Feel Freeze | Københavnersnuden #44

0
391
Feel Freeze er et dansk musik band fra Københvan og spiller koncerter

Feel Freeze udgav i 2014 debut-EP’en “Future Emotions in a Digital Heart”, som ifølge anmelderne var en “yderst vellydende debut-ep” (Undertoner) fuld af “fremragende dansk elektropop” (GAFFA) i et “helt-vildt catchy pop-univers” (DR P6BEAT). Duoen, som består af Mathias Vinther og Raymonde Gaunoux, har du kunnet opleve på SPOT Festival, men også udenfor landets grænser, hvor de har spillet i Benelux-landene og netop hjemvendt fra en længere turné i Sydøstasien. I skrivende stund arbejder de på opfølgeren til debut-EP’en, som tematisk tager afsæt i de mange mennesker og oplevelser, som de har mødt ved at rejse med deres musik ude i den store verden.

Feel freeze musik i københavn

LC: Hvor bor du?

MV: Jeg bor i et kollektiv på Willemoesgade på Østerbro.

LC: Hvor går du tur?
MV: Jeg går ofte langs søerne sådan fra Østerbro til Dronning Louises Bro. Jeg bruger også ret meget tid i vores studie på Refshaleøen, så derude går jeg også en del ture ud til havnen og kigger på sejlbåde, gipsskulpturer og havfruen på den anden side. Om sommeren hopper mig og min makker Raymonde i vandet og vinker til turistbådene.

LC: Hvor drikker du kaffe?

MV: Den drikker jeg oftest i køkkenet hjemme i kolle, på besøg hos venner, eller når jeg går rundt om søerne i en take away kop.

LC: Hvor spiser du?
MV: Haha også i kolle til fællesspisning hver aften kl. 19. Jeg har ikke så mange penge, så jeg går ikke på så mange restauranter, men jeg elsker pommes fritter, og dem spiser jeg gerne på grillbarer på Nørrebro med mine venner. Ellers elsker jeg thai take away fra Mae Pen på Gormsgade eller en stor fed burger.

LC: Hvor fester du?
Jeg fester mest, når vi har været ude at spille koncert eller hos venner, der inviterer. Men jeg kan også godt lide at få en øl f.eks. på musiksmag på jægersborggade, og fornylig tog nogle venner mig med ned for at høre techno i skrædderstilling på et gulvtæppe på Øen på Mimersgade – et lille hus, som nu er et galleri og et meget intimt spillested. Det er fedt. Som noget nyt er jeg også begyndt at drikke cocktails engang imellem på Bæst i Klosterstræde – der er rigtig fint!

LC: Hvor inspireres du?
MV: I den blå time, når solen går på hæld ude på Refshaleøen sker der et og andet. Det er rart at komme derud og skrue tempoet ned, væk fra larmen inde i byen. Jeg kan også godt finde inspirationen i mit hjørneværelse, når de andre derhjemme er gået i seng. Det er meget det der med at lukke alt andet ude og det lykkes ofte godt, når jeg enten søger væk fra byen eller når byen går i seng.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
MV: Wow. Den er svær, heldigvis fordi der er mange. Jeg har noget med Assistens Kirkegården – der føler jeg en ro og en forbindelse til noget historisk, som jeg godt kan lide. 
Da jeg flyttede til byen boede jeg på nørrebro og assistensen var min baghave, så den minder mig også om dengang København var helt ny, stor og uudforsket for mig.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MV: På hovedbanegården under en storladen afskedsseance. Og ude på de nye cykelbroer på Holmen nær Papirøen. Der er en vild udsigt udover vandet og til himmelen, så når man cykler der mens solen går ned, er København helt overdrevet smuk! Jeg kan også føle en forbindelse til en universel evighed ved at tage ned på Amalienborg om natten og kigge på stjerner imens garderne går nattevagt. Fornylig kom min ven Niels dog for tæt på en af bygningerne og så fik vi skældud af en garder som sagde: ”nej ikke tættere på.” Det ødelagde lidt af romantikken, men det var ret sjovt – især fordi garderen talte lige så jysk som mig.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
MV: Jeg har flyttet ret meget rundt i min tid i København, og der er en eller anden følelse af samhørighed og tryghed med byen alle de gange mine venner og jeg har stået på gaden med alle mine ting på vej til et nyt sted.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MV: Amalienborg om natten. Prøv generelt at glemme for en stund, at du har en travl hverdag i byen og lad som om du er turist, hop på din cykel og kør et eller andet sted hen og betragt mennesker og hvordan bybilledet ændrer sig. Før jeg flyttede til det mondæne (og småkedelige?) Østerbro, boede jeg lige ved Nørrebro Station. Det er et markant anderledes kvarter, hvor der er noget helt helt andet på spil i folks liv. Jeg synes det er vildt interessant at bevæge mig rundt i byen og betragte menneskers liv og adfærd ændre sig fra sted til sted.

LC: Dit perfekte soundtrack til København?
MV: Jeg er nostalgiker og melankoliker – “Lovesong” med The Cure.

[ot-video][/ot-video]

Tak til Mathias Vinther fra Feel Freeze, der delte ud af sin oplevelse med og af København. God søndag