Klumme: Om utroskab

1
473
I en række programmer på DR undersøger Adam Holm og Eva Agnete Selsing om den moderne verden har glemt vores kristne, moralske kompas. I det første program undersøger de utroskab. Det har sat tankerne i gang hos Louise Taarnhøj – både om vi kan tillade os at dømme andre menneskers måde et leve på, men også hvor meget denne måde at leve på kan påvirke os i lang tid.

Af Louise Taarnhøj

Når folk spørger mig, om jeg nogensinde har oplevet utroskab, plejer jeg altid at sige, nej, ikke hvad jeg ved af. Og så går der ikke mere en 3-4 sekunder, hvor jeg må rette mig selv og sige, åh jo – jeg var på et tidspunkt sammen med én, som havde en anden kæreste samtidig – uden jeg vidste det.

Og helt ærligt, jeg glemmer den periode, eller måske nærmere fortrænger den. Ikke fordi, at den var ligegyldig. Tværtimod så ændrede den mig, fordi jeg pludselig oplevede et andet menneske forandre sig foran mig. Fra at være den person, som jeg syntes bedst om af alle, gik han til at være en fremmed, som jeg ikke kunne mærke.

I den periode, hvor bedraget foregik, var jeg i gang med at skrive en masse musik og indspille forskellige nye numre. Det kan have haft noget at gøre med, at jeg har overset nogle faresignaler, men det er også det eneste, jeg kan se af formildende omstændigheder for, hvorfor det skete for mig. Det er spørgsmålet, som de fleste vel stiller sig selv, når de er ude for et bedrag: hvorfor så jeg det ikke? Det er nemt nok at være bagklog, og jeg skal ikke kunne sige, om jeg kunne manipuleres med på den måde igen, men det kunne jeg nok godt. Jeg er meget loyal selv, og jeg tror på det bedste i de folk, jeg omgiver mig med. Jeg stoler simpelthen på dem, at de er ærlige og vil mig det bedste også. Det VIL jeg blive ved med, om det så gør mig naiv og blåøjet. Jeg har været i en lang nok periode, hvor alle kunne være en potentiel løgner og bedrager, og det er ikke nogen måde at leve på.

Min udskældte klumme

Sidste sommer skrev jeg en klumme for Eurowoman om utroskab. Eller rettere: jeg forsøgte at finde ud af, hvad folk tænkte om det, når mænd eller kvinder kommunikerer via Instagram chat. Jeg stillede simpelthen spørgsmålet: Er det utroskab eller uskyldigt, når han skriver til singlekvinden på Instagram? Jeg havde selv en kæreste sidste sommer, som var fuldt ud på min side og mente, at et måske var lidt tarveligt over for han kone, at han hele tiden skrev til mig, men at jeg jo ikke gjorde noget forkert her.

Folk blev rasende og kaldt mig for det ene og det andet og det tredje. Selv mine egne venner fandt det frastødende, at jeg svarede ham, når han skrev til mig. Jeg spurgte ham endda på et tidspunkt, om hans kone vidste, at han skrev til mig, men det vidste hun ikke. Jeg har altid haft den (gode, synes jeg selv), at mænd, der er optagede, er usexede. Jeg bliver simpelthen ikke tiltrukket af dem. Det er som om, at de bliver kvinde for mig, de mister deres seksuelle tiltrækning – ja, deres penis falder af.

Jeg er så glad for, at jeg har det sådan, jeg gider nemlig ikke have en anden kvindens mand. Derfor undrede det mig, at kvinderne på Facebook var så meget efter mig over, at jeg svarede en fremmed mands beskeder i Instagram-chatten. Jeg syntes helt ærligt ikke, at jeg havde gjort noget forkert.

I dag synes jeg, at den kan gradbøjes. Hvis min kæreste skrev dagligt med en fremmed singlekvinde på Instagram, ville jeg blive sur på ham. Men ikke på hende. Hun kunne jo lige så godt være uvidende om, at ham, hun skriver med, er min kæreste.

Interessante pointer

I programmet Adam & Eva om Utroskab har de to værter naturligvis forskellige syn på, hvordan vi skal leve vores liv i det moderne samfund. Adam Holm er klart den mest ærlige; han fortæller, at han har stået i begge situationer – som den utro, og som den bedragede. Det har han også fortalt om i en podcast for DR.

Men det interessante i programmet er, at Eva Selsing mener, at alle former for sex med andre mennesker end ens partner, er en form for utroskab og ikke mindst umoralsk. Det udtrykker hun efter et interview med en mand, som går i swingerklub (med kærestens tilladelse) for ikke at være utro, som han har været i alle sine tidlligere forhold.

Jeg kan faktisk godt forstå, hvad hun mener, når hun mener, at det er moralsk forkert. Hun spørger ham på et tidspunkt, om han ikke kan styre sig, og det kan han godt, svarer han. Men det er jo lige præcis det, han ikke kan, for han går i swingerklub for at kunne styre sig på andre tidspunkter. Så nej, han kan ikke styre sig uden ‘hjælp’ (=swingersex). Det er der intet galt i i min verden, han skal nok bare være klar over det og indrømme, at han har et problem. Derudover synes jeg ikke, at der er noget at komme efter her.

Til gengæld er den anden historie, hvor en kvinde fortæller om et decideret bedrag begået af ekskæresten. Det er jo ikke i orden, og det giver helt sig selv.

Men spørgsmålet er, om vi i den moderne verden har så mange muligheder, at vi glemmer at strenge os an med at vælge noget fra? Altså, indgår du i et parforhold, kan du så overskue, at du ikke skal være sammen med andre? Det lader til, at flere og flere vælger at leve mere eller mindre åbne og have andre partnere. Om det er godt eller skidt, det er jo spørgsmålet. Og et spørgsmål, man må stille hinanden indbyrdes i forholdet.

Men samfundsmæssigt kan jeg faktisk godt se, hvad Eva Selsing mener (jeg har sat et kryds i kalenderen på dagen i dag, for det er i sandhed den første gang, jeg er enig med hende). Til gengæld er jeg ikke enig i, at manden i swingerklubben handler umoralsk overfor sin kæreste. Overhovedet.

Redaktionsmødet

Programmet satte virkelig en masse tanker i gang hos mig. Jeg overvejede også at beskrive min egen situation, men har slettet det hele igen. Det bliver for privat, og det var en voldsom oplevelse.

Det er et interessant emne, fordi vi kan være så utroligt uenige og diskutere det i en uendelighed. Utroskab.

I Adam & Eva er jeg meget enig med Adam Holm, mens jeg langt henad vejen faktisk godt kan se, hvad Eva mener, og hvorfor hun mener det, hvilket er mindst lige så vigtigt i en holdningsdiskusison.

Jeg gad godt at have været en del af redaktionslokalet og oplevet, hvordan man har fundet frem til de forskellige cases. Jeg ville ønske, at man havde fundet en kvinde, der gik i swingerklub, og en mand, der havde oplevet utroskab. På en måde virker det så oldnordisk, at manden ikke kan blive tilfredsstille af én kvinde, og at kvinden tværtimod er den bedragede og ulykkelige, der er offer for mandens vilde drifter.

Men det kan jo være, at det var planen fra start, og at den slags mennesker er svære at finde, hvad ved jeg. Det kunne bare have været spændende.

Jeg anbefaler at se programmet og finde ud af, hvor du selv står, og måske også hvor din kæreste står i spørgsmålet om utroskab. Udover ovenstående historie har jeg aldrig oplevet utroskab, og skulle det ske, at min kommende kæreste er mig utro, vil jeg helst ikke vide det. Så vil jeg hellere forlades.

/Louise T

Louise Taarnhøj

1 COMMENT

Comments are closed.