De 10 bedste barer og værtshuse på Amager

0
554
De 10 bedste barer på Amager

Hvor skal du gå hen, hvis du skal have et godt glas vin, en drink eller specialøl og festlig stemning på Amager? Det får du svaret på lige her fra LovecCopenhagens Amar’kaner. Der er efterhånden en del at vælge imellem, så her får har jeg samlet de 10 bedste barer og værtshuse på Amager.

 

Af Louise Bro

Amager kan meget mere end brune bodegaer. Og det siger jeg absolut ikke som en negativ ting, jeg er stor fan af bodegaer. Men da jeg efterhånden har boet på øen i mere end et årti, er det dejligt, at der nu er begyndt at komme flere barer på Amager, som også serverer lækre cocktails, specialøl og dejlig vin.

Hvis du vil prøve noget andet end Haraldsborg og Jaguaren, kommer her 10 bud på barer og værtshuse på Amagerbro, Islands Brygge og Ørestaden.

Amagerbro:

Gensyn Bar

Du kender måske Gensyn bar fra Rolighedsvej på Frederiksberg, og de har også en lige så hyggelig bar på Amagerfælledvej. Her kan du få lækre cocktails og øl i virkelig dejlige omgivelser, og det er næsten altid til at få plads.

Hvis vejret er til det, er der også lidt siddepladser udenfor. Det er også værd at vide, at de har happy hour tirsdag til lørdag fra kl. 16-17.

HVOR: Amagerfælledvej 16, KBH S

 

Bootleggers

Hvis du elsker specialøl, så er bootleggers stedet for dig. Det ser måske ikke ud af meget, når du kører forbi på Holmbladsgade. Men det vinder, når du kommer ind. Det er simpelt, hyggeligt, og der er god stemning uanset hvilken dag på ugen, du kommer derind.

Kortet er stort og skifter ofte. Som en lille bonus har de en popcorn-maskine, som du kan forsyne dig ved, hvis du trænger til lidt salt mellem de forskellige øl.

HVOR: Holmbladsgade 22, KBH S

 

Whammy Bar

Whammy Bar er ikke et nyt sted, men det er til gengæld en bar, der stadig holder! Her får du gode cocktails og øl til en ganske fair pris – og god musik fra deres gamle jukebox.

Whammy er ikke det største sted. Når først stemningen er oppe at køre, kan det være svært at finde et spot. Det er dog kun om vinteren. I de varme måneder kan du også nyde din drink ved langborde udenfor.

HVOR: Østrigsgade 13, KBH S

 

Blue Raven

Blue Raven er en god gedigen ølbar, som er godt besøgt, når der har er koncert i Amager Bio. Det ligger nemlig lige overfor på Øresundsvej. De har 20 haner med forskellig specialøl, cider, og et godt udvalg af whiskey for dem, der er mere til den slags.

Hvis vejret er til det, er det også muligt at sidde udenfor. Og så har de også nogle ret gode quizaftener.

HVOR: Drogdensgade 22, KBH S

 

Josephine

Josephine er et af de nyere steder på Amager, og sikke et sted! Det er både en vinhandel og vinbodega. Her bliver du ikke skuffet, hvis du gerne vil overraskes af gode druer fra økologiske, biodynamiske og naturvine.

Du kan også få øl, og så har de også et lille udvalg af lækre tapasretter og snacks, hvis du bliver sulten. Du får altid kyndig vejledning, stemningen er i top! Du kan både nyde din vin i de hyggelige omgivelser indenfor og udenfor. Det er helt nede på jorden, og et virkelig dejligt sted.

HVOR: Frankrigsgade 15, KBH S

 

Islands Brygge:

Cafe Langebro

Som navnet afslører, finder du Cafe Langebro lige ved siden, ja nærmest i direkte forlængelse af Langebro. Her får du nærmest alt, hvad hjertet kan begærer, fra specialøl på fad, flasker eller en sjus til ganske fornuftige priser.

Langebro er et godt sted at starte, især hvis du kommer sen eftermiddag, da du lige kan få de sidste solstråler med, når du sidder udenfor.

HVOR: Islands Brygge 1B, KBH S

 

Artillericafeen

Nu startede jeg godt nok med at sige, at det ikke var de brune værtshuse, der kom til at dominere listen her. Men Artillericafeen er stadig et af de steder, som jeg elsker at komme på fra tid til anden.

Den er brun, sådan halvt i hvert fald. Der må nemlig ryges i baglokalet, hvor du også kan få et slag pool. Og så kan du få en god gammeldags hof (og en masse andre flasker) til meget budgetvenlige priser. Du ved aldrig, hvilket typer du møder, det er et sted, hvor både studerende fra KUA, lokale og andet godtfolk kigger forbi, og derfor er stemningen altid god.

HVOR: Svend Aukens Plads 1, KBH S

 

Amager Bryghus – Taproom Bryggen

Amager Bryghus holder til ude ved Kirstinehøj på Amager, og selvom de serverer deres øl en del steder, så er det deres Taproom på Bryggen, du skal besøge, hvis du vil have deres øl friskt fra fad.

Barer har 15 fadølshaner, hvoraf de 10 typisk altid er med deres egne Amager-øl, og resten med øl fra andre kvalitetsbryggerier. Du kan både sidde inde og ude, og du kan altid få en god historie og kyndig vejledning til, hvilken øl du skal vælge.

HVOR: Egilsgade 20, KBH S

Bootleggers Bryggen

Bootleggers har åbnet et nyt og endnu større sted på Islands Brygge, og det er absolut også et besøg værd. Det er lidt gemt væk bag Njalsgade, men da det ligger i smørhullet mellem en masse virksomheder, er det blevet et populært sted for alle dem, der trænger til en fyraftensøl.

De har et godt udvalg af specialøl i hanerne, og du kan både få drinks, og da vi var der sidst, fik Nathalie et glas, som var så godt fyldt op, at hun kom ned til bordet med julelys i øjnene. Stemningen er høj, musikken er god, de har masser af pladser både indenfor og udenfor – og hvis du bliver sulten, så deler de baren med Fattys Burger, hvilket kun gør det til det perfekte sted at starte, blive og slutte aftenen.

HVOR: Njalsgade 19D, KBH S

 

Ørestaden:

Sukaiba

Hvis du gerne vil have lidt international stemning, så er hotelbarer et alt for overset sted at tage hen i København – og der er mange hotelbarer, som er et besøg værd. Her kan du nemlig for en kort stund føle, at du er på ferie, og på Amager er det Sukaiba på toppen af Bella Sky Hotel, du skal besøge.

Sukaiba er en restaurant på 23. etage, som også har en virkkelig hyggelig lounge og cocktailbar, hvor du kan nyde en drink, et glas vin eller en øl. Her får du udsigt over hele øen, og selv toilettet har panorama udsigt over Amager Fælled.

HVOR: Center Blvd. 55, KBH S