Kæmpe fællesspisning foran Orange Scene: Stage Dining – The Ultimate Celebration

0
459
Roskilde Festival og Rub & Stub inviterer til den ultimative fejring af fællesskabet,
madglæden og festivalens 50-års jubilæum. Det foregår foran Orange Scene 30. juni,
hvor gæsterne skal spise sammen til en gigantisk, festlig og farverig
langbordsmiddag.

 

At dele et måltid har altid været en måde at bringe mennesker sammen på. Så hvor magisk – ja måske endda episk – en madoplevelse kan det ikke blive, når Roskilde Festival og Rub & Stub inviterer til en kæmpe fejring af madglæden, fællesskabet og festivallivet foran den ikoniske Orange Scene 30. juni 2022?

Siden 2017 har Stage Dining været et fast indslag på årets Roskilde Festival i forskellige
udformninger. Efter en ufrivillig festivalpause på to år er den gigantiske madoplevelse foran
Orange Scene nu tilbage – for sidste gang. Derfor er der i år skruet helt op for ambitionerne – både i størrelse og gørelse, når en stor gruppe spisende gæster mødes foran Orange Scene.

Det er nemlig tid til den ultimative fejring: Vi skal fejre, at vi igen må spise, drikke og grine
sammen, tætsiddende og i store fællesskaber. Vi skal fejre, at Roskilde Festival endelig kan
fejre sit 50-års jubilæum. Og vi skal fejre, at Stage Dining er blevet en del af Roskilde
Festivals gastronomiske historie.

En menu i bæredygtighedens, legens og fællesskabets tegn

Kreativiteten og ambitionerne er som altid i orden. Så køber man billet, kan man godt
forberede sig på en alsidig prikken til sine sanser! Som ved alle de forudgående Stage
Dining arrangementer består menuen både af spiselige, legende og fællesskabende
elementer – og det hele er sat sammen og udviklet med fokus på bæredygtighed, reduktion af madspild og en god portion legende kreativitet.

Deltagerne bliver sat sammen ved borde af otte personer. Bordene er fordelt i fem zoner, og hver zone har sin egen festlige farve, som deltagerne opfordres til at iklæde sig. Og så er det ellers op til gæsterne, maden, drikkelsen, underholdningen og de mange frivillige at skabe en fælles madoplevelse, som de deltagende stage dinere sent vil glemme.

Tidligere år har blandt andet budt på foto-challenges baseret på berømte måltider,
fællessang i kanon anført af et smokingklædt mandskor og guldstøv i glassene. Hvem ved,
hvad Rub & Stub og deres dedikerede hold af frivillige finder på til dette års Stage Dining?

Om Stage Dining

Roskilde Festival og Rub & Stub præsenterer Stage Dining – The Ultimate Celebration som
en del af festivalens gastronomiske indsats.
Den første Stage Dining fandt sted på Roskilde Festival i 2017. Her spiste 1500 personer
sammen til to kæmpe fællesmåltider foran Orange Scene. Succesen blev gentaget i 2018 og 2019, hvor der først blev skruet op for ambitionerne med 2000 stage dinere til ét kæmpe fælles måltid i 2018, mens 2019 bød på en mere intim Picnic Experience for 500 heldige festivalgæster.

Fælles for alle Stage Dining arrangementer er et fokus på bæredygtighed, madspildsreduktion og økologi – og ikke mindst det sociale element ved mad, som Stage
Dining netop handler om. Roskilde Festival er den officielle afsender på Stage Dining. Rub & Stub præsenterer Stage Dining og står således for både at udvikle og afvikle Stage Dining.

Om Rub & Stub

Rub & Stub arbejder for at promovere en mere bæredygtig madkultur med særligt fokus på
madspildsreduktion. Når Rub & Stub ikke laver Stage Dining foran Orange Scene yder de
rådgivning, workshops, events og undervisning – altsammen med bæredygtighed og
madspildsreduktion som omdrejningspunkt.

Hvornår sker det?
Torsdag den 30. juni kl. 11.00 – 13.00
Billetter og pris:
Billetter koster 275 kroner stykket. Køber man 4 billetter eller flere får man 15% rabat.
Billetter kan købes her.