Golden Days hylder historiens bagsider til gratis åbningsfest i Skuespilhuset

0
486
På fredag inviterer Golden Days indenfor i Skuespilhuset til gratis åbningsfest for årets Golden Days Festival med temaet ”Historiens B-sider”. Festivalen hylder over to uger vores kulturhistoriske skønhedspletter, vildskuddene og eksperimenterne. Til åbningsfesten kan man opleve syv snack-size smagsprøver på årets festival, høre DJs Lucia Odoom og Mads Axelsen spille B-sider og starte weekenden på ægte fredagsbarsmanér med 107 gratis øl med udsigt over Københavns Havn.

Golden Days Festival handler i år om alt det, vi ikke umiddelbart ser. Det gemte og det glemte. Gennem litteratur, arkitektur, kunst, scenekunst, film, musik og samfundsstof undersøger festivalen vores fælles bagkatalog af fejl, eksperimenter og missing links. Til åbningsfesten kan du opleve syv indslag fra festivalen som en lille appetitvækker, når der hver halve time vendes en ny B-side inden for en kunstretning.

Gå med på en walk i Skuespilhusets gemte krinkelkroge og oplev husets mange hemmelige korridorer, hvor kun skuespillerne normalt kommer. Få et indblik i en forfatters skriveproces, når Lone Aburas læser sin ikke-udgivne tekst “Den sorte bog (B-sider)” op i et af Skuespilhusets intime rum. Se hvilke overraskende motiver der gemmer sig på bagsiden af SMK’s malerier, når man vender værkerne om. Sæt dig i garderobens mørkeste hjørne og se klip fra DR’s hemmelige samling af pornofilm, som har skjult sig i DR’s kældre i årevis. Hør historikeren Poul Duedahl vende vrangen ud på danmarkshistorien. Oplev Det Kongelige Danske Musikkonservatorium spille en overset komposition af Bach i B-dur – og se Den Kongelige Ballet opfører den eksperimenterende ballet “Et æg”, hvor ballerina Femke Mølbach Slot danser om Arne Jacobsens stol Ægget.

Golden Days

En hyldestfest til eksperimenter og bagsider

Åbningsfesten er en hyldestfest til eksperimenter og bagsider og en smagsprøve på de 200 arrangementer, som publikum kan opleve de følgende 16 dage i 20 kommuner over hele Sjælland.

Festivaldirektør Svante Lindeburg fortæller:
”Vi er stolte af at præsentere syv indslag, som viser nogle af de oplevelser, man kan få ved at gå på opdagelse i årets festival. Vi river fotofilteret af linsen, går bagom facaderne, holder eksperimenterne frem og dykker ned i alle nuancerne mellem sort og hvid. Vi har som mennesker en tendens til at retouchere og redigere fortiden, men også vores egen fremtræden, så den passer ind. Men måske går vi glip af for meget skønhed og viden, hvis vi gang på gang fokuserer på det kanoniserede, det mest spillede på Spotify, det femstjernede hos Trip Advisor og alt det A-listede. Vi skal turde fjerne splinten i øjet og ryste vaneblikket. Og det er det, som årets festival kan og som vi giver smagsprøver på til åbningsfesten.”

Golden Days 2018

INFO OM ÅBNINGSFEST

Hvor: Skuespilhuset, Skt. Annæ Plads 36, 1250 KBH K.
Hvornår: Den 7. september 2018 kl. 16-19
Hvad: Åbningsfest med smagsprøver på syv B-sider indenfor årets Golden Days Festivals tematiske spor; samfund, arkitektur, scenekunst, film, litteratur, kunst og musik.

Program:

16:07 Historiker bladrer i vores fælles glemmebog

16:37 Walk: Skuespilhusets hemmelige rum

17:07 Flygelkoncert: Bach i B-dur

17:37 Bagsiden af SMK’s malerier

18:07 Lone Aburas læser: Den sorte bog (B-sider)

18:37 Den Kongelige Ballet: En ballerina. Et Æg.

16-19: DR’s glemte pornofilm looper i garderoben

16-19: Mads Axelsen og Lucia Odoom spiller B-sider

 

INFO OM GOLDEN DAYS FESTIVAL

Hvor: København og omegnskommuner
Hvornår: Den 7. – 23. september 2018

Hvad: 200 arrangementer om historiens B-sider kurateret ud fra syv spor: arkitektur, kunst, musik, film, litteratur, scenekunst og samfund. Det fulde program offentliggøres den 13. august på goldendays.dk og som programavis distribueret på caféer, kulturinstitutioner m.m.

Hvorfor: I en præstationsfikseret nutid præget af nulfejlskultur og fotofiltre vender Golden Days Festival 2018 vrangen på historien og dykker ned i vores kulturhistoriske skønhedspletter, de oversete tracks, director’s cuts, fodnoterne, vildskuddene og historiens missing links. Målet er at lære af eksperimentets og den vilde tankes kraft. At hylde modet og nysgerrigheden. For det er ofte i grænselandet mellem sammenbrud og nybrud, at verden ændrer sig.

Hvordan: Årets festival er gjort mulig med støtte fra Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, FrederiksbergFonden, Dreyers Fond, Beckett-Fonden, Augustinus Fonden samt Knud Højgaards Fond og i samarbejde med USKIK, Kulturmetropolen og 4K samt mere end 100 øvrige samarbejdspartnere.

 

GOLDEN DAYS

Golden Days Sekretariat er et af landets førende huse inden for konceptudvikling og formidling af kultur, historie, kunst og videnskab. Sekretariat er en erhvervsdrivende fond. Hovedaktiviteten er den tilbagevendende kulturhistoriske festival Golden Days Festival, der hvert år har mere end 30.000 besøgende og et program, der spænder over 200 arrangementer fordelt over 20 kommuner. Sekretariatet står også bag natur- og videnskabsfestivalen Bloom og producerer en række kulturprodukter som turistmagasinet Curator, der guider Københavns besøgende til de bedste kulturelle oplevelser i byen.

Sekretariatets kunder tæller bl.a. organisationer som Museer i København og Omegn, Kronborg Slot, Københavns Universitet, Novo Nordisk og Ørsted. Senest stod sekretariatet bag evalueringen af teaterprisen Årets Reumert for Bikubenfonden.

 

Du kan læse mere om Golden Days på www.goldendays.dk

God fornøjelse!