Kaya Brüel | Københavnersnuden #514

0
84
Fotocredit: Kasper Bang

Ugens Københavnersnude er Kaya Brüel, som i en alder af 19 år trådte ind på den danske musikscene som sanger og sangskriver med sit debutalbum. Hun har siden udgivet hele 11 soloalbums og også gjort sig bemærket som skuespiller på både teaterscener og i film og tv. Den 25. oktober udkom hendes nye EP, Kaya Brüel synger Jomfru Ane Band, hvor hun fortolker sange af bandet, som hendes mor og moster stod i front for i 70’erne.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Kaya Brüel: Jeg udgiver en EP med fem kærlighedssange af Jomfru Ane Band, som havde deres tid i sen 70’erne med tekster om krig og kærlighed og alt det imellem. Bandet havde min mor og moster Sanne og Rebecca Brüel i front.

Jeg er vokset op med musikken og skal ud og synge Jomfru Ane Band sange til Januar/Februar 2025. Derfor har jeg indspillet nogle af sangene forud for vores tour.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Kaya Brüel: Jeg bor på Vesterbro, hvor jeg også er født. Ikke samme sted dog. Min opvækst fra 1975 var i et andels kollektiv i St. Kongensgade, men flyttede tilbage til Vesterbro for 26 år siden i 1998.

Privatfoto fra Kayas barndom

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Kaya Brüel: Jeg går ofte tur i Søndermarken, da vores kat “krøllemis” synes den bor halvt deroppe. Så derfor går vi op og henter ham hjem når han har været lidt for længe væk. Han går tålmodigt efter os hele vejen hjem.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Kaya: Jeg drikker mest kaffe i min egen lille baghave i Humleby, hvor vi har indrettet den som en hyggelig lille caféhave. Franske café stole og en perkula. Skal jeg ud og drikke noget, er det en øl på Enghave plads 9. En super hyggelig lille bar, der ofte har livemusik på pladsen.

Privatfoto fra baghaven i Humleby

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Kaya: Ret tit skal jeg lige have en Berliner Döner fra Sundevedsgade. De er meget store og smager så godt. Især hvis man vælger alle deres dressinger på en gang. Kunne også være Banh mi på Enghave plads, der har vietnamesisk mad.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Kaya: Fester sjældent ude, mest til private arrangementer.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Kaya: Jeg kunne inspireres på en cykeltur gennem byen. Tit kan man høre mig komme syngende ned af cykelstien i København. Af en eller anden grund så er det ofte der, der kommer en melodi eller tekst til mig. Så må jeg stå af cyklen for lige at optage. Mine optagelser er derfor altid med en masse gadestøj i baggrunden.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Kaya: Jeg har så mange, for jeg synes København er den dejligste by i verden. Men jeg er især glad for Frederikstaden hvor jeg er vokset op. Elsker byens historie, og når man går i de gamle gader og stræder kan man næsten mærke historiens vingesus og se det for sig.

Privatfoto

Jeg kan sidde og zoome ind på gamle billeder af byen fra dengang der var porte og volde rundt omkring. Jeg kan lide tanken om at det ikke er os der ejer byen, men byen der rummer os i den tid vi er her. Som den rummede dem før os, og dem der kommer efter. Det er også interessant nu at have sine egne billeder og minder om steder i byen, som nu ser helt anderledes ud. At følge med i den udvikling som en by nu har.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Kaya: En varm sensommerdag i September, med lav sol og en summen af mennesker og liv. Efter min mand og jeg havde fulgt vores søn til metroen, hvor han skulle til sin efterskole, hoppede vi spontant videre med den nye M4 metrolinie for at se de nye flotte stationer.

Vi stod af ved Sluseholmen, og gik langs vandet gennem de nye boligkvarterer. Vi endte tilbage på Enghave plads, i solen på Café Beat, spiste tapas og drak en kold øl i den lune sensommer aften.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Kaya: Min ungdom i København K. Man var ikke så mange i byen dengang, da det jo ikke var særlig populært at have børn og familie i København. Boligerne var ofte uden bad og med toilet i gården eller på trappen. Byen var ikke et sted for børn sagde man, men det var den for os som voksede op her. Vi elskede det. Alle kendte hinanden eller til hinanden.

Vi mødtes på byens torve og pladser som fx. Israels plads, eller Storkespringvandet hvor vi hang ud. Byen var et trygt sted at færdes og buschauføren vippede på kasketten med et “go’dag”. Selvom vi ikke havde mobil telefoner, så vidste man altid hvor de andre var at finde.

Privatfoto fra Kayas barndom

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Kaya: En god cykeltur. Kunne være fra Enghave plads med storbyliv og mennesker, over cykelslangen ved Fisketrovet og opleve vandet og den smukke havn, videre til dejlig natur på Amager fælled hvor du kan stoppe og klappe en hest. Alt dette kan man opleve på kun 15 minutter.

Det elsker jeg ved København. Alt er kun 15-20 minutter væk på cykel. Jeg selv er ejer af en el-cykel, og det gør det absolut ikke mindre skønt at cykle rundt mellem byens kvarterer.

Privatfoto

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Kaya: Flere metro stop inde i byen. fx. omkring indre Nørrebro, Søerne, og Vesterbro torv. Drømmer om at opleve Metro netværket, som man ser det i Paris, London og N.Y.

Metroen er det bedste der er sket for København i nyere tid. Ville ønske, at Metroen havde været en del af min ungdom i 80’erne.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Kaya: Jeg har faktisk selv skrevet et soundtrack til min ungdom i København. Sangen handler om en aften og nat i byen hvor det hele oser og syder af fest, med mine bedste veninder som også stadig bor i byen. Elsker København, og elsker at jeg har et minde ved nærmest hvert et gadehjørne. Sangen hedder “Byen Brænder” og er fra mit album “Nu og Nær” der udkom i 2016.

 

Du kan følge Kaya Brüel og se datoer for hendes kommende turné i 2025 på Facebook og Instagram.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Kaya!