torsdag, januar 2, 2025
Home Blog Page 5

Maria Montell | Københavnersnuden #511

Ugens Københavnersnude er sangerinde, sangskriver og selvstændig iværksætter, Maria Montell. Hun er mor til tre og bor i Humlebæk med sin mand. Maria kan i år fejre 30-års jubilæum i musikbranchen og udgiver i den forbindelse ny musik, bl.a. en ny version af hendes legendariske hit ’Di da di’. I forbindelse med jubilæet udgiver hun en opsamlings-dobbeltvinyl og tager på turné i starten af 2025. 

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Maria Montell: Jeg er ved at samle mine sange og “Hits” til en opsamlings dobbeltvinyl, der udkommer i november. Samtidig skal jeg råbe højt op om, at jeg skal på turné med mit band i starten af 2025. Det er LANG tid siden jeg har været på Danmarkstour, men musikken har dog fyldt professionelt i 30 år nu. Jeg har faktisk jubilæum i år.

Den 20. september udgav jeg et remake af mit nummer ’And so the story goes (Di da di)’ i både engelsk og spansk version. Jeg har på singlen allieret mig med den legendariske københavner-duo Laid Back.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Maria Montell: Jeg bor på landet i Humlebæk, men der er ikke langt til København og jeg er hurtig på motorvejen….

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Maria Montell: Hjemme går jeg tur rundt om markerne ved årstiderne med mine to hunde. I København nyder jeg, at gå i Kongens Have.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Maria Montell: Granola på Værnedamsvej. Jeg har igennem årene været tilknyttet Studier på Gl. Kongevej, så det er lige om hjørnet og man bliver fristet til, at købe lækkerier med hjem til aftensmad etc.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
MM: Godt, lækkert og til, at betale Le Petit Rouge (Fransk køkken) Kristen Bernikows Dade og Delphine på Vesterbro, der serverer græsk og italiensk. Super god betjening, mad og atmosfære.

Jeg kan også godt lide Nørrebro, da jeg boede der i en del år på Meinungsgade. Der er sket meget siden og der er åbnet en masse nye steder. Jeg bliver altid nostalgisk, når jeg er i mit gamle hood. Så en tur til Sct. Hans Torv på Sebastopol og spise en frokost med en god veninde, er altid et hit.

Fotocredit: Heidi Maxmiling

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
MM: Det er et stykke tid siden jeg har haft et stamsted, hvor jeg fester i KBH. 🙂 Men har hørt godt om Museo, som er et mix af Young ones og Old Spice og gode DJ´s. Min søn er i hvert tilfælde også fan.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
MM: Jeg må jo nok indrømme, at jeg finder stor glæde og inspiration i naturen, der hvor jeg bor lidt ude på landet i Humlebæk. Men en god bytur i København kan også noget og nogle gange føles, som en lille ferie. Det handler om frihed og ungdom, når jeg er i byen i København. Dejlige minder fra ungdommen, hvor jeg ikke havde så fandens mange forpligtigelser overfor familie og alle mulige voksenopgaver.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
MM: Altså faktisk er det fantastisk at sejle i en GoBoat eller lignende og se København fra vandet og i Solskin. At stoppe ind forskellige steder, hvor der er stemning. Vintertid er det jo nok Kongens Nytorv og Nyhavn der trækker. Eventyrligt og magisk i november og december. Have lidt mønt på lommen og sidde og kigge på folk på Fru Remmens Hotel D´angleterre, som en anden turist.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MM: Det må være i Tivoli, hvor jeg spillede på plænen i sommer.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
MM: Der er nogle stykker, men en koncert med Prince i Vega efter hans officielle koncert i København. Helt tæt på med det fedeste band. Han valgte dog at stå med ryggen til publikum. Ret arrogant, men også helt cool, at se de bare nød at spille på en intim scene. Og der var heller ikke noget galt med,at se Prince bagfra der hvor jeg stod 🙂

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MM: Besøg alle broerne Vesterbro/Nørrebro/Østerbro og du får stemningen af Københavnerne og København.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
MM: Gratis parkeringspladser.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
MM: “Songs in the key of life” dobbeltalbum fra 1976 med Stevie Wonder 🙂

 

Du kan følge Maria Montell på mariamontell.dk, Facebook og Instagram. Vil du gerne opleve hende live, så har du mulighed for det på hendes turné i 2025.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Maria!

De 10 bedste familievenlige aktiviteter i efterårsferien 2024 i København

Efterårsferien 2024 nærmer sig, og København har et væld af familievenlige aktiviteter for både store og små. Uanset om I søger sjove forlystelser, kreative workshops eller naturoplevelser, er der noget for enhver smag. Her har vi samlet de 10 bedste oplevelser, der vil gøre jeres efterårsferie helt perfekt:

 

Af Nathalie

 

1. Tivoli – Halloween i Tivoli

Tivoli bliver traditionen tro forvandlet til et magisk Halloween-landskab med græskar, hekse, spøgelser og smukt dekorerede haver. Børnene kan prøve sjove forlystelser, deltage i skattejagter og nyde spændende Halloween-aktiviteter. Der er også shows og parader med spøgelser og monstre, som skaber en uforglemmelig stemning.

2. Experimentarium – Leg og læring

Experimentarium i Hellerup er et must for nysgerrige børn (og voksne). Her kan hele familien eksperimentere med sjove og lærerige aktiviteter, der sætter gang i både fantasi og kreativitet. Udforsk de mange interaktive udstillinger, og bliv klogere på alt fra videnskab og teknologi til sundhed og miljø.

3. Den Blå Planet – Kom tæt på havets vidundere

Den Blå Planet, Nordeuropas største akvarium, byder på en fascinerende rejse under havoverfladen. Efterårsferien er et godt tidspunkt at besøge, da der ofte er særlige børneaktiviteter, såsom skattejagter og møder med dyrepassere. Børnene kan lære om hajer, blæksprutter og farverige fisk fra hele verden.

4. Københavns Zoo – Dyrefodringer og sjove workshops

I Københavns Zoo kan børnene opleve dyr fra alle verdenshjørner på tæt hold. I efterårsferien er der særlige arrangementer som dyrefodringer, og børnene kan deltage i kreative workshops, hvor de f.eks. kan lave deres egne dyremasker eller lære om zoo-dyrenes dagligdag.

5. Nationalmuseet – Vikinger og skattejagt

Nationalmuseet er en skattekiste af historie, og de har altid spændende aktiviteter for børn. I efterårsferien kan I gå på skattejagt i museets udstillinger, hvor børnene kan lære om vikingerne, gamle skatte og Danmarks historie på en sjov og interaktiv måde. Museet byder også på kreative workshops og sjove opgaver.

6. Cinemateket – Familievenlige film og events

Hvis vejret ikke er med jer, kan I trække indenfor i Cinemateket, som ofte viser familievenlige film i efterårsferien. Der er både nye og klassiske film på programmet, og der arrangeres ofte workshops, hvor børnene kan lære at lave deres egne animationsfilm eller prøve kræfter med andre filmrelaterede aktiviteter.

7. BLOX – Arkitektur og design for børn

BLOX i København er kendt for at huse Dansk Arkitektur Center, som ofte har børnevenlige workshops og udstillinger i ferierne. Her kan børnene bygge deres egne byer, tegne huse eller deltage i sjove lege med fokus på arkitektur og design. Det er en fantastisk mulighed for at vække børnenes interesse for kreativitet og byggeri.

8. Frilandsmuseet – Historisk leg i naturen

Lidt uden for byen ligger Frilandsmuseet, hvor man kan opleve Danmarks historie gennem gamle bondegårde og bygninger. I efterårsferien kan børnene lege med gamle håndværk og prøve kræfter med aktiviteter som bueskydning, tovtrækning og snitteværksted.

9. Botanisk Have – Naturjagt og efterårsaktiviteter

Botanisk Have er et skønt sted for en efterårstur med børnene. I efterårsferien kan I gå på opdagelse blandt de mange smukke planter og deltage i guidede ture og naturaktiviteter, der passer til årstiden. Her kan I lære om efterårets flora og finde sjove planter, I måske ikke kendte til.

10. Remisen – Indendørs legeland i Østerbro

Hvis vejret byder på regn, er et indendørs legeland som Remisen i Østerbro et hit. Her kan børnene bruge timer på at klatre, rutsje, bygge med kæmpestore legoklodser og udfordre hinanden på de sjove legebaner. Det er et sikkert hit for yngre børn, der har masser af energi, og der er også gode caféfaciliteter til forældrene.

Rigtig god fornøjelse og god efterårsferie!

Osteria 16: 10 års jubilæum for en københavnsk favorit

På en sidegade til Istedgade finder man en af byens mest elskede restauranter, Osteria 16. Den lille italiensk-inspirerede restaurant har nu eksisteret i 10 år, og trods sit beskedne ydre og en afslappet atmosfære, er den blevet en institution på byens madscene. Men hvad er hemmeligheden bag denne succes? For at få svar på det spørgsmål, satte vi os ned med restaurantens medejer, Emil Alsbo, til en snak om deres filosofi, udviklingen i branchen, og hvad fremtiden bringer for Osteria 16.

 

Af Louise Taarnhøj

Historien om Osteria 16 begyndte, da Emil og hans partner, kokken Morten Kaltoft, fandt et lille lokale i et tidligere solarie. ”Køkkenet var ikke større end mange andres køkkener derhjemme, men vi så potentialet,” fortæller Emil. Deres mission var klar fra starten: De ville skabe et sted, hvor god mad var tilgængelig for alle – uden unødvendige omkostninger.

Da de åbnede dørene for første gang, var der ingen dug på bordene, ingen stofservietter og kun én fast menu med italienske antipasti-retter. Deres mantra var simpelt: fjern alt overflødigt og fokuser på maden og stemningen. ”Vi gjorde det nærmest til en billig restaurant ved at skrælle alt af. Vi havde ikke en masse ansatte, ingen fancy indretning – bare godt håndværk i køkkenet og en afslappet atmosfære,” siger Emil.

Det var en anderledes tilgang på et tidspunkt, hvor gourmet-restauranterne stadig dominerede scenen. Osteria 16 viste, at man kunne tilbyde kvalitet uden luksus, og det satte gang i en bølge af mindre, uformelle restauranter i København.

Demokratisering af spiseoplevelsen 

Osteria 16 var en del af en større bevægelse i restaurationsbranchen. Tidligere havde restauranter ofte et højere prisniveau og en formel tilgang, men steder som Famo, som Morten Kaltoft også var medejer af, de den åbnede, og senere Osteria 16 banede vejen for en mere tilgængelig madoplevelse. ”Famo-restauranterne skabte en bølge ved at gøre det mere demokratisk at spise ude. Det blev billigere, og flere kunne være med,” forklarer Emil.

Denne tilgængelighed var en nøglefaktor i Osteria 16’s succes. Gæster kunne nyde et komplet italiensk måltid uden at sprænge budgettet. Men det krævede også en strømlinet forretningsmodel. ”Vi var og er afhængige af at fylde restauranten to gange om aftenen. Hvis vi kun fylder den én gang, taber vi penge. Men med de rette råvarer og et effektivt køkken, kunne vi gøre det til en forretning,” siger Emil.

Denne model har inspireret mange andre restauranter siden, og i dag er små restauranter med fast menu og minimalistisk indretning blevet en almindelig del af bybilledet.

Osteria 16 godkendt

Begrænsninger som styrke 

Selvom køkkenet i Osteria 16 var lille, og menuen begrænset til antipasti, så blev netop disse begrænsninger en del af restaurantens styrke. ”Det kan nogle gange være en god ting at have begrænsninger. Vi blev nødt til at være kreative og arbejde inden for de rammer, vi havde. Og det italienske antipasti-køkken giver heldigvis uendelige muligheder,” siger Emil.

Med tiden har Osteria 16 udvidet til flere lokationer, blandt andet på Nørrebro og endnu en Osteria på Vesterbro. Men selvom restauranterne er vokset i antal, er filosofien forblevet den samme: God mad tilgængelig for alle, serveret i en uformel og livlig atmosfære.

Den københavnske restaurationsscene i forandring 

I løbet af de seneste 10 år har den københavnske madscene ændret sig markant. Emil peger på, hvordan flere og flere restauranter er åbnet, og hvordan mad og restauranter er blevet en central del af byens kultur. ”Der åbner flere restauranter nu, end der nogensinde har gjort før. Men det betyder også, at mange lukker. Det hører man bare ikke så meget om,” siger han.

Men Emil ser også en risiko ved de nye ekstremt billige restauranter, der skyder op. ”Det er svært at holde prisen langt nede uden at gå på kompromis med noget andet,” forklarer han. Han tror dog stadig på, at kvaliteten vil vinde i længden: ”Hvis du gør det godt, er der plads til dig i København.”

Kontrolleret kaos: Stemningen i Osteria 16 

Noget af det, der gør Osteria 16 til en særlig oplevelse, er den unikke stemning, der hersker i restauranten. Her er der intet stift eller formelt over spiseoplevelsen – tværtimod er det kaosset, der skaber magien. ”Hernede er det næsten umuligt ikke at snakke sammen. Der er en fælles stemning, hvor alle er en del af oplevelsen,” siger Emil og tilføjer, at Osteria 16 fungerer bedst, når der er gang i den.

Denne uformelle atmosfære har været en stor del af restaurantens tiltrækningskraft. Mange kommer ikke kun for maden, men også for den følelse af fællesskab, som Osteria 16 skaber. ”Vi ser stadig mange kokke og tjenere fra andre restauranter i København, der kommer her for at spise på deres fridag. Det er virkelig hyggeligt, når restauranterne bliver til mødesteder for kolleger i branchen,” fortæller Emil.

Samarbejdet mellem Emil og Morten 

Selvom Emil Alsbo og Morten Kaltoft kommer fra forskellige baggrunde – Emil har en baggrund fra Danmarks Designskole og kunstverdenen, mens Morten er kok – har de formået at skabe et dynamisk partnerskab. ”Jeg tror, det er en fordel, at vi kommer fra forskellige verdener. Jeg kan inspirere ham med det visuelle og stemningen, og han kan inspirere mig med maden. Vi supplerer hinanden godt,” siger Emil.

Deres samarbejde har resulteret i restauranter, der både har en stærk visuel identitet og et kompromisløst fokus på kvalitet. Det er en kombination, der har sikret deres succes i en konkurrencepræget branche.

Fremtiden: Flere restauranter og kogebøger 

Selvom makkerparret allerede har tre restauranter og en ny kogebog på vej, har Emil og Morten ingen planer om at sænke farten. ”Vi kigger hele tiden efter nye lokaler, men vi har ikke travlt. Når det føles rigtigt, åbner vi en ny restaurant,” siger Emil.

Deres seneste kogebog udkom i starten af oktober, og de er allerede i gang med at planlægge endnu en. For dem handler det om at have det sjovt og nyde processen, både i køkkenet og med at dele deres passion for mad med deres gæster.

”Vi mødes tidligt om morgenen, inden køkkenet åbner, og laver mad sammen, mens jeg tager billeder til kogebogen. Det er den bedste måde at starte dagen på,” siger Emil.

En tidløs restaurantoplevelse 

Efter 10 år er Osteria 16 stadig lige så relevant og populær som nogensinde. Men hvad er hemmeligheden bag, at en restaurant kan forblive cool i et årti? Ifølge Emil handler det om at fortsætte med at udvikle sig og ikke være bange for at justere på de små ting. ”Vi arbejder hele tiden på at forbedre os, både visuelt og på smagsoplevelsen. Jeg tror, det er derfor, vi stadig er relevante,” siger han.

Selvom restaurationsbranchen konstant er i bevægelse, har Osteria 16 formået at holde fast i det, der gør dem unikke: en uformel atmosfære, fantastisk mad og en følelse af fællesskab. Og selvom de ikke følger nogen fast businessplan, har de skabt en restaurant, der er kommet for at blive.

Se mere om Osteria 16 her.

Oplev København fra andre vinkler på Kulturnatten 2024

Kulturnatten 2024 giver som sædvanligt adgang til nogle af de steder i byen, som vi normtalt ikke har adgang til. Denne guide er til dig, der er nysgerrig på, hvordan København eksempelvis ser ud fra en 40 meter høj kran, bag murene på et fængsel eller inde hos Københavns Stadsarkiv – og meget andet.

 

Se byen fra 40 meters højde i Mastekranen

Besøg den 40 meter høje enestående tømmerkonstruktion designet af Philip de Lange i 1749, som er blevet lidt af et vartegn for Københavns havn. Kranen blev brugt til at løfte de op til 20 tons tunge master ved håndkraft. På toppen kan man opleve en helt enestående udsigt over København. På grund af de mange trappetrin er Mastekranen en udfordring for gangbesværede.

Adresse: Elefanten, 1439 København K
Tid: 18.00 – 23.00


Nyd byen i bevægelse til lands eller vands

På Kulturnatten kan du med dit Kulturpas opleve byen og flere af Kulturnattens arrangementer på smukkeste vis – i bevægelse. Ud over bus, tog og metro giver Kulturpasset nemlig også fri adgang til de fine veteranbusser fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som kører hvert 7. minut fra Rådhuspladsen. Desuden giver Kulturpasset mulighed for at hoppe på Kulturnattens kanalrundfart, som sejler i ring hele aftenen. Så hop om bord og oplev Kulturnatten til søs og kig nærmere på disse arrangører fra vandsiden: Holmens Kirke, DAC, Nyhavns Skipperlaug, Maskinmestrenes Forening, Operaen, Den sorte diamant

Kanalrundfartens stoppesteder: Ved Stranden, Nyhavn (ved Inderhavnsbroen), Operaen, Elefanten, Christianshavns Torv og Den Sorte Diamant
Tid: 18.00 – 00.00


Kunst og musik under jorden

Det kunstnerdrevne udstillingssted platform BUNKER inviterer til et særarrangement på Kulturnatten 2024: En videoinstallation af kunstner Magnus Pind skabt specifikt til bunkerens særegne kuppelformede arkitektur, samt to intimkoncerter med komponist og kunstner Alexander Tillegreen i bunkerens tilstødende lokaler på Rolfsvej. Begge kunstnere arbejder med lydlige og optiske illusioner, aktivering af publikum og rummet, og performance i bred forstand.

Adresse: Rolfsvej 10, kld. th., 2000 Frederiksberg
Tid: 18.00 – 00.00


Oplev København bag tremmer

Hvad foregår der bag de høje fængselsmure? Tag til Nytorv Fængsel midt i København og få et helt unikt indblik i fængslet. Mød de mange forskellige mennesker, som hver dag udfører deres arbejde bag låste døre. Du kan opleve narkohunde i aktion, prøve en fodlænke, og opleve hvordan det føles at sidde i de særlige cellebiler. Du kan også tage på rejse gennem fængselshistorien, se flugtredskaber, indsmuglede genstande og – hvis du tør – i kælderen under fængslet se Danmarkshistoriens største seriemorder, Dagmar Overbys, celle. Du kan prøve VR-briller og få oplevelsen af at være i fængsel, og se produkter og smage mad, som de indsatte i fængslerne laver som en del af deres beskæftigelse.

Adresse: Nytorv 21, 1450 København K
Tid: 18.00 – 23.00


Tag en lysende rute rundt på Refshaleøen

På Refshaleøen kan du bevæge dig rundt på en lysende rute og opleve flere af øens særlige kulturelle steder i mørket. Den store B&W hal slår denne nat portene op og inviterer til en spektakulær lys- og lydoplevelse. På vejen rundt kan du blandt andet opleve fotokunst, smagsoplevelser og kunsthåndværk i de gamle skibshaller, loftsatelierer, og sorte containere. Besøg Skandinaviens største bylandbrug og byens største klatrevægge, eller balancer med udsigten til byens tage på en slackline. Det og mere til kan du opleve på en magisk aften på Refshaleøen.

Adresse: Refshalevej 153, 1432 København K
Tid: 18.00 – 00.00


Københavns bagside

Leg, lokummer og lirekassemænd – Vær med, når Københavns Stadsarkiv slår dørene op og viser fotos, film og arkivalier, der fortæller om livet i baggårdene i starten af 1900-tallet. Der zoomes ind på baggårdens interiør, som var rammen om mange københavneres udeliv. Baggården skulle rumme alt det, der ikke var plads til i de ofte overfyldte lejligheder. Her var lokummer, kokskældre og skraldespande, men også vasketøj, værksteder og sovende børn i barnevogne. Det var i baggården børnene legede og sloges, opleverede gårdsangere og gøglere og her man både kunne møde en rotte og den store kærlighed.

Adresse: Københavns Rådhus, Rådhuspladsen 1, 1550 København V
Tid: 18.00 – 00.00

Kulturnatten 2024
Kulturnatten 2024

Alle arrangementer kan tilgås med et Kulturpas. Bemærk, at nogle arrangementer kræver tilmelding, det fremgår af programmet.

Praktisk info:

Kulturnattens mere end 230 særarrangementer kan opleves den 11. oktober fra kl. 18.00-00.00 (enkelte steder kun til 23.00). Enkelte arrangementer kræver tilmelding på forhånd, det fremgår af programmet.

Det eneste, du behøver for at deltage i Kulturnatten, er et Kulturpas. Kulturpasset koster 125 kroner. To børn under 12 år har gratis entré, når de følges med en voksen med Kulturpas.

Et Kulturpas giver adgang til alle Kulturnattens arrangementer og fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) fra kl. 16.00 til kl. 04.00. Du kan også benytte Kulturnattens bådfart og veteranbusser frem til midnat.

Du kan fra den 1. september købe dit Kulturpas på Kulturnattens hjemmeside og hente det, så du har det digitalt på din telefon. Vil du hellere have et fysisk Kulturpas, kan du fra den 30. september købe det i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet.

Med det store udbud af oplevelser kan det være en god idé at planlægge sin Kulturnat, og det er der god mulighed for på Kulturnattens hjemmeside, hvor man både kan sortere tematisk og efter område i arrangementerne og oprette en profil under ’Min kulturnat’, hvor du kan gemme de arrangementer, du er interesseret i.

Læs mere her

Om Kulturnatten

Kulturnatten så dagens lys i 1993 og har nu været Danmarks største éndagsbegivenhed i mere end 30 år. Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten, og målet for foreningen har siden begyndelsen været at skabe byens største kulturbegivenhed, hvor alle kan deltage. Medlemmerne betaler ikke kontingent, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat. Kulturnatten modtager hverken støtte fra stat eller kommune, og den eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, og et eventuelt overskud anvendes udelukkende til gennemførelsen af kulturelle arrangementer under næste års Kulturnat i København. Kulturnatten har i år givet 3,8 millioner kr. i støtte til afholdelse af arrangementer på Kulturnatten

Guide: Mest for børn på Kulturnatten 2024

Kulturnatten 2024 ruller af stablen på fredag, og igen i år er der masser af tage sig til – for hele familien. I denne guide kan du blive klogere på, hvordan du skaber den sjoveste og bedste aften for familiens mindste.

 

Royal aften på Rosenborg Slot

På Rosenborg kan du opleve et enevældigt tronskiftes pomp og pragt, når der inviteres til Christian 5.’s salvingsfest. Christian 5. var den første konge der blev salvet, efter enevælden blev indført i 1661. Det var nu, kongens enevældige magt skulle manifesteres, og det fejres med folkefest udenfor slottet og kongelige tronskifteforberedelser indenfor. Løbende gennem aftenen kan Christian 5. opleves i sine kostbare salvingsklæder. I kan også se den overdådige krone og de smukke kronregalier i Skatkammeret.

Adresse: Øster Voldgade 4A, 1350 København K
Tid: 18.00 – 00.00


Spaghetti med spaghetti  teater Batida

Kulturnatten hos Teatergruppen Batida rammer både mave, hjerte og lattermuskler, når truppen serverer lækker spaghetti med grøntsagsbolognese i den hyggelige foyer klokken 17.00 og siden åbner dørene til teatersalen, hvor evergreenen “Spaghetti” spiller for alle, der er fyldt 3 år. En sjov og hjertevarm forestilling om uforenelige størrelser, der trods alt finder sammen, fyldt med musik og magi.

Adresse: Rentemestervej 25A, 2400 København NV
Tid: 18.00 – 23.00


Harry Potters magiske univers på Gyldendal

Alohomora. Vær med, når Gyldendal atter låser porten op til en magisk aften i forlagets historiske lokaler, hvor vi hylder Harry Potter-bøgerne. Vælg dit kollegie, når vi byder op til Harry Potter-quiz en gang i timen og vind præmier fra det magiske univers. Der vil være bogsalg, salg af snacks og drikke på aftenen. Kom gerne i troldmandskappe og tag din tryllestav med.

Adresse: Klareboderne 3, 1115 København K
Tid: 18.00 – 00.00


Få skærpet sanserne i Zoo by Night

ZOO inviterer til en oplevelsesrig aften i sansernes tegn. Kom helt tæt på en leopardgekko i Zoolab, byg dit eget superinsekt, oplev rovdyrene i mørket eller opdag, hvordan dyrene ser ud indeni. Trænger du til en pause undervejs, kan du lune dig ved det knitrende bål på Naturbasen, som er åben i aftenens anledning.

Adresse: Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg
Tid: 18.00 – 00.00


Træd ind i lyduniverser på Musikmuseet

Tag hele familien med på opdagelse i musikkens univers på Musikmuseet. Der er koncerter med Thomas Sandberg og Ida Wenøe, og man kan selv komponere musik til stumfilm i museets nye interaktive oplevelse. Oplev også lyd- og lysværket Aurora eller dyk ned i musikkens mange lyde og instrumenter i de forskellige hands-on aktiviteter og VR-oplevelser.

Adresse: Rosenørns Allé 22, 1972 Frederiksberg C
Tid: 18.00 – 00.00


Horror i Skindergade

De gamle brosten i Skindergade gemmer på mørke hemmeligheder fra en tid, hvor videnskaben og galskaben gik hånd i hånd. Det siges, at en gal professor i 1800-tallet udførte uhyggelige eksperimenter bag lukkede døre i netop denne gade. Hans mest skæbnesvangre projekt? Jagten på evigt liv. Fra kl. 18:00 omdanner Faraos Cigarer butikken til en horrorwalk! Træd indenfor, hvis du tør. I grupper på op til fire vil I blive ført gennem mørke kroge og snævre passager fyldt med lyseffekter, skræmmende lyde og bevægelige figurer. Tør du?

Adresse: Skindergade 28, 1165 København K
Tid: 18.00 – 23.00

Kulturnatten 2024
Kulturnatten 2024

Alle arrangementer kan tilgås med et Kulturpas. Bemærk, at nogle arrangementer kræver tilmelding, det fremgår af programmet.

Praktisk info:

Kulturnattens mere end 230 særarrangementer kan opleves den 11. oktober fra kl. 18.00-00.00 (enkelte steder kun til 23.00). Enkelte arrangementer kræver tilmelding på forhånd, det fremgår af programmet.

Det eneste, du behøver for at deltage i Kulturnatten, er et Kulturpas. Kulturpasset koster 125 kroner. To børn under 12 år har gratis entré, når de følges med en voksen med Kulturpas.

Et Kulturpas giver adgang til alle Kulturnattens arrangementer og fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) fra kl. 16.00 til kl. 04.00. Du kan også benytte Kulturnattens bådfart og veteranbusser frem til midnat.

Du kan fra den 1. september købe dit Kulturpas på Kulturnattens hjemmeside og hente det, så du har det digitalt på din telefon. Vil du hellere have et fysisk Kulturpas, kan du fra den 30. september købe det i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet.

Med det store udbud af oplevelser kan det være en god idé at planlægge sin Kulturnat, og det er der god mulighed for på Kulturnattens hjemmeside, hvor man både kan sortere tematisk og efter område i arrangementerne og oprette en profil under ’Min kulturnat’, hvor du kan gemme de arrangementer, du er interesseret i.

Læs mere her

Om Kulturnatten

Kulturnatten så dagens lys i 1993 og har nu været Danmarks største éndagsbegivenhed i mere end 30 år. Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten, og målet for foreningen har siden begyndelsen været at skabe byens største kulturbegivenhed, hvor alle kan deltage. Medlemmerne betaler ikke kontingent, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat. Kulturnatten modtager hverken støtte fra stat eller kommune, og den eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, og et eventuelt overskud anvendes udelukkende til gennemførelsen af kulturelle arrangementer under næste års Kulturnat i København. Kulturnatten har i år givet 3,8 millioner kr. i støtte til afholdelse af arrangementer på Kulturnatten

Guiden til at finde ro og fordybelse på Kulturnatten 2024

Endelig er det tid til Kulturnatten 2024! Her kan du opleve hovedstaden på mere end 230 forskellige måder, når der igen skabes en magisk aften i København og på Frederiksberg fredag den 11. oktober. Alle arrangører har igen i år lagt sig i selen for at give dig en oplevelse ud over det sædvanlige og åbne byens rum for nye fortolkninger. Vi guider dig til de bedste oplevelser til finde ro og fordybelse på den store kulturnat.

Følsom fordybelse i Kulturhuset Islands Brygge

Kom og vær med til at forme fremtidens artsrige demokrati gennem musik, broderi, rollespil, performances, levende ugler, AI-genereret te-bryggeri og et vibrerende rumskib. Mærk naturens vibrationer i et sensorisk rumskib med live improvisationer af cellist Veronika Krøll Voetmann. Læg dig ned på gulvet under et stort lærred og hengiv dig til lyde og billeder. Installationen er et sensorisk rumskib kaldet VESICA. Et skib som ikke rejser i geografisk rum, men er skabt til at transportere os ind i vores indre verden. Det bliver både følsomt, håbefuldt og eksperimenterende. Benjamin Hugo Lager, Ramona August, Cecilie Noer og Søren Peter Mørch er kunstnerne bag Arternes Tebryggeri og sanse-rumskibet.

Adresse: Islands Brygge 18, 2300 København S
Tid: 18.00 – 00.00
Læs mere her


Kontemplativ plantekoncert i BRØK

Dag og nat. Lys og skygger. Natur og maskiner. Kontrasterne flytter ind i Københavns nyåbnede kulturhus BRØK. Med computere, synths og hjemmelavede maskiner byder kunstnerne Bo Thorning, Anders Børup og Andreas Wetterberg på en interaktiv elektronisk plantekoncert, som udvikler sig over hele aftenen. Elektroder forbundet til den voksende samling af planter omdanner berøring på blade og grene til lyd. Lydlandskaber, rolig natur og mekaniske beats mødes i et kontemplativt sanseunivers. På værkstedsloftet tænder lokale kunstnere UV-lampen til en workshop i den gamle fotografiske teknik cyanotopi. Lysfølsom emulsion eksponeres for kunstigt UV-lys og plantedele fremkaldes i klare blå nuancer. Inde og ude skaber lysdesignerne ULLO sprækker af lys.

Adresse: Brønshøjvej 3, 2700 Brønshøj
Tid: 18.00 – 23.00



Diamantvejsbuddhismen og tidløs visdom på Karma Kadjy Skolen

Buddhistisk Center København slår dørene op og giver dig mulighed for at lære om tibetansk meditation. Centret er udsmykket i traditionel stil og befinder sig i en smuk gammel villa på Østerbro. Centret bruges hver dag af elever af Lama Ole Nydahl til at praktisere tibetansk Karma Kadjy-meditation. Hver time under Kulturnatten vil der være foredrag i meditationsrummet, og du kan møde beboere og brugere af centret til en snak.

Adresse: Svanemøllevej 56, 2100 København Ø
Tid: 18.00 – 00.00


Natur, mad og mindfullness på BaneGaarden

BaneGaarden inviterer dig til en aften fyldt med inspirerende aktiviteter, der samler natur, mad og velvære i hjertet af København. Dyk ned i fermenteringens kunst, hvor du kan lære at fermentere forskellige grøntsager og tage dine kreationer med hjem. Søren Ejlersen fra Aarstiderne deler ud af sin passion for vilde urter og bæredygtig madlavning, hvor du kan smage hans nordiske dhal og få tips til, hvordan du kan integrere vilde urter i din egen madlavning. Kom ned i gear med aftenyoga i det charmerende væksthus, omringet af frodige planter og rolig atmosfære. Derudover vil der være en grøn langbordsmiddag i samarbejde med Aarstiderne, et natmarked med kreativt håndværk og andre spændende aktiviteter.

Adresse: Otto Busses Vej 45, 2450 København SV
Tid: 18.00 – 00.00


Fordyb dig i H.C. Andersen i Bakkehuset

På Bakkehuset kan du dykke ned i H.C. Andersens måde at digte og arbejde på sammen med forfatter Jesper Wung-Sung. Her udstilles nemlig Andersens næsten færdige manuskript til historien “I Børnestuen”. Digteren er endnu ikke helt tilfreds, og han har overstreget og tilskrevet i det håndskrevne dokument. Allerede som 8-årig skitserede Andersen idéerne til denne historie, som han først udgiver som 60-årig. Historien har altså fulgt ham hele livet! I Eventyrakademiet kan voksne og børn hele aftenen skabe egne eventyr eller digte videre med Andersen. Sidst på aftenen er der godnat-oplæsning ved skuespiller Bodil Jørgensen.

Adresse: Rahbeks Allé 23, 1801 Frederiksberg C
Tid: 18.00 – 00.00


Aftendyp i mørket i Frederiksberg Badene

Frederiksberg Badene inviterer på Kulturnatten til en oplevelse ud over det sædvanlige i den nyrenoverede Frederiksberg Svømmehal. Denne aften slukkes lyset i svømmehallen, små lys tændes langs bassinerne, mens rolig musik indtager rummet. Dyk ned i en sanselig oplevelse i det rolige mørke vand. Ønsker man ikke at svømme i bassinerne, er man velkommen til at komme og opleve stemningen og arkitekturen i den store 25 meter-hal fra balkonen.

Adresse: Helgesvej 29, 2000 Frederiksberg
Tid: 18.00 – 23.00

Kulturnatten 2024
Kulturnatten 2024

Alle arrangementer kan tilgås med et Kulturpas. Bemærk, at nogle arrangementer kræver tilmelding, det fremgår af programmet.

Praktisk info:

Kulturnattens mere end 230 særarrangementer kan opleves den 11. oktober fra kl. 18.00-00.00 (enkelte steder kun til 23.00). Enkelte arrangementer kræver tilmelding på forhånd, det fremgår af programmet.

Det eneste, du behøver for at deltage i Kulturnatten, er et Kulturpas. Kulturpasset koster 125 kroner. To børn under 12 år har gratis entré, når de følges med en voksen med Kulturpas.

Et Kulturpas giver adgang til alle Kulturnattens arrangementer og fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) fra kl. 16.00 til kl. 04.00. Du kan også benytte Kulturnattens bådfart og veteranbusser frem til midnat.

Du kan fra den 1. september købe dit Kulturpas på Kulturnattens hjemmeside og hente det, så du har det digitalt på din telefon. Vil du hellere have et fysisk Kulturpas, kan du fra den 30. september købe det i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet.

Med det store udbud af oplevelser kan det være en god idé at planlægge sin Kulturnat, og det er der god mulighed for på Kulturnattens hjemmeside, hvor man både kan sortere tematisk og efter område i arrangementerne og oprette en profil under ’Min kulturnat’, hvor du kan gemme de arrangementer, du er interesseret i.

Læs mere her

Om Kulturnatten

Kulturnatten så dagens lys i 1993 og har nu været Danmarks største éndagsbegivenhed i mere end 30 år. Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten, og målet for foreningen har siden begyndelsen været at skabe byens største kulturbegivenhed, hvor alle kan deltage. Medlemmerne betaler ikke kontingent, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat. Kulturnatten modtager hverken støtte fra stat eller kommune, og den eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, og et eventuelt overskud anvendes udelukkende til gennemførelsen af kulturelle arrangementer under næste års Kulturnat i København. Kulturnatten har i år givet 3,8 millioner kr. i støtte til afholdelse af arrangementer på Kulturnatten

Sasha Adrian | Københavnersnuden #510

Ugens Københavnersnude er sanger og sangskriver Sasha Adrian, som lige nu er aktuel med EP’en Shell. Sasha er født og opvokset i København, er ved at færdiggøre sin bachelor i sang (SDMK) og derudover arbejder hun som selvstændig musiker, korleder og passer i sommerhalvåret en køkkenhave for en restaurant nord for København.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Sasha Adrian: Jeg har netop udgivet min anden EP Shell, og det har jeg brugt det meste af min tid på at forberede de seneste måneder. Titlen Shell er et billede på den transformation, som de her sange handler om – at heale efter et traume. At gå fra at være låst inde i en skal, til at bryde ud af den og kunne tale om det, der er sket. Det føles som om, jeg får lidt af mig selv tilbage, hver gang jeg sætter ord på de her oplevelser – hver gang får de mindre magt over mig… Det er traumeterapi 101, haha men det virker.

Nu flytter jeg så fokus over på min turné i november, så jeg og bandet skal bruge en masse dejlige timer sammen i vores øvelokale i Sydhavnen! Jeg elsker at dele musikken, så udgivelses- og koncertperioder er nogle ret fede måneder for mig:))

Sasha Adrian i studiet på Refshaleøen

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Sasha Adrian: Jeg bor i en lille lejlighed i Valby. Det er kun 600m fra der, hvor jeg er vokset op, selvom jeg havde svoret, at jeg skulle ud af Valby, men nu har jeg faktisk bare lyst til at blive her!

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Sasha Adrian: Går tit tur i Søndermarken og Frederiksberg Have, det er ret cute at man kan kigge ind i zoo. I går så jeg den lille nye elefantunge!

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Sasha Adrian: Min go-to er Snabel B, på Toftegårds Allé

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Sasha: Mest hjemme i mit køkken eller på min altan, men ind imellem er der heldigvis plads i budgettet til lidt hverdagsluksus på en af de sjove-men-ikke-så-dyre madsteder i KBH. Senest var min kæreste og jeg på Gao og få lækre dumplings.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Sasha: Allerhelst i køkkenet til en god privatfest

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Sasha: Det vil jeg også gerne vide!! Det tætteste jeg er kommet på et svar indtil videre er, at jeg inspireres af oplevelser og indtryk. Samtaler med venner sætter tit ting i gang, men en vandretur i naturen er virkelig også god til min kreativitet.

Fotocredit: Lasse Bak Mejlvang

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Sasha: Badestedet ved Richard Boones vej i Sydhavnen!! Elsker det sted. Om sommeren er det perfekt at tage mad med ned på badetrappen og nyde aftensolen.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Sasha: I onsdags var jeg nede og bade bag ved fisketorvet, hvor jeg lige er blevet medlem af en vinterbadeklub. Man kan sidde inde i saunaen og kigge på alle de mennesker, der kommer forbi, det er storbyens stilhed:)

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Sasha: Uha, det er svært. Det første der falder mig ind er faktisk et gammelt minde. Da jeg var barn, var jeg altid med min familie til Kulturnatten, og jeg kan huske engang, vi var inde i de gamle post-haller, der lå (tror ikke de er der mere) inde bag ved hovedbanen. Vi fik lov at se, hvad der skete med et brev, efter det var lagt i postkassen, der var en masse mærkelige maskiner. Det var meget ligesom Monsters Inc. med dørene haha. Jeg har ikke tænkt på det her i 100 år, men det er ret typisk mig som barn. Jeg elskede at lære nye ting og forstå hvordan verden hang sammen. Det gør jeg egentlig stadig:)

Fotocredit: Bak Lasse Mejlvang

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Sasha: Tag ind og hør en koncert på Loppen eller Ideal bar, de har virkelig mange fede indie koncerter, som man måske ikke ellers lige var faldet over!

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Sasha: Jeg ville ønske der var flere steder, hvor man kunne sidde udenfor, men vores fortove og veje er vist bare ikke rigtig lavet til det.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Sasha: Queen of Cowboys med Kindsight

Sasha Adrian med sit band

Du kan opleve Sasha Adrian live på Loppen den 10. november, og følge hende og hendes musik på InstagramFacebookSpotify, og Youtube.

Tak fordi du ville dele dit København med os, Sasha!

#Saraspisergodt: Fem gode steder at spise i oktober

Love Copenhagen guider dig fremover til nogle af de bedste madoplevelser i København i denne dugfriske serie om alt spiseligt i og omkring vores hovedstad. Skrevet af vores ven af huset, madøret Sara Schlüter.

Af Sara Schlüter

Jeg elsker mad. Og jeg elsker at opdage nye smage. En af ulemperne ved at leve for at spise er dog, at man med tiden sjældnere og sjældnere oplever en helt ny smagsoplevelse. Sådan en, hvor madenglene synger, og man betræder ny kulinarisk grund. Men jeg jagter stadig hele tiden den fornemmelse af en ny smag. Heldigvis er det en rimelig sjov og fin rejse at være på.

Her er fem steder, som jeg vil anbefale til et besøg i oktober:

Bar Vitrine
Bar Vitrine
Bar Vitrine – indisk kærlighed

En af byens nyeste restauranter er også en af de bedste. Riccardo Marcon, der også står bag Barabba og Propaganda, har allieret sig med Dhriti Arora i køkkenet, som har en fortid bl.a. på Noma. Jeg fik fornøjelsen af at få en rundtur i både mad og vin gennem madklubben The Hungries den anden aften, og vi var alle blæst fuldstændig bagover. Maden er indisk og vinene natur. Det spiller så godt. Og så er det nok et af de  smukkeste rum i byen. Skynd jer afsted.
Møntergade 5, @bar_vitrine, www.barvintrine.dk 

Chiba – snart ny dim sum-spiller i byen

Jeg elsker, elsker, elsker dumplings! I alle afskygninger. Tænker ofte tilbage på første gang, jeg smagte xioa long bao – suppedumplings – i lufthavnen i Shanghai for år tilbage. Den varme suppe, der sprøjtede ud i munden, da jeg bed igennem den tynde, lette dej og så smagen af krabbe og svinekød inderst i den lille guddommelige pakke. Nu ved jeg ikke, om lige denne type dumpling er på menuen hos Chiba. De er nemlig ikke åbnet endnu, men jeg vil være den første til at stå i kø for at prøvesmage alt, de vælger at sætte på. De beskriver sig selv som Indo-Chinese dim sum på Instagram, og jeg glæder mig helt ubeskriveligt til, at der er en ny dim sum-spiller i byen. Og så er det en søster til Luá i Dronningens Tværgade, så det kan kun blive godt.
Vesterbrogade 56, åbning i løbet af oktober, @dear.chiba

Aure
Aure
Aure – himlen på en tallerken

Det er måske lidt unfair at anbefale en restaurant til oktober, når det er nærmest umuligt at få bord. Men ikke helt umuligt. For nylig fik jeg et chancebord på Aure (i skrivende stund er der plads en enkelt aften i oktober, men der kommer jævnligt afbud, så prøv en venteliste eller tjek i ny og næ), og det var en guddommelig oplevelse. Aure fik en michelin-stjerne blot 81 dage efter første servering, og det forstår jeg i den grad. Nicky Arentsen har arbejdet på steder som Henne Kirkeby Kro og Jordnær, og maden har den samme elegance tilsat lidt temperament og legesyghed. Hans partner Emma Nørbygaard styrer restauranten fortrinligt med nærvær og hyggelighed. Kvalitet i den her kategori koster, men det er hver en krone værd til en særlig lejlighed.
Krudtløbsvej 8, @restaurant_aure, Restaurant Aure

Comé
Comé
Comé – langt om længe en god onigiri i byen

Hvis I endnu ikke har været forbi den forholdsvis nyåbnede Comé i Kødbyen, så skynd jer afsted. Men hav god tid, for rygtet har spredt sig, og der er lang kø fra åben til lukketid i den lille japanske kolonial og take away, som langer perfekt kylling karaage, menchu katsu, sashimi, salater og onigiri’er etc. over disken. Det er en af byens bedste steder at spise pt., og så er det samtidig et af de billigste. En onigiri koster 35 kr. – to for 65 kr. Et stykke karaage blot en ti’er (men de er ret vanedannende, så køb en større stak).
Flæsketorvet 44, @come.rice.kitchen

Far
Far. Foto: Morten Berggreen
Far – farverige og forførende grøntsager

I august åbnede restaurant Far på Vesterbrogade, og de landede hurtigt på min radar på grund af de fantastisk fine fotos af farvestrålende og forførende grøntsager, som de serverer. Menuen er vegetarisk og bruger sæsonens bedste i sjove sammensætninger. Nu har jeg endelig booket bord, og jeg har tårnhøje forventninger til nye smage og overraskende sammensætninger. Ifølge Politiken smagte deres bagte løg med sauce på myseost af bøfsandwich. Så tror jeg selv min far – som skal med ud og spise – bliver glad for Far. Jeg glæder mig i hvert fald helt enormt.
Vesterbrogade 87, @far_cph, www.farcph.dk 

Sara Schlüter
Sara Schlüter
Om Sara Schlüter
– Elsker at spise god mad og opdage nye smage.
– Et madøre hele vejen igennem.
– Lever til fulde op til #saraspisergodt, som hun har tagget sine madoplevelser med de seneste mange år på Instagram.
– Har desuden en forkærlighed for Københavns historie og samler på værker omkring byens liv gennem tiden.
– Favorit-ejendelen er en original Hafnia Hodierna fra 1748.

ÅBEN Restaurant: Øl og mad i perfekt samspil

ÅBEN Bryggeri i Kødbyen har udvidet deres univers med deres egen restaurant. Her møder du en unik menu, hvor øl indgår både som drik og ingrediens i maden. Med deres egen bryg på tap, udfordrer ÅBEN Restaurant grænserne for, hvordan øl kan indgå i moderne gastronomi.

 

Af Louise Bro

INVITERET

Efter flere succesfulde pop-ups har ÅBEN nu fået deres helt egen restaurant i Bryggeriet i hjertet af Kødbyen. Menuen står de erfarne kokke Thomas Wetle Andersen og Kenneth Larsen for. Med flere års erfaring står de nu klar med en unik spiseoplevelse blandt bryggeriets store ståltanke.

På ÅBEN Restaurant spiller øl en helt central rolle – ikke kun som ledsager til maden, men som en integreret del af retterne. Menuen skifter løbende, så du kan glæde dig til nye oplevelser. Men den nuværende menu bør du bestemt ikke gå glip af!

Snacks og forretter: En sprød og smagfuld begyndelse

Aftenen begyndte med surdejsbrød og pisket smør, der efterfulgtes af sprøde jordskokker og andekråser serveret med ølfløde og porrecreme. Med de klassiske nordiske smage, den uventede ølkomponent og de usandsynligt lækre, sprøde jordskokker satte denne ret tonen for resten af aftenen.

Herefter stod den på oksetatar med hindbærketchup og brændte blommer, som var en modig kombination, hvor det søde og syrlige spillede flot op mod kødet og de sprøde elementer som chili og brændt hasselnøddecreme. Men selvom jeg elsker en god tatar, blev smagene dog en anelse overskygget af den anden forret: blæksprutte med smørbønner, muslinger med gær og yuzu, hvide ribs, oliven, macadamia og lardo.

Denne ret var så rig og lækker, at det næsten var fristende at slikke tallerkenen! Det er nu også kun et kompliment til kokkene, når smagene er så intense, at selv en oksetatar med så mange lækre elementer, kan smage lidt fersk.

Hovedret og dessert: Perfekt balance

Hovedretten, glaseret short ribs med dehydrerede kartofler, var aftenens højdepunkt. Kødet var perfekt mørt, og den søde glaze balancerede smukt med de syrlige grønne ribs og stikkelsbær. Efter mange BBQ-oplevelser må jeg sige, at disse short ribs ryger direkte ind på min top 3 – både i mørhed og smag.

Desserten var en delikat ølis med solbær og sprød kakao, og det var den perfekte afslutning på aftenen. Isen var blød og intens, og kaffesmagen tilføjede en intens dybde sammen med den sprøde kakao.

Til hver ret blev der serveret en nøje afstemt øl – fra en frugtig sour til wild ale, samt en af mine ÅBEN-favoritter, Bryg 61, en frisk og frugtig NEIPA. Øllene komplimenterede retterne perfekt, og du kan selvfølgelig også vælge dine egne favoritter fra ÅBENs store udvalg.

Atmosfære og autenticitet

Når du træder ind i ÅBEN Restaurant, bliver du mødt af en industriel, rå stemning, der perfekt afspejler Kødbyens karakter. De store øltanke, som hænger ned fra loftet, giver lokalet et autentisk præg, hvor mad og brygning smelter sammen. Det er den perfekte ramme for at nyde ÅBENs mad, mens øllet tappes direkte fra tankene.

ÅBEN Restaurant har åbent både til frokost og aften, og der er forskellige menuer til de to tidspunkter. Vi fik en sharing menu, men du kan også bestille retterne enkeltvis. Du skal dog komme med en god appetit, for smagene er intense og mættende, og portionerne er gavmilde. Det var lækkert fra start til slut – en oplevelse, vi uden tvivl vil gentage.

Du se den aktuelle menu hos ÅBEN Restaurant HER.

 

LoveCopenhagen var inviteret til at smage en sharing menu med tilhørende øl menu med henblik på at give feedback til og anmelde mad og koncept.

Det sker i København | Oktober 2024

Oktober er lig med en masse kulturelle højdepunkter og efterårshygge i København. Uanset om du er til oktoberfest, halloween, efterårsferie eller Kulturnatten, så er der noget at glæde sig til hele måneden. I denne guide får du et overblik over nogle af de største oplevelser, du kan se frem til i oktober.

 

1.-5. oktober: Oktoberfest på Lygtens Kro
Lygtens Kro inviterer til Oktoberfest alle dage fra den 1.-5. oktober med et proppet program hver dag. Fra quizzer, ostebingo, og banko til livemusik – foruden en masse kolde øl på hanerne. Der er også gratis øl og curry-wurst til alle der dukker op i deres bedste tyroler-outfit!
1.-5. oktober: Særudstilling om same-sex vielser på Københavns Rådhus  

Den 1. oktober er det 35 år siden, at de første personer af samme køn, ’ja’ til hinanden på Københavns Rådhus og Danmark blev det første land i verden til at tillade vielser mellem personer af samme køn. Det fejres med en særudstilling på Københavns Rådhus, hvor du gennem billeder og dokumenter kan se historien om de par, der tog del i en banebrydende forandring. Udstillingen kan ses fra den 1.-5. oktober 2024 i Rådhusets åbningstid, og der er gratis adgang.

1.-20. oktober: World Press Photo
Nu har du igen mulighed for at besøge World Press Photo udstillingen i Pressen i Politikens Hus og se de pressefotos fra hele verden.
4. oktober: Smagedag hos Løgismose
Løgismose inviterer til smagedag fra kl. 15-19, hvor du bl.a. kan smag dig gennem pasta, små spanske patéer, friskrøget laks, specialbryg, te, kaffe og søde sager.
4.-5. oktober: Husted Vinfestival
Den 4. og 5. oktober inviterer Husted Vin i Sydhavnen til deres årlige vinfestival. Her kan du smage frit blandt +85 VINE og købe dine favoritter til en skarp tilbudspris på dagen.
6. oktober: Rita Blå’s Lopper på Sønder Boulevard
Søndag d 6. oktober indtages Sønder Boulevard af loppemarked, der er åbent og gratis for alle gæster. Det er årets sidste loppemarked på Sønder Boulevard, hvis du vil gøre gode loppefund udendørs.
10. oktober til 3. november: Halloween i Tivoli

Traditionen tro forvandles Tivoli til en fortryllende Halloween-oase, der byder på alt fra uhyggelige oplevelser til magiske stunder for hele familien. Fra den 10. oktober til den 3. november kan du bl.a. opleve over 22.000 græskar, boder med Halloween-specialiteter, håndværk og uhyggelige godter, samt det store Monsters Night Out optog.

11. oktober: Kulturnatten 2024

Den 11. oktober kan du få et helt unikt indblik og tage på besøg på mange ellers lukkede steder i København til Kulturnatten 2024. Her kan du deltage i en aften fyldt med kulturelle oplevelser over hele byen, herunder museer, teatre og historiske bygninger. Perfekt til en sjov og lærerig start på efterårsferien.

11. oktober: Lyd og Lysværk “Som Ild og Vand” i B&W Hallerne
På Kulturnatten kan du opleve et helt særligt og gigantisk lyd- og lysinstallation i B&W-hallerne. SOM ILD OG VAND er en immersiv oplevelse af musik, lyd, lys og laser i de imponerende industrihaller, der normalt er lukket for offentlig adgang. Har du et Kulturnat-armbånd kan du besøge lyd- og lysinstallationen løbende hele aftenen.
14.-20 oktober: Efterårsferie i København

Uge 42 er lig med efterårsferie for mange i København. Vi har samlet en lille guide med en masse sjove aktiviteter hele ugen for store og små. Læs mere her.

16. oktober: Gratis adgang til Københavns museer

Fra den 16. oktober, kan du hver onsdag opleve byens kulturskatte i København – helt gratis. På Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal genindføres den populære “gratis onsdag” ordning, så du fremover kan tage gratis på Københavns museer og nyde fantastiske udstillinger midt på ugen uden at betale entré.

18. oktober: Efterårsmarked på BaneGaarden
Der bliver skruet helt op for efterårshyggen på BaneGaarden, når de inviterer til marked. Det bliver en dag med alt det bedste fra efteråret og en hyldest til sæsonens grøntsager, varm kakao og hygge i varmestuen.
24. oktober: Støttekoncert i Holmens Kirke

Den 24. oktober oktober arrangerer Lone Dybkjær Fonden en støttekoncert i Holmens Kirke, hvor kantor Jakob Lorentzen vil skabe en stemningsfuld og rørende koncert i det smukke og velklingende kirkerum til støtte for undertrykte kvinder. Billetter kan bestilles HER til en grundpris på kun 30 kr. Så bestemmer man selv, hvor meget man vil støtte fonden med. Alle indtægter går ubeskåret til legater.

25. oktober: Secret Screening – horrorfilm på Ungdommens demokrati hus
Ungdommens demokrati hus afholder Secret Screening, hvor de viser en horrorfilm. Men du får ikke at vide, hvilken film der bliver vist, før lyset dæmpes og filmen begynder. Filmen er udvalgt til at skræmme selv de mest hærdede horror-fans, så hvis du er klar til at blive rystet ind til benet, er dette event for dig.
26. oktober: Halloween fest på Klub Werkstatt

Lørdag den 26. oktober kl. 20 kan du komme til en uhyggelig god halloween-fest, når Klub Werkstatt blænder op for Haunted Warehouse Party. Den står på betagende horror-dragshow, tattoo pop-up, læsning af tarot, blodig Death Valley-bar, udsøgt power horror house og selvfølgelig masser af dans.

Vi opdaterer løbende guiden, så husk at gemme linket og vende tilbage for endnu flere spændende events i oktober.