Hvorfor skal du lytte til Tomas Høffding? Det kommer vi ind på senere. Først skal vi lige genbesøge Lille Vega fra sidste lørdag, hvor Tomas Høffding og band spillede for en udsolgt sal af meget glade koncertgængere.
LoveCopenhagens to Louiser og den enkelte Nathalie var på pletten i Lille Vega den 18. marts og havde forventninger om en stille og rolig og måske endda lidt rørende koncert. Ingen af os havde oplevede Høffding live før – men vi kender da Who Made Who og Bonne Homme, som er to dansable og meget festlige størrelser.
Det er Tomas Høffding åbenbart også. Og det kom bag på os. Forinden havde vi lyttet en del til den nye plade, en afdæmpet og meget fin plade, hvor især teksterne rodfæster sig. Det er dog også bemærkelsesværdigt, hvor lidt fest og ballade der er over albummet – og det skal ikke modtages som en kritik, det er bare med til at male et billede af vores forventninger.
Så da bandet gik på scenen og bogstavelig talt skabte en FEST, var vi mere end fornøjede. Det var seriøst fedt! Tunge basgange, de insisterende tekster, elektroniske trommer – det hele får os i publikum til ikke kun at lytte opmærksomt, men også danse samtidigt. På en eller anden måde er det en meget sjælden kombination.
Musik med ledsagende historier
Høffding taler meget under sine koncerter, sagde han. Men det var på ingen måde for meget her. Vi lever i en tid, hvor vi godt kan lide en ledsagende historie til det musik, vi lytter til, det kunst, vi ser på, det litteratur, vi læser – og så videre. Det var til koncerten meget passende at sætte ord på, at Høffding nu står et sted midt i livet med sin familie og ikke så meget fart på som tidligere. Det er sine styrker – men der er selvfølgelig også en anden side af sagen. Der er måske endda mange sider af sagen.
I mine noter til koncerten (jeg skrev ikke mange, for vi var ærligt ret optaget af bare at være der) har jeg skrevet i starten: “Får direkte kontakt i følsomme øjeblikke. Vil Tomas gerne være sjov? Tør han være sårbar?” Og det summer det måske meget godt op· Der er øjeblikke i koncerten, hvor folk står med tårer i øjnene. Og de øjeblikke er vitterligt værd at tage med sig som minder om en god koncert. Og så er der det lidt mere lette, som også er godt, men det hænger ikke lige så godt fast som de sårbare øjeblikke.
Nogle bruger jo humor som en form for distance til omverdenen – det ved jeg ikke, om Tomas Høffding gør. Men det er i hvert fald muligt i hans univers at slå bro fra det sjove og over til det sårbare og tilbage igen. Derfor var det nok en så god en aften, som det var.
Og hvorfor skal du så lytte til Tomas Høffding? Det skal du, fordi det er fine historier, der fortælles med nærvær, og det er den slags musik, der lagrer sig som minder. Meget andet er jo glemt på nul komma dut.