Jan Rørdam | Københavnersnuden #327

0
467
Jan Rørdam. Foto Stine Heilmann
Jan Rørdam. Foto Stine Heilmann
Ugens Københavnersnude er musiker Jan Rørdam. Han lever af at komponere musik til TV og film, men lever for at udgive sine egne sange. Jan Rørdam bor på Frederiksberg, har hus i det sydvestlige Sverige og har studie på ydre Nørrebro. Derudover har en to børn, som begge på hver deres måde også er en del af musikken. Mød hans København lige her.

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Jan Rørdam: Den 30. april udgav jeg mit nye dansksprogede album ”Sange fra Skällandsö” og har haft travlt med at klippe video til sangen ”Smukke Gamle Fjolser”. Jeg har blandt andet klippet videoen sammen af 8mm smalfilm fra min opvækst i Kgs. Lyngby.

Så er jeg i gang med anden sæson af Ramasjang Mysteriet, som er krimi for børn og et af DRs flagskibe. Jeg laver det sammen med min søn William Winding, og pt er vi i gang med titelsangen, som bliver det rene James Bond.

Derudover komponerer pianisten Frans Bak og jeg nye tracks til vores instrumental projekt Bak//Rordam.

Jan Rørdam.

LC: Hvor bor du?
Jan Rørdam: Jeg bor på Frederiksberg og har gjort det i nu tre år. Det er første gang, jeg bor i den bydel, og jeg trives med det, efter tidligere at have boet i nærmest i alle andre dele af København. Det er lige bagved Forum, så det er stadig tæt på Søerne, Nørrebro etc., som jeg holder meget af. Min cykelrute til studiet i Sigurdsgade går hver dag gennem Stengade og Griffenfeldsgade, så den del af byen er stadig min.

Mine voksne børn griner og tilføjer, at de synes, jeg passer godt i bydelen. Der er ro på, og det passer nok meget godt til det sted jeg er i mit liv nu.

LC: Hvor går du tur?
Jan Rørdam: Uha…jeg går tur alle steder. I corona-vinteren opstod mange byvandre-laug. Et af dem mødes altid ved Kaffesalonen ved Søerne, et andet mødes altid på Christianshavn, og resten er random rundt omkring i byen. Mine søstre og jeg har også et laug, der nu er rykket ud af byen, fordi vi ikke kan finde på flere ruter. Vi har også set alle kirkegårde, Sydhavnen, Nordvest, Reffen, hvor jeg for øvrigt også har boet i en husbåd. Der er virkelig blevet gået nogle kilometer…

Jan Rørdam.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Jan Rørdam: Jeg har en lang historie med cafeer, da jeg i min ungdom selv var bartender på Sommersko, Dan Turell, Det Kongelige Teater, Gråbrødre Torv og mange andre steder i byen. Fra dengang har jeg altid haft et behov for at have et stamsted. Jeg boede i baggården bag Sommersko og kom i en årrække ikke længere end fra Sommersko til Dan Turell. Det var før brokvartererne fik åbnet for cafélivet, så alle vennerne og alle, der var ”noget ved musikken“, kom også på de to nævnte cafeer, derfor var der ingen grund til at søge andre steder hen.

Anyway – jeg kan godt lide at drikke kaffe lokalt, så pt gør jeg det på Værnedamsvej og Frederiksberg Allé. Jeg har ikke lagt mig fast på et stamsted endnu.

LC: Hvor spiser du?
Jan Rørdam: Nu, da jeg er blevet Frederiksbergborger, udforsker jeg selvfølgelig lokalt, og sidst, jeg var ude at spise, var på Promenaden på Frederiksberg Allé. Der har man fornemmelsen af at være i Paris. At spise udenfor en sommeraften på det sted er fantastisk, men der er et hav af gode spisesteder i København. Skal jeg opleve noget nyt, spørger jeg som regel min datter, Josefine Winding, som blandt andet har vist mig Osteria 16 på Vesterbro.

Min gamle ven Lam Le fra Lele har åbnet et dejligt vietnamesisk sted på Nikolaj Plads (Cholon, midlertidigt lukket, red.), som også er skønt.
Jeg har en forkærlighed for asiatisk mad, da min mor voksede op i Indonesien og derved lavede indonesisk mad hele min barndom. Der er ikke, og har aldrig været mange, restauranter i København med mad fra Indonesien, men nu er der kommet et rigtig fint sted i det nye Nordhavn, som hedder Kini Kini. Kan varmt anbefales.

Jan Rørdam. Foto Stine Heilmann
Jan Rørdam. Foto Stine Heilmann

LC: Hvor fester du?
Jan Rørdam: Jeg fester mest hjemme eller hos venner. Sidst jeg dog var i byen og drikke mig stiv, var på Dan Turell, som er genåbnet. Egentlig kan jeg bedre lide brokvarterenes værtshuse, men jeg skulle lige checke, hvordan de havde indrettet “ mit gamle “ værtshus, og det endte med en kæp i øret ved pinball-maskinen.

LC: Hvor inspireres du?
Jan Rørdam: Jeg inspireres mest i naturen og gerne i Sverige, men skal det være byen, så vil jeg sige overalt. Inspirationen skal jo mades med alt muligt. Frederiksberg Allé, Værnedamsvej, Østre Anlæg, Reffen, Jægersborgsgade, Enghave Plads og Fælledparken for bare at nævne nogle få steder.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Jan Rørdam: Jeg tror, jeg må sige Frederiksberg Allé, som er forholdsvis ny for mig. Det er igen fornemmelsen af at være i Paris, der er det fede. En aftentur op af alleen med solen, der går ned over haven, er ret fantastisk.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Jan Rørdam: Når jeg cykler rundt i byen, bliver jeg altid forelsket og imponeret. Alle de nye cykelbroer og den måde byen hænger sammen på via dem. Efterhånden er der heller ikke et kvarter tilbage, hvor der ikke er nyt liv. Det er en imponerende by, som efterhånden minder mig meget om alle mulige andre storbyer i Europa.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Jan Rørdam: En gang i 80’erne, da jeg arbejdede på Sommersko, blev det første karneval afholdt.

Ingen vidste rigtig, hvad det gik ud på, men vi fik besked på at fylde ekstra op i baren, da der efter sigende ville komme mange mennesker. Det er nok første gang, jeg så hele København i én stor fest, som selvfølgelig nærmest endte på Sommersko, hvor vi stod og langede øl over disken. Det var fandme sjovt!

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Jan Rørdam: Hvis man løber på rulleskøjter, som jeg gør, er det fantastisk at deltage i Friday Night Skate, som er et projekt, der kører hele sommerhalvåret. Man mødes et givent sted kl. 20 på bestemte fredage og ruller flere hundrede mennesker en til to timers tur igennem byen.

Det er virkelig hyggeligt og sindssygt sjov, da det er en broget flok, der deltager. Fra børn, til unge, til gamle og skatere. Man smiler hele vejen og elsker byen.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det? 
Jan Rørdam: En skøjtehal!

Jeg har spillet ishockey i KSF i rigtig mange år, og i sin tid foregik det i hallen bag Idrætsparken. Don Ø fik den idé, at han skulle bygge en multihal, og den gamle smukke ishockeyhal blev revet ned, uden at der var planer om en ny. Der er vist en på vej bag ved Gasværket. Det er fandme også på tide.

LC: Dit soundtrack til byen?
Jan Rørdam: Jeg har ikke et decideret soundtrack til byen, så vil i stedet dele det, som jeg og vennerne havde i starten af 80’erne, da vi arbejde på Dan Turell, hvor alle punkerne kom. Vi servede for dem, kendte dem og ville gerne være del af deres miljø og musik. Dengang var Bonaparte i Gothersgade stedet, hvor Poul Borum og alle hans followers kom og dansede Pogo – med os på slæb. Den musik vi hørte der, forbinder jeg virkelig med byen.

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Jan!

Følg Jan Rørdam her. 

 

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.