Jeppe Alexander Meier | Københavnersnuden #161

0
481
Ugens Københavnersnude er iværksætter Jeppe Meier, som for et halvt år siden sagde sit job op for at forfølge drømmen om at skabe et bæredygtigt og socialt ansvarligt tøjbrand. Det er han gjort med forét – og her kan du lære hans København at kende – med masser af anbefalinger til god kaffe, fantastiske restauranter og grønne åndehuller i byen:

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
JAM: Jeg sagde mit “drømmejob” op for 6 måneder siden for at kaste mig fuldtid ud i en iværksætterdrøm. For 4 år siden startede jeg tøjmærket forét med min barndomskammerat, Jesper Finderup. Vi havde drevet det ved siden af hhv. arbejde og skole og uden nogen egentlig base. Kort fortalt er forét et bæredygtigt tøjbrand med et formål. (GOTS certificeret økologisk bomuld – produceret i Portugal) Vi ønsker med brandet at opfordre og inspirere den nye generation til at gå offline, nyde nuet og udforske planeten. Jeg har altid været fascineret af at bruge brands talerør til at løse et problem eller nudge folk i den rigtige retning. Jeg mener, at brands har et kæmpe ansvar. Ikke kun i forhold til deres eget produkt og footprint – også proaktivt ift. at løse en global eller lokal problemstilling, som giver mening for brandet.

LC: Hvor bor du?
JAM: Jeg bor i området ved Kalvebod Brygge med min kæreste og min hund Cooper. Området er perfekt for hundeejere, da der i Glyptotekets have et et helt hunde-community, hvilket gør området dejlig lokalt på den rare måde. Generelt er en hund 1000 gange bedre end LinkedIn, hvis man ønsker at udvide sit netværk.

LC: Hvor går du tur?
JAM: Jeg går dagligt tur langs Kalvebod Bølge og haverne bag SEB banken, som er en oase midt i det trafikale kaos i området. Ellers går jeg ture på volden, Amager Fælled og Holmen/Refshaleøen.

Jeppe1

LC: Hvor drikker du kaffe?
JAM: Jeg har ikke noget stamsted, da jeg elsker at finde nye kaffebarer. Jeg elsker små kaffebarer. Mine favoritter er Log Lady, Kaf’bar, Rist, Kompa9. Baseret på en overall rating af stemning, klientel, kaffe og mad.

LC: Hvor spiser du?
JAM: Sidst, jeg spiste ude, var det på Apollo Bar. Dejligt low key og pragtfuldt mad. Jeg er vild med steder som Condesa, Llama, Kiin Kiin Bao Bao, Pluto og Anarki. Min bedste spise oplevelse i København har klart været på I’m A Kombo – the social act. Komplet oplevelse på alle punkter. Ellers er jeg fan af takeaway appen Wolt, der tilbyder et velkurateret udvalg af byens bedste takeawaysteder, hvor på ægte uber-ux manér kan følge sin mad hele vejen fra ovnen, til de ringer på døren.

LC: Hvor fester du?
JAM: Loose steder med bajere; Ravnsborggade, Natbar, Vega, Noho, Mesteren & Lærlingen. Cocktails: Madam Chu’s, Lidkoeb og Duck & Cover.

LC: Hvor inspireres du?
JAM: Jeg inspireres rigtig meget af området omkring Holmen, Christianshavn og Refshaleøen. De forladte industrielle bygninger, der gemmer på hver deres historie, blandet med en nutidig kreativitet. En løbetur langs de små stier i buskadserne på Amager Fælled, med min hund som navigatør, byder også på undervurderede naturoplevelser. Jeg elsker også de små perler som de gamle pittoreske slagtergårde, området i Nyboder omkring Sankt Pauls kirke og de små stræder og baggårde i København K.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
JAM: Der, hvor solen skinner, og bajeren er kold.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JAM: I morges. Jeg gik på Kalvebod Bølge med solen i øjnene og kunne svagt høre trafikken fra Langebro. Jeg elsker København om morgenen.

Jeppe3

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JAM: En sejltur omkring Refshaleøen efterfulgt af koncert i historiske Vega.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
JAM: Et træningscenter/supermarked/restaurant, hvor man kan medbringe sin hund. Ja og evt. også en doggy daycare.

LC: Dit soundtrack til byen?
JAM: Tænker et sted mellem Bremer/Mccoy – Ny Begyndelse og Lulu Rouge’s remix af KURA’s GoGo.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København, Jeppe!

GOD SØNDAG!