Forår i luften på Kunsthal Charlottenborg

0
372

Fotocredit: Marcus Trappaud Bjørn (DK)

36 nøje udvalgte kunstenere og kunstnergrupper fra ind- og udland udgører årets Forårsudstilling på Kunsthal Charlottenborg.

Af Laura Lokdam

Siden 1857 har den årlige forårsudstilling på Kunsthal Charlottenborg været med til at bebude forårets snarlige komme.

Udstillingen, der ifølge museet selv er én af de vigtigste censurerede udstillinger i Nordeuropa, består af kunstnere og kunstgrupper fra ind- og udland og samler værker inden for blandet andet arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk.

Med over 944 kunstnere og kunstgrupper og en samlet pulje på mere end 4.000 værker i ansøgerfeltet har de 36 udstillere på årets udgave af Forårsudstillingen formået at sno sig igennem noget af et nåleøje.

Størstedelen er kunstnere og kunstgrupper fra Danmark, men i årets program kan også findes blandt andre norske, svenske, finske og amerikanske navne.

Fotocredit: Lene Harbo (DK)
Fotocredit: Lene Harbo (DK)
Et kig ind i fremtiden

Som du skrider gennem rummene fra det ene imponerede værk til det næste, vil du måske spørge dig selv, om der er et overordnet tema, som forbinder de meget forskelligartede værker.

Ifølge Kunsthal Charlottenborg findes der ikke som sådan et overordnet tema. Juryen, bestående af seks jurymedlemmer, der selv alle er udøvende kunstnere, har udvalgt værkerne på baggrund af et ønske om at finde mening og en slags struktur i den fuldstændige diversitet, der eksisterer inden for kunstarterne.

Selv beskriver juryen arbejdet med at udvælge og sammensætte værkerne i udstillingen som en proces, hvor “der opstår indre logikker mellem værkerne, temaer og motiver går igen, modsætninger bliver tydelige, og alle de verdener, værkerne kommer af, danner et usynligt system og rykker mod hinanden, tættere, som var de planeter i et solsystem uden sol eller centrum.”

Hvis der alligevel skal findes en form for rød tråd, så vil det være, at der som oftest er tale om unge, nyetablerede kunstnere i selskab med mere etablerede navne, der gennem Forårsudstillingen får mulighed for at præsentere nye værker.

Netop fordi der i høj grad præsenteres nye navne, giver udstillingen, der gennem årene har været med til at skubbe debutanter på rette vej, god lejlighed til at tage et smugkig på, hvad fremtidens kunstscene vil byde på.

Fotocredit: Solveig Aalberg (NO)
Fotocredit: Solveig Aalberg (NO)

Udstillingen kan opleves fra 2. februar til og med 5. marts. Hver onsdag i udstillingsperioden er der gratis adgang fra 17-20.

Se mere her.