Kaffe-møder af den gode slags

1
396

Min tirsdag startede bare vildt godt. Kender I det? Når man ikke kan lade være med at smile resten af dagen, fordi man lagde virkelig godt fra land? Nå, men sådan var min tirsdag. Og det hele kom sig faktisk af, at min veninde og jeg – i netværkets tegn – havde sat en englænder (bosat i Aarhus) stævne til et kort kaffe-morgenmøde. På Riccos i Fiolstræde. Planen var en hurtig kop kaffe og en hurtig vurdering af, om vi tre havde noget at netværke om.
Det viste sig hurtigt, at det havde vi! Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grinet så meget så tidligt sammen med et menneske, jeg dårligt kendte – helt uden alkohol i blodet. Og min veninde havde det på præcis samme måde!

riccos fra carlsbergbyen.dk
riccos fra carlsbergbyen.dk

Det gjorde ABSOLUT ikke oplevelsen dårligere, at vi mødtes på Riccos på Fiolstræde! Jeg elsker stemningen i denne to-etagers kaffebar. For selv en tidlig, halv grå tirsdag morgen er her plads til høje grin og store armbevægelser fra tre mennesker, der prøver at lære hinanden at kende. Der var langt fra fyldt op ved de fine borde med bløde stole, men køen til take-away-kaffen blev ikke kortere, mens vi sad der. Forståeligt! For som det jo er med Riccos, så smager deres kaffe GODT! Virkelig godt! Som regel smager den af en kop mere. Og én til!

Allerede i morgen netværker jeg videre med kaffemøder og nye bekendtskaber. På endnu en Riccos – nemlig den i Rådhusstræde, som jeg ikke har besøgt endnu. Men min forventning er, at stemningen igen vil indbyde til afslappet, hyggelig – og forhåbentlig storgrinende netværksstemning! Med en GOD kop kaffe til. Præcis som jeg allerbedst kan lide mine kaffe-netværks-møder.

/Anne

1 COMMENT

Comments are closed.