Den 1. juli indtager verdens største cykelløb København, når 1. etape af Tour de France ruller gennem byens gader. Her får du et overblik over, hvad du kan opleve og hvor du kan se verdens bedste cykelryttere på den 13 km lange enkeltstart.
Af Louise Bro
København er verdens bedste cykelby, fordi den udover en masse gode og brede cykelstier, også er så dejlig flad. Derfor bliver der heller ingen bjergetaper eller skarpe stigninger på den første etape af årets Tour de France, når den bliver skudt i gang i København den 1. juli.
Til gengæld bliver den flade rute fyldt med hæsblæsende action, når cykelrytterne på den 13 km rute skal gennem brede gader og skarpe sving. Ruten er tilbagelagt på ca. 15 minutter, men da de 175 cykelryttere sendes afsted med 1 minuts interval – og ruten strækker sig gennem det meste af København, er der rig mulighed for at opleve verdens bedste cykelryttere suse forbi.
Programmet for 1. etape af Tour de France i København
Kl. 14.30-14.50: Inden løbet starter, vil Tour de Frances berømte reklamekaravane køre på ruten.
Kl. 16: Etapen starter på Nørre Farimagsgade ved Ørstedsparken – de 175 ryttere sendes afsted med 1 minuts interval og sidste rytter (2021 vinderen, Tadej Pogacar fra UAE Emirates) kører af sted kl. 18.55.
Kl. 19.10: Rytterne forventes at være ca. 15 minutter om at tilbagelægge ruten, så første rytter forventes at krydse målstregen ca. kl. 16.15 og sidste rytter ca. kl. 19.10 på H.C. Andersens Boulevard.
Her kan du se 1. etape af Tour de France i København
Start og Nørrebro:
Etapen starter ved Ørstedsparken kl. 16 og kører fra Nørre Farimagsgade til Dronning Louises Bro, videre af Nørrebrogade, drejer ved Fælledvej og videre af Blegdamsvej, drejer på Fredensgade over Fredensbro ved Søerne.
Østerbro:
Herfra fortsætter ruten langs Øster Søgade drejer ved Østerbrogade, forbi Trianglen og videre mod Parken ad Øster Allé, omkring Fælledparken via Jagtvej og Østerbrogade og Dag Hammerskjolds Allé.
Langelinie og Indre By:
Ruten fortsætter ad Folke Bernadottes Allé mod Langelinie og Den Lille Havfrue, videre omkring Kastellet og forbi Gefionspringvandet – herefter Amaliegade, op og runde Amalienborg Slotsplads, videre af Bredgade forbi Marmorkirken, Nyhavn, og Kongens Nytorv – så langs Holmens Kanal forbi Christiansborg.
Københavns Havn og mål:
Så går turen til Christians Brygge forbi Det Kongelige Bibliotek, BLOX, Lille Langebro og Københavns Havn, drejer ved Vester Voldgade, ud på H.C. Andersens Boulevard forbi Glyptoteket og Tivoli – og til sidst målstregen ved Rådhuspladsen.
Folkefest og oplevelser i København den 1. juli
Mens rytterne kæmper om løbets første gule trøje, er der selvfølgelig et væld af oplevelser i København, som skal fejre Tour de France. Her får du et lille overblik over nogle af de mange begivenheder, som finder sted den 1. juli.
Kayak Bar
1. etape af Tour de France 2022 i København kører lige forbi Kayak Bar. Hele etapen vises på en skærm i det forhåbentlige gode vejr. Dørene åbnes kl. 10, fra kl. 12-16 kan du se prøve løb med unge aspiranter fra danske cykelklubber, og reklameparade der kører forbi. Fra 15-22 er der DJ og fransk inspireret musik. Når løbet starter kl. 16, kan du se løbet på 2 storskærme.
HVOR: Børskaj 12, KBH K // HVORNÅR: Kl. 10-22 // LÆS MERE HER
Magasin
Besøg Magasins Pop-Up Shop, hvor du kan få en kop Segafredo kaffe og udleverer et Trek-Segafredo Fankit, bestående af en Trek-Segafredo musette-pose, drikkeflaske, nøglering samt en Pirelli cap. Du kan opleve 1. etape af Tour de France helt tæt på iført dit Fankit, når rytterne passerer lige hen over Kgs. Nytorv, og her kan du også følge med i løbet på storskærmene midt på Kgs. Nytorv.
HVOR: Kongens Nytorv 13, KBH K // HVORNÅR: Kl. 13-19 // LÆS MERE HER
Nordre Toldbod og Seaside Toldboden
Det bliver en kæmpe folkefest på kajen ved Nordre Toldbod og Løgimose! Festlighederne starter med kaffe og lune croissanter fyldt med Comté i morgensolen fra kl. 10. Herefter stiller de an med langborde, musik, Kronenbourgs blanc, rosé og lager, kølig rosévin og Champagne, snacks, Tour-hotdogs og is fra Kødbyens Is.
HVOR: Nordre Toldbod 18-24, KBH K // HVORNÅR: Fra kl. 10 // LÆS MERE HER
Mærsk tårnet på Blegdamsvej
Københavns Universitet fejrer Tour de France med en folkefest foran det ikoniske Mærsk Tårn på Blegdamsvej! Der vil være storskærm, streetfood, DJ, salg af øl og vand, 3.000 nyplantede solsikker, grafitti-kunst, legeområde med kridt for de mindste børn og cykelnørderi med Hvidovre Cykelklub.
HVOR: Blegdamsvej 3, KBH N // HVORNÅR: Kl. 13-20 // LÆS MERE HER
Champagnekælderen
Tour de France kører over Dronning Louises Bro, og vi Champagnekælderen har mange planer, bla. om udeservering af kølige bobler.
HVOR: Nørre Søgade 21, KBH N // HVORNÅR: kl. 15-23.45 // LÆS MERE HER
Nationalmuseet
Hos Nationalmuseet kan du se med på storskærm i deres solbeskinnede palægård. Du kan komme på druk i tour-historien med Andreas Bonde Hansen og høre om de største helte. Derudover udstiller de nogle af de hurtigste cykler gennem historien. Og så kigger tidligere cykelryttere som Michael Rasmussen, Rikke Rasmussen og Jesper Skibby også forbi.
HVOR: Ny Vestergade 10, KBH K // HVORNÅR: kl. 10-20 // LÆS MERE HER
Fanzone på Søren Kirkegaards Plads ved Det Kongelige Bibliotek
Når den historiske første etape af Tour de France ruller gennem Københavns gader den 1. juli, er der lagt op til folkefest foran Den Sorte Diamant. Ruten fører verdens bedste cykelryttere af Christians Brygge og dermed bliver Søren Kierkegaards Plads omdannet til fanzone, hvor du kan se rytterne passere forbi, samt følge med i hele etapen som bliver vist på storskærm.
HVOR: Søren Kirkegaards Plads 1, KBH K // HVORNÅR: Kl. 16-20 // LÆS MERE HER
Fransk Marked i Torvehallerne
Fredag 1. juli er der franske gloser og delikatesser på menuen, når Torvehallerne holder fransk marked for at fejre enkeltstarten i Tour de France. Kom forbi til østers, frølår og skål i champagne! På pladsen vil torvets faste stadeholdere stå side om side med en række små producenter.
HVOR: Frederiksborggade 21, KBH K // HVORNÅR: kl. 10-19 // LÆS MERE HER
Festivélo i Fælledparken
Vær med til at fejre verdens største cykelløb i Fælledparken ved Fælledsøen. Her bliver der opstillet storskærm, hvor du kan opleve hele enkelstarten fra kl. 16. I PlayZonen er der events for små og store energibomber som parkour, dans, børneballet, ansigtsmaling, BMX, og show med Cykelmyggen. På scenen er der livemusik med Kalaha, Thomas Buttenschøn og Efterklang. Og i den Franske Have kan du opleve talks med kendte cykelryttere, DJ og fransk jazz, og musikbanko. Og madmarked med et bredt udvalg af foodtrucks, madtelte og drikkeboder. Festivélo i Fælledparken fortsætter også den 2. juli, hvis du vil følge med i turen, når den kører gennem resten af Danmark.
HVOR: Fælledparken ved Fælledsøen // HVORNÅR: Kl. 9-22 // LÆS MERE HER
Find flere events og oplevelser i forbindelse med Tour de France-starten her, og se det officielle program for enkeltstarten i København den 1. juli her.