Copenhagen Distillery er efterhånden verdenskendte for deres fabelagtige spiritusser, som udover whisky og akvavit også tæller deres prisvindende gin. Vi var for nylig inviteret til deres gin tasting & tour – en både spændende, smagfuld og sjov rundtur i det eksperimenterende og imponerende destilleri.
Af Louise Bro
INVITERET | Hvis du også har fået øjnene op for, at gin ikke bare er gin, så vil du med garanti elske en rundvisning med gin-smagsprøver hos Copenhagen Distillery. Her finder du nemlig en helt særlig flok af dygtige og kreative mennesker, der har formået at lave spiritusser, der er så gode, at de allerede har vundet adskillige priser.
På deres tasting & tour får du både viden om deres produktionsmetoder med en rundvisning i destilleriet – og naturligvis også en smagning af deres ginportefølje. Fra orange til laurbær, dry og egefadslageret – der er en verden til forskel, men du bliver hurtig klogere på, hvor dine smagsfavoritter er. Det hele tager 1,5 time, og derefter er deres smukke bar åben, hvis du trænger til en ekstra lille drink efter smagningen.
Gin tasting & tour er for alle, så du behøver ikke at være den helt store gin-kender. Du får en god gennemgang og rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Vi blev i hvert fald meget klogere på gin og på det håndværk, der ligger bag at producere en rigtig god spiritus.
Meget mere end et destilleri
Destilleriet blev grundlagt for 5 år siden, og har siden starten vundet indtil flere priser for deres spiritusser – især deres forskellige gin har været populære ved smagskonkurrencer. Hvis du har smagt en deres gin, forstår du nok hvorfor.
Copenhagen Distillery holder til i en stor og rå fabriksbygning ved Kløvermarken bag Christiania. Selvom destilleriet er omdrejningspunkt, er der altid gang i nye ideer og tiltag. Der bliver hele tiden arbejdet med at udvikle traditionelle spirituser – og eksperimenteret med nye smage, indhold og måder at producere på. Fælles for alle spiritus på Copenhagen Distillery er dog, at de er håndlavet og håndtappet – helt ned til mærkaten, som også er håndskrevet. Det er et nøjsomt arbejde, men også et vidne om det store håndværk, der ligger bag at producere en spiritus af høj kvalitet.
Holdet bag Copenhagen Distillery har ikke kun en ambition om, at lave god spiritus. De vil også være det lokale destilleri i København, og har derfor tanker om at bruge deres flotte lokaler til flere kulturelle og gastronomiske events. Når vi er på den anden siden af corona, og må samles lidt flere end 100 mennesker, er der allerede planer om, at der skal holdes koncerter, julefrokoster og fester i destilleriets lokaler – baren er i hvert fald allerede bygget og klar til gæster.
Hvis du mangler inspiration eller gerne vil lære at lave cocktails, så deler destilleriet ud af deres viden i en række opskriftsvideoer på klassiske og nye cocktails. Og hvis du vil have oplevelsen live, kan du også deltage i deres cocktailkursus på destilleriet – eller lære at lave din egen gin.
Copenhagen Distillery holder Gin Tasting & Tour hver fredag og lørdag kl. 14 og 16.30. Prisen er 299 kr. læs mere om rundvisningen her.
LoveCopenhagen var inviteret til at anmelde Gin Tasting & Tour ved Copenhagen Distillery uden beregning.
Copenhagen Distillery
Kløvermarksvej 70 D
2300 København S