Julemarked på Christiania

0
516
Mangler du en god idé til mandelgaven? Eller en julegave til kæresten, der har alt? Så kan du stadig nå det. Christianias julemarked lukker først på lørdag og byder på en masse spændende boder – og ikke mindst lidt julehygge.

Jeg elsker julemarkeder. Det er ikke kun alle de fine ting, som man kan købe, men det er også stemningen. Folk er i et andet humør, oftest glade, og nogle har endda taget en nissehue på. Det elsker jeg. Derfor var det også oplagt at slæbe kæreste med til Christianias julemarked i lørdags, selvom han hader det. Jeg vil jo aldrig hjem igen.

For mig rimer julen helt klart på julemusik, småkager, hygge og en helt masse julepynt. Og det sidste var jeg opsat på at finde inden jeg tog afsted. Jeg blev dog klogere. Det viste sig nemlig, at Christianias julemarked indeholdte så meget mere end nisser og julepynt. Der var retro skilte, hjemmelavet bamser, smykker, højtalere lavet af gamle LP’er og du kunne købe christianias folkeaktie. Julegaven til kæresten der har alt – reklamerer de med. Julemarkedet bød også på lidt varmt til ganen og lidt til den søde tand alt imens en nisse (eller en mand med en sjov hat) spillede op til god musik med sin fløjte. Det var altså hyggeligt. Der har løbende været livemusik inde til julemarked og på onsdag den 17. december spiller Zanibar / Anne Eltard & Sten Haxø kl. 14.30 og kl. 18.30 spiller De 3 Divaer.

Christianias indgang - grå hal og julemarked

Vi sluttede dagen på julemarkedet af med en skøn gåtur rundt på Christiania og en varm kop kaffe i hånden. Julehygge, god stemning, musik, motion og kaffe – det kan kun blive godt. Og det var det. Jeg vil helt klart anbefale Christianias julemarked, som byder på meget andet end et julemarked.

Det praktiske:

– Julemarkedet på Christiania er i Den Grå Hal, Refshalevej 2, og der er fri entré.

– Der er desværre ikke plads til barnevogne, så barnevognsparkering foregår udenfor hallen.

– Tag for en sikkerheds skyld kontanter med, da det ikke er alle steder, at du kan købe med dankort.

– Bus 9A går næsten lige til døren ellers kan du tage metroen til Christianshavn.

– Julemarkedet har åbent hver dag til kl. 20.00. I hverdagen åbner de kl. 14.00 og i weekenden åbner de allerede kl. 12.00. Den sidste dag er på lørdag den 20. december, hvor markedet er åbent fra kl. 12 til 18.

 

Rigtig god jul, Maria