På Nørrebro er man engageret i sin bydel, og det er så dejligt.
Som de fleste sikkert ved, er København ved at udvide sin beskedne Metrobane. Derfor er store dele af byen skåret op og ligger som åbne fælder, man skal passe på ikke at falde ned i. Til gengæld får vi en brugbar metro om 7 år, og det skal vi også være glade for.
Nørrebro har været hårdt ramt af metroplanlægningen, som først kastede sig over Assistens Kirkegården, og nu flytter arbejdspladsen ved Nørrebro Parken til først ikke at berøre fældning af træer til at skulle fælde en hel lille skov. Det er Nørrebroerne kede af, og derfor demonstrerer de ved at iklæde træerne små stykker stof, hvorpå der står “offer 1”, “offer 2”, “offer 3” osv.
Det ser meget dramatisk ud, når man kommer cyklende forbi, men på en smuk måde. Selvfølgelig får vi en metro i sidste ende, men metrobyggeriet betyder også ændringer, som ikke alle er lige glade for.
High five til Nørrebro for at turde sige fra og gøre opmærksom på et vigtigt dilemma.
PS. Det skal lige siges, at fældningen af træerne til gengæld betyder, at en fodboldklub på Nørrebro får en meget større bane at spille på. Så helt sort/hvid er sagen ikke…
/Louise