Jørgen Leth indvier pop-up-jazzklub på Almanak i Operaen  

0
410
Sommer i København er lig med Copenhagen Jazz Festival, og i år debuterer Almanak i Operaen i programmet, når restauranten på Operaens fjerde balkon fra den 25. juni til 10. juli omdannes til en indbydende pop-up jazzklub med besøg fra en række verdensstjerner inden for jazzen.

 

Jazzprogrammet på Almanak i Operaen er kurateret i samarbejde med Niels Lan Doky og hans International Jazz Collective, hvis ensemble af mesterlige danske og internationale jazzmusikere vil sikre jazz-oplevelser i verdensklasse. Almanak i Operaen vil akkompagnere med sommerstruttende 3- eller 4-rettersmenuer og en spektakulær panoramaudsigt over havnefronten og København.

Jørgen Leth på besøg

Programrækken åbner med et brag fredag den 25. juni, hvor Almanak i Operaens jazzklub får besøg af ingen ringere end tusindkunstneren og jazz-entusiasten Jørgen Leth. Han vil åbne jazzklubben og koncerten, som er dedikeret til en nyfortolkning af albummet ’Bud Powell in Copenhagen’, som jazzlegenden indspillede i byen i 1962 sammen med en dengang kun 15-årig Niels-Henning Ørsted Pedersen på bas. Jørgen Leth var dengang en ung jazzfan og vordende filmmager, og det lykkedes Leth at overtale Bud Powell til at være hovedkarakter i hans første eksperimenterende kortfilm. Samarbejdet blev til filmen ’Stop for Bud’, som udkom i 1963 og blev indledningen på Jørgen Leths karriere som filmmager.

 

Hyldester til Herbie Hancock, Ray Charles & Aretha Franklin

Der er også andre legender på programmet. Den 5. juli kommer Herbie Hancocks mesterværk ‘Empyrean Isles’ under kærlig behandling i ‘Masterworks’-serien, mens pianist Ken Linh Doky den 3. juli varmer op til jazzsangerinden Diana Krall med middag inklusive koncert.

Pop-up-jazzklubben kulminerer den 7.-9. juli, hvor den amerikanske sanger Thaddeus Sledge og danske Mai Lan Doky leverer en engagerende hyldest til ’The Genius and The Queen’: Ray Charles og Aretha Franklin. De to fyrtårne hyldes med fortolkninger af tidløse numre som ’Doctor Feelgood’, ’Respect’, ’Chain Of Fools’, ’Let the Good Times Roll’ og mange flere.

Jazzklubben underholder med to forestillinger hver aften kl. 17 og 20, hvortil der kan nydes menuer på enten 3 eller 4 retter fra Almanak i Operaens sæsonbetonede køkken, som lige nu strutter af sommerfriske råvarer som asparges, nye ærter, fjordrejer og jordbær. Hele programmet kan tjekkes på https://almanakioperaen.dk/begivenheder/, hvor der kan læses meget mere om alle arrangementer og kunstnere.

Hvad: Pop-up-jazzklub på Almanak i Operaen under Copenhagen Jazz Festival.
Hvornår: 25. juni til og med 10. juli.
Hvor meget: Priser fra 625-825 kr. inklusiv 3- eller 4-retters sommermenu fra Almanak i Operaen. Billetter købes her.

Menuer: Køkkenet på Almanak akkompagnerer med tre eller fire retter fuld af sommerfriske råvarer.

3/4-rettersmenu: Variation af tomater med friskostcreme, urter og tomat-consommé

Aspargessalat med brunet smør emulsion, friterede fjordrejer, syltede hvide ribs og vilde urter*

Stegt fladfisk på ben, ærter, nye danske kartofler, syltede perleløg og persillesifon

Jordbær og koldskålsis, kammerjunkere og citrusurter