gabe over. Vores ambitioner kan ses og smages i råvarerne og kvaliteten af vores madder,” siger Jean-Michel Grønnegård Deleuran, stifter af Rørt.

Hos Rørt kan du nyde et stykke med velkendte klassikere som hjemmerørt hønsesalat, lakserillette og Trøffel-æggemad. Men også innovative, grøntsagsbaserede stykker får gradvist større plads på menuen – ganske enkelt fordi kunderne efterspørger dem. På menuen vil man bl.a. kunne finde et stykke med bagte pastinakker, hjemmerørt persillemayo, syltede sennepskorn og karse og et andet stykke med fungi-fermenterede grøntsager rørt med jordskokkepuré og toppet med syltede svampe.

Fotocredit: Rørt

Gratis smørrebrød til de første 100 gæster

Rørts nye smørrebrøds-diner på blot 12 kvm kommer til ligge lige ved metrostationen på Frederiksberg Allé og bliver formentlig Danmarks mindste smørrebrødsrestaurant. Her kan du glæde dig til velsmagende og friskanrettede madder uanset, om du er på farten eller ønsker at sidde i hyggelige omgivelser og nyde din frokost – inde eller ude.

“Vi har længe drømt om at udvide til andre knudepunkter, og da lokalet på Frederiksberg Allé blev ledigt, var det oplagt. Jeg bor selv længere nede ad alléen og har længe drømt om at åbne i mit eget nærmiljø. Jeg holder meget af det smørrebrød, der serveres på alléens spisesteder, men mangler også et mere uformelt og grøntsagsdrevet alternativ, der ikke er så bundet af traditionerne. Et sted, hvor man kan få et hurtigt sundt måltid, tage en håndmad med på farten eller sidde og nyde lidt vin i solen.” fortæller Jean-Michel.

Rørt på Frederiksberg Alle 41 åbner fredag d. 7. marts kl. 11. Der er gratis smørrebrød til de første 100 gæster på dagen fra kl. 11.

Se mere på roert.dk eller følg Rørt på @roert.cph

To Streger: Ny podcast om graviditet fra Region Hovedstaden

Er du gravid, medforælder eller bare nysgerrig på graviditet, hjemmefødsel, kejsersnit eller måske bristninger? Så har Region Hovedstaden den rette podcast til dig. Podcasten To Streger er netop udkommet.

Af Louise Taarnhøj

‘To Streger’ hedder Region Hovedstadens nye podcast om graviditet og fødsel. Podcasten er skabt til dig, som ønsker faglig, konkret viden om de mange aspekter af graviditet og fødsel – det uanset om det er første gang eller femte gang, du står på tærsklen til at bliveforælder.

En lille sidenote: Jeg har været redaktør på podcasten, så jeg er selvfølgelig lidt biased, når det kommer til at rose podcasten.

Podcasten giver dig mulighed for at tage en jordemoder eller fødselslæge med på cyklen, i brusebadet, eller mens du ordner vasketøjet. Du kan vælge at lytte til hele serien eller plukke de emner, du er mest nysgerrig på. Du bestemmer, og du styrer tempoet.

Børnenes region

Region Hovedstaden har de sidste år styrket føde-, kvinde- og børneområdet, og samlet har regionen tilført mere end 200 mio. kroner til området i perioden 2022-2026. Podcasten er en del af Region Hovedstadens graviditets- og fødselsunivers, og emnerne for de første afsnit kommer på efterspørgsel fra regionens borgere.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) er glad for nu at kunne præsentere de første ti afsnit, og han håber, at podcasten vil blive taget godt imod.

“En positiv graviditetstest er en lykkelig begivenhed, men med en graviditet følger også en masse følelser og endnu flere spørgsmål. Det husker jeg tydeligt, da min kone i sin tid blev gravid. I podcasten deltager en række af regionens dygtige fagfolk og hjælper med svar på nogle af de spørgsmål og den usikkerhed, som man som gravid og vordende familie kan have,” siger Lars Gaardhøj.

Podcasten blev blandt andet efterspurgt af borgere og politikere i regionens opgaveudvalg ’Gravide og medforældre’.

Let tilgængelig information

Som gravid får man meget information – både fra sundhedsvæsenet, men også fra sociale medier, bekendte og familiemedlemmer, som hjælper med gode råd og huskeregler. Regionens politikere har lyttet til borgere og fagfolks ønske om at gøre information og fakta letforståeligt og samlet et sted, så man som gravid eller interesseret kan få uddybet og besvaret nogle af de spørgsmål, som naturligt opstår under graviditeten.

Eline Anthis er jordemoder i Region Hovedstaden og vært på podcasten. Sammen med medvært og jordemoder June Graagaard og inviterede fagfolk tager hun lytterne i hånden og guider dem igennem den store mængde information, man møder som gravid.

”De fleste oplever en stor glæde og spænding, når de bliver gravide. Men med graviditeten kan også opstå mange spørgsmål, bekymringer og tanker. Podcasten giver os mulighed for at gå i dybden med emner, som vi ikke altid har den samme tid til i vores konsultationer med den gravide. Derfor er vi glade for at kunne invitere lytteren ind til en snak om eksempelvis hjemmefødsel eller akut kejsersnit og give den gravide muligheden for at få informationen hjemme i sofaen eller på et tidspunkt, hvor det passer bedst,” siger Eline Anthis.

Første sæson af podcasten er tilgængelig på de platforme, hvor du normalt hører dine podcasts, og de ti første afsnit har følgende indhold:

  1. Trailer – Lyt til to streger – Jordemoder Eline Anthis
  2. Den tidlige graviditet – Jordemoder Eline Anthis og jordemoder June Graagaard
  3. Få fysioterapeutens gode råd til bevægelse i graviditeten – Jordemoder Eline Anthis og fysioterapeut og jordemoder Signe Bennedsen
  4. Hvordan har du det? – Tanker og følelser du kan opleve, som gravid og partner – Jordemoder Eline Anthis og sygeplejerske og psykoterapeut Line Cramer Rasmussen
  5. En samtale om at skulle føde hjemme – Jordemoder Eline Anthis og gæsten Amanda, som selv er gravid
  6. Tips og tricks til dig, der skal være fødselspartner – Jordemoder Eline Anthis og jordemoder June Graagaard
  7. Bliv klogere på bristninger under fødslen – Jordemoder Eline Anthis og jordemoder Helle Barnstein Sørensen
  8. Fødsel ved planlagt eller akut kejsersnit – Jordemoder Eline Anthis og fødselslæge Karen Halse
  9. Latensfasen – når fødslen nærmer sig – Jordemoder Eline Anthis og jordemoder June Graagaard
  10. Værd at vide om veer – Jordemoder Eline Anthis og jordemoder June Graagaard
  11. Hvad kan du forvente, hvis du går over tid? – Jordemoder Eline Anthis og jordemoder June Graagaard

Der planlægges en sæson 2 med emner som for eksempel bevægelse under og efter fødslen, kroppen efter kejsersnit og de første dage efter fødslen.

Følg med på Region Hovedstadens Instagram-profil graviditet_og_foedsel

Lyt til podcasten på Region Hovedstadens hjemmeside eller der, hvor du lytter til podcasts normalt.

Ole Hansen | Københavnersnuden #524

Ugens Københavnersnude er rockredaktør på Vesterbro Rock Radio, Ole Hansen. Udover at være radioredaktør, er han også forsanger i Ole Og De Navnløse, forfatter til den for nyligt udgivne digtsamling “Gud Bevare Vesterbro”, sosu-hjælper gennem tre årtier i Bispebjerg Hjemmepleje og ikke mindst far til Oscar og Victor. Mød hans København lige her.

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Ole Hansen (OH): Lige nu er jeg i et vadested. Jeg mangler simpelthen tid. Skal jeg satse lidt mere på bandet? Det ville jeg egentlig gerne. Udgive en ny digtsamlig? Jeg skriver jo faktisk hele tiden. Men samtidigt har jeg Vesterbro Rock Radio, der også lige skal passes. Vi lige blevet nomineret til ”Årets medie” ved Danish Alternative Music Awards 2025. Fedt. Glæder mig til festen på Richters. Så er der Vesterbro Rock fest 14-15 marts i Studenterhuset, hvor jeg traditionen tro skal være konferencier. Jobmæssigt er jeg lidt udfordret på det helbredsmæssige, så jeg skal have genopfundet min rolle som sosu-hjælper. Jeg mangler tid!

Ole Hansen. Foto: Søren Andersen. Godkendt.
Ole Hansen. Foto: Søren Andersen

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Ole Hansen (OH): Indre Vesterbro. Den hårde ende, som der står på Google. Jeg elsker den bydel, og jeg flytter aldrig! På trods af kanylerne i min cykelkælder.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
OH: Vestre Kirkegård er den absolutte favorit, men i øvrigt cykler jeg helst. Sidst, jeg var derovre, fandt jeg et foto af et kærestepar, eller måske var de gift. De så meget lykkelige ud, og så lader man jo fantasien vandre om historien bag motivet. Jeg tænker, billedet oprindeligt har ligget på et gravsted og er fløjet væk med vinden. Fotoet ligger for øvrigt på graverens kontor, hvis der skulle være nogen, der savner det.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
OH: Jeg køber min kaffe ”to go” i Risteriet Halmtorvet, Helgolandsgade 21. Med min kaffe i hånden lister jeg tilbage til mit vaskeri i min baggård, hvor jeg så nyder min americano, mens min koge- og finvask gør sig færdige.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
OH:: Jeg er lidt af en bonderøv, så jeg bevæger mig nødigt for langt væk fra min gade, derfor ender det hurtigt med Frk Barners i Helgolandsgade eller Carlton på Halmtorvet. Jeg lider massivt af madallergi, så det begrænser de kulinariske eksperimenter en hel del. Jeg er ellers temmelig glad for mad.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
OH: Jeg fester, når jeg er ude at spille med Ole & De Navnløse. Jeg fester, når jeg er i Parken og se FCK. Jeg fester, når jeg afholder mine Vesterbro Mesterskaber i Rock i Råhuset. Jeg fester, når jeg er konferencier til Vesterbro Rock Fest. Jeg fester, når jeg går til musikquiz på Ramblin’ Bar i Ingerslevsgade. I det hele taget bruger jeg så meget tid på alle disse aktiviteter, at festen må henlægges til disse arrangementer.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
OH: På min cykel. Eller sagt på en bedre måde, når jeg er på vej fra det ene sted til det andet. Så godt som alle mine kreative ideer opstår, når jeg er i bevægelse. Yndlingsruten er startende hjemmefra Abel Cathrines Gade nedad Istedgade, videre ud på Vestre Kirkegård. Derfra går turen videre gennem cykeltunnelen mellem Enghavevej og Jernbanebyen, videre op på Fisketorvet, hvor jeg nyder en americano i Espresso House. Jeg nyder at se på andre mennesker på vej op af rulletrappen i bevægelse, nøjagtig ligesom jeg selv. Timingen er helt perfekt, hvis jeg samtidigt har P8 Jazzs formiddagsflade i mit headset. Mangt et digt har jeg skrevet i netop det moment. Ps. Find mig på instagram og tjek min instastory ud, som dagligt bliver opdateret med hverdagspoesi.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
OH: Jeg har flere. Maria Kirken i Istedgade. Der falder ro over mig. Midt i al den fattigdom og armod, der findes lige udenfor døren, kan du finde et moment af skrøbelig skønhed og stilhed. Jeg meldte mig fornyeligt ind i Folkekirken igen, da min præst syntes, jeg kørte lidt på ”frihjul” Det gav jeg hende sgu ret i. Udover det elsker jeg Hovedbanegården og dens skidebrune fliser. Jeg har faktisk spillet 5-6 koncerter Under Uret. Og så var der Café Blomsten i bunden af Istedgade. Men efter Janet og Kenneth solgte baren videre, blev den aldrig helt det samme igen for mig.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
OH: Det sker hver dag, når jeg krydser over Vesterbrogade fra Frederiksbergsiden og befinder mig på stenbroen igen. Så trækker jeg vejret helt anderledes. Der falder ro over mig. Jeg kan mærke det med det samme. Så er jeg hjemme. Den dag i dag er jeg stadig nyforelsket i Vesterbro, selvom vi har kendt hinanden siden 1993 og flyttede sammen allerede året efter.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
OH: Det kan jeg nemt svare på. Mit bedste minde skete den dag, jeg fyldte 50 år. Når man arbejder i hjemmeplejen, er man med jævne mellemrum ude for, at man får en pilsner i hånden, hvis de ældre synes, man har gjort et ekstra godt stykke arbejde. Nogle gange tog jeg min øl med hjem, andre gange forærede jeg den til en af de tørstige sjæle på Hulgårds Plads. Særligt en grønlænder, der hed Carolina, faldt jeg ofte i snak med. Så en dag fortalte hun mig, hun havde fødselsdag, og jeg gik straks ind en nærliggende kiosk og købe to halvliters guldøl til hende som en slags fødselsdagsgave. Jeg fortalte hende, at jeg selv snart fyldte rundt. Da så min fødselsdag oprandt, og jeg som vanligt cyklede over Hulgårds Plads, råbte hun mig an, og der stod hun simpelthen og ventede på mig med min yndlingsøl i hånden (Jacobsen Viva Classic) Hun kunne simpelthen huske det! Det var det perfekte øjeblik. Den dag smeltede alle verdener sammen til en. Det er mit absolut bedste minde, intet andet kommer i nærheden.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
OH: Københavnerne selv. Generelt synes jeg, folk i byen er mega søde, rare og hjælpsomme. Hold dig langt væk fra al det negative vrøvl, ævl og pis på de sociale medier og gå ud og oplev København og byboerne. Langt de fleste er yderst sympatiske, rummelige og imødekommende.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
OH:: En ordentlig sommerrockfestival midt på Istedgade. To scener, en i hver sin ende af gaden. Jeg skulle være konferencier på den ene scene. Mike Tramp på den anden. Musikken skulle være så høj, at samtlige Vesterbro-relaterede facebookgrupper eksploderede af negative mishagsytringer. Imens vi andre dansede videre i gaden.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
OH: Mit eget nummer ”Når Lyset Brænder Ud” indkapsler vist meget godt mine egne varme følelser for min by. Og så er der ”Når Lygterne Tændes” med Four Jacks. Til sidst vil jeg nævne ”Dagsdruktur” af Claus Høxbroe og Oscar Gilbert. Den er så smuk. Ligesom København.

Tusind tak, Ole Hansen, fordi du ville dele dit København med os! 

Du kan følge Vesterbro Rock Radio på Facebook og Instagram og se mere på deres hjemmeside

Du kan også følge Ole Og De Navnløse på Facebook, Instagram og YouTube

GOD SØNDAG!

Det sker i København | Marts 2025

Så er det – klimatologisk – endelig forår! Marts byder ikke kun på plusgrader og mere lys. Her skal vi også til kaffefestival, kvindernes internationale kampdag, loppemarked og meget, meget med. Kom med og tjek ud, hvad du skal lave den næste måned i København. 

 

1. MARTS: Bællevin åbner i Carlsbergbyen
En ny vinbutik åbner i Carlsberg Byen, og det skal fejres med en kæmpe fest!
100 kr. for et vinglas, og så kan du smage dig gennem en masse forskellige vine. Jep, du læste rigtigt – ubegrænset smagning, indtil der ikke er mere vin!
Forvent god vin, god stemning og en masse skønne mennesker.
Tag vennerne med, og kom – det bliver en bælle fest!
Flere Fugle Løbeklub er en løbeklub, der samler folk i Nordvest omkring glæden ved at være aktive. Hver tirsdag løber de 5 km i tre forskellige tempi; 5:00, 6:00 og 7:00 min. pr. km, så alle kan være med!
7. MARTS: Riga Sæsonstart
Endelig er det tit til at sidde udenfor og nyde solens varmende stråler. Riga Boden byder på hjemmelavede drinks på fad, de bedste øl fra lokalmiljøet, naturvin i køleskabet, alkoholfri drinks/øl/sodavand, solstråler, smil og en tændt grill til dem, der skal have årets første grilled cheese.
7. MARTS: Rørt åbner på Frederiksberg Allé – gratis smørrebrød til de først 100

Fredag den 7. marts får Frederiksberg en ny højtbelagt perle, når Rørt åbner en smørrebrøds-diner på blot 12 kvm lige ved metrostationen! Her kan du som altid glæde dig til lækre og moderne håndmadder med hjemmelavet, grøntsagsbaseret pålæg af lokale og økologiske råvarer – og der er gratis smørrebrød til de første 100 på åbningsdagen. Læs mere her.

8. MARTS: Kvindernes Internationale Kampdag på Arbejdermuseet

Den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag, og det fejres over hele byen. På dagen vil du som besøgende på Arbejdermuseet få en oplevelse ud over det sædvanlige! De dedikerer nemlig dagen til kampen for mere ligestilling og byder på et spækket program både rundt om i udstillingerne og i festsalen, hvor der vil være inspirerende talks, nødvendige debatter, mini-koncerter og fællessang.

14. MARTS: Den Lille Kulturnat 2025

Fredag den 14. marts fra kl. 16 til 20 inviteres alle børn og deres voksne til en uforglemmelig dag fyldt med eventyr, spænding og sjove eksperimenter. Det er Kulturnatten, som du kender den, men udelukkende med arrangementer skræddersyet til de små og store børn. Programmet vil rumme et væld af arrangementer for børn i alderen 2-5 år og 6-12 år, tilpasset så selv de mindste kan være med og stadig komme i seng til tiden. Museer, gallerier, biblioteker, kirker, slotte, teatre og biografer er nogle af arrangørerne, og de har allerede travlt med at planlægge underholdende og lærerige arrangementer, der kun finder sted under Den Lille Kulturnat.

14. MARTS: Åbningsweekend – Broens Street Food

Fredag den 14. marts tager Broens Street Food hul på en ny sæson, og du kan se frem til en weekend fyldt med god mad, festlig stemning og masser af oplevelser. Sæsonen skydes i gang med en stor åbningsfest, der byder på musik, bingo, gratis bobler, østers til 10 kr., loppemarked og uddeling af 500 gratis øl. Læs mere her.

16. MARTS: Ritas Blå Lopper på Banegaarden

Ritas Blå Lopper er tilbage på Banegaarden med deres sidste indendørsmarked, inden de rykker udenfor i foråret. Her fyldes laderne med tøj, møbler, finurlige ting og sager. Markedet har åbnet mellem 11 – 16.

17.-22. MARTS: Børnelitteraturfestival

Fra den 17.-22. marts er der børnelitteraturfestival på Københavns børnebiblioteker. Festivalen henvender sig til børn i alderen 0-14 år og deres voksne, og det er muligt at opleve koncerter, teater, workshops, højtlæsning, quizzer og meget mere for hele familien, når flere af byens biblioteker sprudler af liv og litteratur. Årets festival sætter fokus på glubske væsner og magiske evner.

20.-23. MARTS: Åbningsweekend på Reffen

En god indikator på forår er, når byens streetfood markeder åbner – og det sker i weekenden den 20.-23. marts, hvor Reffen åbner for deres syvende sæson på Refshaleøen. Her kan du glæde dig til smagfulde spiseoplevelser fra nye køkkener, frisktappet øl fra deres helt eget bryggeri og et musikprogram med tårnhøje ambitioner. Læs mere HER.

21-23. MARTS: Danish Coffee Festival

Danmarks største kaffefestival, Danish Coffee Festival, slår endnu en gang dørene op og forvandler Tap1 på Amager til et himmerige for kaffeelskere og -entusiaster. Festivalen foregår fra den 21-23. marts, hvor det vil være muligt at få en unik kaffeoplevelse, opleve de bedste baristaer udfolde sig samt generelt bare blive klogere på kaffe.

22. MARTS: Gratis dragshow på Scandic i Kødbyen
Der er gratis dragshows, quiz og hygge på Scandic i Kødbyen den 22. marts fra kl. 15-17.30 – og kommer du allerede kl. 15, får du et shot!
22. MARTS: Silent Disco på BaneGaarden
Kom med til Silent Disco på BaneGaarden! Gennem trådløse hovedtelefoner kan du skifte mellem tre farvekodede kanaler og danse til netop den musikgenre, du bedst kan lide. Hver kanal lyser i sin egen farve, så du kan se, hvem der danser med til de samme rytmer som dig. Uanset om du er til afrobeats, house vibes, pop eller R’n’B, vil der være noget for dig og din musiksmag!
23. MARTS: Loppemarked på Reffen
Gå på opdagelse indendørs blandt unikke stande og find alt fra vintagefund og secondhand-mode til designklassikere og sjove loppefund. Reffens barer sørger for kolde drikkevarer, mens du nyder den levende atmosfære med god musik og street food fra hele verden.
27. MARTS: Gratis is på Strøget
Torsdag den 27. marts kl. 15 lancerer Hansens deres nye is “Nørgaard-Pop” i samarbejde med Mads Nørgaard, der samtidig lancerer en special edition af #101’er t-shirten. Det foregår i butikken Nørgaard på Strøget, hvor du kan smage isen med økologiske ribs og aroniabær fra Thy og citronlimonade – og nyde musik og forårsstemning på Strøget.
27. MARTS: Swifties Night på Banegaarden
Gør dig klar til en glitrende aften dedikeret til popdronningen Taylor Swift! Festlighederne starter kl. 17.30 med en økologisk langbordsmiddag, hvor du kan nyde en vegetarisk middag med andre Swifties. Når middagen er slut, skrues der op for Taylor-feelingen med musikbanko, hvor du kan synge med på hendes største hits og vinde fede præmier.
27. MARTS: Techno yoga på Reffen
Hvis du er til tehcno og yoga, så kan du opleve en elektrificerende fusion af musik, bevægelse og mindfulness med yogalærer og kunstner Natasha på Reffen den 27. marts kl. 18.30. Prisen er 135 kr. og en del af billetindtægterne går til velgørenhed.
28. MARTS: SMK Fridays – Michelangelo Imperfect
Der er igen SMK Fridays den 28. marts fra kl. 16-22, og denne gang er der også udstillingsåbning af ‘Michelangelo Imperfect’, der viser værker af en af historiens mest indflydelsesrige billedkunstnere. Her kan du som altid opleve en god blanding af musik, performances, kreative workshops og art talks – alt sammen omgivet af kunsten og gratis.
28. MARTS: Villa Kulturs 8-års fødselsdag
Villa Kultur fejrer 8 års fødselsdag fredag den 28. marts. Dørene åbner kl. 17 med et glas gratis bobler og en kurateret fællesudstilling med kunstværker af husets egne medlemmer.
Derefter er der skåltaler, musik, øko øl og vin samt mad fra Foodoir til venlige priser.
29. MARTS: Gratis smagning Vildmedvin x Gamma Brewing
Vildmedvin på Grønttorvet får besøg af deres venner fra GAMMA Brewing, som skænker flittigt ud af deres nyeste IPA’er fra kl. 11-14. Det er helt gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.
31. MARTS: Strikketimen i Kulturhuset på Islands Brygge
Er du strikkeentusiast eller nysgerrig på om strik er noget for dig, så skal du tage med til Strikketimen i Kulturhuset på Islands Brygge. Her kan du få gode råd og dykke ned i håndværkets teknikker, muligheder og traditioner. Du skal bare medbringe strikkepinde og garn.
Som altid opdaterer vi løbende listen, så gem linket, så du altid er opdateret på alt det der sker i januar i København.

Verdens første AI-parfumemaskine lanceres i København

I takt med at teknologi og personalisering bliver en større del af vores hverdag, får parfumeindustrien nu en innovativ tilføjelse – endda lige her i København! Læs med her.

Af Nathalie

Algorithmic Perfumery by EveryHuman, der nu lander i hjertet af København, kombinerer kunst, videnskab og kunstig intelligens for at skabe personlige dufte på et helt nyt niveau. Du får simpelthen en fuldstændig skræddersyet duft, der afspejler din personlighed pg stil på blot 1 minut!

Det foregår sådan, at du skal besvare et spørgeskema, hvorefter dine svar analyseres. Ud fra dette genereres der så 3 unikke duftforslag, som du så kan finjustere, så de passer perfekt til dig.

godkendt. fra pm 21 feb 2025

Og du kan opleve det lige her i København

Fra december 2024 har du kunne prøve den her revolutionerende parfumemaskine på Store Kongensgade 95, lige her i København. Der er åbent i hverdagene fra 9-16, så der er masser af mulighed for at kunne prøve det af.

Det må vi altså ind og prøve! Stay tuned!

Læs mere her.

 

Frederikke og Victor fra FÉ | Københavnersnuden #523

Ugens Københavnersnuder er duoen FÉ, der består af sanger Frederikke Bohr og guitarist/producer Victor Ray Salomonsen. Frederikke, som er oldebarn af Niels Bohr, har en baggrund fra Berklee og Rytmisk Musikkonservatorium og har udgivet EP’en ‘Unbreakable’ i 2018 i eget navn. Victor, søn af Sanne Salomonsen og Mats Ronander, har arbejdet som guitarist og producer for bl.a. Medina, Søs Fenger og Hej Matematik. De udgiver deres selvbetitlede debutalbum på fredag – og her deler de deres København med os.

LC: Hvad har I gang i i øjeblikket?
Frederikke: Lige nu har jeg travlt med vores kommende release, som jeg glæder mig SÅ meget til at dele med jer! Mit arbejde som performance coach bruger jeg selvfølgelig også tid på. Når jeg har fri, er jeg sammen med min dejlige kæreste og kære venner og nyder livet med god mad og vin (som jeg holder meget af!). Jeg holder også meget af at lave ting alene, fx gå ture, hvor jeg finder ny inspiration og får gode idéer.

Victor: Jeg lever voksenlivet som familiefar og arbejder fuld tid på en behandlingsskole, som er mit primære job. Udover dét skal jeg øve op til forårstouren i Danmark med min mor, Sanne Salomonsen, som starter 1. marts.

Hvor bor I?
Frederikke: I Frederiksstaden, Indre By.
Victor: København (Indre By).

Hvor går I tur?
Frederikke: Kastellet, som jeg bor lige ved siden af, er mit favorit-spot.
Victor: HC Ørstedsparken og generelt Ydre/Indre København.

Hvor drikker I kaffe?
Frederikke: Jeg elsker kaffe, men drikker kun en enkelt kop om formiddagen, som regel bare på arbejdet eller hjemme. Men hvis jeg skal nyde en kop ude, så uden tvivl Kafferiet – også lige ved mig og ved siden af Kastellet. La Trinacria, en lille hyggelig siciliansk café i Hyskenstræde, er også et yndlingssted. Lækker espresso og fantastiske panini og andet godt fra Sicilien.
Victor: Derhjemme og på arbejdet.

Hvor spiser I?
Frederikke: Jeg ELSKER Little Brother’s napolitanske pizzaer (Nørre Farimagsgade), og Nebbiolo Antipasti i Holbergsgade er også super lækkert.
Victor: Derhjemme og på arbejdet – men hvis jeg går ud, så Sticks’n’Sushi i Nansensgade.

Hvor fester I?
Frederikke: Jeg holder meget af at tage på vinbar, og Nebbiolo i Store Strandstræde i mit hood er mit absolut yndlingssted i hele byen. Tjenerne er super søde og dygtige til at guide til det helt rigtige glas vin. Og så er der en fed blanding af stemninger fra Italien og Skandinavien. Elektronisk musik er dejligt at danse til, og jeg har netop været på Den Anden Side ved Palads for første gang – det var festligt. Culture Box er også et fedt sted, men har ikke været der længe. Det tager mig jo efterhånden en hel dag at komme mig efter en nat ude!

Victor: Det har jeg ikke tid til, haha!

Hvor inspireres I?
Frederikke: København er en virkelig smuk by, og jeg kan godt lide at gå rundt alene og tage det hele ind. I én af byens parker og ved vandet kan jeg altid finde ro. Lige i øjeblikket tager jeg også en del i biografen (helst i Grand Teatret), og det er både hyggeligt og spændende. Jeg elsker træer – og kan godt lide at tage billeder af dem rundt omkring og filme dem i slow motion i blæsevejr.

Victor: Gennem dialog, sparring og kommunikation med mennesker, jeg kender – venner, kollegaer eller mødet med nye mennesker – og så musik generelt. Jeg lytter til musik hele tiden!

Hvad er jeres yndlingssted i København?
Frederikke: De steder, jeg har nævnt, er fantastiske steder.
Victor: Der er mange steder, så den er svær… Men jeg har to yndlingssteder: Skt. Hans Torv og Parken.

Hvor har I sidst følt jer forelskede i København?
Frederikke: Jeg har netop haft en dejlig og hyggelig weekend med min kæreste, hvor vi havde tid til at tage ud at spise, på vinbar, drikke cocktails, i biffen og gå rundt i byen og tage billeder. Dét var dejligt.

Victor: Skt. Hans Torv, hvor jeg kyssede min kone (daværende kæreste) for første gang.

Hvad er jeres bedste minde om København?
Frederikke: Uhhh, der er mange!! Corona var jo en svær tid for rigtig mange, men for mig var det egentlig også en rar tid. Den dag Danmark lukkede ned, kom jeg hjem fra NYC, hvor jeg havde været ovre at spille og skrive musik, og de koncerter, jeg var booket til i Danmark, blev aflyst. Det var faktisk rart, for jeg blev tvunget til at stoppe op og mærke efter, hvad jeg havde lyst til at lave nu musikalsk. Sådan opstod idéen til FÉ-projektet.

Vejret var fuldstændig fantastisk i lang tid, og jeg gik mange ture og oplevede en stor frihed. Det var selvfølgelig hårdt økonomisk, men jeg var i den heldige situation, at jeg kunne undervise de fleste af mine daværende sangelever online. Så jeg kunne godt lige klare den. Og så havde jeg tid til at reflektere over livet og lade mig inspirere.

Victor: At flytte hjemmefra som 18-årig og føle, at jeg endelig var blevet en del af byen.

Jeres anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Frederikke: Lad os være mere spontane! Min erfaring siger mig, at de bedste oplevelser kommer, når vi mindst venter dem.

Victor: Hvis du kan lide fodbold, så tag i Parken. Hvis du kan lide musik, så udforsk diverse spillesteder i København og tag derhen – Pumpehuset, Vega eller Amager Bio er nogle gode bud.

Selvom København er fantastisk, har I nu mulighed for at tilføje den ene ting, som I synes, byen mangler – hvad er det?
Frederikke: Jeg elsker København og er virkelig glad for at bo her! Men lidt i forlængelse af ovenstående, så savner jeg større spontanitet i vores måde at være sociale på. Måske behøver vi ikke planlægge alle sociale aktiviteter? Jeg har en del italienske venner og bekendte, og min kæreste er italiener – og jeg synes, de er virkelig gode til at være spontane og aftale at ses på dagen eller op til. Det kan vi danskere lære noget af.

Derudover kunne det være rart, hvis det var billigere at bo i byen og at gå ud at spise fx. Men det kommer nok ikke til at ske 🙂

Victor: Det har måske ikke så meget med selve byen at gøre, men mennesker generelt. Jo ældre jeg bliver, jo mere lægger jeg mærke til, at vi lever i en egoistisk tid, eller en ‘mig-mig-mig’-kultur, som jeg også kalder det. Så mit svar er måske abstrakt, men jeg synes, at ’byen’ mangler næstekærlighed, og at vi generelt bare er sødere og mere kærlige over for hinanden, i alle størrelser.

Jeres soundtrack til byen?
Frederikke: Jeg lytter ofte til beroligende musik for at finde ro i byens larm. Jeg er meget glad for John Hopkins’ album Immunity eller Brian Enos Apollo.

Victor: Jeg har jo et nyt soundtrack i ørene hver dag, men i øjeblikket er jeg fuldstændig oppe at køre over Blaue Blumes nye dansksprogede album Regnvåde Sale – bandet er virkelig et unikum, der er kommet ud af Danmark!

Tusind tak, fordi I ville dele jeres København med os, Frederikke og Victor. 

FÉ’s debutalbum udkommer på fredag d. 28. februar – og du kan følge dem på Instagram her

Derudover kan du lytte til lidt af deres musik på YouTube her. 

GOD SØNDAG! 

Den store guide til fastelavnsboller i København 2025

Ræset er i gang! Er du til de klassiske gammeldags fastelavnsboller eller de moderne, kreative fortolkninger? Fortvivl ej, København har det hele. Og mere til. Læs med og bliv guidet fastelavnsboller i København i 2025:

 

Af Nathalie

København er forvandlet til et sandt mekka for fastelavnsbolle-entusiaster, hvor byens bagerier dyster om at skabe de mest uimodståelige varianter. Det virker, som om hele byen – både lokale og turister – er grebet af fastelavnsbolle-feberen, og det er let at forstå hvorfor. Når vinterkulden bider, er der næsten ikke noget bedre end at varme sig med en kop kaffe og en perfekt bagt fastelavnsbolle.

Hvis du heller ikke vil gå glip af sæsonens bedste smagsoplevelser, har vi samlet en guide til de bagerier, du bør besøge for at smage på byens mest fristende kreationer. Læs med her og find dine favoritter:

Andersen Bakery
Det meget populære bageri på Islands Brygge byder i år på 5 forskellige, lækre fastelavnsboller, alle lavet på en bund af sprød croissantdej. Prøv Hindbærkompot & pistacie flødecreme, Solbærkompot & mascarponecreme, Chokolade ganache med hasselnødder & nougat flødecreme, Æble/yuzukompot & vanilie flødecreme eller Rabarberkompot & vanilie flødecreme.

Alice Cph
Det lille og meget populære bageri på Christianshavn tilbyder igen i år deres bud på en lækker fastelavnsbolle. De kører den gammeldags version med chokoladeovertræk på en blød bolle, og inden i er der frisk og skøn creme. Run, don’t walk!

Københavns bageri
Dette skønne bageri i Carlsberg byen, som i øvrigt laver vidunderligt surdejsbrød i samarbejde med Benji-bageriet, byder denne sæson på den traditionelle, gammeldags fastelavnsbolle. Blød, sød briochebolle fyldt med cremet remonce og toppet med tyk. chokolade glaze. YES!

BUKA
Det meget populære bageri der ligger bl.a. på Store Kongensgade og Gammel Kongevej introducerer 2 nye fastelavnsboller i år. Deres traditionelle semla, som er en brioche kardemomme bolle med mandelfyld og flødeskum samt deres karamelliserede chokolade og bær bolle. Mmh!

Perron
Det lille bageri der ligger i BaneGaardens fine omgivelser introducerer i år 4 fastelavnsboller: Æble & Kardemomme, Saltet karamel & bergamotte, Skovbær samt en gammeldags. Must try!

Ard Bakery
Dette bageri blev anbefalet af The New York Times kun 4 uger efter, de åbnede OG så scorede de toppoint i Berlingskes store fastelavnsbolleguide sidste år! Vi ser frem til at afprøve deres bud på fastelavnsbollen, og årets varianter er ribs – kokos & hyben – kaffe & saltkaramel – den gammeldags. Can’t wait!

Meyers
Gode gamle Meyers byder denne sæson på 4 forskellige fastelavnsboller.
1. Den gode gammeldags med remonce og creme samt toppet med chokoladeglasur.
2. En wienerbolle med remonce og æblekompot toppet med cremefraicefyld.
3. Vandbakkelse fyldt med Sarah Bernhardt-creme med kaffe og chokolade samt hasselnøddepraliné.
Sidst men ikke mindst kan du prøve deres fredagsvariant, som består af wienerdej fyldt med blød, vaniljeprikket flødecreme og hjemmelavet sveskekompot smagt til med citronsaft og toppet med citronglasur og blå kornblomster. Wow! Go Meyers!

Flere fugle
Det populære bageri i Nordvest er selvfølgelig også med i ræset. De byder på 3 mundvandsdrivende fastelavnsboller denne sæson.
1. Den gammeldags med fyld af marcipan remonce og vaniljecreme og toppet med chokoladeglaze og lidt saltflager.
2. Pink barbie! Sprød croissantdej med solbær samt frisk citroncurd og solbærcreme.
3. Pistaciebomben! Med pistacie ganache, ristede pistacie, pistacie praliné og pisket mascarpone creme. O M G

Juno the Bakery
Også her bydes der på smukke, smagfulde fastelavnsboller. Du kan prøve 2 forskellige: 1. Karamelliseret brioche bolle fyldt med vaniljecreme, chokolade ganache og piske vaniljecreme. 2. Brioche bolle fyldt med cremet marcipan og solbær. Toppet med lavendel marineret solbær og blød, pisket vaniljecreme!!

HART
Skønne HART bageri er selvfølgelig også med på bølgen! De byder på 3 meget forskellige, men lækre fastelavnsboller denne sæson. Prøv deres gammeldags med vaniljecreme og chokolade på toppen, eller prøv den med solbær og mascarponecreme. De har også en med brændt honning og citrus, som lyder helt fantastisk! Her er der også hjemmelavet yuzu marmelade og ristede mandler i.

Andersen & Maillard
Bageriet der har udvidet til Nordhavn og Indre by byder på traditionelle gammeldags fastelavnsboller med en blød brioche bolle, der er fyldt med vanilje creme og toppet med en mørk chokolade glaze.

Sct. Peders Bageri
Dette ikoniske bageri på Sankt Peders Stræde som er Københavns ældste helt fra 1652 er tilbage med deres populære fastelavnsboller. Prøv en af deres mange varianter, fx deres smørbagte croissantbolle med lemoncurd og brændt marengs (!) eller deres gammeldags med remonce og creme – enten med chokolade og vanilje.

Cakenhagen
Prøv hele 4 forskellige fastelavnsboller hos lækre Cakenhagen på Vesterbrogade: “Citron”, “Mokka”, “Solbær” eller “Chokolade”. Yes!

Bageriet Benji
På Nørrebro har tidligere Noma-kok Rasmus Kristensen åbnet dette skønne bageri, som tilbyder de skønneste, gammeldags fastelavnsboller denne sæson. Go go go!

Cadence CPH 
Det hyggelige bageri i Carlsberg byen byder på 2 forskellige fastelavnsboller denne sæson. Prøv enten den med kirsebær eller den med chokolade/orange. Mmmh!

Mangler vi nogen på listen? Skriv gerne til os!
God fornøjelse.

COPENHELL 2025: Et lineup med nostalgi, kaos og kæmpe fester

COPENHELL 2025 nærmer sig, og festivalen har nu offentliggjort et program, hvor nostalgi og ny energi går hånd i hånd. Der er både garanti for de hårdtslående riffs, skråleklassikere, 90’er-nostalgi og en fed fest for alle rock- og metalentusiaster.

Af Louise Bro

Jeg har besluttet mig for, at de senest indkøbte patches først skal syes på vesten, når majsolen kysser København. Bl.a. Opeth-patchen fra koncerten i fredags. Der skal jo være noget at se frem til – og nu har jeg lidt mere! COPENHELL har netop tilføjet de sidste hovednavne til årets plakat.

Der er noget for enhver smag – og stadig en ledig plads. Vi her på LoveCopenhagen ved godt, hvem vi inderligt (og sikkert forgæves) håber, det bliver.

Nostalgi og fælleskrål: The Prodigy, Dizzy, Skunk Anansie & Billy Idol

For nogle er COPENHELL lig med moshpit-kaos og headbanging, men for andre handler festivalen mindst lige så meget om festivalfællesskabet og de sange, vi har skreget med på i årevis. I 2024 fik vi rigeligt af det med bl.a. The Offspring og Limp Bizkit, og 90’er-nostalgien er bestemt også til stede på programmet i år.

  • The Prodigy bringer rave-punken tilbage og forhåbentlig en af de fedeste koncerter på årets festival. Det var i hvert fald alt andet end kedeligt, da jeg sidst så dem på Roskilde Festival i 2010 – men denne gang må vi desværre feste uden Keith. Men én ting er sikkert – når beatet falder, går Refshaleøen (eller bare jeg!!) amok.

  • Der er også skruet godt op for punken! Skunk Anansie sørger for både attituden og nostalgien – og vi ved godt, at Weak kommer til at give kuldegysninger. Selvom jeg nok allermest glæder mig til muligheden for at høre Hedonism live. Hvis Anouk også havde været på programmet, så havde der med Nobody’s Wife og The Prodigy’s Firestarter været fuld plade for mine teenage-vrede-tophits.

  • I den mere klassiske ende har vi fået Billy Idol, en af de helt store punkrock-ikoner. Han er måske også med sine 69 år en af årets ældste artister, og det siger ikke så lidt, da gennemsnittet på hovednavne ofte er i den høje ende. Men sådan er det jo med de gode gamle… Og det er ikke for at alders-shame. Jeg er kæmpe fan af det grå (eller platinblonde) guld – de sprudler af energi og attitude – og de kan deres kram! Men COPENHELL gør klogt i at spejde efter en ny generation – for selv legender holder vel ikke evigt? Eller hvad…

Og når vi så har rundet det nostalgiske hjørne på Helviti, skal der nok blive plads til nogle vilde moshpits med Cattle Decapation, Lorna Shore, Carcass og Blood Incantation foran Hades.

Dizzy vender tilbage – og setlisten er op til dig!

Programmet favner bredt, men Copenhell er jo ikke kun en festival for dem, der er til death, doom, trash osv. Det er også for dem, der er til glam, puddel, punk og god gedigen rock.

Dizzy Mizz Lizzy vender nemlig tilbage – denne gang med en By Request-koncert, hvor publikum bestemmer setlisten. Bliver det Silverflame eller nogle deep cuts? Hvis du IKKE vil høre alt det, vi andre kender og kan synge med på, så skynd dig ind og stem på de gemte og glemte perler! Afstemningen starter i marts.

Slipknot topper listen over gengangere

En af mine gode nørdede venner har med Excel-præcision opgjort, at 43 ud af 75 bands på årets program ikke har spillet på COPENHELL før. Blandt de 43% gengangere har vi King Diamond. Men Slipknot topper listen, da de spiller på festivalen for fjerde gang.

Jeg kan vist, uden at fornærme nogen, sige at Slipknot og Corey Taylor efterhånden er ved at blive for COPENHELL, hvad Damon Albarn er for Roskilde Festival. Men hey, hvis vi skal have en fast husgæst, kunne vi have gjort det værre. Og nu kan selv jeg efterhånden synge med på Psychosocial.

Men det store spørgsmål er: Hvem får fredagens headliner-slot?

Selvom ALLE hovednavne er på plads, så mangler vi stadig en vigtig brik: Der er stadig en ledig plads på Helviti fredag aften. Og vi siger det bare – Bon Jovi på ville være episk!!

Hvis COPENHELL smider Bon Jovi på plakaten, kan vi godt begynde at forberede os på et gigantisk fællesskrål og brøl – og ikke bare fra os på LoveCopenhagen – men Living on a Prayer med tusindvis af hæse stemmer og skummende fadøl i luften.

Det er hverken hårdtslående eller brutalt. Men det ville være legendarisk at flytte Jovi-festen fra Biergarten til Helviti. Men så heldige er vi nok ikke – så vi må vente i spænding og se, hvem der får pladsen fredag.

Indtil da kan vi kun gætte – og håbe.

Uanset hvad, tegner det som altid til at blive en festival, vi ikke glemmer… selv hvis vi ikke kan huske det hele. 🤘

COPENHELL 2025 brager løs på Refshaleøen fra den 18. – 21. juni.

Billetter finder du via COPENHELLs officielle hjemmeside

Fastelavn 2025 i København: Her kan du slå katten af tønden

Klar til at finde dit bedste kostume frem og slå katten af tønden? Fastelavn nærmer sig, og København byder på masser af festlige arrangementer for hele familien. Uanset om du vil til en traditionel fastelavnsfest eller jagte de bedste fastelavnsboller, har vi samlet de bedste events her!

Fastelavnsfester lørdag den 1. marts:

Frederiksberg Rådhus
Frederiksberg Rådhus inviterer til byens største fastelavnsfest med tøndeslagning og kåring af kattekonger og -dronninger lørdag den 1. marts. Festen afholdes i rådhusets flotte rammer, og det er gratis at deltage men både børn og voksne skal bestille billetter HER.
Hvor: Smallegade 1, Frederiksberg
Hvornår: Lørdag kl. 11-12 og 13-14

Læs mere HER


Fastelavnsfester søndag den 2. marts:

Designmuseum Danmark

Fastelavn i museumshaven med tøndeslagning for både børn og voksne. Der uddeles præmier for bedste udklædning, og arrangementet er gratis – dog kræver det tilmelding.

Hvor: Bredgade 68, KBH K
Hvornår: Søndag kl. 13-14
Læs mere HER


Vor Frelser Kirke
Kom til en festlig fastelavnsgudstjeneste i Vor Frelsers Kirke, hvor alle udklædte katte, superhelte og prinsesser er velkomne. Efter gudstjenesten går vi ud på kirkepladsen og slår katten af tønden. Arrangementet er gratis, og alle kan deltage.
Hvor: Vor Frelser Kirke, Sankt Annæ Gade 29, KBH K
Hvornår: Søndag kl. 10.30

Læs mere HER


BLOX
Bryghuspladsen danner rammen om en festlig fastelavnsfejring med tøndeslagning i tre aldersgrupper. Der kåres kattekonger og -dronninger, og der er præmier til de bedst udklædte. Billetter koster 50 kr. pr. barn og inkluderer fastelavnsbolle og drikkevarer.
Hvor: Bryghuspladsen 14, KBH K
Hvornår: Søndag kl. 10-13.30

Læs mere HER


Copenhill
Slå katten af tønden på toppen af CopenHill og dyst om præmier, mens du nyder udsigten over byen. Børn kan også prøve kræfter med kælkning i bunden af bakken. Billetter til tøndeslagning koster 35 kr. inkl. fastelavnsbolle, og der er mulighed for kombibillet med kælkning.

Hvor: Vindmøllevej 6, KBH S
Hvornår: Søndag kl. 10.30-13.30
Læs mere HER


Absalon
Absalon slår dørene op til fastelavn med tøndeslagning, lege og konkurrencer. Hele familien kan være med, og baren byder på fastelavnsboller, rød sodavand og kaffe. Det koster 40 kr. for børn og 20 kr. for voksne at deltage, og billetter kan købes online.
Hvor: Absalon, Sønder Boulevard 73, KBH V

Hvornår: Søndag kl. 14-16
Læs mere HER


Fasangården
Fastelavn i gårdhaven med tøndeslagning og kåring af bedste udklædning. Slikposer deles ud til børnene, og der er mulighed for at købe fastelavnsboller, kakao og flæskestegssandwich. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
Hvor: Søndre Fasanvej 73, Frederiksberg

Hvornår: Søndag kl. 14-16
Læs mere HER


Blågårds Plads
Traditionen tro inviteres hele familien til fastelavnshygge med tøndeslagning, slikposer og fastelavnsboller. Der er tønder til både børn og voksne, og alle kan deltage gratis uden tilmelding. Kom udklædt og vær med til en sjov dag på Blågårds Plads.
Hvor: Blågårds Plads 5, KBH N
Hvornår: Søndag kl. 12

Læs mere HER


Nørrebroparken

Fastelavn på legepladsen med tøndeslagning, fastelavnsboller og fællessang. Hvis vejret er dårligt, rykker vi indenfor. Kom og vær med til en hyggelig eftermiddag for hele familien.

Hvor: Stefansgade 30, KBH N
Hvornår: Søndag kl. 15-16.30
Læs mere HER


Fælledparken
Østerbro Lokaludvalg inviterer til en hyggelig fastelavnsfest med tøndeslagning, fastelavnsboller og kaffe til de voksne. Festen foregår ved Den Franske Legeplads, og der er ingen tilmelding – så bare mød op i dit bedste kostume og vær med!
Hvor: Fælledparken ved den franske legeplads, KBH Ø
Hvornår: Søndag kl. 11

Læs mere HER


Charlottegården

Fastelavn i gården med tøndeslagning, udklædningsfest og hyggelig stemning for både store og små. Alle er velkomne til en sjov dag fyldt med fastelavnstraditioner.

Hvor: Prinsesse Charlottes Gade 33, KBH Ø
Hvornår: Søndag kl. 14-16
Læs mere HER


Kulbaneparken
Fastelavn for alle aldersgrupper med tøndeslagning, kåring af kattekonger og -dronninger samt mulighed for at købe slikposer på forhånd. Billetter til slikposer kan reserveres via MobilePay eller købes på dagen, hvis der er flere tilbage.
Hvor: Kulbanevej 16, Valby
Hvornår: Søndag kl. 14.30-17

Læs mere HER

 

Club Awards 2025: Klar til årets vildeste fest i Bella Arena?

Danmarks største clubfest nærmer sig, og nu er der sat navne på de kunstnere, der kan tage priserne med hjem til Club Awards 2025. Samtidig er de første internationale hovednavne annonceret – og det bliver en vild fest!

 

Søndag den 20. april 2025 forvandles Bella Arena igen til en gigantisk fest, når Club Awards 2025 hylder det bedste fra den danske clubscene. Billetsalget er i gang. Og de nominerede i de syv prestigefyldte kategorier er offentliggjort – sammen med fire internationale hovednavne, der skal få dansegulvet til at koge.

Internationale superstjerner på plakaten

Der bliver fyret godt op for festen i Bella Arena påskesøndag, og her er det ikke kun den danske clubscene, der skal hyldes. Club Awards har også sikret sig fire tunge internationale navne, som vil fyre op under Bella Arena:

  • Fedde Le Grand – En af Hollands største DJs, kendt for hits som Put Your Hands Up 4 Detroit og Let Me Think About It, med over 2,7 millioner månedlige lyttere på Spotify.
  • Ruben de Ronde – Kendt som Armin van Buurens sidekick fra radioshowet A State of Trance, og en af de mest respekterede progressive trance-DJs.
  • Sick Individuals – Hollandsk producer- og DJ-duo, der har lavet officielle remixes for bl.a. Avicii og David Guetta.
  • Plastik Funk – Spaniens house-eksportnummer ét, der leverer højenergiske beats til fester verden over.
Fotocredit: Club Awards // Per Lange

Stærkt dansk felt – med rekordmange kvinder

Mens der bliver skruet godt op for bassen af de store DJs, så skal den danske navne også hyldes. Til hver af priserne har en uafhængig fagjury fundet frem til de nominerede i hver kategori. Blandt de danske navne er det Rune Rask, der topper listen med fire nomineringer, blandt andet som en del af Suspekt i kategorien ’Årets Danske Live Navn’.

Tessa har sikret sig tre nomineringer og er dermed blandt de mest nominerede kvinder, hvor hun bl.a. dyster mod Medina og Infernal. Kategoriens helt store overraskelse er, at ’Årets Nye Danske Navn’ har flere kvindelige artister nomineret end nogensinde før. De tre stærke nye navne er Annika, Dayyani og Mumle.

”Det er skønt at se, at vi har flere kvinder nomineret til Club Awards i 2025. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at kategorien ’Årets nye danske navn’ skiller sig ud i år. Det vælter lige nu frem med unge dygtige kvindelige talenter og vi har tre super interessante, men også meget forskellige, kvindelige artister nomineret til ’Årets Nye Danske Navn,’” lyder det fra Head of Show, Julian Passage.

Afstemningen er i gang – du bestemmer vinderne!

Selvom en fagjury har udvalgt de nominerede, er det publikum, der bestemmer vinderne – og afstemningen er i gang. Stem på dine favoritter nu på clubawards.com og vær med til at afgøre, hvem der skal tage priserne hjem.

Men hvorfor nøjes med at stemme, når du også kan opleve det hele live? Hvis du vil være med til årets største clubfest, så er det nu, du skal sikre dig en billet!

Hvornår: Søndag den 20. april 2025
Hvor: Bella Arena, København
Pris: 595 kr. (VIP-billetter med fri bar tilgængelige)
Find dine billetter her: clubawards.com