Da 2017 sluttede, lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville arbejde så meget, som jeg havde gjort i det forløbne år. Jeg ville bruge flere aftener på i stedet at læse, at drikke vin med interessante mennesker, at rejse ud og lære, at nyde livet og trække vejret. Problemet er bare, at jeg – nu halvanden måned inde i det nye år – stadig arbejder meget, og det generer mig ikke. Hvordan passer jeg så på mig selv?
Det er moderne at slappe af. At logge af. At holde kæft. At bare være.
Det er lidt af en prøvelse for en rastløs type som mig.
Jeg har altid arbejdet meget. Lige siden jeg blev færdiguddannet og startede på TV 2, har jeg haft ekstraarbejde. Dengang drejede det sig om freelanceartikler, som jeg skrev, når jeg kom hjem fra Teglholmen og mit job som produktionsassistent. Nogle år senere startede jeg en blog, som jeg brugte meget tid på. Det gør jeg stadig.
Efter forskellige stillinger på DR, TV 2, Metronome og hos et mindre iværksætterfirma, blev jeg selvstændig. Jeg mødte en kvinde, som blev min mentor, og hun sagde, at hun kunne se det i mig – at jeg skulle blive min egen chef. Det blev jeg så.
Det var til tider hårdt, men jeg fik ret hurtigt en fast kunde, som kunne dække så mange udgifter, at jeg kunne betale mine regninger. Så skulle jeg bare hente opgaver ind hver måned, så jeg også kunne få mad og den slags. Måske endda en ferie, hvilket det først blev til tre år inde i min karriere som selvstændig.
Alt kunne blive til arbejde
Jeg blev vant til at arbejde, faktisk mere eller mindre hele tiden. Jeg gik all in på at skaffe artikler og opgaver, der kunne blive mere faste. Jeg indgik i samarbejder med andre selvstændige, og holdt tonsvis af møder med interessante mennesker. Jeg blev god til at række ud til folk, når jeg syntes, de virkede spændende. Jeg rejste meget og brugte min titel som indgang til at komme i kontakt med folk – altså uden noget lummert motiv, selvfølgelig. Men det var nemt at gå hen til fremmede og starte en samtale, når jeg rejste alene og gik på opdagelse. Jeg kunne jo ikke vide, om det ville munde ud i en artikel, men muligheden var der, og det gjorde mig udadvendt og nysgerrig.
Men selvfølgelig gik det galt. Den lange indledning i klummen her giver jo ingen mening, hvis ikke der kommer nogle udfordringer, vel? Jeg fik stress.
Hvad sker der med dig?
Sidste år i marts kom jeg på lidt af en personlig udfordring, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her – men det rystede mig og tvang mig til at se livet i et nyt perspektiv.
Jeg prøvede at arbejde mig igennem krisen, men jeg lavede hele tiden fejl. Jeg var ikke opmærksom, tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg sendte mails forkerte steder hen og snakkede ind imellem nærmest sort.
Min største kunde ringe en dag til mig og sagde, at vi blev nødt til at snakke. “Hvad sker der med dig? Du er ikke dig selv,” sagde hun. Hun var bekymret for mig, fordi jeg på den ene side virkede som om, jeg havde det helt fint, men på den anden side slet ikke var så dygtig, som jeg plejede at være. Hun ville gerne hjælpe mig med at komme tilbage, men hun blev nødt til at vide, hvad der foregik.
Så jeg lagde alle kortene på bordet. Fortalte om, hvad der var sket, og at jeg var sikker på, at jeg nok skulle få det godt igen.
Tilbage i møllen
Det fik jeg. To måneder efter var jeg tilbage, og i juni måned kunne jeg endelig mærke mit tidligere drive og overskud vende retur. Igen havde jeg 25 timer i døgnet. Og jeg kunne holde hovedet koldt i pressede situationer og ikke lade mig skræmme af stramme deadlines og vanskelige arbejdsvilkår.
Men jeg kunne også huske, hvordan det havde været tilbage i marts – og før det. Og jeg følte mig træt af at være selvstændig. Jeg havde lyst til at tilhøre nogen. Jeg havde lyst til at være en del af team, der leverede varen, som gav noget ekstra, og som havde det sjovt sammen. Derfor bad jeg min største kunde om en fastansættelse. Og det fik jeg. Det er der, jeg sidder i dag.
Hvornår er nok nok?
Det var en hård overgang fra selvstændig til fastansat, for jeg skulle afslutte en del projekter, og nogle af dem gik også lidt ind over det nye job. Det betød, at jeg spurtede derudaf i hele juli og august måned med dobbeltjob, og i efteråret sagde jeg ja til de artikler, der kom ind.
Det gør jeg stadig. jeg elsker nemlig at skrive. Jeg elsker at tale med interessante mennesker. Jeg elsker at have travlt og sidde om aftenen og lade mine fingre danse henover tastaturet.
Så jeg har stillet mig selv spørgsmålet, hvornår har jeg nok at lave – og hvornår har jeg brug for stilhed? Min veninde fortalte mig for nogle uger siden, hvordan det tog hende nærmest et halvt år at falde ned igen, efter hun havde skiftet job og skåret kraftigt ned på alle de forpligtelser, hun ellers havde rundt omkring. Hun spurgte mig også, om jeg nu passede godt nok på mig selv med den fart, jeg har på.
Jeg ved, hvad der betyder noget for mig
Det har jeg nogle gange svært ved at svare på, for jeg kan godt lide at leve på denne måde. Så længe jeg når at se mine veninder, mine kærester (når de ind imellem er i mit liv), min familie. Så længe jeg når at trække vejret og løbe mine ture. Så længe de opgaver, jeg har, er så spændende, at jeg faktisk ikke rigtig føler, at det er arbejde – så kan jeg godt blive ved på denne måde. Jeg er vant til det. Og jeg kan sagtens gøre mere plads til de nærmeste. Som da jeg sidste sommer brugte meget tid med en sød mand, og som da min søster lå indlagt i efteråret.
Det er svært ‘bare’ at mærke efter. Det har mange glemt, hvordan man gør. Men jeg ved efterhånden godt, når jeg skal tage en pause og eventuelt aflyse en aftale eller prøve at få rykket min deadline (jeg kan næsten ikke engang holde ud af skrive ‘rykke min deadline – jeg hader det, og det er kun sket et par gange, men det er jo det, der skal til nogle gange).
Hvis du har prøvet at komme ud for en personlig krise eller have meget travlt på dit job, har du måske også oplevet pludselig at glemme ting. Lede efter et bestemt ord. Fortabe dig i tanker. Hele tiden have et ben ovre i den næste opgave, du skal i gang med. Og måske har du også, som jeg, oplevet synsforstyrrelser og hjertebanken.
Som at hjernen går i stå
Når du kommer dertil, er det kritisk, men ikke for sent. Det er nu, du rydder kalenderen, bliver hjemme, måske sammen med kæresten, og kun ham eller hende. Du logger af og lukker ned og keder dig.
Hvor klichéfyldt, det end lyder, så er det det eneste, der virker. Min største skræk er ikke at styrte ned med et fly eller blive skudt i et terrorangreb. Det er at miste min forstand. Det er frygteligt skræmmende at opdage, at hjernen ikke arbejder med én, og at man ikke kan tænke sig godt nok om for ikke at begå fejl. Det føles som at blive dum. Sådan: jeg kan ikke tænke den næste tanke, der kan formulere et svar på det spørgsmål, jeg lige er blevet stillet. Jeg kan ikke associere, se sammenhænge, regne den ud.
I dag ved jeg, at jeg sagtens kan lægge mit liv om, hvis jeg ønsker det – og jeg siger fra overfor min chef, hvis der lægges for mange opgaver på mit bord. Jeg er blevet bedre til mit arbejde, jeg er langt mere skarp og kreativ, og jeg er rolig.
Jeg synes efterhånden, at jeg har kastet mig ud i så mange skøre ting og overlevet, så jeg kender mine grænser. Som jeg er blevet god til at ikke at krydse alt for tit.
Du behøver faktisk ikke at være bekymret for mig. Jeg har oplevet punktet, hvor jeg ikke kan mere. Og jeg skal nok sige til, hvis jeg nærmer mig det igen.
Hvad med dig? Hvordan har du det?
/Louise T
Et bud på, hvad der giver mig energi til at arbejde meget og stadig være glad og stressfri:
