Kærlighed til helvede på jord: Copenhell 10 år

For 10 år siden, da Copenhell på Refshaleøen for første gang trommede med dobbeltpedalen, var det en mindre fest for 4.500 glade metalfans. I dag er besøgstallet oppe på 38.000 mennesker over fem dage – og publikum er nu meget mere end kun hardcore metalfans, selvom de trods alt stadig fylder mest. Og sådan skal det være.

Af Louise Taarnhøj

Jeg har tabt mit hjerte til Copenhell. Faktisk kastede jeg min kærlighed på festivalen for hele tre år siden, og kærligheden er stadig stærk. Og det til trods for, at jeg aldrig har brudt mig om metal. Bevares, da jeg gik i gymnasiet, blev jeg kaldt for ‘rocktøsen’, fordi jeg spillede rockmusik med mit band til gymnasiefesterne, men det var jo i virkeligheden popsange klædt i catchy guitarrifs. Radiohead, Depeche Mode, Oasis og Alanis Morissette fyldte en del, og det er ikke ligefrem metal…

Alligevel elsker jeg Copenhell. For er der noget, der virker godt, så er det en nichet festival, der er så stolt af sin niche, at man ikke er bange for at vise det. Gæsterne på Copenhell er jo bogstavelig talt lykkelige herude. Hvorfor? Fordi de for engangs skyld får lov til at høre rigtig meget af den slags musik, du ALDRIG hører i mainstream radio eller ser på mainstream festivaller. Herude kan du klæde dig på, så andre (kedelige) mennesker tror, at du har klædt dig ud. Men det har du ikke. Du viser blot, at du tilhører en subkultur, som du er stolt af, og som du normalt ikke kan vise ude i det normative samfund.

Når jeg går ind på Copenhell, i følgeskab med mørkklædte mænd og damer, med masser af makeup, igen både mænd og damer, så føles det som at blive inkluderet i et fællesskab, jeg ellers ikke finder ret mange andre steder. Ingen har travlt med at dømme dig – så snart du går ind ad helvedes porte, er du en del af folket.

“Men det er jo nok fordi, du blender fint ind,” tænker du måske. Men nej. Jeg er til dagligt en meget farverig type, så det er jeg selvfølgelig også på Copenhell. Eller det vil sige, sidste år ankom jeg glad på Sankt Hans Aften i min skriggule buksedragt med spaghettistropper. Og hvide sneaks. Og jo da – jeg fik nogle kommentarer ind imellem. Mest fra mænd, som syntes, det var synd at tage så flot tøj på på festival. Men så snart jeg åbnede munden og svarede, at sådan var jeg altså bare, så forsvandt skepsissen, og jeg og min gule buksedragt var accepteret.

I år har jeg ikke min gule buksedragt på. Mest af alt fordi, ham fra sidste år jo har ret: den bliver så beskidt. Så jeg hopper nok i noget lidt mindre opsigtsvækkende tøj og blender sikkert en del mere ind i mængden end sidste år.

Uanset hvad jeg gør, så ved jeg, at jeg vil møde søde mennesker overalt, som fester til deres yndlingsmusik, drikker bajere og klapper hinanden på ryggen, mens de griner lykkeligt over, at det igen er blevet den tid på året. Som juleaften.

Tillykke, Copenhell. Mere kærlighed i helvede til dig <3

/Louise