Mens stormen raser, regnen falder, og du venter på, at foråret skal komme – så er der masser af underholdning på streamingtjenesterne, både god og dårlig. Du får her tip til fire fede streamingting, og en advarsel om en rigtig dårlig.
Af Louise Taarnhøj
1. The Morning Show
Indrømmet – den er ikke ny. Men jeg har først set den nu, fordi jeg ikke har haft Apple+ før nu. Og jeg skal lige love for, at her er noget at komme efter. Serien, der handler om #metoo på et morgentv-program i USA, er velspillet, velproduceret, interessant og morsom – og så viser en kompleksiteten omkring #metoo.
Der er to sæsoner, begge to er seværdige – og der kommer vist nok endnu en sæson om ikke så længe.
Apple+
2. Flugt
Måske er det overflødigt at komme med en anbefaling, siden alle medier efterhånden har anbefalet den. No news here. Men der er virkelig en grund til, at den har vundet så voldsomt mange priser, og at den er nomineret til intet færre end tre Oscars og dermed skriver historie.
Det er en dokumentarfilm om en 11-årig dreng Amin, nu ung mand, i Afghanistan, der må flygte fra landet sammen med sin familie. Flugten splitter familien ad, hvor nogle af dem havner i Rusland, inden vores hovedperson kommer til Danmark, hvor han får lov at blive. Sandhende om sin familie og flugten fra Kabul har Amin aldrig fortalt nogen, heller ikke sin danske kæreste Kasper. Han har ikke turde. Indtil nu. Kasper har nemlig friet, og Amin vil gerne giftes med ham, men før det kan ske, må han fortælle ham, hvem han var og er.
Historien er hjerteskærende og medrivende. Men det er også filmen opsætning, animation blandet med virkelige billeder, der gør den så utrolig interessant og nærmest hypnotiserende. En film, du aldrig vil glemme.
DR-TV
3. Euphoria
Jeg slugte Euphoria for et par år siden – en ungdomsserie om en gruppe unge, der kæmper med teenagetidens spørgsmål om identitet, seksualitet, stoffer, venskab, overgreb, psykisk sygdom, kriminalitet, fremtid osv. Den mest nærliggende sammenligning må være norske Skam, som også rammer plet i mange henseender. Euphoria er bare lige en tand mere barsk og hudløs. Og jeg elsker det.
Hovedpersonen er Rue Bennett, som konstant er på stoffer, og som ikke helt kan finde ud af livet. Hun fascineres og forelsker sig i transpersonen Jules, der overskrider sine egne grænser konstant, blandt andet ved at mødes med ældre mænd på tarvelige moteller via dating-apps.
Det er en hård serie, men hvis man bare kan huske en lille smule fra teenageårene, vil man vide, at serien tager teenagerens intensitet alvorligt. Og når man har set serien, tænker man (jeg): GODT jeg ikke er teenager længere.
HBO Max
4. Ted Lasso
Og nu til noget HELT andet! Jeg er lidt i tvivl, om Ted Lasso er noget, vi snakker højt om, at vi ser? Er det en totalt kikset serie, eller synes vi, den er fed?
Jeg hører til den sidste del, og det troede jeg ikke, at jeg ville. Men jeg faldt over den en aften i starten af ugen, og nu har jeg set næsten alle afsnit af den, og jeg knuselsker den.
Den handler om amerikanske Ted Lasso, der hyres til at være træner for et engelsk fodboldhold. Ted er en happy-go-lucky-type, der vader ind i folk med træsko på, hvilket ikke er noget for de fleste englændere – som jo er kendt for at være noget reserveret. Udover at være ekstremt positiv og udadvendt, er han ikke nogen dygtig træner. Eller det vil sige, han har ikke noget CV, der siger, at han er det. Han hyres af den tidligere ejers forsmåede ekskone, der vil have hævn over at blive forladt til en yngre model, ved at køre eksmandens elskede fodboldklub i sænk.
Det sker – naturligvis – ikke. Ikke helt, i hvert fald, for nu skal jeg selvfølgelig ikke spoile for meget.
Det, der gør Ted Lasso seværdig er, at serien både er morsom, sød og rørende. En feelgood-serie. Jeg plejer ikke at være til den slags serier, men Ted Lasso har noget ekstra. Måske er det fordi, den handler om et fodboldhold, og jeg kan egentlig meget godt lide fodbold. Holdet, som Ted Lasso hyres til at være træner for, er ikke gode, og de bliver ikke bedre af at få en amerikansk træner, der ikke ved særligt med om soccer.
Ted Lasso trænerstil handler ikke så meget om selve spillet, men om det mentale – at holdet skal spille sammen og tro på, at de kan vinde. Og så kom jeg til at tænke på landsholdet og Hjulmand. Og så blev serien en lille smule mere hyggelig at se. For jeg mindes i sommer, at Hjulmand viste en ny form for lederskab – en følsom, moderne form for lederskab, der handler om fællesskab og sammenhold. Og selvom al sammenligning mellem Hjulmand og Lasso faktisk er en fornærmelse overfor Hjulmand, så kom jeg også til at holde af Lasso i løbet af serien. Man kan simpelthen ikke andet.
Og en enkelt, du skal undgå:
Inventing Anna
En serie, der bygger på en sand historie, men som alligevel ikke helt holder sig til den sande historie. Historien om en influencer, der – måske – narrer alle omkring sig til at tro på, at hun er en rig, russisk arving. Hun mænger sig med de rige og kendte, men pludselig en dag bliver hun afsløret og ryger i fængsel.
Det lyder som en ret fed serie, ik? Det kunne det også have været. Men Inventing Anna er en af de serier, hvor alt skal skæres ud i pap for seeren – og dermed ryger al humor bort. Derudover skal alle skuespillere overspille, og klipningen skal være knivskarp og hurtigt.
Det lader til, at nogen er bange for at kede sine seere. Hvorfor? Der er en fed historie, endda en virkelig en af slagsen, og så skal den skæres ud og stopfodres til os, som om vi ikke fatter en bjælde.
Det minder mig om engang, da jeg skulle notere en mands navn i telefonen. Han sagde: “Ja, mit navn er Jens, J-E-N-S.” Styr dig, idiot, havde jeg lyst til at sige. Og det er præcis samme følelse, jeg sidder med, mens jeg ser Inventing Anna.
Jeg gav op efter to afsnit. Se, hvor langt du når.
Netflix