Paul Auster: Nationens Blod

0
262
Paul Auster Nationens Blod
Paul Austers nyeste bog er ikke en mørk roman, men en mørk gennemgang af skydevåbnets historie i USA. Hvert år bliver ca. 40.000 mennesker dræbt af skydevågen i USA. Hver dag (!) sker et masseskyderi (defineret ved at minimum fire personer dræbes eller såres), og det er så tit, at befolkningen efterhånden ikke gider at læse og høre om det, og nyhederne derfor sjældent bringer det. Auster stiller spørgsmålet: Hvorfor er det sådan i USA, når det ikke er sådan andre steder i den vestlige verden?
Paul Auster Nationens Blod
Paul Auster: Nationens Blod

Da jeg vågnede i morges, rakte jeg ligesom alle andre morgener som det første ud efter min telefon. Den første nyhedsopdatering var fra TV 2 Nyhederne, som berettede om endnu et masseskyderi på et universitet i USA.

En mand (det er aldrig kvinder – enkelte gange er det en kvinde sammen med en mand, men aldrig blot en kvinde) var igen gået amok med et skydevåben, denne gang på et Michigan State University og dræbt tre personer, såret fem.

Da jeg tjekkede nyhederne senere på dagen, var nyheden nærmest ikke-eksisterende. Gad vide, om vi også herhjemme er ved at være vandt til, at der er masseskyderier i USA på daglige basis?

Paul Austers Nationens Blod er en gennemgang af skydevåbnets historie i USA – men ikke en kronologisk gennemgang, mere som et essay, der vender opsigtsvækkende nedslag i historien og prøver at finde frem til, hvorfor amerikanerne er så knyttede til retten til at bære våben – når nu SÅ mange mennesker dør hvert eneste år.

Ja, der er the second amentment, som os, der så Bowling for Columbine tilbage i 2000, lærte at kende rigtig godt – altså, at hver person i USA har ret til at bære våben for at beskytte sig selv. Til at starte med, da den lov blev lavet, handlede det om, at alle amerikanere skulle drage i krig, hvis landet blev angrebet, og derfor skulle alle have adgang til våben. Men senere hen blev betydningen ændret.

Paul Auster Nationens Blod
Paul Auster, May 2, 2009, New York, New York, by Beowulf Sheehan/PEN America

Hver gang, der sker et masseskyderi, som er usædvanligt grusomt (det er altid grusomt, men hvis eksempelvis over 10 mennesker dør, eller der er mange børn mellem ofrene), bliver det blæst op i pressen – og 10 minutter efter er våbenlobbyen på barrikaderne for at fortælle, at det er derfor, det er vigtigt, at alle har ret til at bære våben, så den slags sindssyge mennesker, der skyder løs, kan blive stoppet.

For det fleste af os her i Europa, lyder det argument helt absurd. Jo færre, der bærer våben, jo færre bliver vel skudt?! Men traditionen er så stærk, og våbenlobbyen er så magtfuld, at selv den mest ihærdige politiker, der har forsøgt i årenes løb at skærpe våbenloven, har måtte give fortabt.

Der findes næsten 400 millioner skydevåben i USA – det er altså mere end ét pr. indbygger. Hver dag sker mere end 100 skydevåbenrelaterede dødsfald om dagen. Mere end 200 om dagen bliver såret af skud, hvilket er mere end 80.000 om året.

Det er svimlende tal. Og når Auster gennemgår forskellige drab og masseskyderier, bliver jeg som læser både forfærdet, trist og vred.

Men mest trist bliver jeg af de billeder, som bogen er ledsaget af. Bogen er nemlig et samarbejde med fotograf Spencer Ostrander, som har fotograferet gerningssteder for masseskyderier efter de er sket. Billederne er ensomme, øde steder, der er så nøgne, triste og sørgelige, at man taber pusten.

Selvfølgelig skriver Paul Auster ikke lovprisende om skydevåben, så det bliver en ensidig historie, man får serveret her. Dog er fakta jo ikke til diskussion, så spørgsmålet er, om USA kan blive ved med at leve med disse forhold – og i den værste af alle verdener: bliver Europa og andre steder i verden på et tidspunkt så inspireret af USA, at skydevåben også her bliver almindeligt at bære?

Det sidste tror jeg ikke. Auster forklarer, hvordan skydevåbnet er blevet en integreret del af den amerikanske historie, og lige nu står det ikke til at ændre. Men lad os håbe for fremtiden, at det bliver ændret.

I slutningen af bogen skriver Auster:

Det her er et land, som er født af vold, men også født med en fortid. Hundrede firs års forhistorie, hvor vi har levet i en tilstand af konstant krig med indbyggerne i det land, vi tog, og konstant undertrykte vores slavegjorte minoritet – de to synder, vi bragte med os ind i Revolutionen og ikke har sonet siden. Om man bryder sig om det eller ej, er vi fortsat bebyrdet af den skam, der hænger ved de to synder, disse to forbrydelser mod de principper, vi ellers påstår at leve efter, uanset hvor meget godt Amerika har gjort i løbet af sin eksistens. Tyskerne har forholdt sig til naziregimets babari og umenneskelighed, men amerikanerne hejser stadig sydstatsflaget og mindes konføderationens tabte sag med hundreder af statuer af forræderiske generaler og politikere, som flåede unionen fra hinanden og forvandlede De Forenede Stater til to lande.