‘JEG GAV DIG AVISEN’ PÅ BÅDTEATRET

0
370
Sommeren viste sig ikke fra sin bedste side, da Louise og Ditte gik ombord på Bådteatret, hvor Teater Hvis havde premiere på deres første produktion “Jeg gav dig avisen”. Men den regnfulde torsdag blev hurtigt en del lysere, da den lille og poetiske fortælling om tid og kærlighed gik i gang.

Det er altid super interessant, når kreative mennesker kaster sig over nye projekter. Og det var netop, hvad vi torsdag aften var vidner til på Bådteateret, hvor dramatiker Tomas Lagermand Lundme (som netop har været vores dejlige snude!) og instruktør Lotte Arnsbjerg havde premiere på stykket “Jeg gav dig avisen” med skuespillerinderne Anne-Sofie Krogh Jensen og Anja Nielsen. Våde og stadig hårdt ramt efter Roskilde (se Ditte i videoen herunder – det er ikke kønt… og tjek lige, hvor Louise padler rundt i forklaringer, som ingen ende vil tage), krøb vi ned i kahytten på Bådteatret, hvor vi sad på første parket til et fint, lille stykke dansk dramatik. Vi sad nærmest på gulvet og kun en meter fra de to skuespillerinder, der gennem en lille time gav den som et ægtepar, der skiftevis mister sig selv, hinanden og kærligheden gennem en triviel hverdag, hvor tiden går med vasketøj, tv og snak om vejret. De talte både til og forbi hinanden, og deres ord var på én gang både enkelt- og dobbelttydige. Som når snakken faldt på sneen, der blev ved med at fjerne sporene fra dagen før; et symbol på, at der er ting i livet, vi bliver nødt til at gøre og pleje hver dag for at holde dem præsente. Også selvom livet til tider viser sig fra sin barske side med barnløshed og andre kriser, der kan sætte vores forhold til os selv og hinanden på en hård prøve.

Kort og godt

Modsat mange andre teaterstykker rundt omkring i byen, så varer “Jeg gav dig avisen” kun en lille times tid, hvilket faktisk var helt befriende. Det er nemlig ofte et sandt sansebombardement, der møder en, når man først sidder der med måsen i sædet. Det kan næsten blive for meget. Med et kort stykke har man til gengæld god mulighed for at tage alle indtrykkende ind og bearbejde dem. Det virkede i hvert fald enormt godt på Bådteateret denne torsdag eftermiddag, hvor vi begge fik tænkt over, hvor dyrbar tid er, og hvor nemt det er at komme til at spilde den på noget, der ikke gør noget godt for os. Og efter et glas dejligt mousserende vin, fik vi da også fundet frem til, at vi på ingen måde må tage tiden, hinanden eller kærligheden for givet (hvilket i skrivende stund får mig til at tænke på Steffen Brandts smukke sang “Kys det nu det satans liv”). Og det blev vi altså enige om efter at have små 60 minutter på en båd i Nyhavn – hvilket da ikke er helt ringe at nå frem til på en råkold novemberdag i juli! Vil du derfor have rusket lidt op i tankerne om tiden og livet og kærligheden, så gå ombord i det hyggelige og super intime Bådteateret, hvor Teater Hvis‘ stykket spiller til på søndag. I anledning af Jazz Festival kan du desuden supplere din åbenbaring af begrebet tid med lidte lækre jazz-rytmer på båden.

/Ditte

Se vores vindblæste og umiddelbare reaktion på “Jeg gav dig avisen” herunder!