DET SKAL JEG HØRE TIL VANGUARD FESTIVAL

1
474

På fredag starter min weekend på den bedst tænkelige måde. Jeg skal nemlig til Vanguard festival. Det er tredje gang, at Søndermarken bliver omdannet til en festival af den sejeste slags. Festivalen præsenterer et håndplukket program med en lækker blanding af internationale og danske hip hop-, soul-, funk-, reggae-og dancehall-navne. Det eneste jeg ønsker mig i weekenden, er godt vejr.

Jeg har glædet mig lige siden, jeg fik det at vide. Jeg kom ikke på Roskilde i år, så min festivalskonto trænger til at blive fyldt op. Jeg trænger til at slå mig løs til god musik, drikke en iskold øl, sidde på græsset og nyde de forskellige oplevelser, der møder min vej – både fra scenen og publikum. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store hip hop lytter derhjemme, men når jeg er ude til koncerter, er det ofte her, jeg ender. Så jeg glæder mig til at se, hvordan Vanguard tager imod mig og omvendt.

Det har været svært at finde frem til, hvad jeg skal høre. Der er meget lækkert og derfor meget at vælge imellem. Jeg ender ALTID med at lave en urealistisk liste med alt for mange kunstnere, jeg skal nå at høre. Og i planlægningen glemmer jeg ofte noget ekstrem vigtigt, noget som betyder meget for mig, når jeg er på en festival, nemlig maden. Jeg har derfor prøvet at sammensætte et forholdsvis realistisk program, hvor der også er plads til mad og lidt ekstra kunstnere (i hvert fald fredag).

vanguard program 2015 københavn

Fredag – plads til at suge festivallen til sig
Jeg starter fredagen ud med at lytte til Bikstok – the master of dancehall i Danmark. De har allerede lavet et hak i musikhistorien, og jeg føler, at det er et must, selvom der er andre navne på plakaten, der er større. Men jeg glæder mig til at være med til deres fest, og høre deres nye EP “Uranium”. Jeg forventer at blive skudt et par år tilbage og genopleve en del af den forliste ungdom. Senere på aftenen har jeg sat ring om Dead Prez, som er et af hovednavnene. Jeg glæder mig til at se, hvordan de spiller Søndermarken op.

Lørdag – fuld fart frem
Efter en yderst dejlig fredag aften spækket med hiphop-tunge beats, er jeg allerede nået frem til sidstedagen på den to dage lange Københavnerfestival. Dagens program byder blandt andet på New Orleans-kometen Jay Electronica, som har fortryllet en hel hiphopverden med en jævn strøm af mixtapes og singler, der har skabt en hype, som ikke ser ud til at stoppe lige foreløbelig. Den hype vil jeg gerne være en del af. Senere skal jeg møde en af de lokale helte, som jeg personligt har glædet mig utroligt meget til. S!vas. Den mand kan noget med ord. Han har formået at udvikle, nuancere og udfordre den danske hiphopordbog med ordkompositioner og velsmurte rim, der ikke er set magen til før. Det er lokalt og fuldstændigt gennemført.

vanguard mobb deep

Når mørket begynder at tage sit indtog i den forhåbentlige klare og lyse sommerhimmel, står gruppen The Sugarhill Gang + Grandmaster’s Furious 5 W/Melle Mel & Scorpio klar på Fat Cat Scenen. Hiphop-legenderne har været med helt fra starten og har været definerende for hiphopmusikkens færd. Min festival slutter af med amerikanske Mobb Deep, der byder ind med hardcore lyrik og hårdslående beats. I år har albumet The infamous 20 års jubilærium. Det er ganske enkelt hiphop i verdensklasse. Eller det har jeg læst. Jeg må indrømme – jeg har aldrig hørt deres musik tidligere – men de må jo kunne et eller andet, eftersom de lukker? Jeg glæder mig i hvert fald.

Hvis du stadig ikke har købt billet, så kan du få fingrene i dem på Vanguards hjemmeside. Jeg er for resten fuldstændig vild med Vanguards design. Lækkert.

vanguard festival i københavn

Vi ses til en kold øl og god musik i Søndermarken.

/Maria

1 COMMENT

Comments are closed.