Cornelius Simonsen | Københavnersnuden #254

0
445
Ugens Københavnersnude er medejer af Decideret Cider, som er en lille ciderproducent, der laver vild cider på danske æbler. Han er født, opvokset og har boet hele sit liv i København – med undtagelse af et par afstikkere vestpå. Han har bl.a. en stor kærlighed for latinamerikansk sprog, kultur og historie samt har været bosat i Buenos Aires i en længere periode. Mød Cornelius Simonsen her:

LC: har du gang i i øjeblikket?
CS: Jeg arbejder fuldtid – og lidt til – som ciderproducent i Decideret Cider i Nordhavnen. Vi er tre gamle gymnasiekammerater, der har stiftet Decideret Cider i 2017, og det er gået rigtig hurtigt derfra. Kort sagt laver vi cider på 100 % danske ævler med fokus på nysgerrighed, kvalitet og godt håndværk. Vi presser, fermenterer og flasker forskellige cidere til både barer og michelinrestauranter. Sidste års produktion var på 6.000 flasker, som blev totalt udsolgt – i år er målet 40.000 flasker.

LC: Hvor bor du?
CS: På Oehlenschlægergade, Vesterbro. Jeg er født og opvokset på Østerbro, og har haft min gang primært på Nørrebro og Vesterbro, når jeg ikke arbejdet og studeret i udlandet.

LC: Hvor går du tur?
CS: Primært rundt på Vesterbro og nogle gange i Sydhavnen og de nye kvarterer omkring H.C Ørstedværket. Jeg er nok det man vil kalde forfaldsæstetiker, så jeg er meget fascineret af gamle store bygninger og kraftværker.

LC: Hvor drikker du kaffe?
CS: Primært hjemme hos mig selv. Er vejret til det, går jeg en lille tur forbi Kahyt&kaffe nede bag Fisketorvet – en lille perle af en café på en gammel båd.

LC: Hvor spiser du?
CS: Ofte hjemme hos mor – intet slår mors mad. Som flad iværksætter er der ikke det store økonomiske råderum til at spise ude, så det sker primært hjemme.

LC: Hvor fester du?
CS: Det bliver ikke til særligt mange fester for tiden pga. arbejde. Men lidt brune værtshuse og Bremen Natbar bliver det da til i ny og næ. Og ellers er vinbarer som Den Vandrette og La Banchina også steder, jeg besøger ofte.

LC: Hvor inspireres du?
CS: Jeg inspireres meget på mit arbejde og blandt mine kollegaer ude i Nordhavnen. Derudover inspireres jeg, når jeg snakker med andre ciderproducenter på messer, festivaler, i barer e.l.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CS: Min kolonihave i Kløvermarken – no doubt. Den er et lille åndehul fra hverdagens stress og jag. I en hektisk startup-verden kan det være utroligt afslappende bare at gå frem og tilbage med en græsslåmaskine eller luge lidt skvalderkål.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CS: For en uge siden, da jeg med lidt tømmermænd gik en tur omkring H.C Ørstedværket. Det er blevet åbnet op, så man kan gå rundt under de store rør og se ind til maskinerne. Det er sgu ret fascinerende, og jeg har altid godt kunne lide store maskiner og fabrikker.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CS: Det er simpelthen så svært at vælge, da der er et hav af gode minder. Men et der særligt springer frem, er badning ved Nokken i havnen i sommermånederne. Nokken er det her lille spot foran en fredet kolonihaveforening et par kilometer længere ude ad havnen end Islands Brygge. Der er så fredsommeligt, og oftest tomt for mennesker i modsætning til længere inde i havnen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CS: Et køligt og knastør glas cider after office på Holm Cider i Istedgade.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
CS: Jeg synes, Kbh mangler et ”rigtig” og billigt madmarked – a la dem man ser i Sydeuropa. Et sted, hvor det bugner med frisk grønt, frugt, kød, fisk osv. til priser, der er til at betale.

LC: Dit soundtrack til byen?
CS: Mr. SwingKing med Gnags. Vi deltog med Decideret Cider på Northside Festival for første gang i år, og Gnags spillede en eftermiddag i høj sol – der peakede min festival fuldstændig. Det var første gang, jeg så Gnags live, og jeg må indrømme, jeg fik et lille man-crush på Peter A.G. Det er desuden et nummer, jeg altid sætter på, når jeg har 5 minutters kontrol over playlisten til en privatfest, og det sparker altså festen i gang.

Tusind tak, Cornelius, fordi du ville dele dit København med os!

Vil du vide mere om Decideret Cider? Læs med lige her.

GOD SØNDAG! 

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.