Efterhånden mulighed for sol – ny roman af Michael Enggaard

0
341
Ny roman af Michael Enggaard udforsker livet som unge og midalderende for de to journalister, Julie og Tom, der mødes i 1994, mister kontakten men finder den igen i 2019. En både trist, tragikomisk, underholdende og medrivende historie om to almindelige mennesker og deres rute gennem livet.

 

Af Louise Taarnhøj

Bog modtaget af forlag som anmeldereksemplar

Julie er servitrice på en motorvejsrestaurant ved Solrød og førstehåndsvidne til verdens vrimmel. Hun bor i sit barndomshjem med sin søster, der er bange for næsten alt, men har regnet ud, at hendes yatzyresultater er bedst på torsdage. Der må godt ske lidt mere i Julies liv.

Tom passer en billardsalon på Vesterbro i København. Han anstrenger sig for at sørge over sin fars død og for at være en god far for sin teenagesøn, som er begyndt at få besøg af én i røde Vans. Han længes efter hjemstavnen i Nordjylland, men der er også Irene, som sidder i kørestol. Hende er han nødt til at tage sig af. En dag kommer brevet fra Julie. Tom har ikke hørt fra hende, siden de lavede radio sammen i Aarhus 25 år tidligere. Han har stadig spolebåndene. På dem ligger deres ungdom, som ellers synes så langt væk. Det står klart, det har det egentlig altid gjort, at Julie og Tom er evigt forbundne.

Efterhånden mulighed for sol er en fortælling om tilfældets magt og bøvlet med at finde sig til rette i tilværelsen. Om at flytte til en større by som ung med ønsket om at opdage livet. Og om mange år senere at se tilbage på et specifikt forår, der måske ændrede alt.

—————————————————————————————————————–

Jeg læste denne roman færdig i tirsdags, og jeg var underholdt fra første til sidste side. Det er den slags romaner, der hænger ved i tankerne, selvom du ikke sidder med den, og du glæder dig til at komme hjem for at læse videre.

Michael Enggaards sprog minder mig om stilen hos eksempelvis Martin Kongstad – der er humor og præcise beskrivelser af steder og mennesker. Sproget er det, der gør hele historien charmerende, for vi bevæger os i to trøstesløse universer, både når vi følger Julie og Tom i 1994 og i 2019, som romanen springer frem og tilbage til.

Det er ikke den allerbedste bog, jeg har læst – men den har alligevel en hel del at byde på og passer perfekt til en tur i sommerhus til påske i næste uge.

Efterhånden mulighed for sol

Michael Enggaard, Efterhånden mulighed for sol

437 sider

Udgivet 2. marts 2021

Pris: 249 kr.