Vi har været til intet mindre end verdenspremieren på Diktatoren på Nørrebro Teater – Nikolaj Cederholms teaterudgave af Chaplins ikoniske film fra 1940 om den jødiske barber, der bliver forvekslet med diktatoren Adenoid Hynkel. Og tro mod filmen er der ikke sparet på hverken drama, satire eller slapstick humor.
En ny teatersæson er startet på Nørrebro Teater med premieren på forestillingen Diktatoren, som Nikolaj Cederholm har dramatiseret og instrueret. På rollelisten ses Olaf Johannesen, Søren Pilmark, Peter Gantzler, Jimmy Jørgensen, Julie Agnete Vand, Peter Zandersen, Jesper Hyldegaard, Nicolai Dahl Hamilton og Asbjørn Krogh Nissen. Og jeg skal love for, at de alle får udnyttet scenen fra start til slut. Der er nemlig ikke sparet på hverken drama eller effekter i denne opsætning med en konstant skiftende scene, og en rolleliste hvor skuespillerne indtager indtil flere roller. Så det er med at holde tungen lige i munden med de mange kostume- og rolleskifte. Dog har forestillingen, helt tro mod de gamle stumfilmstricks, indsat en fremragende pianist Olivier Autunes, der gennem forestillingen står for et væld af lydeffekter, der er med til at understøtte de mange sceneskifts og binde historien sammen.
Forestillingen er baseret på Chaplins film The Great Dictator fra 1940, som var hans første talefilm og en satire over nazisterne fremgang i Tyskland. En på alle måder ikonisk film, som må være noget af en opgave at løfte og forvandle til et teaterstykke, men det har Nicolai Cederholm på alle måder løst virkelig godt med den helt rette mængde drama, komik og nøje koordineret slapstick-humor.
Historien handler om den jødiske barber, der vågner op efter 20 år med hukommelsestab, og bliver forvekslet med diktatoren Adenoid Hynkel, der regerer over landet Tomania og drømmer om at udrydde jøderne og overtage verdensherredømmet. Begge roller spilles af Olaf Johannesen, og han er intet mindre end fantastisk – både som den kejtede og distræte barber (Chaplin), og den oplæste diktator Hynkel. Han formår med komik og timing at levere en præstation, der på alle måder fanger Chaplins mimik og bevægelser – uden at det bliver for karikeret.
Resten af skuespillerholdet gør det også virkelig godt og skifter i bedste Clark Kent/Superman mellem heilen i nazi-uniformen til lasede pjalter, når scenen skifter til den jødiske ghetto. Det kan til tider være lidt forvirrende at følge med, når scenen forvandles og skifter fra rå slagmark til jødisk ghetto og til nazisterne højborg og tilbage igen. Men hvis man har set filmen, så hjælper det nok en del.
Det lyder måske som et noget alvorligt emne om krig og overtagelse af verdensherredømmet, men tag ikke fejl. Det er en sjov forestilling. Den er propfyldt med underholdende dialog og slapstick humor som efter min smag måske bliver lidt for meget, men det er præmissen for historien, og et spørgsmål om smag og humor – for størstedelen af salen skreg af grin fra start til slut. Specielt i en scene, hvor Hynkel leger med jordkloden, som er en ballon. Og historien er, selvom den blev skrevet tilbage i 1940, stadig ligeså aktuel, for der er desværre ikke noget, der tyder på, at vi har lært af fortidens verdenskrige med nutidens regerende magt(liderlige) personer.
Diktatoren giver stof til eftertanke, specielt den sidste scene, hvor barberen – forvekslet med Hynkel holder tale til folket. En tale om grådighed, om at vælge fred frem for krig og om at gøre verden til et bedre sted samt hjælpe og passe på hinanden. Et budskab man vel næppe kan være uenig i. Diktatoren får de varmeste anbefalinger herfra med en garanti for grin og underholdning fra start til slut.
Diktatoren spiller fra den 21. september til om med den 29. oktober på Nørrebro Teater. Billetter kan købes her.
/Louise Bro