Kom med til Den Lille Kulturnat i København

0
588

Nu vender børnenes egen Kulturnat endelig tilbage og inviterer små og store børn, i selskab med deres voksne, på kulturel skattejagt i deres egen by. Den 17. marts byder Den Lille Kulturnat med ind bag byens facader i København og på Frederiksberg, hvor perspektivet denne aften er i børnehøjde, og sjove, spændende og lærerige oplevelser venter. Her får du en lille guide til børnenes kulturnat.

Lær din by bedre at kende med børneomvisning og arkæologi på Københavns Museum

På Københavns Museum er der denne aften premiere på museets nye børneomvisning. Følg omviseren rundt i museets udstilling og bliv suget ind i fortællinger, hvor vi ser fortidens København gennem børns øjne. I Arkæologisk Værksted kan man også komme helt tæt på byens fortid og selv være med til at dykke ned i den. Hver dag graver arkæologerne ting frem fra jorden under byen. Ting som er blevet efterladt af de mennesker, der har levet her før os. Men hvad er det arkæologerne finder? Og hvad kan tingene fortælle os om, hvordan København har forandret sig gennem hundredvis af år? Det kan du høre mere om i Arkæologisk Værksted, hvor alle fund fra udgravningerne er. Her kan du deltage aktivt og hjælpe med at sortere potteskår og dyreknogler, kigge i mikroskoperne eller farvelægge tegninger af forskellige fund.
Læs mere her.

Slip sanserne løs i udstillingen Interference i Nikolaj Kunsthal

Hvordan vil farverne rød og blå mon lyde, hvis de havde en lyd? Kom med, når lydkunstner/komponist Signe Heinfelt inviterer indenfor i udstillingen Interference, der beskæftiger sig med sanselig formidling af kompleks videnskab. Det vil være muligt at prøve kræfter med at komponere lyden af et grundstof og besøge værket Electromagnetic Spectrum, der formidler det lys, det menneskelige øje kan se. Børnene tegner og noterer undervejs – og sammen sætter vi ord på farvernes mulige lyd!
Læs mere her.

Kom tæt på politiets arbejde

Politimuseet åbner huset til en spændende aften sammen med politiet! Vi inviterer alle børn og deres forældre til at møde politibetjente, politiheste, vores online patrulje og opleve politiets tekniske arbejde med spor og gerningssteder på nært hold. Børnene kan også få taget deres eget fingeraftryk og prøve politiuniformer i børnestørrelser. Vi glæder os til at se jer til en aften helt tæt på politiets dagligdag og arbejde.
Læs mere her.

Find fred på Glyptoteket

Kom til en fredfyldt aften i Glyptotekets vinterhave, hvor I kan gå på plantejagt, finde de forskellige træer og lære dem at kende. Sid under oliventræet, hvis grene har været symbol på fred siden de gamle ægypteres tid, og tegn en fredstegning. Alle fredstegningerne bliver hængt op i oliventræet og udstillet i de efterfølgende dage. Man kan også få et dejligt måltid mad i caféen, det er en god idé at booke bord.
Læs mere her.

Foto: Ty Stange
Det spøger på Borgen

På Den Lille Kulturnat slår Folketinget dørene op for børn mellem 6 og 12 år og deres familier. Aftenen byder på en række sjove aktiviteter. I kan bl.a. gå på spøgelsesjagt efter politiske genfærd og andre historiske skikkelser på Christiansborg. Børnene kan også tegne og lave badges i et kreativt værksted, prøve det store lykkehjul i Vandrehallen og opleve Folketingssalen indefra. Snapstinget, Folketingets café og restaurant, sælger børnevenlig mad og drikke indtil kl. 19.45
Læs mere her.

 

Børnedisko i Kulturhuset Indre By

Vi inviterer alle dansemus fra 3 år og op efter til diskoaften i Kulturhuset Indre By. Vores to DJ mødre sætter gang i anlægget med alle de gode sange, vi kan danse, grine og lege til. Vi sørger for at få alle ungerne med og skaber en rigtig sjov fest sammen. Tag gerne en pizza med fra den lokale – vi sørger for gratis saft, vand og kaffe. Vær venligst opmærksom på, at børnene altid skal deltage sammen med en voksen, der har ansvaret for dem under hele besøget.
Læs mere her.

Se hele programmet for Den Lille Kulturnat her.

Praktisk info:

Den Lille Kulturnat finder sted den 17. marts 2023 kl. 16-20.

Kulturpas til Den Lille Kulturnat kan i år kun købes digitalt i Kulturnattens webshop fra den 1. marts. Kulturpasset koster 110 kr., når du er fyldt 12 år. Med et kulturpas kan man medbringe børn under 12 år gratis til alle arrangementer.

Kulturpasset er også gyldig som rejsehjemmel i bus, tog og Metro i zonerne 1-99 fra kl. 15.00 til kl. 21.00 den 17. marts. Vær opmærksom på, at hvis kulturpasset benyttes som rejsehjemmel, kan en voksen kun tage to børn med under 12 år.

Se de enkelte arrangementer for evt. aldersbegrænsning.