”Jeg har givet hele mit liv til musikken”

by 14/08/2014

Mike Tramp

Mike Tramp er en garvet mand i musikkens verden og kan fejre noget nær 40 års jubilæum som rockmusiker. Love Copenhagen mødte ham på Zeppelin Bar til en snak om musik, frisind og København.

”Vi sidder midt i mit Vesterbro jo,” smiler Mike og slår ud med armene. ”Lige præcis her på Vesterbro Torv er jeg vokset op. Dette er ligesom min triangel – Vesterbro Ungdomsgård, Eskildsgade, torvet hvor min mor arbejdede og bageren oppe hjørnet fra Vesterbrogade – som i dag er en shawarma-bar – det er lige her, at jeg er vokset op. Mit Vesterbro.”

Som at komme hjem
Mike Tramp flyttede fra København allerede som 19-årig, da han sammen med bandet Mabel søgte mod varmere himmelstrøg i det sydlige Europa for at forfølge en international rockkarriere. De fleste kender i dag historien om vesterbrodrengen, der indtog verden og hitlisterne.  I dag er han 53 år og føler, at han ’er kommet hjem’. For når Mike taler, er det ofte i metaforer, som han også gør brug af på sin nye plade, Museum, der udkommer på mandag den 18. august.
”Der var på et tidspunkt for mange år siden, at jeg flygtede fra Vesterbro og København, og ikke kun fysisk. Nu føler jeg, at jeg er vendt tilbage til Michael fra Vesterbro, til den jeg er. Da jeg fik mit gennembrud i Melodi Grand Prix, var jeg slet ikke moden nok til at kunne stå imod presset, og derfor flygtede jeg til udlandet. Jeg var 19 år og skulle på to sekunder blive en mand, hvilket jeg slet ikke var. Det var hårdt. I dag er de unge børn langt mere garvede – du ser børn på 15 år i X Factor, der virker som små voksne. Dengang jeg startede med at spille musik som 17-årig, var der kun en enkelt tv-kanal, som alle sad og så, verden var en anden, men jeg vidste ikke, hvad jeg var involveret i. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være musiker, det var ikke en plan, jeg målrettet gik efter; det skete bare. Men da jeg så fik den store chance for at blive til noget inden for musikken, så tog jeg det også særdeles seriøst. Der var ligesom ikke nogen vej tilbage.”

Det danske frisind
København og Vesterbro spiller en stor rolle i Mike Tramps liv, også den dag i dag, hvor han mentalt set føler, at han er vendt tilbage. Han voksede op i en etværelses lejlighed sammen med sin mor og to brødre, og det var måske lidt trangt, men som han husker det, var det en lykkelig barndom. Det afslappede københavnske liv, og danskernes store tolerance har han kunne trække meget på i det store udland, hvor frihed slet ikke var den type frihed, som Mike havde oplevet hjemmefra. ”Jeg er meget taknemmelig over at være født og opvokset i Danmark, for vi har en grundlæggende tolerance og åbenhed, som man ikke ser ret mange andre steder i verden. Og jeg er glad for, at vi ikke er så beskyttede – det var vi i hvert fald ikke, da jeg voksede op. For eksempel passerede jeg tre-fire pornobutikker på min vej til skole, mens mine venner i USA var fuldstændig afskærmet for den slags – Frihedens land, USA, var slet ikke så frit. Men det har altså gjort mig langt mere afslappet i forhold til seksualitet, end mange af mine amerikanske venner – der er vi danskere nok lidt unikke.”

Tilbage til udgangspunktet
Der er ingen tvivl om, at Mike er københavner, selvom han ikke har boet her i rigtig mange år. Opvæksten og ophavet går igen i musikken, i teksterne, og i måden at være til på. Alt bliver målt gennem et københavnsk filter, for det er det, han har lært.
”Jeg kan jo kun anskue verden udfra det, jeg har lært, og der har København lært mig meget. Det kan man ikke tage fra mig, selvom jeg ikke længere bor her. Det er i mit hjerte. Sangen, Trust in yourself, handler netop om det. Stol på dig selv og det, du har lært. Hele pladen handler faktisk om, at jeg er vendt hjem til mig selv. Det er måske en kliché, men livet er en cirkel, og man skal på en lang rejse, før man finder tilbage til den, man er. Jeg har oplevet de vildeste ting i min karriere og har også givet afkald på en masse ting – eksempelvis på det klassiske familieliv – men jeg klager ikke. I dag er jeg gladere og mere tilfreds med musikken, end jeg har været længere. Jeg skal ikke længere bevise noget for nogen; jeg vil bare gerne være mig selv og lave den musik, som jeg selv ønsker, og som mine fans kan lide. For de er også vigtige for mig. Mange af dem følger mig på tværs af landegrænser og er folk, som jeg kender i dag. Jeg har givet mit liv til musikken, og mit eneste krav til mig selv i dag er, at jeg skal kunne stå inde for det, jeg laver. Ellers er det ikke noget værd.”

Et galleri fra fortiden
Den nye plade hedder ‘Museum’, og det er der naturligvis en helt særlig grund til. ”Mine fans kan godt se en rød tråd gennem al den musik, jeg har lavet. Den har ført mig til dette punkt i dag, og den har været medvirkende til at forme den person, jeg er i dag. Derfor hedder pladen Museum. Du skal forestille dig, at du går ind i mit hjem og ser alle mulige genstande fra min fortid, og i det samlede billede kan du se, hvem jeg er. Det er en helt utrolig stor ting for mig, at jeg på denne plade har givet mig selv lov til at være fuldstændig ærlig. Dette er mig,” fortæller han.

Umiddelbar og ærlig
Netop det med at være fuldstændig ærlig er ikke kun noget, som Mike har valgt at være på sit nye album – det vil han også være, når han spiller fire releasekoncerter på Zeppelin Bar på Vesterbro. Den første er i aften, og så følger de tre resterende resten af ugen, fredag, lørdag og søndag. Der kommer mange hardcore fans for at høre ham, nogle har rejst helt fra Italien, og Mike kender dem godt. Derfor vil han gerne give dem noget ekstra.
”Jeg er selvfølgelig dybt taknemmelig for mine fans, så når de kommer her til disse koncerter, får de også noget ekstra. Jeg vil gerne dele nogle historier om mit liv, som de måske ikke har hørt før. Og det kan jeg allerede mærke nu, at jeg glæder mig til – det er nemlig en helt vildt fed fornemmelse ikke at gemme noget væk,” slutter Mike, inden han skal skynde sig at få noget at spise, så han kan blive klar til den første releasekoncert her om en times tid.

Interviewet er slut, og jeg bevæger mig ud i Vesterbros gader, som jeg føler, at jeg kender så godt. Men nu føler jeg, at de er blevet endnu mere rummelige, større og varmere. At høre en anden københavners historie om disse gader er altid en oplevelse. København er så meget, og vi tillægger den hver vores betydning, som bliver en del af os og dem, vi er. Og det kan man – som Mike siger – aldrig tage fra os.

Jeg giver Mike ret i, at han er ærlig på sin nye plade. Jeg lyttede til den første gang en sen aften i sidste uge, mens varmen stadig havde fat i byens brosten, og mørket havde sænket sig. I køkkenet stod de franske altandøre på vid gab og inviterede månen indenfor, mens anlægget spillede de ærlige og insisterende rocksange ud i rummet. Det blev lydtapetet til en smuk og melankolsk Vesterbro-aften med historier, som forplantede sig i væggene, murerne, træernes trækroner og i himlen oppe over den store baggård, hvor baggårdshuset forlængst er revet ned og erstattet af en stor, grøn park. Byen forandrer sig konstant, lige som vi selv. Men god musik forbliver god musik. Især når den kommer fra hjertet.

Tak for en meget hyggelig snak, Mike, og tak for musikken.

Kærlig hilsen
Louise

Læs mere om Mike Tramp her 

PS. Læs med søndag den 24. august, når vi har Mike som gæst i søndagsinterviewet.

Museum

.

 

 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.